Det fremragende litteraturmagasin n+1 fylder 20 i år. I den anledning taler redaktørerne Dayna Tortorici (hun har blandt andet redigeret teksten, der er blevet til Anna Wieners bog Uncanny Valley) og Mark Krotov med Los Angeles Review of Books om at holde liv i det lille medie uden at tjene penge. Her er det Krotov: “Jeg ser et allerede venstreorienteret magasin, der radikaliseres yderligere som reaktion på en meget, meget radikaliserende tid.”

Den tyske økonomiske historiker Matthias Schmelzer er en af de førende forskere inden for degrowth. Ignorer den lidt sløje lyd, og fokuser på hans ord: “Folk forstår ofte degrowth som en politics of less, der primært fokuserer på besparelser og på at argumentere for, at arbejderklassen, den normale befolkning, skal reducere deres forbrug helt og holdent og grundlæggende leve med mindre. For mange mennesker, selv i det globale nord, er det tydeligvis ikke muligt. Mange mennesker har svært ved at klare sig. Der er en enorm misforståelse af, hvad degrowth faktisk forsøger at opnå.”

+ Sidste år på denne tid gav vi dig en hel sommerskole om degrowth. Hvorfor ikke genlæse et af afsnittene.

“Jeg har redet rundt på Vagns nordbakke, Punch, uden saddel og kan stadig mærke dens glatte pels og stride manke. Jeg har bygget huler på hølofterne og haft kløende halm overalt på kroppen, med salonriffel skudt rotter, der løb på rørene i stalden, skovlet lort og kørt traktor, set køer kælve og set både kalve og svin blive slagtet for øjnene af mig, og jeg er blevet fanget af det døde dyrs tomme pupiller,” skriver Lasse Lavrsen om resterne af det forsvundne landbrug i Salling, hvor han er vokset op: “De er langt væk fra bonden i mig, og når jeg er væk, vil der ikke være nogen bønder tilbage i Danmark.”

Er der noget bedre end at læse en bog i sommersolen? Ja. Skærmtid. Er du ikke en af de alt for mange danskere, der skal ud og rejse, kan du med fordel slå måsen i sædet og åbne computeren. Samtlige af de større museer verden over har nemlig deres samlinger liggende online og savner man lidt inspiration eller bare er lidt nysgerrig og kunstinteresseret, så er det en skøn og tilpas underholdende måde at klikke sig igennem kulturhistorien. Fx støder man på ovenstående Asger Jorn-maleri, hvis man søger “sol” i SMK’s samling. Vil man have et mere internationalt islæt, så ligger Tates, Musée d’Orsays, Guggenheims og Guggenheim Bilbaos, MoMA’s og Museo del Prados samlinger alle online. Du kan også kultivere din kulturelle udlængsel ved at læse anmeldelser af aktuelle udstillinger fra kunstmuseer verden over hos Frieze Magazine. Så spild tiden og udvid horisonten. Og mangler du et soundtrack til din browsing, så kan du da bare lave din egen sang her.

“Kære skat. Du er min ivrige medfølelse. Min hengivenhed klæber sig nysgerrigt til dit lidenskabelige ønske. Min smag længes efter dit hjerte. Du er min længselsfulde sympati: Min ømme smag. Din smukt, M U C.” I starten af 1950’erne fik de to computerkyndige kolleger Alan Turing og Christopher Strachey en af verdens første computere til at sende verdens første computergenererede kærlighedsbreve, underskrevet M U C, Manchester University Computer. Det var den dengang 36-årige Strachey, der opfandt algoritmen, som altså er det første tilfælde af KI-skrift. JSTOR Daily har historien om hvordan to queer mænds kærlighedsbreve opfandt kunstig intelligens, som vi kender det i dag.

Vi er lidt forsinkede med denne anbefaling, men nyd solen og lyt til albummet Why Does the Earth Give Us People To Love af den 25-årige folk og blues-sensation Kara Jackson.

Chilenske Mauricio Bustos forsøgte i årevis at bryde igennem som musiker, men kun med sparsom succes. Lige indtil han fandt på alter egoet FlowGPT, og med KI-teknologiens mellemkomst begyndte at klone stemmerne fra etablerede superstjerner som puertoricanske Bad Bunny. Pludselig begyndte Mauricio Bustos’ sange at gå viralt, for hans produktioner havde nu fået lidt ekstra x-faktor. Til gengæld har han vakt mange musikeres vrede – herunder Bad Bunnys. Rest of World er dykket ned i den hidsige diskussion om, hvad KI kan betyde for musikbranchen.

