Her er lidt til diagram-, prik- og pilenørderne, som følger med i det amerikanske præsidentvalg. Washington Post har lavet en guide til de vælgermæssige bevægelser i de syv delstater, som kan afgøre valget d. 5. november.

Morgenfascisten Jyllands-Pesten (sorry, man bliver aldrig træt af det gamle øgenavn) har kørt en fladpandet kampagne mod energiparker og solceller, fordi de “gør Jylland mørkere”. Direktøren for Rådet for Grøn Omstilling, Bjarke Møller, går i rette med den kulsorte avis i en kronik i dens egne spalter. “Hvad med i stedet at se solcellerne som en del af et grønt fremskridt, som kan gøre Danmark selvforsynende med billigere grøn energi, frigøre os fra autoritære oliemagter og styrke vores konkurrencekraft?” skriver han og spørger, hvornår JP starter en kampagne mod de grimme motorveje, som flænser Jylland over på kryds og tværs.

Den 31-årige libanesisk-amerikanske influencer Mia Khalifa er gæst i podcasten ‘The Interview’ i The New York Times. Hun fortæller om, hvordan hun tog ejerskab over sin historie og rebrandede sig selv efter at have arbejdet sig lidt op i et hjørne i pornoindustrien for ti år siden. Nu har hun seks millioner følgere på Twitter, 26 millioner på Instagram, 38 millioner på TikTok og nok også pænt mange på OnlyFans. Khalifa går ikke af vejen for at være politisk og forholde til fx Israels bombardementer af civile i Gaza og Libanon. Ganske interessant.

Det er mandag, vejret er uendeligt gråt, og du kan måske selv indsætte en tredje trist ting. Så hvorfor ikke bruge en håndfuld minutter på at blive muntret op af Caroline Polacheks, der fortolker Radiohead-nummeret “True Love Waits” foran Monets Les Nymphéas på Musée de l’Orangerie i Paris? Bagefter kan du med fordel smide Polachek Desire, I Want to Turn Into You på, der i vores optik var sidste års måske bedste plade.

Da Vilhelm Vig Nielsen læste statskundskab på Harvard University under præsidentvalget i 2016, undrede han sig over, hvor lidt professorerne og hans medstuderende interesserede sig for Trump og hans vælgere. I et indlæg i Politiken beskriver han selvtilfredsheden i store dele af USA’s liberale elite: “Der lod ikke til at være et ønske om at forstå bevæggrunden for, at en stor gruppe havde mistet så meget tillid til systemet, at de var villige til at stemme på Trump. Der var tværtimod foragt over for Trump og hans vælgere.”

Du vil gerne forstå kapitalismen, men har på nuværende tidspunkt hverken tid, lyst eller overskud til at trave dig igennem to tusind siders teorier om dialektisk materialisme i Karl Marx’ Das Kapital. Video-essayisten Lewis Waller har heldigvis en løsning. På et par timer giver han en udmærket introduktion til tyskerens tanker om det økonomiske system, der har formet verden, som vi kender den. En YouTube-dokumentar kan selvfølgelig ikke erstatte de oprindelige tekster, men svært er det at komme igennem uden at blive bare lidt klogere på de dialektiske lækkerier.

Dagens leder i Ingeniøren samler sådan set blot kritikken af den grønne trepart op og fyrer den af igen – men det er nu meget godt at høre det fra ingeniørerne. Nyhedsmagasinet forholder sig stærkt kritisk over for, at vi skal belønne landbruget med milliarder af kroner for at få dem til at stoppe med at svine. “Endnu flere penge er ikke et svar. Hvis landbruget ikke har forstået befolkningens krav, må vi ty til tvang i form af krav. Vi har for længst besluttet, at industri, der ikke kan fungere uden at smadre miljøet, må forsvinde. Det samme må gælde landbruget. Kun den del af landbruget, der kan fungere på nutidige, bæredygtige vilkår, skal bestå.” Sådan.

