“Før algoritmerne og kunstig intelligens – forhåbentligt – får ryddet de fleste kontorlandskaber for den evindelige governance-gøgl og alle KPI-karussellerne skal folk gerne nå at revoltere mod mellemlederne. Robotterne skal udnyttes til frisættelse nedefra. Ny teknologi bør hijackes og vendes mod kapitalismens mest kvælende kontrolmekanismer, så vi i det mindste kan se nøgent og råt, hvem der reelt bestemmer.” Det er aldrig kedeligt for os at dele kontor med Lars Trier Mogensen, og når han tilmed er Føljetons medejer, er det godt vi deler samme filosofi. Kort interview i Euroman.

Smag på ordet: Slopaganda. Det er selvfølgelig den unge amerikanske højrefløj, der står bag.

“Epsteins beskeder giver os et glimt, som vi aldrig skulle have set, af en skyggefuld verden af international spionage, dereguleret finansiering, højreekstrem politik, eugenisk racevidenskab, informationskrigsførelse og ufatteligt indviklede netværk for menneskehandel. Epstein ønskede at ødelægge internettet og i sidste ende demokratiet for at slette sine spor og tjene penge på kaosset. Her er alt, hvad vi indtil videre ved om, hvordan han planlagde at gøre det.” Altid læseværdige internetkulturjournalist Ryan Brodercik giver sit bud på, hvordan vi skal læse den nye enorme mængde dokumenter relateret til Jeffrey Epstein.

Selvkørende biler findes allerede, om vi vil det eller ej. I udvalgte amerikanske byer som San Francisco og Austin kan man tage en vaskeægte robottaxi i form af en Waymo, mens Tesla er godt på vej med den konkurrerende Cybercab. Som onlinemagasinet Asterisk fortæller, bliver det pænt afgørende, hvem af de to der vinder ræset. De repræsenterer nemlig også to forskellige filosofiske skoler: Mens Waymo bruger både lidar- og radarteknologi for at gøre køreturen sikker, bruger Tesla kun kameraer ud fra den meget Elon Musk-agtige idé, at robotbiler da må kunne køre fint, hvis bare de kan se det, mennesker kan se.

“Med ‘As Seen Below’ former jeg oplevelsen af at se snarere end at levere et billede […] Arkitekturen holder himlen tæt, så man erkender, at det at se er selve værket. Her er lyset ikke en beskrivelse; det er det stof, man står i. I dette Skyspace har dagen tyngde, aftenen har temperatur, og forandringen tilhører dig.” Det er store ord, kunstner James Turrell bruger til at beskrive sin nye kæmpeinstallation, som fra den 19. juni vil kunne opleves på Aros i Aarhus.

I sidste uge underskrev EU og Indien det, der også er blevet kaldt “alle aftalers moder”. Bombastisk, bevares, men frihandelsaftalen er nu – rigtigt nok – både stor og iøjnefaldende i en tid, hvor EU helst skal finde nye allierede. I POV analyserer økonom Morten Kvistgaard, hvad der er på spil: “Aftalen er et aktuelt strategisk svar på USA’s ensidige og vedholdende trusler om told og et skridt i retning af at diversificere EU’s forsyningskæder og handelssamarbejde. Men den udsætter også EU for kritik for indirekte at støtte Ruslands krigsøkonomi gennem Indiens eksport af raffinerede olieprodukter baseret på russisk råolie.”

“Den stigende interesse for kristendommen, både i kulturen og som et modsvar på de fascistiske strømninger, har dog det til fælles med den fascisme, vi ser mange steder i dag, at den foregår omkring og ud fra et hvidt og vestligt udgangspunkt. Den har mig bekendt ingen steder formået at rejse spørgsmålet om for eksempel kristendommens betydning i forhold til kolonialisme og konsekvenserne af missionsarbejde rundt omkring i verden.” Billedkunstner og forfatter Sabitha Söderholm retter i en kronik i Information en skarp kritik mod venstrefløjens nyfigne flirten med Gud.

