Man har altid skullet tage det, der står på internettet, med et gran salt. Hvis der er nogen, som virkelig er obs på det, må det være Wikipedias ukuelige hær af frivillige redaktører, som nøjsomt går alle rettelser i onlineencyklopædien efter med en digital tættekam. Et utaknemmeligt arbejde, de om muligt har fået endnu mere travlt med efter ChatGPT’s indmarch. Så meget desto bedre grund er der måske til at dyrke den her Wikipedia-field guide med fyldige tips til at fange KI-genereret indhold. Særligt hvis man husker, sådan som guiden understreger, at den “består af observationer, ikke regler”.

+ ‘Folk er begyndt at tale som ChatGPT‘.

Afrika er ramt af en omfattende gældskrise, som er svær at få greb om: Som Afrika-podcasten Syd for Sahara (der drives meget kompetent af Føljeton-ven og tidligere Sportshjerne-skribent Oscar Rothstein) forklarer, bruger hele 32 pct. af de afrikanske lande flere penge på gældsafbetalinger end på deres egne sundhedsvæsener. Så hvordan kommer man videre derfra? Spændende lytning om et kostbart – og tragisk – problem.

Selvhjælpsbøger: Den ultimative lufthavnslekture, som selv med talrige intetsigende floskler siger overraskende meget om den tid, vi lever i. Noget kunne eksempelvis tyde på – sådan som The New York Times påpeger – at det aktuelle bestsellerudvalg (og dermed samfundets herskende præference pt.) er til den røvhulsagtige side: “Det råd, der synes at være fremherskende i 2025, er faktisk dette: Det er okay at være lidt af en idiot.”

“I løbet af nogle måneder blev min mor mere og mere betaget af sin nye KI-læge. ‘DeepSeek er mere human’, sagde min mor til mig i maj. ‘Læger er mere som maskiner’”. Med udgangspunkt i sin mors oplevelser fortæller Rest of World-journalist Viola Zhou, hvordan sundhedssystemer henover hele verden er ved at blive overhalet indenom af hallucinerende chatbots, som dårligt kan overholde den hippokratiske lægeed, men til gengæld er fulde af gode (og potentielt sundhedsfarlige) råd – helt uden tidsbestilling.

Mange kommuner opbevarer borgeres data på amerikanske cloudløsninger – løsninger, som fra den ene dag til den anden risikerer at blive gjort ulovlige, hvilket Datatilsynet faktisk har advaret om siden 2020. Alligevel kan Akademikerbladet kortlægge, at hele 74 kommuner slet ikke har nogen exitplan, hvis de pludselig tvinges til at droppe Microsoft og tilsvarende amerikanske udbydere. Noget Jacob Herbst, formand for regeringens Cybersikkerhedsråd og partner i cybersikkerhedsfirmaet Dubex, mildest talt ikke er imponeret over: “Alle de her forskellige forklaringer viser jo, at kommunerne er i lommerne på de store teknologiselskaber, og der er ingen nem vej ud.”

+ POV: “Europa er fanget i Trumps digitale jerngreb”.

Mangler man et godt bevis på den amerikanske middelklasses erosion, behøver man blot at se mod Disney World i Florida: Den ikoniske forlystelsespark, som engang var inkarnationen af den inkluderende, ‘all-American’ ferieoplevelse, men som de færreste amerikanere i dag har råd til at besøge. Snarere fungerer Disney World nu som et prima eksempel på senkapitalismens ubarmhjertige forfordeling, fyldt som parken er med eksklusive tilkøbsmuligheder og timelange strafkøer til fattige fedtmuler. Daniel Currell (som minsandten er managementkonsulent) forklarer i The New York Times, hvordan Disney taktisk indretter sig efter de allerrigeste – og tjener styrtende på det.

Den indiske forfatter og aktivist Arundhati Roy – hende med De små tings gud – er aktuel med sine memoirer, hvor moren, der lyder ret anstrengende, spiller en stor rolle. Men de taler ikke kun om hende. “What does it mean when you are applauded, when your heart belongs in the whole world?” siger Roy.

Interesseret i kærlighed? Blevet dumpet? Scoret? Har du selv fritstillet andre? Er du ung, midaldrende, gammel? Så kom til Folkehuset Absalon på tirsdag d. 9. september, hvor Føljetons Oliver Stilling interviewer digteren Kristen Bjørnkjær, nu 81, om hans næsten 50 år gamle banger af en tidløs digtsamling, Kærestesorg. Stilling og Bjørnkjær lavede en generalprøve i Stubbekøbing før sommeren, og den bragte publikum gennem hele følelsesregistret på det lokale bibliotek. Dudu Tepe er med på scenen i Absalon, hvor hun vil øse af sine erfaringer med kærestesorg og kærestesorggrupper. Find billetter til ‘Kærestesorg genbesøgt’ her.

Det er svært at komme i tanke om to mere ulækre og infame israelske politikere end minister for national sikkerhed Itamar Ben-Gvir og finansminister Bezalel Smotrich, og man kan kun bede til (for at blive i det ultrareligiøse), at de begge ender bag lås og slå. Informations Niklas Hesssel har skrevet et læseværdigt portræt af Smotrich. Man bliver jo nødt til at vide, hvad de her mennesker er rundet af.