Den amerikanske journalist Janine di Giovanni har dækket 18 krige. I et yderst læseværdigt essay i Vanity Fair reflekterer hun over krigen i Gaza. “Jeg har mistet troen på lederne i Israel, Palæstina og USA samt på de diplomater, der angiveligt vejleder det såkaldte internationale samfund. Det er ufatteligt for mig, at efter råbene om ‘Aldrig mere’ i kølvandet på nazisternes folkedrab, efter de afrikanske og balkanske folkedrab i 1990’erne, og efter de seneste ødelæggelser i Irak, Syrien, Yemen og Ukraine, er mere end 40.000 mennesker, der var i live på dette tidspunkt sidste år i Gaza, nu døde; tusindvis af palæstinensiske børn er blevet forældreløse; hundreder af israelere er blevet dræbt, tortureret eller taget som gidsler; messianske statsledere er blevet givet så meget magt, at vi, efter min mening, står på tærsklen til tredje verdenskrig.”

Preben Wilhjelm, politisk tænker og medstifter af både Socialistisk Folkeparti i 1958 og Venstresocialisterne i 1967, er blevet 89 og spiller seniorgolf uden for Stege på Møn. På green’en har de en regel om ikke at tale om politik. Men en dag spurgte en ældre revisor Wilhjelm, hvordan Mogens Glistrup var. “Jeg sagde, at Mogens Glistrup, som jeg sad sammen med i Folketingets skatteudvalg, mens hans skattesag var for retten, var det mærkeligste menneske, jeg nogen sinde har mødt.” Wilhjelm husker ham også som både “enestående hjælpsom” og “meget Trump-agtig”. Bare en detalje fra et ganske underholdende interview i Information af journalist Ulrik Dahlin.

Hvad er forskellen på at vente på en forælders død, når det er første gang, og når erfaringen er indtruffet før? De to digtere Pia Tafdrup og Gustav Valdemar Strange, hver især aktuelle med ‘Hjertet i zenit’ og ‘Til alle dem der vil forlade mig’, finder med 40 års aldersforskel et smukt og fælles sprog for sorgen hos Nanna Mogensen på P1. “Jeg drømte om ham, og jeg drømte. Og så havde jeg til slut en drøm, hvor han dukkede op og sagde til mig: Nu vil jeg gerne have gæstefri. Gæstefri er et ord, der slet ikke findes i vores sprog. Jeg tolkede den drøm sådan, at nu behøvede jeg ikke bekymre mig mere om ham. Han havde fået fred. Jeg behøvede ikke at være hos ham hele tiden.”

“Det faktum, at Hamlet ikke giver mening, var faktisk svaret på mine problemer. Shakespeare havde faktisk det samme problem som mig. Som er sådan: Dit stykke giver ingen mening, hvordan skal vi gøre det. Hvorfor er det her med i teksten? Så hvis du vil have mig undskyldt, vil jeg bruge lidt tid på at forklare, hvorfor Hamlet ikke giver mening,” siger den amerikanske forfatter Torrey Peters i en glimrende talk om de mange udspørgninger, der følger med, når man som transkvinde skriver bøger om transkvinder – og om at finde det gode svar: “Det gav mig på en eller anden måde en følelse af retfærdighed, men du ved, den retfærdighed gjorde mig ikke tilfreds som forfatter.”

+ Torrey Peters hos Louisiana Channel.

“Min ‘træningsgård’ er elleve skridt fra den ene væg og tre til den anden; ikke meget af en gåtur, men i det mindste er der noget, så jeg går udenfor. Det er ikke blevet koldere end -32 grader celsius. Selv ved den temperatur kan man gå i mere end en halv time, men kun hvis man er sikker på, at man kan få en ny næse, nye ører og nye fingre.” Selvom betjentene i de mange celler, den russiske oppositionsleder Alexej Navalnyj nåede at sidde i inden sin død, detailstyrede hvert et sekund af hans liv, skrev han dagbog så ofte han kunne. Det lykkedes det ikke Putin at lukke ned for. Om fem dage udkommer teksterne som bog: Gratis uddrag hos The New Yorker.