“Er man ikke en verdensspiller, må man finde ly i historiens folder. Man må skabe alliancer og netværk, så man ikke bliver bytte, når en rovdyragtig magt kommer efter én. For hvad kan en lille fugl gøre, når et stort rovdyr nærmer sig? Den kan kun forsvare sig. Den kan ikke slå igen.” Weekendavisen har et interessant interview med forfatter og professor i politisk teori Lea Ypi – på baggrund af hendes seneste bog, Uværdig.

Om vi vil det eller ej, er vi som samfund dybt afhængige af amerikansk teknologi, som i princippet vil kunne blive taget fra os på et øjeblik. Og hvad gør vi så, hvis Microsoft og de andre techgiganter pludselig trykker på den frygtede “Kill Switch”? Det har Zetland-journalist (og tidligere Føljeton-redaktør) Asta Kongsted sat sig for at undersøge med et meget konkret eksperiment: Om hun vil kunne klare 30 dage helt uden amerikanske techprodukter. Allerede før eksperimentet for alvor er begyndt, står det klart, at det bliver en pænt besværlig – hvis ikke umulig – opgave.

Politico har sørme også opsnappet, at Danmarks statsminister Mette Frederiksen er blevet reddet af Trump-gongongen, og nu atter stormer frem i meningsmålingerne på baggrund af dramaet om Grønland. Eller som det på dramatisk vis lyder i rubrikken (på engelsk): “Donald Trump just saved Mette Frederiksen from electoral oblivion”. Det er, som om dansk politik får bare lidt mere schwung over sig, når det medieres gennem udenlandske øjne.

+ Portræt af Mette Frederiksen i The New York Times.

Tilbage i 1979 udkom Sony Walkman TPS-L2, som kort fortalt revolutionerede måden, folk lyttede til musik på. Pludselig kunne tonerne tages med på farten, folk fik friheden til at afspille deres kassettebånd overalt. Og som det noget nichede nyhedsbrev Obsolete Sony’s Newsletter fortæller i en visuel historie over Walkmanens udvikling, har vi Sony-medstifter Masaru Ibuka at takke for idéen: Han ville bare gerne kunne lytte til klassisk musik på sine lange flyveture, og herfra tryllede teknologivirksomhedens ingeniører.

Det er ikke så ofte, man hører om kasakhiske fodboldhooligans, men de findes selvfølgelig også. Journalist Jake Hanrahan har sammen med filmskaber Jonny Pickup fulgt den notoriske ultragruppe “Thirteen Sector” fra byen Aktobe og lavet en halv time lang dokumentarfilm om den særprægede hooligankultur, som her er at finde. Til VICE fortæller de om oplevelsen og om at møde en “stammeagtig vildskab – men på en familiær måde”.

Den største levende “struktur” på planeten – Great Barrier Reef – er ved at dø en gradvis men spektakulær død som følge af klimakrisen. Som Vox fortæller i en interessant langlæser, gør Australien imidlertid alt for at redde den ikoniske turistattraktion. Lige bortset fra det allervigtigste – rent faktisk at stoppe brugen fossile brændstoffer: “Selvom restaurering kan bidrage til at bevare en vis form for koralrev på kort sigt, vil disse gevinster kun være midlertidige, hvis verden ikke straks får styr på CO2-udledningen. […] ‘Hvis vi ikke gør det, er der ingen mening med det, for det er som et løbsk tog.’”

Undervurder aldrig, hvilke musikere, der kan få en uventet renæssance som følge af TikTok. Eksempelvis Aphex Twin, en af den elektroniske musiks absolut vigtigste, men også lidt obskure pionerer. The Guardian forklarer, hvad foregår: “Hans overjordiske musik, hvoraf det bedste er godt tre årtier gammelt, har en sjælden, evigt fornyende tiltrækningskraft, der betyder, at hver generation finder nye resonanser i den og forsøger at gøre ham til deres egen.”

