Vores chefredaktør David Dragsted har haft travlt. I listernes ånd har han minutiøst lyttet til hele – hele – Roskilde Festivals lineup og lavet en meget udførlig gennemgang over, hvad du bør se. Og ikke se.

“Det, der er bemærkelsesværdigt, er skødesløsheden i alt det her. Den officielle diskussion af krigen er helt ude af trit med øjeblikkets alvor. For en række kommentatorer har den her krig været endnu en mulighed for at erklære afslutningen på den amerikansk ledede verdensorden – som allerede var blevet erklæret død med tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2021, den russiske invasion af Ukraine i 2022 og igen med Gaza i 2023. Men det amerikanske imperium er her stadig, og det er stadig meget farligt.” Skarp analyse i London Review of Books.

“Ligesom Israels magtanvendelse før den, er USA’s magtanvendelse efter min mening helt klart ulovlig – en overtrædelse af forbuddet mod magtanvendelse i FN-pagtens artikel 2, stk. 4. Det skyldes ganske enkelt, at lovligheden af USA’s magtanvendelse er afhængig af gyldigheden af Israels argumenter for at retfærdiggøre sin magtanvendelse.” Juridisk gennemgang af, hvorfor USA’s ageren i Iran minder påfaldende meget om noget, vi så i 2003: “Selv med en meget fleksibel forståelse af overhængende fare kan man ikke på baggrund af de beviser, der i øjeblikket er offentligt tilgængelige, hævde, at (1) Iran har besluttet at bygge et atomvåben, dvs. at dets ledelse har til hensigt at gøre det, og at (2) når våbnet er bygget, har Iran til hensigt at bruge det mod Israel.”

Sex har aldrig været nemmere at få, men “alligevel er unge mennesker ved at miste appetitten”, skriver Jia Tolentino i The New Yorker i en dobbeltanmeldelse af to nye bøger om de yngre generationers – måske – dalende seksuelle engagement: “Det virkelige problem i den her sag handler mindre om sex og mere om ensomhed. Depression og angst er nu så almindeligt blandt unge, at det næsten tages for givet – og der er en samtidig uinteresse i eller ubehag ved intime forhold, selv de flygtige, en situation, der uundgåeligt fører til mindre sex i mindre tilfredsstillende udgaver.”

“I alle mulige private sammenhænge giver det god mening gerne at ville være sexet og attraktiv. Men jeg er nysgerrig på, hvad der sker, hvis du fortæller en hel generation af kvinder, at sex er magt. Hvad fortæller man dem ikke? Hvad er det for en magt, hvor lang tid varer den, og hvad kan man faktisk bruge den magt til? De ting taler vi sjældent om.” Interview med kulturanalytiker Sophie Gilbert i Dagbladet Information (gavelink).

Nanna Mogensen har gjort sig lidt af et scoop ved at få den palæstinensiske forfatter Adania Shibli med i den nyeste udgave af sit radioprogram Skønlitteratur på P1. Ikke live, men det er sagen underordnet.

“Meget få mennesker ville instinktivt sætte endometriose i bås som noget … fysiologisk interessant, eller jeg ville i hvert fald ikke have gjort det. Men via en fælles ven fik jeg for nylig en snak med Shilpa Pothapragada, en Schmidt Fellow, der studerer ved Wyss Institute på Harvard. Hun forsker i bedre måder at diagnosticere endometriose på, og efter den fascinerende samtale betragter jeg nu sygdommen som en af de mærkeligste tilstande, jeg nogensinde har hørt om.” For folk, der selv har endometriose, er ‘interessant’ nok næppe det første ord, der falder en ind – måske snarere ‘ulidelig’.

+ Endnu mere uddybende.

“Den største synder bag afmatningen er teknologien selv. Kunstig intelligens har vist sig at være endnu mere værdifuld som skribent af computerkode end som skribent af ord. Det betyder, at den er ideel til at erstatte netop den slags person, der byggede den.” For kort tid siden var man godt sikret, hvis man bare lærte noget med kodning. Nu dropper flere datakarrieren i takt med, at kunstig intelligens stjæler jobbet fra dens egne skabere.

“Så tænkte jeg: ’Okay, hvis vi skal leve i en digital verden, er vi også nødt til at betale for digitale services.’ Altså, hvis jeg ikke betaler for min mail, hvordan skal de så både kunne hoste det hele og lave en fed oplevelse for mig?” Dagbladet Information: ‘Først oprettede Søren Hjortdal en Protonmail, og inden han så sig om, var den 33-årige marketingmedarbejder blevet antiamerikansk techaktivist‘.

Man fristes til at sige, at du mister hjerneceller, hver gang du bruger ChatGPT. Men virkeligheden er næsten lige så slem: Hjernescanninger viser, at både hukommelsen og evnen til at generere idéer helt fysiologisk sløves.