+ For københavnerne: Kom med tirsdag den 29. oktober, når Føljetons Emma Louise Stenholm gennemgår bogen med udenrigskorrespondent Matilde Kimer og forlagschef Kim Hundevadt. Arrangementet er udsolgt, men du kan nå at skrive dig på venteliste her.

Regeringens forslag til en ny uddannelsesreform er blevet kritiseret af alt fra studerende til forskere, erhvervsfolk og økonomiske vismænd. Men hvad er egentlig op og ned i det omfattende politiske udspil? Med hjælp fra uddannelsesforsker Lise Degn dykker DR’s podcast Udsyn ned i reformens kringelkroge. Som programmets vært Kaspar Colling Nielsen spørger: “Er det overhovedet muligt at lave gennemgribende forandringer af noget så komplekst som vores uddannelsessystem uden at risikere, at det ender med at blive meget værre?”

For tre år siden sendte Nasa det såkaldte James Webb-teleskop ud i rummet for at svare på et simpelt spørgsmål: Hvordan er universet opstået? Teleskopet har sidenhen taget billeder af lysende røde pletter, galakser, der ligner grapefrugter, og andre mystiske fænomener fra universets urtid. Quanta Magazine dykker ned i forskernes forbløffelse over fænomenerne, som eksisterende astronomiske teorier tilsyneladende ikke kan forklare. “Vi banker på historiens dør,” siger astronomen Kevin Hainline i artiklen og insinuerer, at vi er kommet en brøkdel tættere på at besvare et af videnskabens helt store spørgsmål.

Når du kigger på din bogreol, skammer du dig så over, hvor meget du roder, og hvor mange af dine bøger du ikke har læst? Hvis svaret er ja, så bare rolig – sådan har den prisvindende britiske forfatter Zadie Smith det også. Som hun siger til Washington Post: “Jeg tror, problemet er, at indretning og bøger bliver brugt som en form for social og politisk kapital, der skal udtrykke noget om dig. Men jeg har simpelthen ikke tid […] Jeg er bevidst om, når jeg besøger visse forfatteres arbejdsværelser, at de er smukke, og alt er perfekt. Den slags energi kan jeg kun lægge i at skrive.”

De færreste tech bros (shit, endnu en anglicisme) har militærerfaring og mangler derfor en forståelse for, hvordan krig fungerer. Alligevel er selvsamme tech bros hovedansvarlige for, at brugen af KI på slagmarken – med alle dens dystopiske fremtidsperspektiver – bliver fremelsket som noget både revolutionerende og nødvendigt. Men skal vi så bare købe den teknologiske tvangstænkning? Magasinet Bulletin of the Atomic Scientists skriver om KI’s mulige krigsrolle og faldgruber.

+ Hvordan Elon Musk – tech bro’en over alle tech bros – er ved at skabe et post-sandheds-mareridt.

++ Hvorfor Mark Zuckerberg stadig er en superskurk.

Gode fodboldspillere kan have målnæse. Men hvad nu, hvis de også har noget andet i næsen – eller ligefrem har lyst til at smugle det? Den tidligere landsholds- og Ajax-spiller Quincy Promes havde egentlig en lys karriere som offensiv winger, indtil han blev involveret i, og knaldet for, kokainsalg i den helt store skala. Hvilket giver anledning til et oplagt spørgsmål: “Hvorfor ville Promes, hvis årsløn i Ajax – en institution i europæisk fodbold – var på mere end 3 mio. dollars, risikere alt ved at blive involveret i narkohandel?” Washington Post har undersøgt sagen.

På Føljeton prøver vi at være relativt obs på unødvendige anglicismer, hvilket bl.a. er derfor, vi skriver KI i stedet for AI. Hos Dagbladet Information har man på samme vis indledt et mindre korstog mod engelske låneord. Og det har så fået en læser til at levere et skønt, meget informationsk debatindlæg om, at den gamle sprogrenser H.P. Selmer i 1800-tallet jo også brokkede sig over “tyskagtigheder” som gebis, liebhaver og geschäft – og tabte kampen: “I dag virker H.P. Selmers antityske mission en anelse komisk. Nøjagtig som den nuværende antiengelske mission og frygt for det danske sprogs udryddelse nok vil virke komisk om 100 år.” Oh well.