“Af alle YBA’erne (Young British Artists) fra 1990’erne – herunder opkomlinge som Damien Hirst og Tracey Emin, der provokerede kunstverdenen med døde dyr og uredte senge – er det Jenny Saville, der har skrevet sig mest ind i kunsthistorien. Det er også Saville, der mest overbevisende kan hævde at være Storbritanniens største nulevende maler siden Lucian Freuds død (undskyld, David Hockney). Kunstnerens fremragende tegnekundskaber, der er præget af hendes interesse for og forståelse af de gamle mestre, kombineres med en malerisk teknik, der udnytter dens plasticitet til fulde.” Kunstmediet Hyperallergic har besøgt den aktuelle Jenny Saville-udstilling ved National Portrait Gallery i London (og er mildest talt begejstret).

Behøver man et godt bevis på, at Netflix har vulgariseret filmmediet, smadret hele industrien og iført selve fortælleglæden en algoritmisk spændetrøje, behøver man blot se på The Electric State: En dybt ligegyldig omgang science-fiction med Millie Bobby Brown og Chris Pratt i hovedrollerne, som for længst er forsvundet ned i streaminggigantens sorte hul af egenproducerede titler, ingen vil huske at have set. Filmen – som virkede kynisk konstrueret i et sterilt Netflix-laboratorium – var nemlig den 14. dyreste nogensinde. Og dermed endnu et bevis på, at Netflix bruger uanede ressourcer på at producere det mest generiske sjask. The Guardian spørger oplagt: Hvad har algoritmen gjort ved vores film?

“Men gå dig en tur gennem en af vores større byer, gå en tur ad Nørrebrogade for eksempel, og tæl engang, hvor mange slikbutikker du passerer. Det er Haribo-hedonisme for fuld udblæsning, regulære børneuniverser – lysende i lyserøde farver og duftende af kemisk sødme – hvor man dagligt kan se granvoksne mennesker stå, tøvende og alvorlige, over lakridsbånd og pinocchiokugler. Hvor man kan betragte en ung mand komme en håndfuld mini-Mars i posen, skyndsomt, som gik det ud på at handle, før man fortryder det. Danskerne køber dobbelt så meget slik som amerikanerne. Og det kan ses.” Zetland skriver zetlandsk om den danske slik-mani.

En af tidens hotteste – og mest betændte – litterære debatter omhandler Ocean Vuong, som fik sit store gennembrud med romanen On Earth We’re Briefly Gorgeous tilbage i 2019. Nu er opfølgeren, Emperor of Gladness, så udkommet, men hyldestkoret pludselig forstummet. Efter en sønderlemmende anmeldelse i London Review of Books (der nok mest var et karaktermord), er mange nemlig begyndt at spørge, om begejstringen for Vuong reelt var et tilfælde af massepsykose. I nyhedsbrevet Woman of Letters maner forfatter Naomi Kanakia dog til besindighed: Helt så dårlig er Emperor of Gladness altså heller ikke – men On Earth We’re Briefly Gorgeous er stadig overvurderet.

Et indlæg i Politiken af en, der afbrød sit ph.d.-studium i København for at flytte tilbage til Lolland. Bare en påmindelse om, at det kan man godt.

Bjarne Corydon-forløbet kort fortalt. Berlingske bringer i weekenden en artikel (betalingsmur) om, at Corydon, DR’s nye generaldirektør, som er blevet ansat af en bestyrelsesformand, der også sidder i bestyrelsen for våbenfabrikanten Terma A/S, har hyret konsulentbureauet Boston Consulting Group til at lave sit arbejde. Det nævner Føljetons chefredaktør David Dragsted i en leder tirsdag. Carsten Jensen ser lederen og skriver et opslag på Facebook om, at BCG har været aktiv på den forkerte side i Gaza. Opslaget bliver delt 3.000 gange. Journalist Sara Bovin følger op på diverse sociale medier. Torsdag meddeler Corydon så, at BCG er blevet droppet som samarbejdspartner – med en søgt henvisning til “sikkerheden” for DR’s medarbejdere i Mellemøsten. Ja, det er i det store hele det. Nu er der så kommet fokus på bestyrelsesformandens forbindelser til våbenindustrien.

Fed tekst i Washington Post af en skolelærer: ‘Mine elever brød sig ikke om at læse bøger. Jeg fandt en uventet løsning’.

Den amerikanske stat har købt 10 pct. af chipproducenten Intel. Umiddelbart virker det som et lidt overraskende træk fra en regering, som ellers står fast på privatiseringens glæder. Så hvad er bagtanken? Ovre hos The New Republic forklarer journalist Timothy Noah meget godt, hvorfor så mange påfund i Det Hvide Hus mest har at gøre med at berige Donald Trump helt personligt. Ligesom han understreger, at Intel-investeringen mere er fascistisk end socialistisk.

