The New York Times: ‘Hvordan den israelske hær bruger palæstinensere som menneskeskjold i Gaza‘.

For nogle uger siden linkede vi til en podcast fra R8dio, hvor radiodirektør Klavs Bundgaard (Kasper Nielsen) talte om bøger om ledelse. Folk elsker ledelse. Nu har Altinget anmeldt Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blairs nye bog om ledelse på 341 sider til fem stjerner. Den lyder ellers helt utrolig klichéfyldt: “Tony Blair drager en parallel til en bustur med en erfaren chauffør ved rattet. Hvis passagererne ved, at lederen kender vejene, og de er tilfredse med hastigheden og komforten, så vil det lykkes lederen at nå målet. Hvis lederen derimod stopper bussen, og passagererne stiger ud af bussen, og man starter en diskussion om retningen og målet for turen, risikerer lederen, at mange af passagererne dropper resten af busturen.”

+ Læs evt. hellere anmeldelsen i Irish Independent, som ikke har samme fanboy-præg som Altingets.

“Jeg har aldrig været i Irak, og jeg kan kun begå mig minimalt på arabisk. Jeg spiser ikke svinekød, og forklaringen er, at jeg er vegetar. Jeg holder jul og har et bredt netværk nærmest udelukkende bestående af etniske danskere. Der er altså brugt mange penge og ressourcer på at integrere mig så godt i uddannelsessystemet for så alligevel ikke at ville give mig et dansk pas. Det er hul i hovedet efter min mening,” siger den 26-årige Aya Mohyadin, der kom til hertil fra Irak med sine forældre, da hun var en måned gammel. Dagbladet Information har talt med syv unge, som er vokset op i Danmark, men som ikke har samme borgerrettigheder som andre jævnaldrende. Smukke portrætfotos af August Vinther Thomsen.

“Jeg portrætterer Palæstina, efter at det er blevet frigjort. Jeg maler ikke i fortiden eller i nutiden. Jeg maler altid i fremtiden, hvor Palæstina er frit. Om det er landskabet, bygningerne eller en person inde på sit værelse, så foregår det altid i Palæstina”. Portræt af den 25-årige kunstner Naji AlAli hos Idoart.

North West, Kim Kardashians og Kanye Wests datter, er blevet stor. 11 år, lige så kristen som sin far og rapkæftet over for sin mor, der ikke har lavet mad i to år. Hader at gå i skole og hader kunst, siger hun og retter sig selv i Interview Magazine: “Jeg kan godt lide kunst, men min kunstklasse er meget irriterende. Mit yndlingsfag er nok latin.”

Hvordan ved man, at en mand lige er blevet skilt? “Normalt involverer det læder, en masse sort og en tæt pasform”, skriver Vox, der har fået fat på herremodeguruen Derek Guy (ham fra X) for at forstå kausaliteten: “Som Guy påpeger, køber nogle fyre et Rolex, fordi de ønsker, at man skal tænke bestemte ting om dem, deres magt, deres rigdom, deres mandighed; andre fyre kan bare rigtig godt lide ure. Med det i mente ser det ud til, at fællestrækket for den fraskilte fyrs stil er, at de bærer deres maskulinitet som et skjold. De vil have dig til at tro, at de er for mandige til at blive kontrolleret, hvilket de illustrerer med valg, hvor alle ved, at ingen kvinde har haft en finger med i spillet.”

“Ja, hvor stort er det areal, der ikke bidrager til den økologiske krise? Meget, meget lille må man antage. Resten dyrkes ud fra en idé om, at vi ejer jorden, og at der ikke er en fremtid,” skriver forfatteren Peder Frederik Jensen i en fremragende kommentar i Dagbladet Information, som tager afsæt i kollegaen Thomas Bobergs fejrede og roste roman Insula. “Den landbrugsjord, vi har nu, er lige så død som Sovjetunionen, og dens forvaltere lige så fasttømrede i deres verdensbillede, som Erich Honecker var om DDR’s storhed og overlevelse, da han snavede med Bresjnev.”

+ Føljetons Oliver Stilling interviewer Peder Frederik Jensen i Stubbekøbing på Falster onsdag d. 16. oktober. Det foregår kl. 15.30-17 i Den Grønne Hal, Vestre Havn 4, som også huser Danh Vos store skulptur Haven. Det er i forbindelse med ‘Markedsdagene’ i hallen (læs lidt mere om dem her).

