Nazikortet

Diktator in spe

Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvorfor må man aldrig smide nazikortet?

Så… hvornår må vi egentlig begynde at sammenligne Donald Trump og MAGA-bevægelsen med Adolf Hitler og nazismen? Sådan ægte? Sammenligningen er usmagelig og uperfekt, ingen tvivl om det. Den risikerer at negligere den unikke ondskab og kynisme, som lå gemt i “Det Tredje Rige”, og desuden at ignorere de stedsspecifikke historiske omstændigheder – noget man altid skal være påpasselig med. Der er helt åbenlyst mange områder, hvor de to mænd og regimer intet har med hinanden at gøre. Omvendt begynder der dog også at være ildevarslende mange overlap.

Gentagne gange har Trump og hans kampagneapparat brugt hundefløjter, som har haft en umiskendelig nynazistisk misklang. I stigende grad begynder ICE at ligne en slags amerikansk Gestapo eller Sturmabteilung. Præsidentens imperalistiske ambitioner bliver stadig mere tydelige, som var “erobringen” af Venezuela en slags MAGA-pendant til Nazi-Tysklands annektering af Sudeterlandet. Pludselig står Trump og banker på døren til Grønland, som et besynderligt ekko af Hitlers trusler mod Polen i 1939 – vel vidende, at det kan udløse en ny verdenskrig.

I sine taler lyder Trumps tætte rådgiver og vicestabschef Stephen Miller vel rigeligt som Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels, mens mæcenen Elon Musk vitterligt har stået på scenen og heilet til et MAGA-vælgermøde. Alligevel virker det som dårlig smag, hvis ikke ligefrem et intellektuelt nederlag, direkte at trække nazikortet – og dermed italesætte det, som bliver tydeligere for hver dag, der går: At USA er blevet fanget i en fascistisk person(døds)kult, som unægteligt rimer på noget, vi før har set.

Vil du have artiklen gratis?

Vi låser den op med det samme, hvis du tegner et prøveabonnement på Føljeton. Det koster 0 kr. de første 30 dage. Ingen binding.

Bliv abonnent

Allerede abonnent? Log ind.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12