Vil man have forandring og nye idéer, er det ofte en god idé at se mod mikroforlagene. For heldigvis findes der idealister derude, som stædigt udgiver bøger, der måske ikke bliver de store sællerter, men som til gengæld siger langt mere om verden end de fleste populære krimier. To af de forlag herhjemme er Økotopia og A Mock Book, der særligt ønsker at sætte fokus på klimakrisen. Vagant har talt med mikroforlagsbagmændene om, hvordan det fungerer: “Vi går tilbage i litteraturhistorien og ser, hvilke værker der, på tværs af tid og sted, taler ind i den nuværende, planetariske situation (…) det [kan] sagtens være, at det er ting skrevet for 20, 50 eller 200 år siden, der er allermest relevante lige nu.”

Har du mandags-blues? Nyheds-blues? Måske bare blues? Så har vi kuren til dig: En over to timer lang lydflade fra NTS Latest dedikeret til David Lynch (RIP) – fyldt med stemningsmættede soundtrack-bidder fra Lynchs værker og diverse udklip fra interviews med auteuren himself. Det er næsten som at få skudt Twin Peaks direkte ind i øregangene.

Judith Butler i The Guardian (gæt selv, hvem filosoffen skriver om): “Hvis vi bliver ved med at blive lamslået af forbløffelse og grebet af forargelse over hver dags nye proklamation, vil vi ikke kunne se, hvad der forbinder dem. At blive grebet af hans udsagn er netop formålet med ytringen af dem. Vi er på en måde i deres vold, når de indfanger og lammer os. Selvom der er al mulig grund til at være forarget, må vi ikke lade forargelsen oversvømme os og stoppe vores tanker. For det er nu, vi skal forstå de fascistiske lidenskaber, der giver næring til denne skamløse stræben efter autoritær magt.”

“Jeg tror, at alle partier fra venstre til højre, fra de mest forbenede prodanske partier til de mest hardcore selvstændighedspartier, at tiden er kommet til at modernisere og opdatere det her såkaldte rigsfællesskab, hvor man virkelig etablerer en ny sammenslutning af tre ligeværdige partnere, som har større frihed, større udenrigspolitiske beføjelser og så videre.” Heini í Skorini, lektor i international politik ved Færøernes Universitet og Arnakkuluk Jo Kleist, tidligere direktør for Grønlands kulturhus Katuaq, er gået sammen med Lars Trier Mogensen om en ny podcast om rigsfællesskabet. Første afsnit her.

Man kan sige meget om Washington Post. For eksempel er den gamle hæderkronede avis ejet af tech-multimilliardær Jeff Bezos, som reddede avisen fra undergang, dengang han købte den i 2013 for kun 250 mio. dollars. Men på visse områder er den mere fremme i skoene end The New York Times, men det skyldes nok enkelte dygtige redaktører og reportere. Her har journalist Samantha Schmidt opsøgt nogle af de colombianske asylansøgere, som var blandt de første, der blev deporteret efter Donald Trumps præsidentindsættelse. Nu er de slået tilbage til, hvor de startede, bare fattigere og dårligere stillet.

Danmark er som bekendt netop trådt ind i FN’s Sikkerhedsråd for en toårig periode. Globalnyt har et interview med Christina Markus Lassen, 54 år og tidligere politiske direktør i Udenrigsministeriet, som har fået topjobbet som FN-ambassadør. “Det er en meget, meget vanskelig tid lige nu geopolitisk,” siger hun i dette interview med Globalnyt. “Men det her er vores mulighed for at sidde med ved bordet. Lige nu er det internationale samarbejde meget udfordret, men Sikkerhedsrådet er det eneste forum, hvor stormagterne rent faktisk sidder ved det samme bord og taler sammen – og gør det i timevis hver dag.”

Israel annekterer land i det vestlige Syrien, og oppe i den nordlige del angriber Tyrkiet syriske kurdere i byen Kobane. “Tyrkiske luftangreb mod både militære mål og civile har været brutale: Alene i den forløbne uge har tyrkiske droner ramt et marked i nabobyen Sarrin med otte døde og mere end 20 sårede til følge; i Kobane er et ungt par blevet dræbt i et droneangreb på deres hjem.” Glimrende reportage i The Intercept fra en konflikt, der er let at glemme i skyndingen.