18 personer måtte – angiveligt – behandles for “voldsom kvalme” efter at have set forestillingen Sancta af den østrigske koreograf Florentina Holzinger i Stuttgart Opera. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men det lyder også som udmærket teater: “Ægte piercinger foretaget på scenen, ægte samleje og masser af uægte og ægte blod,” skriver The Guardians europæiske kulturredaktør. Avisen havde tidligere bragt et interview med Holzinger, hvor hun udtalte, at “god teknik i dans er for mig ikke bare en, der kan lave en perfekt tendu, men også en, der kan urinere på kommando”. Den engelske katolske avis Catholic Herald har også skrevet om forestillingen og virker en smule overrasket.

+ Her er traileren.

De to magtforskere Sam Friedman og Aaron Reeves har udgivet en ny bog, hvor de har interviewet hundredvis af personer fra den øverste elite i Storbritannien: Direktører, politikere, embedsmænd, gatekeepere, der allerhelst vil ligne alle os andre, og som selv tror, at samfundets top er meget mere åben og divers end i gamle dage. Her kan du se dem i en halvanden times samtale om, hvorfor det virker, når Rishi Sunak går i Adidas eller Mette Frederiksen spiser makrel – også selvom vi mener, at vi kan se igennem det.

+ Genlæs Emma Louise Stenholms interview med Friedman og Reeves.

++ Rishi Sunak måtte jo forresten undskylde for at ødelægge Sambaernes ry.

Boris Johnson har skrevet et 772 sider langt memoir om sine år som britisk premierminister – og har nærmest kun fået lunkne anmeldelser med på vejen. Skal du kun læse én, så tag denne af Skotlands tidligere førsteminister Nicola Sturgeon, der om nogen kender Brexit-apparatet og ikke har været bange for at kalde Johnson en klovn (hendes ord): “Forudsigeligt nok tror han, at de konservative ville have vundet årets valg, hvis han var blevet ved roret. Det er en trist afspejling af den politiske situation, at han måske har ret.”

For præcis 150 år siden skabte Monet og Degas og de andre en revolution: De blev kendt som impressionisterne. The New York Times’ rimelig gode kunstjournalist Jason Farago ser tilbage på, hvad de gjorde og stiller dette udmærkede spørgsmål: “Kan vi stadig se deres trodsighed bag skønheden og sentimentaliteten?” Gu ka’ vi så.

Fran Lebowitz synes du skal kende Peter Hujar (1934-1987), den amerikanske sort-hvid-fotograf, der står bag forsidebilledet til bogen Et lille liv af Hanya Yanagihara, og som har taget billeder af Susan Sontag. Men hun synes også, at man skulle have sat mere pris på ham, da han levede. Måske skal vi blive bedre til rosen, inden den bliver posthum: “Peter var den fattigste person, jeg kendte. Han havde ingenting. Han tjente ingen penge i sin levetid. Nu får han al den her opmærksomhed. Det var præcis det, han ønskede i sit liv, og han fik det ikke.”

Den amerikansk-russiske tænker Ayn Rand er den danske bankmand Lars Seiers yndlingsfilosof. Seier læste Rands roman Atlas Shrugged, efter han angiveligt begyndte at tvivle på, om han virkelig havde gjort sig fortjent til sin store formue. Bogen beroligede rigmanden med, at selve meningen med livet er at være en selvisk, kynisk kapitalist. Litteraten Gary Morson sætter interessante ord på værket: “Der er to romaner, der kan ændre en bogglad fjortenårigs liv: Ringenes Herre og Atlas Shrugged. Den ene er en barnlig fantasi, der ofte fører til en livslang besættelse af dens utrolige helte, hvilket resulterer i en følelsesmæssigt umoden, socialt handicappet voksen, ude af stand til at håndtere den virkelige verden. Den anden handler selvfølgelig om orker.”

