Magasinet Eftertryk er en redningshund for mediernes fortrængte vinkler. Denne gang har Poyâ Pâkzâd – også kendt fra Føljetons eget nyhedsbrev Gâzâ Brief – interviewet den udenrigspolitiske analytiker Uffe Kaels Auring om hans kritiske indstilling over for EU’s Ukraine-politik. Hvad end man selv måtte mene, er meget i artiklen værd at reflektere over: “Man kan lige så godt droppe omskrivningerne og erklære: Vi vil ikke have en diplomatisk løsning, men det udfald, en fortsat militær konfrontation måtte bringe. Hvilket viser, at europæerne ikke forsvarer, men undergraver FN-pagtens ånd.”

Som vi har beskrevet i føljetonen Nazikortet, er det til trods for sammenligningens åbenlyse begrænsninger umuligt at fornægte de mange paralleller mellem Trumps USA og Nazityskland. Ad tilsvarende tankestier går historikeren Rutger Bregman, som på YouTube oplister ti gode grunde til, at vi ikke bare kan, men bør bruge betegnelsen fascisme om samtidens USA. Når præsidenten eksempelvis siger, han er den eneste, der kan fikse USA, er det ikke kun narcissisme, forklarer Bregman: “Det er en strukturel egenskab ved fascismen.”

Til efteråret skal der vælges ny senator i Texas, og blandt Demokraterne er det den kristne og progressive James Talarico, der skal prøve at omvende texanerne. POV International tegner et portræt af den unge politiker, som pt. er lovgiver i delstaten, der har haft en republikansk senator siden 1988. Selvom ‘kristen’ og ‘progressiv’ kan virke som et oxymoron, er det ikke desto mindre en af grundene til Talaricos popularitet. Han er næsten uddannet præst og kombinerer prædikener med politiske taler. Og så er han den demokrat med tredjemest engagement på de sociale medier – kun overgået af Kamala Harris og Barack Obama.

Hvis du frekventerer de københavnske gader og stræder, er det ikke usandsynligt, at du har set en cool Nørrebro-type, der render rundt med ikke-ledningsfri høretelefoner i øregangene. For det er blevet sejt at dyrke det analoge, hvilket på sin vis egentlig godt kan forstås, når alt er blevet åh så digitalt. BBC beretter om ledningens genkomst. Brugerne af høretelefoner med ledning mener, at Bluetooth besværliggør lytteoplevelsen: Lydkvaliteten er bedre med ledning, og det er nemmere ikke at skulle døje med forbindelsesproblemer.

Bankassistenter var før i tiden en del af befolkningens hverdag, men er blevet erstattet af smartphones. Skribenten David Oks skildrer bankassistenternes ændrede arbejdsvilkår de sidste 70 års tid – og forklarer, hvorfor mobilbanken nærmest har udraderet de fysiske bankfilialer.

Ét billede siger mere end tusind ord om plastik. Den kenyanske fotojournalist Edwin Ndeke fortæller i The Guardian om Nairobis skraldedynger og de mennesker, der lever af dem i en form for giftig symbiose.

Hvor svært er det som europæer at leve uden amerikansk teknologi? Zetlands Asta Kongsted, der tidligere slog sine folder på Føljeton, har sat sig for at undersøge spørgsmålet ved at forsøge at gøre netop det i en måned. Hun beskriver eksperimentet over fem læseværdige afsnit, der kan tilgås på killswitch.dk. Det er en side, Zetland ironisk nok måtte oprette, fordi deres egne platforme kører på amerikanske algoritmer. Og det siger vel i sig selv en del om udfordringerne i den digitale modstandskamp.