The New York Times: ‘Hvordan den israelske hær bruger palæstinensere som menneskeskjold i Gaza‘.

For nogle uger siden linkede vi til en podcast fra R8dio, hvor radiodirektør Klavs Bundgaard (Kasper Nielsen) talte om bøger om ledelse. Folk elsker ledelse. Nu har Altinget anmeldt Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blairs nye bog om ledelse på 341 sider til fem stjerner. Den lyder ellers helt utrolig klichéfyldt: “Tony Blair drager en parallel til en bustur med en erfaren chauffør ved rattet. Hvis passagererne ved, at lederen kender vejene, og de er tilfredse med hastigheden og komforten, så vil det lykkes lederen at nå målet. Hvis lederen derimod stopper bussen, og passagererne stiger ud af bussen, og man starter en diskussion om retningen og målet for turen, risikerer lederen, at mange af passagererne dropper resten af busturen.”

+ Læs evt. hellere anmeldelsen i Irish Independent, som ikke har samme fanboy-præg som Altingets.

“Jeg har aldrig været i Irak, og jeg kan kun begå mig minimalt på arabisk. Jeg spiser ikke svinekød, og forklaringen er, at jeg er vegetar. Jeg holder jul og har et bredt netværk nærmest udelukkende bestående af etniske danskere. Der er altså brugt mange penge og ressourcer på at integrere mig så godt i uddannelsessystemet for så alligevel ikke at ville give mig et dansk pas. Det er hul i hovedet efter min mening,” siger den 26-årige Aya Mohyadin, der kom til hertil fra Irak med sine forældre, da hun var en måned gammel. Dagbladet Information har talt med syv unge, som er vokset op i Danmark, men som ikke har samme borgerrettigheder som andre jævnaldrende. Smukke portrætfotos af August Vinther Thomsen.

“Jeg portrætterer Palæstina, efter at det er blevet frigjort. Jeg maler ikke i fortiden eller i nutiden. Jeg maler altid i fremtiden, hvor Palæstina er frit. Om det er landskabet, bygningerne eller en person inde på sit værelse, så foregår det altid i Palæstina”. Portræt af den 25-årige kunstner Naji AlAli hos Idoart.

North West, Kim Kardashians og Kanye Wests datter, er blevet stor. 11 år, lige så kristen som sin far og rapkæftet over for sin mor, der ikke har lavet mad i to år. Hader at gå i skole og hader kunst, siger hun og retter sig selv i Interview Magazine: “Jeg kan godt lide kunst, men min kunstklasse er meget irriterende. Mit yndlingsfag er nok latin.”

Hvordan ved man, at en mand lige er blevet skilt? “Normalt involverer det læder, en masse sort og en tæt pasform”, skriver Vox, der har fået fat på herremodeguruen Derek Guy (ham fra X) for at forstå kausaliteten: “Som Guy påpeger, køber nogle fyre et Rolex, fordi de ønsker, at man skal tænke bestemte ting om dem, deres magt, deres rigdom, deres mandighed; andre fyre kan bare rigtig godt lide ure. Med det i mente ser det ud til, at fællestrækket for den fraskilte fyrs stil er, at de bærer deres maskulinitet som et skjold. De vil have dig til at tro, at de er for mandige til at blive kontrolleret, hvilket de illustrerer med valg, hvor alle ved, at ingen kvinde har haft en finger med i spillet.”