Dødstallet i Gaza er steget til 42.000, imens Israel invaderer Libanon og forbereder et direkte angreb på Iran. Den forhenværende udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) er i Altinget med en læseværdig analyse af situationen i Mellemøsten, der retter skarp kritik mod Israels krigsførelse: “Det er ikke kun ligegyldighed og grim racisme, der gør, at vi ikke ser ansigter på ofrene for Israels krig mod Gaza. Israels regering har gjort alt for at lægge røgslør hen over de blodige realiteter – både ud til verden og hjem til deres eget folk.”

I hjertet af Reykjavik, nærmere bestemt på Kalkofnsvegur 2, ligger en noget speciel kontorbygning, der udefra set ellers ligner et ganske almindeligt stykke beton- og glas-grå tristesse. Ikke nok med, at kontorbygningen huser Islands notoriske penismuseum samt en H&M, så er den nemlig også adresse for den lyssky virksomhed Withheld for Privacy. En virksomhed, der groft sagt specialiserer sig i at skjule folks identiteter online – hvilket, med The New York Times’ ord, har givet bygningen “et ry som et virtuelt offshore-tilflugtssted for nogle af verdens værste gerningsmænd inden for identitetstyveri, ransomware, desinformation, bedrageri og andre forseelser”.

Den moderne presses historier om kokain baserer sig som regel på en læges alarmerende udsagn om stoffets sundhedsskadelige virkninger. Men sådan har det langtfra altid været. I Aeon dykker medicinhistorikeren Douglas Small ned i historien bag den sagnomspundne substans, som i slutningen af 1800-tallet blev set som et vidundermiddel blandt respekterede læger og psykiatere, herunder Sigmund Freud, der selv var en ivrig sniffer. “Et af tidsalderens vidundere” skrev det britiske medicinske tidsskrift Chambers Journal om pulveret. Og videre: “Kokain er fløjet som en meteor forbi den medicinske verdens øjne, men ulig en meteor, har dets effekt vist sig at være vedvarende.”

Ifølge den gængse opfattelse skyldes diagnosen PTSD primært oplevelser med frygt. Videnskab.dk dykker ned i ny, tankevækkende forskning om såkaldte moralske skader, der viser, at mange soldaters krigstraumer ikke skyldes frygt, men derimod skyld. I artiklen sætter en dansk Afghanistan-veteran spørgsmålstegn ved, om hans PTSD primært kan forklares med hans oplevelser med livsfare: “Det var mere dét, jeg havde været en del af dernede: Krigens meningsløshed … skyld og skam over hvor mange civile i Helmand, der kom til skade på grund af os.”

Flere medier har allerede belyst, hvordan KI-virksomheder på problematisk vis høster ophavsretsbeskyttede værker fra bl.a. journalister, kunstnere og youtubere for at træne deres sprogmodeller.  Video-essayisten Tom Nicholas undersøger, hvad tyveriet betyder for fremtidens kulturproduktion. Spoiler alert: Det ser skidt ud for alle andre end KI-virksomhederne selv: “En verden, hvor alt, hvad nogen skriver eller udgiver på internettet, hurtigt kan blive opslugt af et generativt KI-værktøj og genudgivet et andet sted, vil ikke kun føre til, at enkelte skribenter eller nyhedsudgivere bliver snydt. Det har potentialet til at gøre original skrivning, videoproduktion eller podcastudvikling økonomisk ubæredygtig.”

Eksperterne er enige, skriver Washington Post i denne artikel om, hvordan vi får genopbygget Gaza: Først skal de umiddelbare humanitære behov adresseres, derefter skal murbrokkerne og Israels ueksploderede bomber fjernes, og endelig skal der bygges. Ja, det giver sådan set sig selv. Det er en gigantisk operation, og FN vurderer, at det kan tage op til 80 år at genopbygge Gaza. Tænk, at USA og det internationale samfund har ladet Israel gøre det.

”I vores egen del af verden – Europa – er vi meget bange for den afrikanske svinepest, der kan ramme vores svin. Vi løber en stor risiko, idet vi vælger en landbrugsmodel, hvor vi presser et højt antal dyr sammen på industrielle anlæg. Med mange dyr på meget lidt plads har vi skabt optimale betingelser for viral og bakteriel proliferation. Derfor vælger vi i Danmark at udrydde hjemmehørende arter såsom vildsvinet. Vi ofrer vores hjemmehørende natur for at opretholde en stor eksport af svinekød østpå. Det er pludselig dyrt at lave billigt svin, men regningen sendes videre til økosystemerne omkring os.” Biolog Alexander Holm i en klumme i Altinget.