“Hvis der er én ting, jeg håber, folk har lært af de næste fire år med Donald Trump som præsident, så er det, at man ikke opnår noget ved at bruge en masse tid på nettet på at skrive om, hvad magthaverne siger og gør. Om noget er det præcis, hvad de ønsker.” God artikel i 404 Media: “I dagene efter indsættelsen har jeg set folk på Bluesky og Instagram falde i de samme gamle fælder. Min tidslinje er fuld af reaktive hot takes og gotchas fra folk, der stadig synes at tro, at de kan quote-dunke sig ud af fascismen … Medierne er mere end villige til at gøre dem sultne. Gamle nyhedsmedier jagter kynisk klik (og annoncekroner) ved at udbrede det sensationelle nonsens, som magthaverne lukker ud.” Hvad gør man så? Læser mere Føljeton og mere avis.

Han var en lille “spinkel dreng, der kunne lide at spille kort med sin bedstemor”, og som “påtog sig nogle af verdens største problemer”. Selvom Interview Magazines møde med Bill Gates virker en anelse fidelt, er det nu ret interessant at læse om Gates’ neurodivergente side: “Jeg vidste ret tidligt, at jeg godt kunne lide, at tingene gav mening. Jeg vidste også, at mine sociale færdigheder ikke var de bedste, så jeg var altid lidt akavet sammen med børn på min alder … Mine forældre sendte mig til en terapeut, hvilket var meget usædvanligt, men ikke på grund af nogen specifik diagnose, bare fordi de troede, at terapeuten kunne overbevise mig om, at jeg skulle være lidt mindre hård ved dem, og at der skulle være lidt mere ro i huset … Udtryk som autismespektrum eller neurodiversitet blev ikke brugt ret meget dengang.”

Er DeepSeek beviset på, at Kina er ved at vinde techkapløbet, og at den berygtede 996-arbejdsmodel – hvor ansatte arbejder fra kl. 9-21, seks dage om ugen – er vejen frem? Ikke nødvendigvis; faktisk har DeepSeek snarere brudt med mange af normerne i den kinesiske techindustri. Nyhedsbrevet ChinaTalk har en god gennemgang: “DeepSeek er næppe et produkt af Kinas innovationssystem. Virksomheden er hverken et statsledet projekt eller en direkte modtager af Kinas AI-fokuserede industripolitik. Den blev snarere selvfinansieret af en tidligere hedgefond-manager og opstod i periferien af Kinas teknologilandskab.”

“Som havbiolog gør det mig ondt at se de danske have dø. Og som forretningsmand undrer jeg mig over, at man har et erhverv, som af historiske årsager er blevet helligt i Danmark. Man vil simpelthen ikke røre ved landbruget, selv om det på mange måder er usundt. Det tjener ikke mange penge og begunstiges af en masse tilskudsordninger.” Godt interview i Information med biolog og milliardær Jacob Jelsing, som er begyndt at opkøbe landbrugsejendomme for at omlægge de tilhørende marker til skov og natur.

Sjov og meget gennemført webfeature om, hvordan hyggelige computerspil ifølge forskning kan bekæmpe stress og angst – fortalt, som spillede du selv et hyggeligt indie-spil à la Stardew Valley (som i øvrigt altid kan anbefales). Det sker hos Reuters, af alle steder: “Egamis undersøgelse viste, at det at eje en spillekonsol og have øget spilletid reducerede psykiske problemer og forbedrede livstilfredsheden blandt deltagerne. Undersøgelsen viste, at det at bruge bare en ekstra time hver dag på at spille videospil var forbundet med en stigning i mental sundhed og livstilfredshed.”

+ Glæden ved at betragte et maleri af Bruegel i 10 minutter.

“Jeg elsker to ting i den her verden: sukker og mig selv,” skriver journalist Caity Weaver i et sjovt og personligt New York Times Magazine-essay, der kort og godt handler om hendes desperate forsøg på at kvitte kærligheden til førstnævnte. Det er dog lettere sagt end gjort, for de søde fristelser findes overalt. Så hvordan bliver man en helse-puritaner, hvis man har været sukkerafhængig hele livet?

