Hvis du kan lide serien Operarejsen på DR1, så kan du også lide Allan Gravgaard, komponisten også kendt som ‘Speaker-Allan’. Du er ikke den eneste. TV Avisen har lavet et fint 10 minutter langt portræt af manden. “Det er jo en gave, men det er i den grad en belastning, for jeg kan ikke filtrere det fra,” siger han. “Jeg hører samtaler. Hvis jeg sidder et sted, hvor der er mange, der taler, så hører jeg alle samtaler samtidig. Jeg kan huske ting, jeg husker jo folks børns navne, fødselsdage. Jeg kan gå forbi butiksvinduer, og så kan jeg se, hov, de har ændret opstillingen!” Med andre ord bliver der “fyldt op i hovedet nogle gange”. Måske man skulle til at se noget mere TV Avisen?

I 1954 skrev science-fiction-forfatteren Ray Bradbury (1920-2012) manuskriptet til filmversionen af Herman Melvilles klassiker Moby-Dick (1851). Det var et projekt, som filminstruktøren John Huston havde igangsat – med Gregory Peck i rollen som kaptajn Akab. Hvad kommer det mig ved, tænker du lige nu. Men Bradburys autoriserede biografist Sam Weller, som arbejdede med forfatteren i 12 år, skriver ret sjovt om filmprojektet i Los Angeles Review of Books, og anledningen er vel, at det er de der 70 år siden.

Tja. ‘Rekordenvarmen er tilbage, og måske har verden allerede overskredet klimaets røde linje.’ Artikel i Politiken.

Organisationen Mellemfolkeligt Samvirke er blevet udsat for heftig kritik efter B.T’s historier om, at nogle af organisationens medlemmer angiveligt ikke har rent mel i posen. Spørgsmålet er: hvis B.T’s historie var en pose mel, ville der så overhovedet være mel i den? Steffen Groth leverer i POV International en tiltrængt nuancering af debatten: “Det er en kolossal glidebane, hvis kritisable satiretegninger, som intet har med Mellemfolkeligt Samvirkes udviklingsarbejde at gøre, delt på organisationsmedlemmers private profiler kan føre til kollektiv, økonomisk afstraffelse af en hel organisation.”

Lidt læsning til Prince-elskere i The New York Times: “Dig, if you will, en lille bid af Ezra Edelmans ni timer lange dokumentar om Prince – et forbandet mesterværk, som offentligheden måske aldrig får at se.”

Filosofien bliver i dag mest praktiseret i lukkede akademiske miljøer på universiteterne. Men behøver det være sådan? Ph.d.-studerende i filosofi Joseph Keegin fortæller i magasinet Aeon om, hvordan der i den amerikanske stat Illinois i 1860’erne opstod en sprudlende filosofisk kultur, hvor arbejdere og skolelærere samledes om at læse b.la. Platon og Hegel: “Det ultimative mål for gruppens fælles indsats var ikke produktionen af videnskabelige værker, men derimod skabelsen af gode menneskeliv gennem et kollektivt dannelsesprojekt.”

Magasinet The Dial har også forsøgt at indkredse et svar på, om nogle klimaaktivister ender med at skade deres egen sag. Men som en 26-årig aktivist i den franske klimabevægelse Les Soulèvements de la Terre siger: “Hvis vi ikke gør noget, venter der os forfærdelige ting.”

“Vi lever ellers i de store undskyldningers tidsalder. Der fortrydes som aldrig før. Men hvad hjælper fortrydelse, når skaden er sket? Hvad hjælper det, at man i Københavns Kommune et par år efter den stærkt omdiskuterede nedrivning af Slagtergårdene på Enghavevej meddeler offentligheden, at man fortryder? Hvad hjælper det Carlsberg Byen, at man beklager, at private spekulanter har kunnet sabotere den plan for den nye Carlsberg By, som ved en international arkitekturfestival i Barcelona i 2009 blev nomineret som ‘verdens bedste masterplan’?” Udmærket lille indlæg af professor emeritus Martin Zerlang i Politiken (gavelink).