“Ja, hvor stort er det areal, der ikke bidrager til den økologiske krise? Meget, meget lille må man antage. Resten dyrkes ud fra en idé om, at vi ejer jorden, og at der ikke er en fremtid,” skriver forfatteren Peder Frederik Jensen i en fremragende kommentar i Dagbladet Information, som tager afsæt i kollegaen Thomas Bobergs fejrede og roste roman Insula. “Den landbrugsjord, vi har nu, er lige så død som Sovjetunionen, og dens forvaltere lige så fasttømrede i deres verdensbillede, som Erich Honecker var om DDR’s storhed og overlevelse, da han snavede med Bresjnev.”

+ Føljetons Oliver Stilling interviewer Peder Frederik Jensen i Stubbekøbing på Falster onsdag d. 16. oktober. Det foregår kl. 15.30-17 i Den Grønne Hal, Vestre Havn 4, som også huser Danh Vos store skulptur Haven. Det er i forbindelse med ‘Markedsdagene’ i hallen (læs lidt mere om dem her).

18 personer måtte – angiveligt – behandles for “voldsom kvalme” efter at have set forestillingen Sancta af den østrigske koreograf Florentina Holzinger i Stuttgart Opera. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men det lyder også som udmærket teater: “Ægte piercinger foretaget på scenen, ægte samleje og masser af uægte og ægte blod,” skriver The Guardians europæiske kulturredaktør. Avisen havde tidligere bragt et interview med Holzinger, hvor hun udtalte, at “god teknik i dans er for mig ikke bare en, der kan lave en perfekt tendu, men også en, der kan urinere på kommando”. Den engelske katolske avis Catholic Herald har også skrevet om forestillingen og virker en smule overrasket.

+ Her er traileren.

De to magtforskere Sam Friedman og Aaron Reeves har udgivet en ny bog, hvor de har interviewet hundredvis af personer fra den øverste elite i Storbritannien: Direktører, politikere, embedsmænd, gatekeepere, der allerhelst vil ligne alle os andre, og som selv tror, at samfundets top er meget mere åben og divers end i gamle dage. Her kan du se dem i en halvanden times samtale om, hvorfor det virker, når Rishi Sunak går i Adidas eller Mette Frederiksen spiser makrel – også selvom vi mener, at vi kan se igennem det.

+ Genlæs Emma Louise Stenholms interview med Friedman og Reeves.

++ Rishi Sunak måtte jo forresten undskylde for at ødelægge Sambaernes ry.

Boris Johnson har skrevet et 772 sider langt memoir om sine år som britisk premierminister – og har nærmest kun fået lunkne anmeldelser med på vejen. Skal du kun læse én, så tag denne af Skotlands tidligere førsteminister Nicola Sturgeon, der om nogen kender Brexit-apparatet og ikke har været bange for at kalde Johnson en klovn (hendes ord): “Forudsigeligt nok tror han, at de konservative ville have vundet årets valg, hvis han var blevet ved roret. Det er en trist afspejling af den politiske situation, at han måske har ret.”

For præcis 150 år siden skabte Monet og Degas og de andre en revolution: De blev kendt som impressionisterne. The New York Times’ rimelig gode kunstjournalist Jason Farago ser tilbage på, hvad de gjorde og stiller dette udmærkede spørgsmål: “Kan vi stadig se deres trodsighed bag skønheden og sentimentaliteten?” Gu ka’ vi så.

Fran Lebowitz synes du skal kende Peter Hujar (1934-1987), den amerikanske sort-hvid-fotograf, der står bag forsidebilledet til bogen Et lille liv af Hanya Yanagihara, og som har taget billeder af Susan Sontag. Men hun synes også, at man skulle have sat mere pris på ham, da han levede. Måske skal vi blive bedre til rosen, inden den bliver posthum: “Peter var den fattigste person, jeg kendte. Han havde ingenting. Han tjente ingen penge i sin levetid. Nu får han al den her opmærksomhed. Det var præcis det, han ønskede i sit liv, og han fik det ikke.”

