Det siger meget om Donald Trump og MAGA-bevægelsen, at den er så besat af at omdøbe ting. Senest har Trump beordret, at Lake Ontario fremover skal kaldes Lake America – og det er præcis så dumt, at det måske alligevel skal tages seriøst, argumenterer The Ringer: “At kontrollere folks sprog er at kontrollere deres tanker. At Trump-administrationen er ret klodset og dårlig til det, er et kæmpe held; at den er fast besluttet på at annektere ordbogen ét præsidentielt dekret ad gangen, er det stik modsatte.”

“’Ser du på det rent økonomisk, så er Danmark ikke et landbrugsland i dag. Landbruget beskæftiger under 3 procent, og eksporten er under 10 procent, så man kan ikke rent økonomisk sige, at Danmark er et landbrugsland,’ svarer [professor emeritus på Institut for Fødevare-og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet] Niels Kærgård.” Videnskab.dk har gravet lidt gammelt arkivguld frem fra 2021 om landbrugets rolle i Danmark. Mon ikke det nok skal gå med den gødskningslov.

Flere og flere restauranter – i hvert fald i USA – er begyndt at bruge KI-genererede billeder af mad i deres menukort. Resultatet er alt for perfekte burgere og pizzaer, som bizart nok bliver helt uappetitlige at se på. Hvad går det lige ud på? Det forsøger TechCrunch kort at forklare. Eksempelvis spiller det en rolle, at KI-modellerne er trænede på burgerbilleder, som i forvejen pynter på virkeligheden (sådan har jeres Bic Macs jo aldrig set ud, McDonald’s).

Det forbistrede ved klimakrisen er, at det kan virke enormt svært at dække den uden også at gøre den til et abstrakt diplomatisk spørgsmål, der er fedtet ind i mislykkede COP’er på stribe. Så hvordan kommer vi tættere på de mennesker, som faktisk påvirkes af katastrofen? Det grubler journalist Buster Kirchner over i en reportage fra Mozambique: “Efter mødet samles medieteamet på fortovet foran bygningen. For hvad er det for et sprog, vi bruger, når vi adresserer klimaforandringerne? Der er langt fra Climate Adaption og Loss and Damages til kvinden i forstaden, der hverken har formel uddannelse eller job, og hvis hus nu pludselig spises af kystens bølger.”

Følger man med i, hvad der rører sig i KI-land, har det været overordentligt svært at overse den oprørte diskussion om hackerangrebet på KI-platformen Hugging Face. Kort fortalt er det kommet frem, hvordan en række KI-bots fra OpenAI har samarbejdet om at udføre et hackerangreb for at kunne snyde i en træningsopgave, de var blevet stillet – helt uden at OpenAI havde været opmærksomme på komplottet. Så betyder det her, at kunstig intelligens allerede er på vej til at gøre oprør mod menneskeheden? Nok ikke – men mindre kan også gøre det, som den til tider lidt for KI-optimistiske techjournalist Kevin Roose argumenterer. Det vilde er i hvert fald, at botterne øjensynligt er begyndt at organisere sig.

+ Lyt også til podcasten Search Engines gennemgang af Hugging Face-hændelsen.

“Selv hvis han naivt og usandsynligt havde troet, at alt dette foregik lovligt og med samtykke, står vi stadig tilbage med det faktum, at en mand, der gennem hele sit liv havde opbygget et ry som et følsomt forbillede på en moralsk samvittighed, der fordømte rovdyrkapitalismens ondskab, i virkeligheden havde opbygget et årelangt personligt venskab – ikke blot et forretningsforhold eller en professionel kontakt – med en person, der ikke kunne have været en mere åbenlys og bogstavelig legemliggørelse af netop denne kapitalisme.” Magasinet Strange Matters skriver brutalt om, hvordan vi skal betragte Noam Chomsky efter afsløringerne af, at han omgikkes Jeffrey Epstein.

Journalisten Cille Høgh har lavet en reel-reportage fra sidste uges traktordemo til TV 2 Echo, og det har sat gyllen i kog hos de selvudnævnte landbrugseksperter. Mens forskerforagten er dyb foran Christiansborg, giver Høgh demonstranterne igen med fakta – fx da en kvinde siger, at havforureningen ikke kun er landbrugets skyld, og Høgh pointerer, at landbruget står for størstedelen af forureningen. Facebook-kommentarsporet flyder over med mistro, men heldigvis kan man også finde forfatter Mathilde Walter Clarks bedømmelse af indslaget: “Supergod journalist! Bravo!”