“Det er ingen sejr at have gennemført et terrorangreb og taget civile gidsler eller at have kæmpet en guerillakrig mod en overlegen fjende i et tætbefolket område. Hverken for palæstinensere, for muslimer eller for arabere. Og det er en vildfarelse, at vestlige regeringer har bidraget militært og politisk til Israels voldsorgie i Gaza.” Mellemøstforskeren Sune Haugbølle, ja, ham Jyllands-Posten pludselig besluttede fast skulle varedeklareres som Israel-kritiker, er begyndt som skribent på Altinget. De kalder ham i øvrigt bare ‘professor i Global Middle East Studies’.

Journalisten Melissa Heikkilä undersøger, hvor meget de store KI-sprogmodeller (LLM) egentlig ved om hende, fordi: “Teknologivirksomheder som Google og OpenAI frigiver ikke oplysninger om de datasæt, der er blevet brugt til at opbygge deres sprogmodeller, men de indeholder nødvendigvis visse følsomme personoplysninger, såsom adresser, telefonnumre og e-mailadresser. Det udgør en ‘tikkende bombe’ for privatlivets fred online og åbner op for en lang række sikkerheds- og juridiske risici.” Det er i MIT Technology Review.

“Problemet er, at finans er ubrugelig. Løsningen er at prøve at gøre noget nyttigt med det eneste, det producerer: de penge, det tjener til vinderne. Fordi gambling ikke har nogen mening, må folk, der har tjent penge gennem gambling, finde mening uden for det centrale, de har gjort med deres liv. Derfra kommer vigtigheden af ​​’filantropi’ for den finansielle milliardærklasse.” Den britiske journalist John Lanchester om finansverdenen og den “grotesk overordnede rolle”, den efterhånden spiller i vores hverdag. I London Review of Books: For hver vinder er der en taber.

“Jeg kommer til at gå derind med krum ryg og få et øjebliks stilhed, mens venner og familie kommer og stirrer på mig. Det er sidste stop,” siger den 92-årige forfatter Gay Talese om bedemanden Frank E. Campbell, som tager sig af begravelser for New Yorks rigeste. Det er folk som John Lennon, Jacqueline Kennedy, Ivana Trump. Og altså måske også Talese, der efterhånden selv har glemt hvor mange begravelser han har været til i forretningen.

Paven og flere end 100 komikere går ind i et freskofyldt rum i Vatikanet, og… ja, hvad sker der så? Det kan komiker David Sedaris heldigvis fortælle meget mere om i The New Yorker. Sedaris var nemlig én blandt mange sjove mennesker – herunder Chris Rock, Julia Louis-Dreyfus og Conan O’Brien – der tilbage i juni blev inviteret til at møde pave Frans med den begrundelse, at “latter får verden til at dreje rundt”. Selv var Sedaris dog mest optaget af at købe sin egen præstekjole; for når man ikke er religiøs, er der trods alt grænser for, hvor andægtigt det kan blive at møde den katolske kirkes overhoved.

Som The Atlantic bemærker, har bestseller-historikeren Yuval Noah Harari flere karaktertræk, der gør ham til en oplagt Silicon Valley-guru. Han mediterer to timer dagligt, bruger ikke en smartphone, ynder at tage på stilheds-retræter og lever overvejende vegansk – og tada, typer som Mark Zuckerberg og Jeff Bezos elsker ham for det. Hvilket så også kunne hænge sammen med, at Harari køber KI-hypen og den dertilhørende alarmisme, og derfor nu har skrevet bogen Nexus: A Brief History of Information Networks From the Stone Age to AI. Problemet er bare, at Hararis analyse stadig er temmelig grovkornet.

“At der i Danmark i teorien selvtilfredsstilles med kinesisk arbejdskraft fra eksempelvis DINGFU, at smidige hænder fra Guangdong-provinsen pryder på hylder og kommoder, nu i nye, seksuelle modi, gør det hele lidt mystisk igen. Ham der med tæppet foran grøntsagsboden på den store boulevard har næppe vidst, at hans arbejde skulle ende som et instagram-post hos en dansk influencer, næppe overvejet at hans tid på fabrikken i grunden ender som en identitetsmarkør på et lokalt mikrobageri i Danmark, penisstimulans og klitorismassage.” Atlas’ Kristoffer Rich Henningsen skriver sjovt og klogt om sexlegetøjets rejse fra kinesisk fabrik til nydelsessøgende Nørrebro.