Da Steven Spielbergs sommerspektakel Dødens gab udkom for 50 år siden, blev det lidt mere uhyggeligt at begive sig ud i bølgen blå. Det legendariske plot om en gigantisk og blodtørstig haj er, som The New York Times grundigt illustrerer, blevet skabelon for utallige film i de efterfølgende årtier.

+ Spielberg selv er forresten ked af, hvordan filmen har formet vores opfattelse af hajer. Så det skal ikke hedde sig, at Føljeton spreder haj-propaganda. Vi minder om, at mennesker slagter op mod 100 millioner hajer om året (med vilje og til skade for økosystemet), hvorimod hajer dræber ca. seks mennesker årligt (formentlig ikke altid med vilje).

“Det her med udvisning af kriminelle udlændinge er altså en diskussion, vi har haft i 15-20 år her i landet. Men det er faktisk overraskende for mig, at det her initiativ med Meloni og Mette Frederiksen og det her nye pres på området kommer nu. Fordi alle, der har lidt indsigt i de her sager om udvisning af kriminelle udlændinge, ved, at det nok aldrig har været nemmere i forhold til menneskerettighederne at udvise kriminelle udlændinge, end det er i dag. Fordi Menneskerettighedsdomstolen faktisk har justeret sin praksis over de sidste ti år, så det er blevet nemmere for staterne at udvise de hårdt kriminelle”. Professor i forfatningsret Jens Elo Rytter om Mette Frederiksens kamp mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Den britiske kunstner Jenny Saville maler store malerier af kvinder, som “de fleste kvinder ser sig selv”, siger hun til The New Yorker. “Jeg prøver at indfange deres identitet, deres hud, deres hår, deres varme, deres utæthed”. Magasinet har talt med Saville i anledning af hendes nye udstilling på Albertina-museet i Wien. Hun kommer vidt omkring i interviewet, og hvis man absolut ikke har tid til at læse et longread, bør man ikke snyde sig selv for at kigge på billederne og lade dem tale for sig selv.

“To tilståelser. For det første, ja, jeg taler med sten, privat og uden omsvøb. Og for det andet har jeg favoritter – men det har jeg det skidt med.” Geologen Marcia Bjornerud skriver begejstret og medrivende om alskens sten, allermest om den mørkerøde pyrop, “et af de vigtigste mineraler på jorden”.

Vi er vel ikke farvede, hvis vi siger, at Føljetons stifter og journalist Lars Trier Mogensen er et af Danmarks skarpeste hoveder, hvilket vi jævnligt har glæde af både i nyhedsbrev og ved frokostbordet. Det kommer derfor heller ikke som nogen overraskelse for os, at det var helt tilfældigt, at han trak ordet ‘klovnebus’ om Moderaterne op af hatten – og at det skulle ramme så præcist, at selv Lars Løkke Rasmussen er endt med at bruge det om sit parti i et freudian slip. Sjovt lille interview med Lars i Journalisten.

Den britiske instruktør Adam Curtis’ dokumentarserie Shifty havde i sidste uge premiere på BBC. Vi har ikke set den endnu, men det lyder godt: “Det er en sjælden rent britisk fokuseret dissektion af nyere historie, bygget op omkring ideen om, at den voksende atomisering af samfundet har indvarslet en tidsalder, hvor konceptet om en fælles virkelighed, som vi alle kan stole på, er opløst … Tilbagegangen begyndte, som så mange af dem synes at have gjort, med Margaret Thatcher,” skriver The Guardian. I fredagens friske udgave af avisens podcast Today in Focus forklarer Curtis selv.

“Jeg siger ikke, at kristendom er hekseri. Jeg siger, at kristendommen og stort set alle religioner er et udtryk for magiens love. Intet undslipper magiens love, punktum. Der er ikke noget, du kan gøre eller sige, der får dig til at føle dig så adskilt fra lovene om, hvordan det her lort fungerer. Det er nok derfor, jeg respekterer alles praksis, fordi jeg tror på, at det hele er virkeligt. Alt, hvad du lægger energi, intention og opmærksomhed i med konsekvens og hengivenhed, vil 100 procent materialisere sig. Jeg er skide ligeglad med, om det er et kosteskaft.” Mens folk på internettet er uenige om, hvorvidt sangerinden SZA er kristen eller muslim, giver hun et form for svar i det nyeste nummer af Interview Magazine. Der bliver bandet en del.