“De dele af regeringen, der arbejder med at implementere love, er blevet bagtalt i årtier. Amerikanerne har fået at vide, at de mennesker, der leverer tjenester til dem, er konspiratorer i en ‘dyb stat’. Vi har fået at vide, at milliardærerne er heltene. Alt dette arbejde var en forberedelse til det kup, der foregår nu. Den føderale regering har en enorm kapacitet og kontrol over billioner af dollars. Den magt er skabt af det amerikanske folk. Den tilhører dem. Oligarkerne omkring Trump arbejder nu på at tage den for sig selv.” Den velrenommerede historiker Timothy Snyder skitserer i sit nyhedsbrev – og på lyd – hvor grel situationen er i USA.

Journalist og Føljeton-ven Maya Tekeli har fået sit eget kulturprogram på P1. Det hedder Virkelig, og der er da virkelig også grund til at være glad for, at det findes. For er det ikke på tide, at der bliver gået lidt kritisk til kulturbranchen og dens magtlogikker? I seneste udsendelse interviewer Tekeli adm. direktør i Bikubenfonden Søren Kaare-Andersen og spørger ham, hvordan vi skal forstå fondens indflydelsesrige arbejde med at uddele støttepenge til dansk kultur og kunst.

The New York Times har gennem noget tid kørt en serie nekrologer under samlebetegnelsen Overlooked. Det er dygtige folk, som burde have været omtalt i avisens spalter, da de døde, men ikke blev det – helt tilbage fra 1851. Sjovt nok er de fleste af dem kvinder. Her er det Annie Easley (1933-2011), computerprogrammør, matematiker, raketforsker, ansat hos Nasa i 34 år. Helt vildt. Tjek lige det foto. Der er flere af dem i artiklen.

‘Hvorfor du aldrig har været involveret i et flystyrt’ er en udmærket overskrift. Forklaringen er, at flyindustriens myndigheder først og fremmest undersøger, hvad der er sket, og hvad man kan gøre for at undgå, at det sker igen. Så kan skyldsspørgsmålet komme i anden række. God, lang og grundig artikel for folk, der er trygge ved at flyve, og dem, der er bange for det. Skrevet af en ‘aviation writer’, som udgiver rapporter om “uheld og hændelser” under navnet Admiral Cloudberg.

Drømmer du om at forlade alle Mark Zuckerbergs sociale platforme? Cybernauterne har skrevet en guide, der peger på nogle alternativer. Mange har skiftet Elon Musks X ud med Bluesky, men hvad hvis Bluesky bliver opkøbt af Meta? Så er du slået tilbage til start. Så “det eneste langsigtede alternativ til tech giganternes sociale medier er at flytte til decentrale sociale netværk, som ikke kan opkøbes eller kontrolleres af én virksomhed, CEO eller nationalstats politiske luner”. Læs og stift bekendtskab med Fediverset.

Vi har gjort det før, og vi kommer nok også til at gøre det igen: linket til forfatter Kaspar Colling Nielsens ganske glimrende P1-program Udsyn. Denne gang har Kaspar Colling haft Marlene Wind – der er professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet – i studiet til en samtale om, hvad Europa egentlig gør nu, hvor USA er blevet så utilregnelig. Måske er det ikke helt så skidt, som man eller skulle tro.

Blev vi færdige med virakken omkring den kinesiske KI-virksomhed DeepSeek? Næppe – og techkritiker Ed Zitron har selvfølgelig stadig en masse på hjerte: “Det er en kynisk, vulgær version af David og Goliat, hvor en tech-startup støttet af en lyssky kinesisk hedgefond med 5,5 milliarder dollars under forvaltning på en eller anden måde er den modige opkomling over for den klodsede, tabsgivende, fjollede startup til 150 milliarder dollars (OpenAI, red.), som bliver støttet af en børsnoteret tech-virksomhed med en markedsværdi på 3,2 billioner dollars (Microsoft, red.).”