På en eller anden måde går vi ikke ud fra, at du som Føljeton-læser kunne finde på at bruge i omegnen af 11.000 danske kroner på et Hermès-halsbånd til din hund. New York Magazine har dog lavet en ret sjov lille quiz: Vil du helst have en (falsk) pelsjakke fra Bottega Veneta eller elektrisk gulvvarme i hele din lejlighed? Prada-overalls eller en brugt John Deere-traktor fra 1981 med monteret plæneklipper? Modeindustrien bør virkelig omlægges.

“Repræsentanter for ministerier og styrelser optræder i stigende grad i medierne som kilder i videnskabelige spørgsmål, lige fra klimafysik til natur og samfund. Deres roller som embedsmænd fremgår dog ikke altid klart, når de toner frem i radio og på tv eller i andre medier,” skriver fire klimaforskere i et fælles indlæg i Politiken. At embedsmænd “grundlæggende ikke er uvildige”, fordi de er underlagt regeringens politiske linje, gælder også ellers umiddelbart objektive instanser som Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) – som vi har det med at glemme er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Det betyder ikke, at det aldrig kan være fornuftigt at lytte til meteorologerne, men at varedeklarationen mangler.

Storbritannien er ramt af en egernbesættelse, skriver The Dial. I dag ser mange briter de røde egern som de indfødte egern, mens de grå, der har været på britisk grund siden det 19. århundrede, bliver beordret jagtet og forgiftet af regeringen såvel som kong Charles. Med den årsag, at de truer med at udrydde den oprindelige egernbefolkning, selvom der angiveligt ikke har været mange beviser for påstanden: “For Charles og mange af hans jævnaldrende synes bevaring af røde egern mindre at handle om at genoprette økosystemer end om at udøve en elitebeføjelse over landområder – og at holde liv i en myte om et engelsk landskab, hvis værdiansættelse i litteratur og kunst har skabt miljøødelæggelser over hele kloden.”

“Aftalen er langt fra god nok for klimaet, og den er skod for naturen. Havde man tænkt på biodiversiteten, havde aftalen set helt anderledes ud. Fokus har været at finde en klimaløsning som også landbruget kunne leve med, og det er lykkes.” Det er Biodiversitetsprofessor Carsten Rahbek, der taler. I et interview på Videnskab.dk kommenterer han den aftale, som Den Grønne Trepart nåede frem til før sommeren. Han er ikke specielt imponeret.

+ Biodiversitetsrådets nye virkemiddelkatalog. Bare gør det, der står her, og ikke så meget fis.

Den sydafrikanske forfatter og filmmager Tsogo Kupa skriver om computerspillet Tales of Kenzera: Zau, som er baseret på en gobelin med bantu-folkets historie, og måske skulle man prøve det. “Sorg er livets uafvendelige tragedie, og indtil jeg spillede dette spil, har jeg ikke følt, at det er blevet udforsket tilstrækkeligt af dette medie.” Og det er i Africa Is a Country.

En skæg, lille tegnet sag i The New York Times af tegneren Margaret Flatley: Hvordan man får det bedste ud af en såkaldt blockbuster-udstilling. For det første: Lad være med at komme på åbningsdagen.

På Føljetons redaktion opstod der for nylig en samtale om værdien af at genlæse bøger. Nogle mente, at tiden brugt på at genlæse var spildtid, som kunne bruges på at læse andre værker. Andre var mere opstemte – hvis en bog er fed, hvorfor ikke læse den flere gange?  I The Paris Review indtager journalist Oscar Schartz det førstnævnte standpunkt: “I et liv, der marcherer ubønhørligt frem mod sin afslutning, kan genlæsning virke som et våben mod det uundgåelige. Men naturligvis er det ikke tilfældet. Den samme skæbne venter os alle, uanset om du har genlæst Proust eller ej.”