“Jeg mener, at kampen for at inkludere underrepræsenterede stemmer i kunstverdenen er vundet. Den plads er givet. Man kan godt mene, at det er en god ting, og at de skal have den plads for evigt. Det er fint med mig. Altså, hold bare hvide mennesker ude af gallerierne, jeg er ligeglad, jeg er ikke hvid. Det kommer jeg ikke til at ligge søvnløs over. Men jeg synes, det er frustrerende, at man prøver at præsentere det, som om det er en enormt presserende problemstilling, som det er modigt og radikalt at forholde sig til.” Interview med den britiske kunstkritiker Dean Kissick i Kunstkritikk.

“Det er en meget nyttig lille fyr,” skrev Abraham Lincoln åbenbart engang. Nu om dage er det lille ; langsomt ved at uddø i engelsksproget litteratur; mon ikke også det samme gør sig gældende på dansk.

“Mark Zuckerberg, milliardæren og grundlæggeren af verdens største sociale medievirksomhed, Meta, havde tilmeldt sig sin første officielle jiujitsu-turnering under sit for- og mellemnavn. Han havde forberedt sig på det her øjeblik, siden han begyndte at dyrke kampsport under pandemiens nedlukninger. I årene siden havde han trænet hårdt og hyret berømte instruktører til at komme til hans Palo Alto-villa og hans anlæg på Hawaii og træne hver dag. Nu var han klar til at vise resultaterne frem.” Financial Times om Zucks udvikling til ‘Maga Mark’, som hans kollegaer er begyndt at kalde ham. Avisen har interviewet “omkring 45 personer”, der kender eller har arbejdet sammen med ham. De forklarer, at vi “er vidne til en midtvejskrise i stil med Revenge of the Nerds”. På Føljeton elsker vi ellers nørder.

Det er på tide, at alvoren af menneskerettighedsovertrædelserne i Gaza endelig er ved at gå op for modeblade som ELLE. Her er det magasinets italienske udgave, der interviewer FN’s specialrapportør Francesca Albanese om bombede fertilitetsklinikker og mangel på vand og bind. Albanese er som altid skarp: “Personlig hygiejne er et afgørende spørgsmål, ikke kun for teenagepiger, men for alle kvinder, især palæstinensiske kvinder, som selv i fattigdom altid passer godt på sig selv. Det er en dramatisk situation, som vi aldrig tænker på, og det siger mere om vores elendighed end om deres.”

“Vandet omkring os er i en elendig forfatning. Bunden er sort og sumpet, og fedtemøget stortrives, der hvor vi for få år siden havde en Blå Flag-strand. Og sådan er det stort set hele kysten rundtom på øen. Ålegræs, kvalt af algevækst, skyller dagligt i land og ligger som en rådnende bræmme omkring os. Det kræver en vis tilvænning at hoppe i vandet her. Jeg kender øen gennem mere end 35 år og flyttede hertil permanent for ti år siden. Men jeg kan slet ikke kende det billede, jeg førhen havde af øen
Jeg bor i Danmarks hårdest opdyrkede kommune, Lolland Kommune. Det er også det sted i landet, hvor der sprøjtes flittigst med pesticider.” Brev fra en fejbatting i Politiken – med ret god timing, må man bare sige.

“Da den forventede levealder var i 30’erne, var der større sandsynlighed for at dø i 70’erne end i 30’erne.” Professor Jennifer Beam Dowd slår hul på en lille matematisk misforståelse, hun er begyndt at se allevegne: At der var engang, hvor ingen blev gamle eller i hvert fald levede længere end til 35. “Hver gang nogen nævner dette ‘faktum’, mister en demograf et stykke af sin sjæl.”

Brug 30 minutter af dit liv på at tale med en fremmed, og se så, hvordan dit humør ændrer sig.

“Jeg har aldrig følt mig så fremmedgjort, som jeg har gjort de seneste 20 måneder. Det er gået op for mig, at jeg før men især efter udgivelsen af bogen Palæstinenseren ubevidst har påtaget mig en rolle til oplæg og oplæsninger, jeg har det svært med, og som jeg oplever som nedværdigende. Og på det seneste har jeg tænkt meget over, hvor det kommer fra. Det mest smertefulde de seneste 20 måneder har været det, som den franske professor Didier Fassin kalder synliggørelsen af ‘uligheden mellem liv’. At visse liv er mere værd end andre. At palæstinensiske liv er mindre værd. Jeg har derfor gang på gang taget mig selv i at forsøge at humanisere Gaza, at humanisere palæstinenserne.” Dansk-palæstinensiske Tarek Omar i et stærkt opslag.

“Den israelske kampagnes omfang ville ikke være mulig uden den konstante forsyning af amerikanske våben … Biden-administrationen beskyttede også konsekvent Israel ved at nedlægge veto mod fire resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd, der krævede våbenhvile. Mere generelt har de to lande lagt det juridiske grundlag for det, vi ser i Gaza.” New York Magazine om, hvordan Israel ‘ødelagde … grundlaget for folkeretten‘.