Opmærksomme læsere vil have bemærket, at vi for tiden er en del ude med riven efter ChatGPT. Med tanke på OpenAI’s ublu støtte til Trump og tankeløse brug af kunstig intelligens i valgkampen, må man vist bare erkende, at kritikpunkterne står i kø. Nu har The Guardian talt med universitetsundervisere, der slår alarm over chatbottens undergravende indflydelse på de studerendes refleksionsevner og kritiske tænkning. Som en siger i artiklen: “Jeg har lyst til at smide ChatGPT ud fra en klippe.”

Mozarts klassiker Don Giovanni kan henover foråret opleves landet over i en opsætning af Den Jyske Opera. I forestillingens programtekst – nu udgivet i tidsskriftet Paradoks – skriver filosof Anna Cornelia Ploug underholdende om Kierkegaards fortolkning af protagonisten: “Hvilken idé er Don Juan da navnet på? Selveste kødets og vellystens idé: Don Juan er sanselig attrå, den kristne åndeligheds modstykke, en attrå, der er ‘absolut sund, seierrig, triumpherende, uimodstaaelig og dæmonisk’, som Kierkegaard skriver.”

Vores chefredaktør David Dragsted skrev i december Føljeton-serien Antikrist om sin egen opvækst i og brud med det danske frikirkemiljø – hvor han også undersøgte, hvorfor eskatologiske undergangsfortællinger er så populære hos den amerikanske højrefløj. Artiklerne har vundet genklang hos Føljeton-læser og læge Mads Borup, der har inviteret Dragsted med i sin podcast om at tvivle på troen. Hør samtalen her.

Ja, der er efterhånden ikke flere gode argumenter tilbage for at blive ved med at chatte med din Trump-elskende og krigsliderlige lille ven. Historiker Rutger Bregman forklarer her, hvorfor du bør slette dit abonnement med det samme. Hvis ikke du har gjort det endnu, er det her forhåbentlig sidste skub.

“Det er den her idé om, at vi ikke behøver at lede efter en enkelt person, en frelser, et Übermensch. Jeg tror, at modstykket til Trump altid har været og altid vil være civilsamfundet. Mange på venstrefløjen ønsker, at social forandring skal ligne den franske revolution eller Che Guevara. Måske er det at forandre verden mere som at yde omsorg end som at føre krig. Alt for mange mennesker forventer stadig, at det skal ligne krig.” Forfatter Rebecca Solnit i The New York Times’ format The Interview.

Hvordan ser kærlighed ud på forskellige sprog? Glæde eller et menneske eller det at græde? Wikipedia, der findes på over 300 sprog, har et bud. Klik rundt og find ud af, hvordan forskellige lande illustrerer alt fra edderkopper til maskingeværer.

Den danske restaurant Noma, der har tre Michelin-stjerner, er i verdenspressen, men det er langt fra al presse, der er god presse. I anledning af en kommende pop-up i Los Angeles (med en menu til 1.500 dollars per person) skriver New York Times om den fysiske og psykologiske vold, der har givet new nordic cuisine en bismag af nordisk noir. “Hvad er det, René [Redzepi] er et forbillede for i branchen nu?” spørger Marco Cerruti og svarer selv: “At servere mad for rige mennesker og udnytte unge, ambitiøse kokke.”

“Det første, jeg ser på hver morgen, er ikke overskrifterne, men to flueben på min telefon. De står under den besked, jeg sendte til min familie i Teheran for flere timer siden. Hvis de er blå, falder mine skuldre ned. Hvis de er grå, strammer noget sig i mig. Min krop forbereder sig på et scenarie, som min hjerne endnu ikke har navngivet. Måske er det ingenting. Måske er internettet langsomt. Måske sover de. Måske er det noget andet. Jeg opdaterer alligevel,” skriver Bahareh Sahebi i Rest of World om at have familiemedlemmer i Iran under angreb og internetafbrydelser.

“Det er svært for mig at skrive om den her krig, fordi jeg væmmes, hver gang jeg tænker på mit lands mørke virkelighed. Jeg indser, at der ikke kun er mennesker, som vil kaste bomber på en skole uden at miste et øjebliks søvn, der er også mennesker, som bliver rige, når vi bombarderer skoler.” Magasinet Current Affairs’ Nathan Robinson er på pletten med en indfølt og velskrevet analyse af USA’s krigstogt i Iran.