Information forsøger at indkredse, hvad klimaforandringerne får af betydning for klodens migration. Det er klart, at højere temperaturer betyder flere klimaflygtninge, og det er svært at fortænke mennesker i at flytte væk fra ubeboelige områder. Men hvor mange, hvordan, hvorfra og hvorhen. En tekst med masser af gode kilder.

“Åh, du godeste. Der er mange, mange problemer her. Som du kan se, er de betonede og ubetonede stavelser over det hele; nogle gange danner de et slags versemål, som med de sidste tre stavelser i hver linje, men for det meste ikke. Det er faktisk det værste af begge verdener, for det er tydeligt, at der har været et forsøg på at skabe en form for regelmæssigt mønster,” skriver poesikritikeren Alex Skopic i en nedslående anmeldelse af milliardærens “fysisk smertefulde” digte: “Vi er ikke engang begyndt at tale om, hvad digtet faktisk siger endnu, og indholdet er lige så grimt som formen.”

Hvad vil økomarxisten Kohei Saito, hvis bog Slow down bliver kaldt magisk og magtfuld af Slavoj Žižek og Jason Hickel? To forskere og en klimaaktivist leverer en glimrende gennemgang af Saitos filosofi i Eftertryk.

Bananfluer er meget andet end bare irriterende. Angiveligt deler vi mennesker størstedelen af vores sygdomsrelaterede gener med dem. For fire år siden begyndte et hold forskere at kortlægge deres hjerne med hjælp fra såkaldte elektronmikroskopibilleder og kortlægge og dens 8.453 forskellige slags neuroner én for én. Fascinerende forskning formidlet i Nature og på 21 sekunders video.

Én gang om måneden inviterer Føljeton en gæst til at komme med sine bud på det bedste derude. I dag er det billedkunstner Maja Malou Lyse, aktuel med udstillingen MM på O — Overgaden.

Jeg har lige genlæst Society of the Spectacle af filosoffen Guy Debord, og jeg er stadig på røven over, at den blev skrevet i 1967. Man skulle næsten tro, at Debord havde en krystalkugle til at se ind i fremtiden. Kort sagt handler bogen om, hvordan vores samfund er blevet domineret af billeder, reklamer og medier, og hvordan vi oplever livet, os selv og hinanden gennem en medieret linse. I dag er medielandskabet blevet som en protese, en forlængelse af vores egen arm. Billeder spiller en aktiv rolle i at forme vores virkelighed. Derfor er det så vigtigt at forholde sig kritisk til de billeder, vi omgiver os med! Det er netop det, den her bog minder mig om.

TikTok er mit yndlings sociale medie, og lige nu er jeg helt vild med et par, der er blevet virale: Levi og William. Levi er en kendt pornostjerne på OnlyFans, mens William er hendes hjemmegående kæreste, der elsker at lave mad til hende. På hans profil ser vi ham kreere lækre retter, og på hendes profil kan vi følge med, når hun nyder dem. Jeg elsker dem. De er couple goals.

Aggro Dr1ft er nok min største filmoplevelse i år. Jeg så den alene i biffen i New York, omgivet af en fyldt sal med art bros. Hvis du, ligesom jeg (og Harmony Korine), har en intens fascination for det hyper-poppede, kapitalistisk-dystopiske American Dream Miami – æstetisk præsenteret gennem konceptuelle kunstneriske greb – så er Aggro Dr1ft også din våde drøm. Hele filmen er optaget med et infrarødt kamera, hvilket gør, at alle scenerne med palmer, strippere, flashy biler og Travis Scott fremstår som en evigt skiftende blanding af stærke primærfarver. Det er et visuelt syretrip.

Jeg elsker reality-tv. De sidste par måneder har jeg set The Girls Next Door fra de tidlige 00’ere, som følger livet i Playboy Mansion set gennem Hugh Hefners tre kærester Bridget, Holly og Kendra. Programmet er filmet i, hvad jeg vil kalde realitys storhedstid – på godt og ondt. Som voksen synes jeg, at det er spændende at genbesøge det absurde mediesprog, jeg voksede op med som barn. Jeg henter også en del inspiration til min praksis som videokunstner fra stilens redigeringsteknikker, lydeffekter og visuelle sprog. Alle sæsoner ligger på Youtube.