+ The New York Times om KI-stemmernes stereotyper.

“De Olympiske Lege handler om tal: 500, antallet af meter i en freestyle-svømning; 20, de maksimalt mulige point i rytmisk gymnastik; 3 millioner, antallet af bananer, som det kulinariske team i Olympic Village tror, de får brug for i løbet af de olympiske og paralympiske lege.” Madmediet Eater har undersøgt, hvad der skal til for at fodre godt 15.000 sultne atleter i Paris.

Hvad er det ultimative drømmejob? Og kan man mon finde det, hvis man virkelig nærstuderer stillingsopslag på Jobindex? Spørger man Føljetons Oliver Stilling – som, vil vi gerne understrege, generelt er ret arbejdsom – ville det jo sådan set være smukt, hvis man kunne lande et job, der vitterligt var usynligt. Et job uden forpligtelser, hvor man kan gå totalt under radaren og slippe af sted med at lave det rene ingenting. Den slags beskæftigelser hænger bare ikke på træerne. Og da særligt ikke, hvis man eksempelvis forventes at have et “agilt mindset”. Så vil Olivers jagt lykkes? Det kan du læse om hos Golden Days.

Den israelsk-amerikanske historiker Omar Bartov har gennem fire årtier skrevet en række bøger om Adolf Hitler og Det Tredje Rige og er i øvrigt en arg kritiker af Israels krig i Gaza. For nylig besøgte han Ben-Gurion-universitetet i Beersheba i Israel, hvor han mødtes med række højreorienterede studerende, som var vendt hjem efter at have gjort tjeneste i Gaza. The New Yorker har interviewet ham om oplevelsen.

+ ‘De skånede ingen‘. Historien om en israelsk massakre i et lejlighedskompleks i Gaza i december sidste år. I det progressive amerikanske månedsmagasin The Nation.

++ Tjek også Al Jazeeras dokumentar ‘The night won’t end‘, som kom ud for 14 dage siden.

“Jeg mister ikke håbet, bare fordi en tilfældig journalist ringer og siger, at det ser ud ad helvede til med klimaet,” siger klimaprofessor Katherine Richardson, der er medlem af Klimarådet. “Det gør det, og jeg er glad for, at han kan se sammenhængen. Men jeg tror på sociale tipping points. Vi har gjort det før med rygning. Vi kan forandre verden med de drastiske spring og en total ændring af vores adfærd, som skal til.” Næsten det eneste optimistiske udsagn i en stor artikel i Politiken om, hvor galt fat det er med klimaet. Richardson siger også: “Jeg tror ikke, at folk er klar over, hvor meget klimaforskerne ryster i bukserne. Ingen klimamodeller forudså, at det her ville ske. Vi skal være ydmyge overfor, at klimasystemet har spillet os et puds, og at der kan være ved at ske noget helt uventet.”

+ ‘Den jordbesiddende overklasse vandt kampen om det danske land‘. Glimrende kommentar af forfatter Eskil Halberg i Information.

++ ‘Trepartens sejr er en tragedie for klimaet‘. Kommentar af arkitekt Kasper Benjamin Reimer Bjørkskov i Klimamonitor.

Den ikke særligt kendte irske forhenværende tennisspiller Conor Niland har skrevet en bog om livet som lavt rangerende professionel tennisudøver – hans bedste placering var nr. 129 på verdensranglisten. The Guardian bringer et lettere modificeret kapitel om den ubærlige ensomhed, man oplever som omrejsende middelmådig professionel tennisspiller. Morsomt skrevet med mange skægge (omend bitre) observationer.

Alt for ofte skal ulykken være ude, før vi lærer at sætte pris på det, der er lige for næsen af os. Det gælder fx lektor på Stanford Business School Glenn Kramon, der lå under kniven i forbindelse med en canceroperation, da det pludselig stod klart for ham, at han stod i gæld til tidligere tiders liberale immigrationslovgivning. “Hvorfor? Uden den lovgivning ville kirurgen, der opererede mig, nok ikke være her.” Kan vi andre komme til den erkendelse – at “immigranter hjælper med at holde os i live” – uden selv at skulle forbi operationsstuen?

Interessant. Popmusikerne Sabrina Carpenter, Chappell Roan og Charli xcx “indvarsler en ny slags bad girl” (vi ville have oversat til slem pige, men det er lidt tamt). Tekst i The Atlantic.

Vand som fremtidens brændstof? Vi ved sgu ikke rigtig. Men her tager Washington Post i hvert fald læseren med ind i det, der angiveligt er verdens første vand-til-brændstof-anlæg.