“Jyske Bank Boxen og håndboldmesterskaber er smeltet sammen i en sådan grad, at en kommentator fra TV 2 formastede sig til at kalde hallen for ‘håndboldens katedral’. Om resten af håndboldverdenen har samme ukuelige fascination af Herning-hallen med 16 år på bagen, er nok tvivlsomt.” Man ved det har taget overhånd, når selv formanden for Dansk Håndbold til DR siger, at der måske bliver afholdt vel rigeligt med håndboldmesterskaber i Herning – i hvert fald hvis sporten skal udbredes og udvikles på den lange bane. Ikke at festen stopper lige foreløbigt: Også i 2028, 2030, 2031 og 2032 vil der blive spillet slutrunder i det midtjyske. Det lyder som for evigt.

‘Torskekrigene’ er et fængende navn til den konflikt om fiskeriterritorium i Nordsøen, som flere gange blussede op mellem Island og Storbritannien fra slutningen af 1950’erne og op gennem 1970’erne. I sidste ende blev det lille – men trodsige – Island, som kunne erklære sig sejrrig i kampen mod overmagten. Undervejs havde Island da også taget alle midler i brug, fra at afskære de diplomatiske forbindelser til “angreb” på britiske fiskeskibe med et våben kaldet “trawlsaksen”. POV genfortæller historien og spørger, om Danmark mon kunne lære noget i konflikten med USA om Grønland.

Og apropos potentiel Grønlands-invasion: Den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations – som også udgiver magasinet Foreign Affairs – har forsøgt at rangordne USA’s bedste og værste udenrigspolitiske beslutninger nogensinde. Jøsses for en opgave. I øvrigt tog Danmark del i den absolut værste, som altså ifølge tænketanken var invasionen af Irak: “USA blev indblandet i en blodig besættelseskrig, der varede i otte år og kostede landet dyrt, skadede dets globale omdømme og styrkede antiamerikanske kræfter i hele Mellemøsten og resten af verden.”

Stadig flere lande, herunder Danmark, Frankrig og Storbritannien, planlægger at gå i Australiens fodspor og forbyde sociale medier for børn og unge. Som journalist Taylor Lorenz skitserer (meget passende i en video på YouTube), bygger SoMe-forbuddene dog mere på mavefornemmelser og frygt end på reel viden. I hvert fald har nyere peer-reviewed videnskabelige undersøgelser ikke kunnet finde nogen entydig sammenhæng mellem børns negative trivsel og brugen af sociale medier – snarere tyder det på, at børn, som totalt afskærmes, faktisk har det dårligere. Så er ramaskriget over børns skærmforbrug egentlig en ny form for ‘Satanic Panic’?

Så altså… Hvad sker der med demokratiet herfra? Kan det stadig påstå, at det er den bedste af alle styreformer; den oplagte vej til velfungerende og velstående samfund? Kan demokratiet overleve her i verdens aktuelle kaos? Det taler altid gode Kasper Colling Nielsen med tilsvarende gode Mikkel Thorup om i DR-podcasten Udsyn. Meget passende udkom Thorup – som er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet – sidste år med bogen Ustyrligt demokrati, som også bakser med netop de spørgsmål.

Bigfoot findes ikke, udover i fantasien og Fedtmule og Søn. Til gengæld findes Bigfoot-industrien i stor stil, næret af folk, som faktisk tror på eksistensen af det antropomorfe behårede monster. Så hvad går det lige ud på? Det sætter forfatter Jeff VanderMeer sig for at undersøge i en reportage i Orion Magazine, som mest bare bliver et kærlighedsbrev til bjørne – skovens “ægte” Bigfoots: “Selv i det svage sollys var deres pels pletfri og skinnende. De lignede på alle måder prototypen på en perfekt bjørn. Det var et privilegium at se dem. […] Det var dem, der havde brug for at blive reddet, havde brug for opmærksomhed, havde brug for vores kærlighed og omtanke.”

Manosfære-influencere som Andrew Tate er ikke bare nogle ensomme og pinlige røvhuller. Nej, de er også en form for nutidige (og hvide) udgaver af alfonserne fra 1970’ernes blaxploitation-film. Sjov analyse af “internet-etnograf” Katherine Dee: “Den moderne manosfære arver denne æstetik og overtager symbolerne, som om de var universelle tegn på succes snarere end kompenserende handlinger, der er skabt under eksklusion. Det, der begyndte som en reaktion på at være udelukket fra legitim magt, bliver genbrugt, abstraheret og ompakket, denne gang som en tidløs maskulin sandhed. For det moderne publikum fremstår det derfor som umodent.”