“Hun ville være blevet forarget over, at de her noter er blevet til en ‘bog’, og det er fordi, de ikke er en bog, ikke engang tilnærmelsesvist. Det er intime notater, som hun skrev for at holde sin mand orienteret om en medicinsk situation, der var under udvikling. Selv en gennemsnitlig kvalitetskontrolfreak (og Didion var over gennemsnittet her) ville ikke ønske, at splinterne af deres spredte bekymringer og tanker blev udstillet på den her måde. Ideen om, at forfattere skal gå rundt og ødelægge noter og manuskripter, som de ikke har tænkt sig at udgive, bliver kun fremført af folk, som ikke er forfattere.” Lidt mere kritik af den posthume Notes to John-udgivelse af Didions private skriverier hos London Review of Books.

Dagbladet Information har talt med adjunkt Christine Crone fra Institut for Mellemøststudier på Københavns Universitet, som har forsket i, hvordan danske medier dækker krigen i Gaza. Crone siger det meget klart: “De etablerede medier skal være med til at sikre, at den danske befolkning ikke kan sige, at det vidste vi ikke.” Og det er jo ikke ligefrem den følelse, man får, vel? Bortset fra det er der i øvrigt noget klamt og smagløst over de internationale billedbureauers praksis med at sætte en ‘Editors choice’-mærkat på pressefotos, de finder særligt æstetiske, når billederne er fra krigszoner. Nærværende billede bærer sådan en mærkat.

+ Et udmærket lille debatindlæg i Berlingske af iranskfødte Sally Khallash: ‘Er Israel det land, vi håbede på?‘

“Jeg siger ikke, at telefoner er det samme som heroin,” udtaler en psykiater ved navn Dr. Kalk til Financial Times i denne artikel om smartphone-afhængighed og om, hvordan man slipper af med den. Spoiler: Der er en app, som kan hjælpe dig.

Astrofysikeren Albert Sneppen, der for nogle år siden blev kendt for at være meget ung og have hovedet skruet usædvanligt godt på, har en fin kommentar i Politiken (blød betalingsmur). Her forklarer han, hvad forsvarsoprustningen egentlig betyder, når man taler om 5 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt. “Fra 1,3 pct. til 2 pct. til 3 pct. – til nu tilsyneladende 5 pct. skal bruges på militæret. Tælleren stiger, men over for en nævner, som sjældent er forklaret. For det er nemlig ikke 5 pct. af statens budget. Det er 5 pct. af al økonomisk aktivitet og handling i Danmark.”

Selvfølgelig er det ikke sejt at ryge, men altså, det ser jo sejt ud. Hvilket måske kan forklare, hvorfor smøgerne pludselig er tilbage på skærmen og atter ses mellem fingrene på diverse popstjerner, efter de ellers har været forvist i flere år. Ja, eller også er det bare alles yndlings-brat, som bærer ansvaret: “Både Lorde og Rae har arbejdet sammen med den sanger, som Oviatt krediterer for rygningens genopblussen: Charli XCX, Brat Summer-pioneren, som er en stolt ryger. Hun modtog endda engang en cigaretbuket i fødselsdagsgave fra Rosalía, en anden prominent ryger.” Det er New York Times, der lugter røg.

Kan man læse Brian Wilsons tekster, som man kan læse Goethe? Måske er det liige at strække den, men der er da nogle oplagte paralleller: Mens Goethe skrev sin definitive roman om ulykkelig kærlighed, Den unge Werthers lidelser, da han var 24 år, indspillede The Beach Boys den ultimative ulykkelig kærligheds-plade Pet Sounds, da Wilson var – du gættede det – 24. Hvilket har fået seniorredaktør Hans Henrik Schwab til sprogligt nørdet at dissekere pladens lyriske univers, lidt som var det den tyske mester, der var på spil: “Wilson var en ægte romantiker, der hellere besang den kærlighed, der vil komme (futurum) og den, der var (præteritum). Og sang han endelig om den kærlighed, der er (præsens), var det ofte ledsaget af frygten for at miste, hvis nu … (konjunktiv).”

“Da jeg blev ældre og fik en mere moden forståelse af, hvad litteratur er, begyndte priserne at virke stadig mere bizarre og til sidst nærmest pinlige. Litteratur er ikke rigtig som sport. Den kommer fra folks sjæl og taler til folks højeste sandheder. At uddele en pris for romaner er lidt som en præst, der tager søndagsbekendelser fra hele menigheden og derefter uddeler priser til de bedste.” Godt essay i Persuasion om, hvorfor litterære priser i bund og grund er latterlige – hvis ikke ligefrem skadelige for forfatterne.