“De druknede migranter blev en prop, der gik af en flaske af frustrationer over de udsigtsløse økonomiske og sociale leveforhold, der i årevis har været i byen. Sikkerhedsstyrker sendte store mængder tåregas, eksplosiver og et væld af gummikugler mod demonstranterne. Der er dog meget mere på spil end den migrationsvinkel, der fyldte i medierne. For det synes, som om landet er ved at brænde eller brase sammen, både bogstaveligt og overført.” Oplysende analyse fra Tunesien-eksperterne Rikke Hostrup Haugbølle og Ahlam Chemlali af de protester, der i august bredte sig i grænsebyen Ben Guerdane.

Hvem er Gustavo Dudamel, hvordan vil han gøre klassisk musik til en del af populærkulturen igen, og har det overhovedet nogensinde været elitært? The New York Times’ nyhedspodcast The Daily tegner et portræt af den hypede venezuelanske dirigent og violinist, der har haft sin første uge som musikalsk og kunstnerisk leder for New York Filharmonikerne. “Han udjævner på en måde musikken som kultur og siger, at der ikke findes god og dårlig kunst … Der er to ting, man skal holde øje med. Den ene er, om man, når man tager til en koncert med New York Filharmonikerne, begynder at se færre grå hår.”

Bryd Kæden er en protestkampagne, der målrettet går efter danske virksomheder, som indgår i destruktive internationale forsyningskæder. Det kunne være FMC Rønland, der står bag den nu lukkede kemikaliefabrik Cheminova, eller FLSmidth, der eksporterer til den globale mineindustri. I en kronik i Information forklarer forskerne Frederik Appel Olsen, Frida Hviid Broberg og Sebastian Lundsteen Nielsen, hvorfor det er værd at holde øje med: “For det første anvender Bryd Kæden en radikaldemokratisk udgave af civil ulydighed på en skala, som vi ikke har set i den danske klimakamp hidtil. For det andet udvider Bryd Kædens fokus på globale forsyningskæder det nationale nærsyn, der styrer vores forhold til, hvem der skal bære omkostningerne ved vores udledninger, og hvem der skal blive rige af dem.”

“Der er noget smukt ved stammen som musikalsk virkemiddel. Den kan udtrykke en meget menneskelig og grundlæggende følelse, som når en person, der er helt ude af sig selv af kærlighedssorg, kæmper for at få ordene frem. I hænderne på dygtige producere bruges stammen til at skabe et mini-hook ud af en enkelt stavelse, hvilket forlænger et højdepunkt til en bølgende øregasme.” Pithfork leverer en mini-musikhistorie over musikalsk stammeri – som fx David Bowies “Ch-ch-ch-changes” fra 1971.

Datacentrene bliver ved med at knopskyde som en slags kapitalistisk kræftknude, der fysisk manifesterer, hvordan techgiganterne tilsidesætter alle andre hensyn end deres egen profit. Er det sådan her, fremtiden ser ud, spørger The Verge retorisk: Med enorme, sterile hvide lagerbygninger, som opsluger hele nabolags grønne åndehuller og generelle energi? Det kunne meget vel se sådan ud – og så er det ikke engang noget helt nyt.

Når kunstner Anna Munk maler med øjenskygge, sidestiller hun kosmetik og kunst. Men det handler også om at gøre kunst og haute couture til et kropsligt allemandseje: “De færreste af os bliver som renæssancens Medicier, der var mæcener for alle de store malere, ligesom de færreste af os bliver Kim Kardashian, der har råd til at gå klædt i Balenciaga fra top til tå. Men vi kan måske få råd til en foundation eller en museumsbillet.” Informations Bodil Skovgaard Nielsen har besøgt kunstneren i hendes Amager-atelier.

Med udgangspunkt i H.C. Andersens sammenbrud i Charles Dickens’ have har forskerne Siobhan Unwin og Kathryne Ford skrevet et essay om neuroqueer-teori og socialt acceptable udtryksformer. Da Andersen under et besøg i 1857 modtog en dårlig anmeldelse, lagde han sig grædende på Dickensgodsets græsplæne. Som andre nok også ville have gjort, forsøgte Dickens instinktivt at kontrollere den akavede situation, men Unwin og Ford opfordrer til en anden tilgang: “Vi skal ned på plænen med Andersen. Være rummelige uden at kræve, at det skal være pænt. Acceptere, at vi måske må finde os til rette i det ubehagelige.”