“At en dansk soldat dukker op, fordi Amerika bliver angrebet, og bliver skudt, såret og endda mister livet – ikke fordi Danmark bliver angrebet direkte, men igennem alliancens forpligtelse – er i mine øjne det ultimative tegn på en god allieret.” Relæ – det anbefalelsesværdige nyhedsbrev om forsvars- og sikkerhedspolitik – har et fint lille interview med den amerikanske veteran Wes O’Donnell, som er mildest talt chokeret over Trump-regeringens kritik af Danmarks Nato-bidrag (for slet ikke at tale om truslerne mod Grønland).

Vil man forstå Japan, må man også forholde sig til japanernes syn på spiritualitet og ikke mindst kami: en enorm samling guder, som fungerer som en slags avatarer for forskellige dele af den “naturlige” verden. Det er i hvert fald tesen i forfatter Hiroko Yodas nye bog Eight Million Ways to Happiness: Wisdom From the Heart of Japan, som The New Statesman har en længere omtale af (blød betalingsmur). Kami er “en forkortelse for det ukendte og uforudsigelige”, skriver Yoda. Passende navn.

Magasinet n+1 havde i sidste uge – før ICE’s henrettelse af Alex Pretti – et ret godt essay om den voksende folkelige modstand mod føderale agenter i Minneapolis under rubrikken “ICE vs. Everyone”. Det er kun blevet mere relevant her henover weekenden: “En af fascismens taktikker er at ændre på balancen i de politiske alliancer: centristiske politikere bliver til radikale venstrefløjspolitikere, mødre bliver til ‘indenlandske terrorister’. Alle med en fløjte bliver til antifa. Og faktisk er det sidste korrekt – eller i det mindste burde det være det.”

Grønland er meget, meget mere end en stor blok is. Trods sin befolkning på omkring 56.000 mennesker er landet fx rig på interessant (pop)kultur, og netop det stillede mediet Tedium tidligere på året skarpt på – bl.a. med et kig på rockbandet Sumé og deres indflydelsesrige uafhængighedsplade Sumut fra 1973, som på symbolsk vis havde sagnhelten Qasapi på sit blærede cover.

+ Lyt også til 90’er-hiphopgruppen Nuuk Posse (som Tedium tilsvarende anbefaler).

“Uanset hvad var balancen før Trump uholdbar, fordi den tillod USA ensidigt at bedømme andre regeringers legitimitet og handle imod dem. Trump har presset denne virkelighed til det yderste.” Information bringer en kort USA-var-allerede-dårlig-men-hvad-gør-vi-nu-analyse fra den tidligere nobelpristager i økonomi Daron Acemoglu.

Hvis man vil forstå Iran, kan det være en god idé at læse den iranske forfatter Sâdeq Hedâyats modernistiske mesterværk Den blinde ugle fra 1936. For som den nutidige iranske forfatter Amir Ahmadi Arian skriver i The Dial, har “[i]ngen anden tekst haft en så utrolig tiltrækning på den iranske fantasi” – ligesom det er en roman, adskillige iranske regeringer har forsøgt at bandlyse. Faktisk er det Irans ultimative forbudte bog. Og heldigvis blev den for få år siden nyoversat til dansk fra farsi af digter og oversætter Shadi Angelina Bazeghi.

Det er ikke ofte, vi tænker på udstoppede dyr i musesumsudstillinger, og da slet ikke på, hvordan de bedst kan præsenteres i dioramaer. Men så er det heldigt, at andre gør sig den slags overvejelser. Eksempelvis Tim Bovard, udstopper ved Natural History Museum of Los Angeles County, som i en PBS-produceret video begejstret fortæller om sin livslange fascination for dyr i dioramaer – og undervejs viser, hvordan han udstopper en fugl. Det er sært meditativt at se på.