Hvordan går det egentlig med Drake efter fejden med ærkerivalen Kendrick Lamar tidligere på året? Ikke så godt, hvis man spørger New Yorker’s Brady Brickner-Wood, som giver en status på rapstjernens liv og efter sigende sørgelige kulturelle outputs: “Hans seneste albums er hverken relaterbare eller opfindsomme – de er beskeder fra helvede. Som et af de mest berømte nulevende mennesker fremstiller han sig selv som eksisterende i en ophøjet verden: En Michael Corleone, isoleret i sin palæ, magtfuld og paranoid, mens han klamrer sig til sit stadig mere skrøbelige imperium.”

Mens flere afrikanske lande kæmper med underernæring, fodres danske grise med så mange proteinrige sojabønner, at dansk landbrug forbruger mere protein, end det producerer til verden. Det forklarer Den Dyriske Time-biolog Alexander Holm i Altinget: “Noget så bizart bør få enhver til at fremstamme et Lars Aagaardsk ‘what the fuck?’ (…) Der er magtforskere, der kalder landbrugslobbyens magt for et demokratisk problem. Med de nye tal fra Klimarådet in mente, vil jeg også kalde det superanimalske danske landbrug et problem for den globale fødevaresikkerhed.”

Én gang om måneden inviterer Føljeton en gæst til at komme med sine bud på det bedste derude. I dag har vi besøg af kunstner og forfatter Emma Rosenzweig, der er aktuel med romanen Jeg giver alt væk.

Den amerikanske filminstruktør Gus Van Sant er måske bedst kendt for sin ikoniske film My Own Private Ivanhoe, Good Will Hunting og Elephant, men da jeg for nylig så hans bidrag til 2. sæson af HBO Max-serien Feud, var jeg bjergtaget. Her portrætterer Van Sant nemlig noget hidtil uset – velhavende kvinder i 60’ernes New York og deres forhold til og besættelse af deres homoseksuelle ven, forfatteren Truman Capote. Det er rørende, sjovt og utroligt opløftende at se de kvindelige skuespillere (Naomi Watts, Chloë Sevigny og Calista Flockhart) alle godt over de 40 år, få lov at spille røven ud af bukserne. Og så er det et interessant portræt af et New York, som ikke eksisterer længere. Breakfast at Tiffanys møder The White Lotus.

Jeg har i flere år haft Rummets poetik liggende på mit skrivebord, og selvom jeg allerede har læst den, lader jeg den ligge fremme, for jeg kan altid åbne den og bruge noget fra den, på den ene eller anden måde. Det er både konkret i forhold til mit arbejde og mere abstrakt i forhold til mit privatliv, men der er altid noget at hente i den bog. Fænomenologien og Gaston Bachelards billeder og forklaringer af de fantasier, vi tillægger huse, døre og møbler, føles uudtømmelige.

Jeg hører altid Genstart. Hver dag. Jeg har svært ved at forstå, hvordan så komplekse emner kan koges ned til 25 minutter. Det kan give anledning til at lære mere om emnet, og det synes jeg er fantastisk. Jeg har lige hørt afsnittet ‘Forbudte stemmer‘, hvor Zara Wali fortæller om sin mor og mormor og Afghanistan, hvorfra hun flygtede som 2-årig, og hvor Taleban netop har indført en lov, der forbyder kvinder at tale og synge i det offentlige rum. Det var som sædvanligt tankevækkende og vedkommende.

Jeg hører også Jewish Currents’ podcast ‘On the Nose‘, som jeg synes er en virkelig vigtig og nuanceret platform, der fx formår at belyse krigen i Gaza fra nogle vinkler, som jeg ikke ser så mange andre steder.

Jeg laver en gigantisk portion hjemmelavet harissa en gang om måneden, for min ældste søn elsker stærke ting. Det dufter godt, men det er et helvede at stå med alle de chilier, jeg sveder, hoster og bliver nærmest svimmel af at stå og pille kernerne ud. Det kan faktisk virke lidt som en djævleuddrivelse, og det er også tiltrængt i ny og næ. Til gengæld kan harissa bruges i næsten alt; omeletter, på ostemadder og i supper. Om fredagen bager jeg flettede challah-brød, og jeg finder de fleste opskrifter på The New York Times’ madside, som jeg kan forsvinde fuldstændigt ind i, fordi de har så mange lækre ting.