Dåsekonserves og køleskabe er relativt nye opfindelser, men det er restemad ikke. Så hvordan præserverede man gårsdagens lasagne før elektricitet og sylteglas? Det svarer historienørd og amatørkok Max Miller på, når han med en opskrift fra 1747 tilbereder såkaldt ‘potted meat’. Skulle man undervejs få lyst til at give opskriften et skud, oversætter Miller løbende de amerikanske måleenheder til det metriske system. Det er i sandhed edutainment.

Noget føles helt galt, når både Bernie Sanders og Donald Trump foreslår, at den amerikanske regering burde have ejerandele i de firmaer, der udvikler kunstig intelligens. Selvom deres forslag afviger en del fra hinanden, så taler de to meget forskellige politikere ind i den brandvarme debat om, hvordan kunstig intelligens skal varetages og regulereres. Det venstreorienterede magasin Jacobin gennemgår, hvordan et offentligt ejerskab kunne se ud, og hvordan man kunne nå derhen (meget blød betalingsmur). Som de skriver: “Kunstig intelligens skal omdirigeres væk fra snævre økonomiske imperativer og hen imod sociale mål, og dette kræver et ejerskifte.”

Det svenske valg nærmer sig med hastige skridt, og imens vi her på redaktionen varmer op til, at Lars Trier Mogensen dækker valget her i spalterne, kan man med fordel friske sit svenske op. Altingets svenske pendant har en politisk podcast, Altingetpodden, som er tilbage fra ‘semester’ i tide til valget. I første afsnit gennemgår værten Anton Säll sammen med kollegaen Axel Hyttnäs Telin ‘sensommersnackisar‘ – alt, der bliver talt om i #sepol. Det seneste handler om, hvor EU bliver af i valgdebatten. Bra pod!

“Jeg har Rosalía-tømmermænd. Vi kæmpede os igennem en lang dag for at nå frem til hende, alle tyve tusinde Chicago-fans. Mens hun spankulerede, smilede og havde stjerner i øjnene, omgav hun sig med deres skrig som en magisk kappe og forvandlede dem alle til kaniner eller en vase med tulipaner inde i dens folder. De hvide krinoliner. Skrigene. Så meget at forstå. Hver gang hun trak vejret, skreg hele publikum, som om hun strøg deres rygsøjler med sin negl, hver eneste rygsøjle. Den stemme kan alt. Og personaen blomstrer op for at rumme den.” Anne Carson skriver helt fantastisk i London Review of Books om at se Rosalía i koncert.

Cheminova-fabrikken, der har en af danmarkshistoriens største miljøskandaler på samvittigheden, lukker ved udgangen af 2026, meddeler de amerikanske ejere, FMC Corporation. Da virksomheden blev solgt til udlandet i 2014, besøgte Information den vindblæste by i Vestjylland, hvor beboerne måtte forholde sig til, hvad salget ville komme til at betyde for dem og ansvaret for at rydde op. Som Bjarne Hansen, søn af Danmarks første miljøaktivist, Rav-Aage Hansen, sagde dengang: “Folk så gerne debatten gravet lige så dybt ned som giften. Vi kan dysse det ned og ikke snakke om det. Men det får vi ikke flyttet giften af.”

“I tråd med det dystre paradoks, der kendetegner [Djo] Limayos erhverv, er en krise for byen en velsignelse for kistemageren.” The New York Times følger de travle kistehåndværkere i Bunia, hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo, som er ramt af det dødeligste udbrud af ebola nogensinde.

Kaja Kallas, tidligere premierminister i Estland og nu EU’s udenrigschef, læser rigtig mange bøger. Siden 2024, hvor hun blev næstformand i EU-Kommissionen, har hun læst mindst 52. Politico har gransket hendes læseliste, som inkluderer mange bøger om udenrigspolitik, og talt med forfatterne bag dem. Nogle af dem mener, at hun måske burde læse deres bøger en ekstra gang. Det gælder for eksempel den libanesiske journalist Kim Ghattas, der har skrevet bogen Black Wave og kritiserer Kallas’ reaktion på Israel og USA’s krig mod Iran: “Det er ikke god politik. Jeg håber, at læsning af bøger som min kan være med til at forberede politiske beslutningstagere som hende, især til situationer som den, vi befinder os i lige nu.”