Voynich-manuskriptet – opkaldt efter antikvaren Wilfrid M. Voynich, som genopdagede det i 1912 – er et på alle måder mystisk, godt 600 år gammelt værk, som aldrig er blevet afkodet. Bogens 234 sider rummer farverige illustrationer og et tilsyneladende selvopfundet alfabet, som har fået både kryptologer og lingvister til at rive sig i håret. Måske er det ren volapyk, måske rummer manuskriptet en guldgrube af viden. Hvem ved? Hvis du føler dig lidt Dan Brown-agtig, kan du under alle omstændigheder dykke ned i en digitaliseret udgave af bogen og selv forsøge at afkode dens hemmeligheder.

Francesca Albanese i samtale med Yanis Varoufakis. FN’s italienske specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder møder græsk økonomiprofessor og fritænker. 25 minutters videoforbindelse. Optaget efter at våbenhvilen mellem Israel og Hamas trådte i kraft.

Trump-hvisker-biskop Mariann Edgar Budde har svenske aner (på sin mors side), og Dagens Nyheter er angiveligt det eneste internationale medie, hun har villet tale med. Betalingsmuren er hård, men videoen åben: “Jeg håber … at de mennesker, der siger ting, som måske ikke er en trussel mod mig, men er et ønske om, at jeg snart dør, overdriver, og at det snart vil stoppe.”

“Det kunne en studentermedhjælper gøre, en praktikant, og Heunicke hvis han keder sig om natten”. Miljøministeriet har ifølge Information modtaget hundredvis af indberetninger om landmænd, der har brugt ulovlige pesticider, men har undladt at følge op på dem – fordi ministeriet ikke har ressourcerne, siger de. Men det tager åbenbart kun tre minutter.

Er vi ved at miste evnen til at skrive i hånden? Det lyder lidt banalt, men det her er en en udmærket langlæser i The Guardian, et uddrag fra den nye bog The Extinction of Experience: Reclaiming Our Humanity in a Digital World. “Hvad betyder det at leve uden håndskrift. Evnen er blevet forringet gradvist, og mange af os er ikke opmærksomme på, hvad vi har mistet, før vi bliver bedt om at skrive noget i hånden og bliver rystes og forvirres, når vi sætter pennen til papir.” Læs og frist dig til at fatte pennen lidt oftere.

Efter 25 år som klummeskribent hos The New York Times har den 71-årige amerikanske økonom og modtager af Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde Paul Krugman valgt at sige farvel “for at være tro mod min byline”. Han skriver om det i denne tekst. Bruddet er ikke decideret lykkeligt. Krugman oplevede, at saften i tiltagende grad blev redigeret ud af hans klummer af mellemledere. Han minder undervejs om, at The New York Times støttede USA’s krig i Irak, mens han selv talte imod den i sine klummer.

“Vi står stadig i en situation, hvor vi har mere behov for arbejdskraft på tværs af forskellige brancher og uddannelsesniveauer end vi har haft det meget længe. Det har varet et stykke tid. Det kan være konjunkturbestemt, jeg er jo ikke økonom. Vi ved erfaringsmæssigt, at det kan vende. Men hvis det vender for hurtigt, og vi mangler arbejdskraft, så har det også en afgørende betydning for vores BNP, hele Danmarks økonomi, og det samme står man med i andre dele af Europa.” Thomas Gammeltoft-Hansen, ekspert i migrationsret ved Københavns Universitet, hos Globalnyt.

De digitale svindelnumre bliver kun flere og mere sofistikerede. Selv telefonnumre, som ellers ser bekendte ud, kan du ikke partout stole på, da scammere ved hjælp af såkaldt spoofing kan snyde med, hvem opkaldet tilsyneladende er fra. Præcis hvordan det foregår, undersøger TjekDet i en ny artikelserie. Faktatjekmediet har nemlig fået adgang til “tusindvis af filer, skærmbilleder og lydoptagelser hentet fra svindlernes egne computere”, og har brugt oplysningerne til at kortlægge, hvordan almindelige danskere systematisk bliver franarret deres penge.

Hvad får kinesiskejede sociale medier som fx TikTok til at skille sig ud? Der er den afhængighedsskabende algoritme, selvfølgelig, men også en ofte underfortalt komponent – nemlig at man meget gerne vil have dig til at shoppe løs. Rest of World har set nærmere på den såkaldte ‘shoppertainment’: “En afgørende drivkraft bag de kinesiske apps’ succes er, at de har integreret e-handel i deres platforme […] Platformene viser hele tiden nyt, engagerende indhold, ikke kun for at give næring til binge-watching, men også for at eksponere brugerne for nye trends og shoppingmuligheder.”