Har du været på den mytiske natklub Berghain i Berlin? Eller kunne du måske ikke komme ind, fordi den relativt intimiderende dørmand Sven Marquardt vendte tommelfingeren nedad, uden at du helt kan forklare hvorfor? Podcasten Search Engine har talt med to amerikanere – som også er venner med vært PJ Vogt – der af flere omgange blev afvist fra Berghain. Hvorfor gjorde de det? Og hvad er Berghain overhovedet for et sted? PJ Vogt undersøger sagen i to ret lytteværdige afsnit – der også giver en fin introduktion til technoens og den berlinske klubkulturs historie. Første del findes her, og anden del findes her.

Flygtige modefænomener er undertiden genstand for lige dele had og kærlighed: Skift i moden forbandes fx som klimasvineri og påskønnes som en mulighed for at udtrykke sin personlighed. Hvad de også kan – dog mindre hyppigt – er at bearbejde sorg. Klummeskribent Amalie Langballe fortæller i Weekendavisen om at vende tilbage til sin afdøde mors garderobe: “At gå i min mors tøj har altså både været med til at holde hende død og levende for mig – begge dele, viser det sig, er nødvendige for den sørgende.”

“Min umiddelbare oplevelse var egentlig, at det var mere ambitiøst, end jeg havde regnet med. Men det her er jo ikke en plan, der som sådan er sat i søen for at skabe mere biodiversitet. Det handler først og fremmest om at afhjælpe kvælstofproblemerne i vores kystnære farvande og om klimaet. Effekten på biodiversiteten kommer ind som en sidegevinst, men blev jo solgt som en meget stor del af det, og der kan man selvfølgelig blive bekymret for, at man fremover vil sige, at nu har vi gjort så meget for biodiversiteten, at vi ikke behøver gøre mere.” Zetland er taget en tur i Vestskoven med lektor i biodiversitet Jacob Heilmann-Clausen fra Center for Makroøkologi ved Københavns Universitet for at snakke om Den Grønne Aftale.

+ Caroline Bessermann fra Den Grønne Ungdomsbevægelse i Altinget: ‘Trepartsaftalen er et knæfald for det traditionelle, animalske og intensive landbrug‘.

Skal du også lige sluge irritationen, når du åbner din arbejdskalender, og den er propfyldt med møder? Det er der en god grund til. En ny kortlægning af dårlige arbejdspladser viser, at møder er et symptom på en generel rådden ledelseskultur, som mangler etiske principper og som ikke lader medarbejdere komme til orde. Zetland, som har læst kortlægningen og talt med erhvervspsykolog og medforfatter Louise Dinesen, har et godt råd til dig: ”Aflys dit næste møde. Og mødet efter det. Og send denne artikel til din chef, når du bliver spurgt hvorfor.”

Det har skabt relativt meget røre i USA, at landets Surgeon General – regeringens øverste sundhedsrådgiver – Dr. Vivek H. Murthy har anbefalet, at sociale medier får påklistret advarselsmærkater i stil med dem, der i dag er at finde på cigaretpakker. Udover at det virker lidt uklart, hvordan man lige laver sådan et digitalt mærkat, så mangler Murthy nemlig også en rygende videnskabelig pistol for overhovedet at kunne sige, at sociale medier er definitivt sundhedsskadelige. Daily Beast har en ret god opsummering af, hvorfor det er tilfældet.

+ Hør også techpodcasten Hard Fork diskutere, om advarselsmærkater på sociale medier er en god idé.

Hvis du tænker, at det ikke skaber værdi at stene Google Street View dag ind og dag ud, kan du godt tro om igen. Trevor Rainbolt har gennem Google lært hele verden at kende fra sin pind i Los Angeles, og skribenten Tomas Weber har fulgt hans rejse: “Rainbolts mest banale øjeblikke serveres nu med små tinkturer af åbenbaring og genkendelse. Det viser sig, at det at røre ved thailandsk græs for første gang er uendeligt meget mere spændende, hvis du har været besat af dets tekstur og nuance på din computer: Det er spændingen ved et ansigt-til-ansigt møde med en mangeårig korrespondent, en første date med en gammel flamme. Rainbolt har brugt internettets kartografi til at skrue op for verdens intensitet og sammensmelte det virtuelle med det virkelige for at gøre begge dele mere behagelige.”