Næsten 20 år senere har Bridget og Holly lavet en podcast, hvor de gennemgår The Girls Next Door afsnit for afsnit. Dengang blev Playboy præsenteret som et frigørende utopisk imperium, men mange af kvinderne fik mundkurv på. I dag har de mulighed for at tale nuanceret om deres oplevelser, som desværre sjældent er så rosenrøde, som det så ud dengang. For mig er podcasten et fantastisk eksempel på, hvordan vi kan forholde os til vores mediehistorie, selv når den er problematisk. Og så er den bare supersjov og underholdende!

Vi er ret glade for den britiske dokumentarfilmmager Adam Curtis, der med sin idiosynkratiske blanding af arkivklip, speaks og kontrapunktisk musik kreerer næsten psykedelisk samfundskritik i værker som All Watched Over by Machines of Loving Grace og HyperNormalisation. Minsandten om han ikke også har nogle ret gode pointer i interviewet her med Crack Magazine: “Vi har trukket os tilbage til en følelse af, at der altid er en ny apokalypse i horisonten; det er en forfærdelig bamse, som de borgerlige grønne krammer for sig selv og siger: ‘Vi skal alle sammen dø, det er forfærdeligt.’ Det er ikke sådan, man forandrer verden. […] Frygt er den sidste udvej for dem, der ikke har formået at mobilisere folk til at forandre verden til det bedre.”

“I dag er krigen mod terror bredt accepteret som en militær og geopolitisk fiasko. Men den er stadig ikke fuldt ud forstået som en massiv intellektuel og moralsk fiasko: et forsøg fra de vestlige medier og den politiske klasse på at skabe virkeligheden selv, hvilket mislykkedes katastrofalt, men ikke uden at indlejre grusomhed og løgnagtighed dybt og varigt i det offentlige liv. Og til dels fordi denne katastrofe ikke blev erkendt […] gentages den i dag i de vestlige mediers dækning af Israels krig mod Gaza: endnu en krig, der har antændt et bål af internationale juridiske og moralske normer og afstumpet og perverteret samvittigheder.” Pankaj Mishra, forfatter til Age of Anger, leverer en solid dosis mediekritik.

Lille, men vigtigt indspark i Information: At selv soldater har brug for kunst. For som Marta Margrete Schioldann-Nielsen, kandidat i Management of Creative Business Processes, skriver som reaktion på, at Forsvaret ikke længere skal være underlagt kunstcirkulæret: “At observere kunst forbedrer færdigheder som situationsfornemmelse, opmærksomhed på detaljer og kritisk tænkning – alle afgørende egenskaber i højspændte miljøer som Forsvaret.”

Det første dokumenterede tilfælde af mental sygdom efter en fødsel fandt sted 400 år før vor tid. Historikeren Rachel Louise Morran har skrevet en bog om det, der i dag kaldes fødselsdepression eller postpartum depression, men gennem tiden er blevet kaldt en form for sindssyge og “baby blues”. Hun er interviewet i The Baffler.

“Naturen kommer på benene igen. Det vil tage nogle millioner år, før den igen ligner noget a la det, der var, før vi mennesker for alvor begyndte at dominere den – men den kan sagtens komme sig. Bare overvej, at hvalernes forfader for 50 millioner år siden var et hundelignende dyr (Pakicetus) på cirka 50 kg. Nu vejer en fuldvoksen blåhval flere tusinde gange så meget. Så snart banen er kridtet op, og forhindringerne er fjernet, kan evolutionen og livet gøre helt vanvittigt imponerende ting,” skriver biolog Alexander Holm håbefuldt i Politiken. Mindre håbefuldt er der en del forhindringer på vejen.

Man skal holde tungen lige i munden, når man læser det her essay i Aeon om en af det tyvende århundredes store intellektuelle debatter: I 1922 blev fysiker Albert Einstein og filosof Henri Bergson dybt uenige om, hvad tid er og hvorvidt den kan måles. Men måske var de mere enige, end de selv troede, og måske havde de begge ret?