Den amerikansk-russiske tænker Ayn Rand er den danske bankmand Lars Seiers yndlingsfilosof. Seier læste Rands roman Atlas Shrugged, efter han angiveligt begyndte at tvivle på, om han virkelig havde gjort sig fortjent til sin store formue. Bogen beroligede rigmanden med, at selve meningen med livet er at være en selvisk, kynisk kapitalist. Litteraten Gary Morson sætter interessante ord på værket: “Der er to romaner, der kan ændre en bogglad fjortenårigs liv: Ringenes Herre og Atlas Shrugged. Den ene er en barnlig fantasi, der ofte fører til en livslang besættelse af dens utrolige helte, hvilket resulterer i en følelsesmæssigt umoden, socialt handicappet voksen, ude af stand til at håndtere den virkelige verden. Den anden handler selvfølgelig om orker.”

Dødstallet i Gaza er steget til 42.000, imens Israel invaderer Libanon og forbereder et direkte angreb på Iran. Den forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) er i Altinget med en læseværdig analyse af situationen i Mellemøsten, der retter skarp kritik mod Israels krigsførelse: “Det er ikke kun ligegyldighed og grim racisme, der gør, at vi ikke ser ansigter på ofrene for Israels krig mod Gaza. Israels regering har gjort alt for at lægge røgslør hen over de blodige realiteter – både ud til verden og hjem til deres eget folk.”

I hjertet af Reykjavik, nærmere bestemt på Kalkofnsvegur 2, ligger en noget speciel kontorbygning, der udefra set ellers ligner et ganske almindeligt stykke beton- og glas-grå tristesse. Ikke nok med, at kontorbygningen huser Islands notoriske penismuseum samt en H&M, så er den nemlig også adresse for den lyssky virksomhed Withheld for Privacy. En virksomhed, der groft sagt specialiserer sig i at skjule folks identiteter online – hvilket, med The New York Times’ ord, har givet bygningen “et ry som et virtuelt offshore-tilflugtssted for nogle af verdens værste gerningsmænd inden for identitetstyveri, ransomware, desinformation, bedrageri og andre forseelser”.

Den moderne presses historier om kokain baserer sig som regel på en læges alarmerende udsagn om stoffets sundhedsskadelige virkninger. Men sådan har det langtfra altid været. I Aeon dykker medicinhistorikeren Douglas Small ned i historien bag den sagnomspundne substans, som i slutningen af 1800-tallet blev set som et vidundermiddel blandt respekterede læger og psykiatere, herunder Sigmund Freud, der selv var en ivrig sniffer. “Et af tidsalderens vidundere” skrev det britiske medicinske tidsskrift Chambers Journal om pulveret. Og videre: “Kokain er fløjet som en meteor forbi den medicinske verdens øjne, men ulig en meteor, har dets effekt vist sig at være vedvarende.”

Ifølge den gængse opfattelse skyldes diagnosen PTSD primært oplevelser med frygt. Videnskab.dk dykker ned i ny, tankevækkende forskning om såkaldte moralske skader, der viser, at mange soldaters krigstraumer ikke skyldes frygt, men derimod skyld. I artiklen sætter en dansk Afghanistan-veteran spørgsmålstegn ved, om hans PTSD primært kan forklares med hans oplevelser med livsfare: “Det var mere dét, jeg havde været en del af dernede: Krigens meningsløshed … skyld og skam over hvor mange civile i Helmand, der kom til skade på grund af os.”

Flere medier har allerede belyst, hvordan KI-virksomheder på problematisk vis høster ophavsretsbeskyttede værker fra bl.a. journalister, kunstnere og youtubere for at træne deres sprogmodeller.  Video-essayisten Tom Nicholas undersøger, hvad tyveriet betyder for fremtidens kulturproduktion. Spoiler alert: Det ser skidt ud for alle andre end KI-virksomhederne selv: “En verden, hvor alt, hvad nogen skriver eller udgiver på internettet, hurtigt kan blive opslugt af et generativt KI-værktøj og genudgivet et andet sted, vil ikke kun føre til, at enkelte skribenter eller nyhedsudgivere bliver snydt. Det har potentialet til at gøre original skrivning, videoproduktion eller podcastudvikling økonomisk ubæredygtig.”