“Med machismo, kristen nationalisme og ligegyldighed over for amerikanske soldaters liv, hævder [kritikere], at Hegseths barnlige tv-optrædener forsøger at tilfredsstille Trumps ønske om en krigsmager, der er manosfæren værdig.” The Guardian maler et rammende portræt af USA’s krigsminister Pete Hegeseth der svælger i krigens rædsler, som var det hele blot et computerspil.

Går man rundt med Metas nye smart-briller, kan man vel trygt stole på, at de respekterer ens privatliv, ikke? Svenska Dagbladet og Göteborgs-Posten har talt med ansatte i techgiganten, der afslører, at de ser med i de mest intime øjeblikke: “I nogle videoer kan du se nogen gå på toilettet eller klæde sig af. Jeg tror ikke, de ved det, for hvis de vidste det, ville de ikke optage.” Opsigtsvækkende læsning, der også findes på engelsk.

“Det her er ikke en position, som naive idealister indtager. Det er positionen hos en hård, realistisk leder … der husker historien, læser sit publikum og handler for at beskytte sit land mod en meningsløs, ulovlig krig og dens mulige konsekvenser.” Kommentar i Responsible Statecraft om den spanske premierminister Pedro Sánchez, der som en af de eneste europæiske ledere har formået at sige klart nej til Donald Trump og gøre det med troværdigheden i behold. “Den spanske holdning er ikke anti-amerikansk. Den er ikke pro-iransk. Den er simpelthen pro-lov, pro-fred og anti-krig.”

Der er noget dragende morbidt ved at se billeder af strandede hvaler. Når de bare ligger der og uvidende venter på, at deres skelet giver efter for deres enorme vægt og den for dem unaturlige tyngdekraft. Nå men, hvad der for os i dag føles som at overvære en art dyreplageri, har for 14.000 år siden været det rene slaraffenland. Ovre hos Videnskab.dk formidler en forsker, at strandede hvaler formentlig har været en af grundene til, at folk tog til Vendsyssels forholdsvis kolde og golde hede og bosatte sig. Man rejste nemlig efter maden, og håbet om at kunne smovse sig i hvalkød og -fedt har nok lokket en del.

“Hvorfor synger mænd?” synger Bill Callahan på sin nye plade My Days of 58. Selv har Callahan sunget i tre årtier, først i 90’erne under aliasset Smog og siden 2007 som sig selv. Hvis man nogensinde bliver ramt af den bizarre drømmende følelse af at savne det dybe Amerika, selvom man ikke rigtig kan definere, hvad det egentlig er, man savner, fordi man er født og opvokset i Danmark, så skal man høre Callahans Sometimes I Wish I Were An Eagle (2007). Den nye plade er også rigtig god.

“Argumenterne går på farene ved forelskelse, og midt i hyldesten til fornuft frem for lidenskab, logik frem for kærlighed, er der eksplicitte og implicitte advarsler imod at være en ‘simp’ eller en ‘sucker’. Nogle undrer sig højlydt over, om man overhovedet skal invitere kvinder ud, idet de i en tid med datingsapps i forvejen får alt for meget opmærksomhed fra mænd og derfor er blevet for kræsne, krævende og uberegnelige.” The Point Magazine er taget til valentinsdagsdebat arrangeret af unge konservative i Washington for at undersøge, hvorfor alle på hele det politiske spektrum er blevet så heteropessimistiske.