I juni indgik regeringen den grønne trepartsaftale, som bl.a. skal sikre mere vild dansk natur i form af flere skove. Videnskab.dk har passende spurgt forskere på området, om de tror, at aftalen kan indfri målsætningen. Lektor ved Institut for Biodiversitet på Københavns Universitet Jacob Heilmann-Clausen er i tvivl: “Det er jo en pakke, der bliver solgt som et kæmpe fremskridt for naturen, men dens primære formål er at mindske udledning af kvælstof og CO2. […] Dermed vil hensynet til naturværdier formodentlig rangere lavest, så placeringen bliver næppe optimal for naturen. Og det passer jo dårligt sammen med, at aftalen bliver solgt med naturhensyn.”

Debatten om generativ KI er omgærdet af myter, der tjener virksomheder, som har en økonomisk interesse i at sælge KI-produkter. Det forklarer forskeren og kunstneren Eryk Salvaggio i en lang, men læseværdig artikel i Tech Policy Press. Idéen om, at chatbots gør os mere produktive, hviler ifølge skribenten fx på en myte om, at alt vores arbejde kun handler om slutproduktet: “Vigtigheden og værdien af at tænke på vores arbejde, og hvorfor vi gør det, bliver fejet væk som en distraktion. Målet med at skrive – ifølge myten – er at udfylde en side frem for den tankeproces, som den færdige side repræsenterer.”

Da Marie Bjerre (V) skulle overdrage tjansen som ligestillingsminister til Magnus Heunicke (S), gav hun ham bl.a. Barbar (Tavshedens objekt) af digter Amina Elmi. Måden, det skete på, er Elmi dog langt fra tilfreds med. I Politiken forklarer hun hvorfor: “Og til Marie Bjerre og Magnus Heunicke: Jeg forventer ikke, at I læser min digtsamling, selv om I kunne have godt af at læse den. Det tror jeg. Jeg forventer faktisk ingenting. Men hvis nu I vil redde muslimske kvinder fra social kontrol, så må I hjertens gerne sende mig et dansk pas. Så er jeg da reddet fra den sociale og juridiske kontrol, der hersker i dette kongerige.”

Det er nok kun erklærede trumpister, der vil beskrive Donald Trumps sprog som beautiful. Til gengæld er han selv vild med ordet. Journalisten Anusher Mathur har i Politico lavet en liste med 50 forskellige ting, som Trump med tiden har kaldt smukke. Listen indeholder bl.a sprogblomster som “Belgium is a beautiful city” og “If I took this shirt off, you’d see a beautiful, beautiful person.”

Fredag i sidste uge fremhævede chefredaktør på Dagbladet Information Rune Lykkeberg ‘The Ben Shapiro Show’ som den bedste konservative, politiske podcast i USA: Et par af os her på Føljetons redaktion er mildest talt skeptiske over for anbefalingen af Shapiro, som engang stormede ud af et interview, fordi han blev udfordret på sin støtte til lovgivning mod fri abort. Vi bifalder dog opfordringen til at orientere sig bredt i det polariserede amerikanske mediebillede. Fx kan man lytte til dette afsnit af den konservative, men Trump-kritiske, The Bulwark Podcast, hvor tidligere Trump-rådgiver Tim Miller og den politiske kommentator Margaret Hoover diskuterer Kamala Harris’ første interview som præsidentkandidat – helt uden at råbe.

Som nyuddannet humanist tog Asta-Maja Njor Boisen til karrierevejledning og blev henvist til en robot. I Akademikerbladet fortæller hun om den mærkværdige oplevelse og argumenterer imod den blinde tro på, at kunstig intelligens uproblematisk kan overtage humanistiske hverv: “Google Translate kunne aldrig være blevet til noget uden oversættelser og menneskeligt fodarbejde lavet af tosprogede sprogkyndige, der kunne øve algoritmen. Og ej heller kan sådanne oversættelsesværktøjer udvikle sig i fremtiden uden hjælp fra mennesker med sproglig viden, for sproget er jo ikke en konstant, men i evig udvikling sammen med os.”