Føljetons redaktionslokaler ligger lige under en violinbygger, hvilket (alene ud fra lyden) har givet os en ret god idé om, hvor meget kærlighed og håndværk det kræver at udfærdige et klassisk instrument. Det bekræfter artiklen her fra The New York Times – også selvom den handler om oboer og træblæsere snarere end strygere: “Det langt længste trin i fremstillingsprocessen er forvitringen af rå træklodser i et skur, der ikke er beskyttet mod varme, kulde og fugt. Den første forvitring varer mindst otte år. Derefter borer Stephen Gara, ‘træfyren’, et hul gennem klodsen og sender den tilbage til skuret i yderligere to år.”

“Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist”, begynder et berømt antinazistisk digt af den tyske præst og modstandsmand Martin Niemöller, som i 1937 blev anholdt af Gestapo og sendt i koncentrationslejr. Digtet hives gerne frem fra gemmerne, når fascismen atter banker på døren, men som The Nation fortæller i en interessant feature, er dets historie mere broget end som så. I hvert fald var Niemöller en kompleks karakter med nogle kontroversielle (og til tider antisemtiske) overbevisninger, og digtet derfor også en kuriøs mea culpa.

I disse dage mødes verdens økonomiske og politiske elite for at sludre om verdens problemer i Davos. Men som den rigdomskritiske filosof Ingrid Robeyns – som vi også engang har sludret med – fortæller i The Guardian, vil de ikke tale om det vigtigste: “Alt tyder endnu engang på, at det, som ikke bliver adresseret på mødet, er den største trussel mod menneskeheden og planeten: Neoliberal kapitalisme.”

Som vi også skrev i et afsnit af sidste års sommerskole ‘Oplyst om mørket’, må man for at forstå Trump ofte vende blikket mod de autoritære techfyrster, der står bag ham. Måske gælder samme princip for polemikken om Grønland. I Jacobin kan man læse om, hvordan techoligarker som Peter Thiel og Marc Andreessen for længst har investeret i grønlandsk minedrift og virksomheder, der vil bruge landet til at etablere en privatejet ‘kryptostat’ for verdens ultrarige. Uhyggelig, lærerig læsning.

Kærlighedssangen “Jag vet, du är inte min” af kunstneren Jacub topper i øjeblikket hitlisterne i Sverige. Det havde næppe vakt opsigt, hvis ikke, det var for den afgørende detalje, at sangen er genereret af kunstig intelligens. I en kort, men ganske spændende samtale, tager DR-programmet K-Live fat på KI’s faldgruber inden for musikverdenen med musiker Annika Aakjær samt jazzmusiker og hjerneforsker Peter Vuust.

I går kunne vi “fejre” præsident Donald J. Trump første årsdag i sin anden præsidentperiode. Det markerede de bl.a. inde ved The New York Times’ podcast The Daily ved at lave en særudgave om præsidenten. I et måske lidt overdrevet tilfælde er de tre journalister, der gæster programmet, alle i færd med at skrive hver deres bog om den amerikanske præsident, så et eller andet ved de i hvert fald. Du kan læse og lytte til det lige her.

Og mens vi venter på, at tiden går, kan man så undre sig: Er den egentlig lineær eller cyklisk? Og leves livet forfra og forstås baglæns? Vores forståelse af tid – og historie – har ændret sig igennem, ja, tiden, og ovre hos Aeon har de skrevet historisk, filosofisk og omfattende om, hvordan tiden har ændret sig.

+ Læs eller genlæs David Dragsted og Astrid Plums sommerskole om tid og tabet af den.

Hvis der er én ting, som virksomheder bare skal bede om, så er det altså storrumskontorer. Kan du mærke kapitalismens summen i den konstante støj fra dine kollegers smasken og slubren, samtalerne over skrivebordene, dine øjne, der ude af kontrol flakker hver gang din kollega rejser sig for at gå ud for at tisse, mens din høresans langsomt korrumperes af dine noice cancelling høretelefoner, som du har været nødsaget til at tage på? Ej, måske ikke. Uanset har Djøfbladet undersøgt storrumskontoret, og hvad djøfferne synes om det. Ikke så overraskende er stemningen rimelig negativ.