“Krig ændrer den politiske psykologi på måder, der sjældent følger en lige linje. Selv mennesker, der nærer et dybt had til det gejstlige styre, kan reagere med afsky ved synet af fremmede kampfly over iranske byer og den åbne erklæring om, at deres stat skal bringes til ophør. Et ydre angreb ophæver ikke befolkningens nag mod regimet, men det kan forskyde det. Vreden mod styret kan midlertidigt træde i baggrunden for vreden mod angriberen.” Eskandar Sadeghi-Boroujerdi i London Review of Books om Trump og Netanyahus feberdrømme i Iran. Hvis ret skal være ret, bør vi sige, vi har opdaget teksten gennem Føljeton-ven Poyâ Pâkzâd på Facebook. Tak for den.

“Jeg besluttede, at jeg aldrig ville lade nogen oversætte mig til albansk, og at jeg selv ville gøre det. Og så endte jeg med at blive min egen oversætter. Men selvfølgelig, når man oversætter sine egne tekster, omskriver man dem faktisk, så jeg kalder det ikke rigtig oversættelse nu, jeg kalder det omskrivning.” Den albanske forfatter og professor i politisk teori Lea Ypi er et multilingvalt wonderkid, og kan ud over sit modersmål selvfølgelig også oversætte på engelsk, fransk, italiensk, tysk og spansk. “Jeg bliver ikke forvirret. Men jeg har opdaget, at det at skifte fra det ene sprog til det andet hjælper mig med at bekæmpe skriveblokade. Når jeg går i stå med at skrive på engelsk, er den bedste måde at overvinde det på at skifte sprog.”

KI-virksomheden OpenAI bløder brugere og står alene i år til at tabe 14 mia. dollars. Ifølge den hollandske historiker Rutger Bregman bør momentet udnyttes til et boykot. Med et abonnement på ChatGPT støtter man Trump-administrationen, som techvirksomheden knytter sig tættere og tættere til. Der er meget at nikke af i hans kommentar i The Guardian: “Det handler ikke om at afvise teknologi. Det handler om at afvise idéen om, at vi ikke har andet valg end at støtte et firma, der finansierer autoritarisme.”

I propagandistiske krigstider kan man let komme til at savne en nøgtern analyse af, hvad der er op og ned. På Substack er den amerikanske historiker Timothy Snyder på pletten med en god tekst om USA’s motivationer for at bekrige Iran. Spoiler-alert: Det er ikke fordi de bekymrer sig om den iranske befolkning.

Mette Frederiksens forslag om en formueskat har – måske ikke så overraskende – mødt modstand fra landets milliardærer. Lige med undtagelse af Jacob Jelsing, medstifter af biotekvirksomheden Gubra og Danmarks 99. rigeste person. Dagbladet Information har lavet et ganske opløftende interview med rigmanden, der gerne deler sin formue med fællesskabet: “Jeg er fortaler for, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs.”

“De kan ses fejre sejre på slagmarken, holde motiverende taler og fremsætte voldelige trusler. I nogle optagelser er børnene bevæbnede. Eksperter i børnesoldater fortalte Bellingcat, at synligheden og populariteten af indholdet, der fremstiller krig som noget normalt, tiljublet og efterstræbt, kan føre til rekruttering af flere unge til konflikten.” Langlæser hos det undersøgende medie Bellingcat om virale børnesoldater i Sudan.

“Hvem har ikke talt med potteplanterne i vindueskarmen? Kunne arbejdet i haven ikke være et forsøg på en dialog? I stedet for en øvelse i herredømme over naturen en ansøgning om medborgerskab? Kunne dyrkningen af jorden ikke være det samme? Jeg drømmer om at se en grøn grundlov baseret på kvindelige værdier. Jeg drømmer om at se os som hinandens og naturens sande medborgere. Hvis vi vil se planeten og vores egen art blomstre på ny, må det 21. århundrede blive kvindernes århundrede.” Carsten Jensen med en lang og god kommentar i Dagbladet Information.