Et lille godt interview med den rimelige seje 70-årige amerikanske kunstner og aktivist Nan Goldin i Hyperallergic. Et råd til unge mennesker? “Jeg ville sige til dem, at de skulle holde sig fra deres telefoner. Den virkelig verden eksisterer stadigvæk. Jeg ville sige til dem, at de skulle udleve deres seksualitet. Mine venner banede vejen for dem. Og jeg ville sige til dem, at de skulle finde noget at kæmpe for. Det, jeg kæmper for nu, er Palæstinas frihed.”

+ Et andet godt interview med hende, som blev trykt i The Guardian i maj. Så er du også klædt på.

“Præsident Bidens sværeste modstander er muligvis ikke hans forgænger. Det er den kulturelle betydning, vi lægger i det at være gammel, som er blevet bygget op gennem århundreder.” Udmærket tekst af The New York Times’ (relativt) unge kunstskribent Jason Farago.

“Det er helt vildt. Den giver en omkalfatring af det danske landskab, som har potentiale til at løfte Danmark fra en skamfuld sidsteplads, når det gælder vild natur, til at være et land, som leverer substantielt på biodiversitet.” Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening, som var med til den grønne trepartsaftale, forklarer sig i Politiken.

+ Jørgen Steen Nielsen i Information: ‘Kampen om landskabet fortsætter.’

++ “Horribelt. Dybt skuffende. Bureaukratisk monster. Landbrugets redningskrans til Venstre.” Interview med formanden for Danske Svineproducenter i Landbrugsavisen (hård betalingsmur).

+++ “Det kan godt være, at du synes, at det er latterligt lavt, fordi du er velhavende, Theresa Scavenius, men 750 kr. er rigtig meget for de landmænd derude.” Debat i Deadline mellem løsgængeren og Theresa Scavenius og Socialdemokratiets landbrugsordfører Ida Auken, der taler den stakkels, fattige landmands sag. Spol frem til cirka. 16:25.

++++ En meget dyr model med en meget lille klimaeffekt. Radioprogrammet Guld og Grønne Skove med Lars Trier Mogensen.

+++++ Caroline Bessermann fra Den Grønne Ungdomsbevægelse: ‘Hvordan blev grøn trepart så dårlig?‘ (story på Instagram).

Sci-fi-forfatter Ursula K. Le Guin – prisbelønnet for at skabe fremmede verdener og alternative livsformer med sine ord – ville have være 94 år gammel i dag. Ikke desto mindre nåede hun inden sin død at oprette en personlig internetblog. Ligesom det meste andet, der har Le Guins navn på, er den ifølge nyhedsbrevet Dirt værd at lægge vejen forbi: “Hendes gamle domæne lokaliserer et vigtigt øjeblik, hvor en personlig hjemmeside kunne være mere end blot en bannerannonce for arbejde eller et tilfælde af trofæer – hvor det repræsenterede et forsøg på at omsætte noget om selvet til det virtuelle rum.” Bloggen finder du her.

Novo Nordisk fylder rigtig (rigtig) meget i dansk økonomi. Men skal medicinalgiganten nu også bestemme, hvem der er syge og raske? Ja ifølge Novo selv, der vil gøre svær overvægt på BMI-skalaen til en sygdom. Debatindlæg i Information om hvorfor det er en rigtig dårlig ide: “En sygeliggørelse vil øge stigmatiseringen af mennesker med høj vægt, som vi ved er stærkt sundhedshæmmende. Derudover er det bekymrende, hvis vi i stigende grad vender fokus udelukkende mod vægttabsmedicin frem for at se på samfundsstrukturer som adgang til næringsrig mad, fællesskaber, glædesfyldt bevægelse, stressfrit og meningsfuldt arbejdsliv, kvalitetssøvn, rent vand og luft.”

“Mens spørgsmålet om kønsbaseret vold ikke viser tegn på at aftage i Afghanistan, tilbyder krisecentrene et absolut minimum af sikkerhed for dem, der er flygtet fra deres hjem og står over for usikkerhed. Hvis de lukkes, forsvinder også det.” Elle tager et kig på afghanske kvinders muligheder for – eller mangel på – at flygte fra vold fra deres familier eller mænd under Talebans styre, hvad FN har beskrevet som ’kønsapartheid’. Status er, at de krisecentre, som kvinder og børns liv er dybt afhængige af, kæmper for ikke at bukke under. Lukninger betyder bl.a., at ”nogle af dem tog hjem igen, til deres misbrugere, andre er i skjul, eller på gaden eller i parken på egen hånd”.