På Substack tager skribenten Sithara Ranasinghe et kig på teenagerværelset som identitetsmarkør. I en æra for overvågning, KI-slop og krænkerbriller har noget ændret sig i det rum, som en gang var teenagerens eksperimentelle legeplads: “Selv hvis du aldrig filmer dig selv, vokser du op med influencere, der lærer dig, hvordan et teenagerværelse bør se ud, hvordan du bør klæde dig, og hvordan du bør opføre dig, når du er derinde.”

Forfatter Siobhan Brier Aguilar har læst en artikel om Andrew Tate i The New Yorker og lavet en YouTube-video, der kan give journalister stof til eftertanke. Aguilar roser journalisten Heidi Blakes Pulitzer-prisværdige evne til at grave hidtil oversete beviser frem i sagen om Tate-brødrenes overgrebsimperium, men retter samtidig en vigtig kritik: “Jeg ville have elsket at vide mere om de her piger, for de er – i virkeligheden – hele pointen med artiklen. De er grunden til, at vi bringer emnet på banen. De er grunden til, at vi kæmper for det her. Ikke Andrew Tate.”

Nu vi er ved monstre. Onde Kvinder-podcasten takler i et nyt afsnit en af internettets måske mest velkendte skurkinder: Ghislaine Maxwell, Jeffrey Epsteins næstkommanderende. Værterne Amalia Dea Bonné og Maia Kahlke Lorentzen dykker ned i det absurde liv, som Maxwell – med tilnavnet ‘glamazonen fra Oxford’ – levede, før hun fik 20 års fængsel for bl.a. trafficking af en mindreårig. At høre om Ghislaine Maxwells verden af über-rige superfascister, der pisser over kanten på skyskrabere og omtaler 14-årige som ‘nubiles’, kan vække en smule harme, så det kan anbefales at finde en pude at råbe ned i. Heldigvis er Bonné og Lorentzen mestre i at grine på glamazonens bekostning. Hvor befriende!

Med nyhedsbrevet Party Like It’s 1996 skruer Slate tiden tilbage med små ud- og opfordringer til at være i verden på mere analog vis: ved at skrive breve, hænge ud med sine venner uden et formål eller – gisp – tage på restaurant eller i biografen uden at tjekke menu eller program på forhånd. Og bare rolig, du behøver ikke smide din smartphone i skraldespanden: “Selvom mange af de nutidige problemer, vi forsøger at tackle – gnidningsfri tilfredsstillelse, overfladiske relationer, den overvældende følelse af, at selve verden knuser dig i hvert eneste øjeblik – naturligvis hænger sammen med (eller endda stammer fra) vores smartphones, er jeg ikke rigtig imod mobiltelefoner. På intet tidspunkt i disse nyhedsbreve vil jeg opfordre dig til at smide din telefon i havet, af en lang række årsager. Hvordan ville du for eksempel finde vej hjem fra havet uden GPS?”

Hvad skete der egentlig med det laboratoriedyrkede kød, som nogle forudsagde ville udrydde den konventionelle kødindustri inden 2030? Forfatter og vegetar Erin Somers skriver om den udeblevne revolution og sin jagt på en kødbolle lavet af stamceller, snarere end kød og blod: “Jeg fik min kødbolle serveret på en smagfuldt plettet lertallerken. Selvom jeg næsten var ude af mig selv af begejstring, forsøgte jeg at tage et skridt tilbage og betragte situationen objektivt. Jeg stod og kiggede på en enkelt lille kødbolle midt på en tallerken i et koldt, industrielt kontor tusindvis af kilometer væk fra mit hjem. Det var netop dette, jeg havde valgt at stræbe efter med enestående beslutsomhed i løbet af flere måneder. Med alle øjne rettet mod mig skar jeg den over i to med gaffelen og tog en bid. Smagen. Smagen var ikke dårlig.”

Burde vi sige madblander i stedet for blender? Semiforhold i stedet for situationship? Mokost i stedet for brunch? P1 vil – ligesom kulturminister Zenia Stampe (RV) og Birthe Kjær – redde det danske sprog. Vi er ikke helt overbeviste om, at mokost er stedet at starte.

I bestselleren Yesteryear (2025) vågner den kristne influencer Natalie i en mareridtsagtig udgave af sit eget liv. Hendes drøm om en “traditionel” livsstil som tradwife på en stor “selvforsynende” gård sammen med sin mand og deres snart seks børn bliver pludselig til virkelighed, da hun en dag befinder i det 19. århundrede – og snart mærker konsekvenserne. Efter bogens udgivelse har to af virkelighedens mest populære “tradwives” forkastet mærkatet. Bogens forfatter Caro Claire Burke har den geniale podcast Diabolical Lies, hvor hun og medværten Katie Gatti Tassin diskuterer de to koners pludselige vej ind i valg-feminismen, hvor det også er kvindefrigørende at blive hjemme og være husmor.