Hvis man var i tvivl, om hvorvidt udbytningen stadig levede i bedste velgående, kan man bare læse med hos ProPublica. I en ny undersøgelse af Nikes fabrikker i Indonesien har mediet kortlagt, hvordan sportsgiganten rykker sin produktion hen til de steder, hvor man kan udbetale den laveste løn (som ikke kan dække basale leveomkostninger), mens virksomheden samtidig udhuler arbejdsstyrken i den øvrige del af landet.

Vi mindes svagt at have anbefalet det for år tilbage, men det er vist så længe siden, at det tåler en gentagelse: Nyhedsbrevet Hvermandag der, meget passende, leverer et lille stykke prosa eller poesi til din indbakke hver mandag. Sommetider skrevet af debutanter, sommetider skrevet af mere erfarne og kendte navne. Seneste mandag bød eksempelvis på et fint oversat uddrag fra den svenske forfatter Johan Jönsons gennembrud Efter arbejdsskema fra 2008. Dog kan vi, så vidt vi kan gennemskue, ikke linke til det (se billede) – så det er vel bare om at skrive sig på mailinglisten og vente spændt på, hvad der kommer af litteratur næste mandag.

“Sådan ser det militærindustrielle kompleks ud, når det har været igennem Silicon Valleys vaskecyklus: Den samme logik om optimering, skala og gennemstrømning, der gav os anbefalingsmotorer og adfærdsbaseret annoncemålretning, anvendes nu til industriel generering af drabslister.” Professor i medievidenskab Siva Vaidhyanathan skriver om brugen af autonome bomber i Iran samt KI-virksomheden Anthropics opsigtsvækkende afvisning af Pentagon. Det sker ovre hos The New Republic.

Som Alternativets politiske leder Francisca Rosenkilde også har bemærket, var klima- og miljøspørgsmål chokerende fraværende, da TV 2 og DR sammen afviklede valgkampens første partilederdebat i sidste uge. Men så er det jo godt, at Information har taget en for holdet, og ligefrem lavet en “grøn valgtest”, som er “baseret på partiernes holdning til klima, miljø og natur”. Vi ved stadig ikke helt, hvordan vi har det med valgtests som sådan, men idéen er da skøn.

“Den hval-lignende Pokémon Wailord er med en længde på 14,5 meter en af de største i spillet. Alligevel har hvalen kun en vægt på 398 kg. Med de mål ville den have et BMI på 1,9 – og faktisk ville dens massefylde teoretisk set være så lille, at den ville have problemer med at holde sig i vandet.” DR fejrer Pokémons fødselsdag med en række fakta og historiske nedslag, du ikke vidste du havde brug for.

“Selv hos store virksomheder som Google bliver en fjerdedel af koden i dag skrevet af kunstig intelligens. Individuel intelligens vil ikke betyde noget, når vi først har overmenneskelig KI, og på det tidspunkt vil forskellen mellem en uanstændigt talentfuld giga-nørd og en almindelig sixpack-drikkende klovn være omtrent lige så meningsfuld som forskellen mellem to vilkårlige myrer. Hvis dit arbejde involverer noget, der har med menneskets evne til fornuft, refleksion, indsigt, kreativitet eller tænkning at gøre, vil du være kød til coltan-minerne,” skriver Sam Kriss i Harper’s Magazine: “Fremtiden vil tilhøre mennesker med en meget specifik kombination af personlighedstræk og psykoseksuelle neuroser. En KI kan måske kode hurtigere end dig, men der er én fordel, som mennesker stadig har. Det kaldes handlekraft.”

En servicemeddelelse: Den Danske Ordbog har tilføjet 10.000 flere såkaldte Ord i nærheden, så ordbogen bliver “mere nuanceret” end en synonymordbog. “Derfor kan man fx slå ordet løbe op for lynhurtigt at finde en mere beskrivende måde at løbe på – måske leder man efter spurte eller storke af sted? Eller man kan slå blå op og søge igennem nuancer af blå for at finde frem til den nuance man har i tankerne, men ikke kan huske ordet for, fx indigo eller kongeblå.”