“Den industrielle vej ændrer landbruget ved ikke kun at gøre det afhængigt af input udefra, altså kunstgødningen, men også af at levere handelsvarer som sit output. Til gengæld bliver det blindt over for naturen og over for jorden, som er planetens vigtigste levende system,” siger den indiske fysiker og aktivist Vandana Shiva i et interview med Politikens debatchef Lotte Folke. “Det ser jorden som en tom beholder, der skal hældes kvælstof og fosfor i.”

+ Føljetons har været på besøg på Vandana Shivas gård ved foden af Himalaya.

Kender du neurotargeting? “Den strategiske brug af store datasæt til at udforme og levere et budskab, der har til formål at tilsidesætte modtagerens fokus på logos og etos og appellere direkte til patos i deres følelsesmæssige kerne,” og som bliver brugt af “marketingfolk og andre i overtalelsesindustrien, fordi de ud fra århundreders erfaring ved, at det at fremprovokere stærke følelsesmæssige reaktioner er en af de mest pålidelige måder at få folk til at ændre adfærd på.” På den måde kan man identificere mest sårbare vælgere – og for eksempel overtale dem til ikke at stemme.

Kanye Wests forladte sommerhus i Malibu, tegnet af den japanske arkitekt Tadao Ando, er på få måneder blevet sat næsten en tredjedel ned i pris. Cirka 272 millioner. Fristet til et renoveringsprojekt af huset, der er blevet efterladt som en voldsscene?  “Ando i er 80’erne, og man kan ikke bare ringe til ham og bede om et [nyt] design. Huset ville være et ‘samlerobjekt’ – ikke mindst på grund af forbindelsen til Ye. En køber ville arve fra to kulturgiganter.”

Overvejer du at lave et band? Ghostface Killah fra rapgruppen Wu-Tang Klan har et godt råd: “Don’t let nobody come between you – ingen distraktioner. For du ved, hvordan det er – af og til er der bare nogle, som stråler mere end andre, og så bliver folk jaloux. Det er svært at holde en gruppe sammen. Du skal koncentrere dig, holde fokus. Hvis det er dit mål at lave musik, så gør det og lad være med at stoppe. For der vil være masser af svære stunder, når tingene lader til at stå stille.”

Svingdøren er et rigtig statskundskaberbegreb, der betegner, at politikere, embedsfolk og særlige rådgivere vandrer direkte ud i en position som lobbyist. Eller omvendt. Altinget har taget problematikken op, der både betegnes som “et demokratisk problem” og “en krise for demokratiet”, selvom stifteren af public affairs bureauet Grace nu nok mener, at det er “både vigtigt og godt, at der er rotation.”

+ Næsten 40 pct. af de særlige rådgivere i regeringen har fortid i et public affairs bureau.

++ Det er ikke kun de særlige rådgivere, der har bureaufortid. Det har politikerne også selv, og Altinget har fundet deres CV’er frem.

I begyndelsen af året implanterede techvirksomheden Neuralink en chip i en frivillig forsøgspersons hjerne, hvorefter personen kunne spille onlineskak ved tankens kraft. Ifølge milliardærmegaloman – og CEO for foretagendet – Elon Musk går der ikke længe, før mennesker kan telepatere. Men Musk er langt fra den første, der har gjort sig den slags tanker. Aeon tager et kig tilbage i det seneste århundredes historie, hvor telepati er forekommet hyppigt i både videnskab og science fiction.

I Nigeria er der næsten altid ris på bordet – bl.a. i landets nationalret. I 2015 blev import af ris forbudt. Det øgede den lokale produktion, og det hvide korn blev big business. Det lagde landets kriminelle desværre også mærke til. Reportagen findes i altid gode New Lines Magazine.

Svineavlere. De tilbringer en del tid i stalden med deres dyr, må man formode. Men de bruger også meget tid på at besnakke politikerne på Christiansborg. Det viser en ny stor kortlægning af den danske magtelite foretaget af Foreningen for Elite- og Magtstudier, skriver Zetland. “Analysen viser blandt andet, at Landbrug & Fødevarer inden for de seneste to år har siddet i mere end dobbelt så mange statslige udvalg, råd og kommissioner som Danmarks Naturfredningsforening, og at landbrugets interesseorganisation selv på miljøområdet bliver spurgt til råds oftere end naturfredningsforeningen.” Klamt.

Atomkrig er ikke så godt. The New York Times har lavet en lille interaktiv fortælling om, hvor lortede atombomber er. Fra 1945 til 2017 har lande med atomarsenal foretaget mere end 2.000 tests af af atombomber i atmosfæren, i undergrunden og i havet øde steder. Men der er grænser for hvor øde. Det er altid gået ud over lokale, som er døde, er blevet syge eller har måttet forlade deres område.