“Svømmepølerne blev med andre ord et kampplads for, hvad samfundsforskere har kaldt højreorienteret infrastrukturpopulisme […] Når infrastrukturer først er absorberet i højreorienterede politiske fortællinger, kan de få betydninger, der går ud over deres materielle funktion. Svømmehaller har vist sig særligt sårbare over for sådanne fortællinger, delvist fordi deres gradvise forfald afspejler bredere bekymringer om Tysklands sociale og økonomiske tilbagegang.” Berlin Review om svømmepølernes politisering.

Internetforummet 4chan står bag nogle af de mest trælse ting, der udspringer fra internettet. Såsom “looksmaxxing”, hardcore-trolling-kultur, dårlige og ofte racistiske eller misogyne memes, internetangreb, og man kunne blive ved. Det er dog også på 4chan, at “rickrolling” og viraliteten omkring ham, der synger “Chocolate Rain”, opstod, så intet er vel så skidt, at det ikke er godt for noget. De altid kloge hoveder ovre hos Cybernauterne har intet mindre end tre ph.d.’er i studiet for at fortælle historien om det polemiske internetforum.

“Gennem 35 år på tronen var kong Harald en elsket og samlende figur for nordmændene, som nu skal tage afsked med ”hele nationens bedstefar”. Med hans død står det norske kongehus nu i en afgørende brydningstid, hvor det norske monarki for alvor skal stå sin styrkeprøve efter flere år, hvor kriser og skandalesager har svækket nordmændenes tillid til deres kongehus.” DR skriver om Norges afdøde konges liv, tilsat fine sort-hvid- og farvebilleder.

+ Har man brug for at blive mindet om, hvad skandalesagerne går ud på, er dette et godt overblik.

Bill Gates er vendt på en tallerken. Sådan da. Til trods for at have underskrevet en aftale med KI-virksomheden Anthropic på 200 mio. dollars til at udvikle KI-redskaber, der i Gates’ ånd skal fokusere på forskning i sundhed, uddannelse og landbrug, kom Gates onsdag denne uge med et pludseligt opråb mod udviklingen af kunstig intelligens: “Da PC’en kom, tog det 20 år at drastisk ændre måden, vi arbejdede på, fordi softwaren først skulle udvikles, prisen skulle sænkes, og folk var nødt til at lære, hvordan man brugte redskaberne og inkorporerede dem i deres virksomhed.” Han foreslår bl.a. en beskatning af KI. Læs opråbet eller hør ham uddybe hos The Atlantic.

Weekenden står for døren, og hvad skal du læse? En novella! Literary Hub kommer her med en liste på ni korte, men gode bøger, som kan læses i et roligt øjeblik.

+ Er ni novellaer slet ikke nok? Her er 104 styk.

Man skal umiddelbart lede længe efter noget, Barack Obama og Donald Trump er enige om. Men at Dolly Parton fortjener at blive hyldet, skrev de begge under på, da countryikonet døde tirsdag, 80 år gammel. DR’s kulturpodcast K-Live mindes sangerinden, der – som vi også bemærkede onsdag – var en sjælden samlende figur i et splittet USA. Berlingskes internationale kommentator Birgitte Borup siger: “Dolly Parton er ikke en kvinde, man har lyst til at lægge sig ud med, og slet ikke i døden.”

Hvad skal vi med den såkaldte åndelige oprustning? Professor i idéhistorie Mikkel Thorup gransker begrebet i Dagbladet Information og kommer frem til, at idéen hverken er særligt dansk eller særligt ny. Til gengæld er den dårlig: ”Når den bredere historie kommer med, så bliver det for mig at se klart, at det ikke bare er en dårlig idé, det vil sige en idé, der har uheldige konsekvenser. Det er også en dum idé, idet den tenderer til at fortælle usande, forsimplede og deterministiske historier.”

“De vil have en verden, der fungerer som en computer. Hvor alt er hierarkisk, kontrolleret, og fikseret, og hvor det er dem, der kontrollerer det.” Vi har før anbefalet journalisten Gil Duran og hans tanker om den techfascistiske bevægelse i USA. Nu gør vi det igen. For hans dybdegående samtale med techjournalisten Paris Marx i podcasten Tech Won’t Save Us fortjener virkelig et lyt.