+ I en lidt anden tech-boldgade brokker OpenAI sig nu over – sådan som 404 herligt formulerer det – at kinesiske DeepSeek “måske har stjålet alle de data, OpenAI stjal fra os.”

“I sidste ende står det klart, at latter er en dybt mærkelig ting. Det er på samme tid det mest sociale af de menneskelige udtryk, og det, der forstyrrer de sociale fundamenter og regler mest. Fælles, sanktioneret latter kan bringe os sammen, men usanktioneret latter viser sprækkerne og afslører, at vi ikke helt er dem, vi tror.” Sjovt lille essay om latterens mærkværdigheder af antropologen Kirsten Bell (ej at forveksle med komedieskuespiller Kristen Bell), bragt i onlinemagasinet Sapiens.

Sebastian Klein, aka Dr. Pjuskebusk, vil altid have en særlig plads i vores hjerter på grund af sin pædagogiske og underholdende naturformidling rettet mod børn og barnlige sjæle. I en ny spøjs sag har Klein imidlertid gjort i nælderne: Førsteudgaven af hans seneste bog Danmarks 100 mest skøre historier om dyr i zoo er nu blevet trukket tilbage af forlaget Carlsen, efter det har vist sig, at bogens KI-genererede dyreillustrationer er fyldt med fejl – og eksempelvis har resulteret i en fembenet hjort. Sebastian Klein lægger sig dog fladt ned (betalingsmur) i et interview med Weekendavisen, så nogen større fuskebusk er han heller ikke.

Selv efter en fortjent Cavling-pris er journalist Theis Ehler Molin og hans Zetland-kolleger utroligt nok ikke blevet trætte af at grave i minkerstatningerne. Gudskelov, for pelsningen af statskassen bliver kun mere og mere absurd i takt med, at de danske minkfarme genopstår. Læs bare uddraget her, og læs så hele Zetlands seneste artikel: “I stedet for lægge (sic) sine fire farme i dvale valgte Irenes Søndergårds mand at lukke sine farme helt og på den måde få del i den lukrative erstatning. Det viser en aktindsigt, vi har fået fra Fødevarestyrelsen. Irenes mand må altså ikke genåbne sine gamle farme, men han må gerne åbne nye. Og det samme må hans kone.”

Hvad gør man, hvis man bor tæt på det nedsmeltede atomkraftværk i Fukushima, men den japanske regering her nægter at anerkende, at der stadig er strålingsfare? Så begynder man selv at holde øje med de radioaktive niveauer. Interessant reportage i The New York Times: “Kobayashi er en af Fukushimas borgerforskere, beboere omkring værket, som reagerede på de officielle fortielser og tavsheden ved at anskaffe deres egne måleinstrumenter og lære sig selv at bruge dem. De trodsede en regering, der først forsøgte at forbyde ikke-fagfolk at måle strålingen og senere bare ignorerede dem.”

Kald os påvirkelige, men denne tekst af den amerikanske journalist Anne Helen Petersen fik os (eller i hvert fald en midaldrende person på redaktionen) til at fjerne email-programmer fra telefonen. Facebook er allerede væk. Hvad bliver det næste – Instagram? Petersen skriver, at hun har nået et vendepunkt, og “det tror jeg også, at mange af jer har – eller snart gør”.

Internt fordrevne palæstinensere vender i disse dage tilbage til deres hjem, som højst sandsynligt er blevet sønderbombet af den israelske hær. “Mit kvarter, som var et af de smukkeste i den nordlige del af Gaza-striben, ligger nu som en bunke murbrokker.” Reportage i det israelske magasin +972. Man bliver nødt til at læse det for at forstå omfanget af ødelæggelserne.

Folk over 55 er de nye problembørn, kunne man læse i The Economist for tre uger siden. Nu er artiklen af en eller anden grund blevet oversat og serveret i præsentable rammer for Dagbladet Informations læsere. Det korte af det lange er, at de gamle gerne “vil have det sjovt”, dvs. fylde sig med alkohol og stoffer og dyrke masser af dejlig sex. Det er en trend.