“Jeg vil ikke pakke det ind: Stockholm er fantastisk, det er København ikke. ‘Men Noma!’ råber du til mig. ‘Men moden!’ klager du – og jeg forstår det godt: Der er masser af propaganda, der fylder den (hvide) fantasi om byen. Der er meget at uddybe her, især at ‘Cope’ føltes som Get Out, at der var en meget hvid og meget heteroseksuel energi i denne lille by, der er kvælende dyr, men alligevel på en eller anden måde overdimensioneret i outsiderens fantasi, konstant øverst på lister, der nærer fjerne (hvide, amerikanske) fantasier om ‘det bedste sted nogensinde’.” Nyhedsbrevet The Trend Report har besøgt Danmarks hovedstad og er virkelig ikke imponeret.

Donald Trump er i fuld gang med at nedsable klimaforskningen i USA. Hele 800 medarbejdere er blevet skåret væk i NOAA, den amerikanske pendant til DMI, ligesom to NASA-missioner, der har til opgave at overvåge drivhusgasser, nu står til at lukke. Som tidligere Føljeton-praktikant Xenia Sofie Heiberg Heurlin afdækker ovre hos Mandag Morgen, har udviklingen nu fået DMI til at kaste sig ud i en omgang guerilla archiving og downloade amerikansk historisk klimadata til egne servere. For som afdelingschef Adrian Lema forklarer, kan backuppen blive vital: “Adgangen til gode vejr- og klimadata kan jo i sidste ende redde menneskeliv.”

Nogle steder i verden sulter mennesker og mangler rent drikkevand. Andre steder bruger mennesker 19 britiske pund – altså omkring 165 kr. – på en flaske mineralvand fra den portugisiske spaby Vidago. The Guardian fortæller om den nyeste restauranttrend: Hundedyre vandmenuer som alternativ til vin. Man har også fået den halvt danske “vandsommelier” Doran Binder til at forklare galskaben: “Vand er en smuk ting, og jeg vil bare gerne have, at folk eksperimenterer med det, og nyder det på en måde, de aldrig har gjort før.”

“Microsofts CEO Satya Nadella erkendte for nylig, at trods virksomhedens enorme investeringer i OpenAI og andre generative AI-projekter, er der endnu ikke sket nogen målbar stigning i produktivitetsvæksten. Han formulerede det egentlige benchmark ganske enkelt: Hvis generativ AI var transformativ, ville vi allerede se en hurtigere vækst i verdensøkonomien. I stedet er der kun få tegn på en sådan acceleration.” Aaron Benanav, forfatter til bogen Automation and the Future of Work, beskriver fyldigt ovre hos forlaget Verso, hvorfor kunstig intelligens næppe bliver helt så arbejdsfrigørende, som tech-evangelisterne ellers går og håber.

“Det tragiske er, at mange af de sygdomme, der har størst sandsynlighed for at dræbe mænd, også er dem, som lægevidenskaben allerede ved, hvordan man kan forebygge. Mens prostatakræft er blevet symbolet på mænds sundhedsproblemer, er det faktisk lungekræft – der oftest skyldes rygning – der tager næsten dobbelt så mange mænds liv. Mænd ryger mere end kvinder, og hvis de gik regelmæssigt til deres praktiserende læge, tyder forskning på, at deres chancer for at holde op med at ryge gennem rådgivning og medicinering kunne fordobles.” The New York Times Magazine dykker ned i et af de klassiske mysterier: Mænds fatale lægefrygt.

“Jo længere tid jeg har arbejdet med klimakrisen, jo mere bekymret er jeg blevet. Nu hvor jeg nærmer mig min egen død, indser jeg, hvor ubetydelig jeg er som enkeltperson, og hvor ødelæggende klimaforandringerne vil være for millioner, hvis ikke milliarder af mennesker, hvoraf mange endnu ikke engang er født,” skriver klimadiplomat Peter Betts, der døde i 2023, i The Guardian. Han har deltaget i utallige klimaforhandlinger og deler (posthumt) sine erfaringer med at nå til (u)enighed.

“For længst har man i dansk lovgivning besluttet at skelne mellem vestlige og ikkevestlige indvandrere og flygtninge. De ikkevestlige giver flere problemer.  Og nu siges det så officielt, at palæstinenserne som sådan giver så store problemer, at den danske regering hellere afviser bønner om at redde børns liv via evakuering og lægebehandling, end den udsætter sig for, at der kommer flere palæstinensere til Danmark. Hvis ikke danskere med palæstinensisk baggrund allerede følte sig udhængte og marginaliserede, må de i hvert fald gøre det nu. Hvis integrationen i forvejen er vanskelig, bliver den det givetvis endnu mere nu.” Den nu 83-årige journalist og tidligere Information-chefredaktør Knud Vilby har ordet. Han ved, hvad han taler om.

Jamen, alene overskriften gør en glad: ‘Børnene er aldrig problemet, siger skoleforskeren. Og lærere skal gøre sig fortjent til at have autoritet over dem’. Skoleforskeren hedder Louise Klinge, og hun siger i Zetland: “Altså når Tesfaye siger, at formålet er, at [børnene] skal indrette sig. Altså, undskyld mig, er det formålet med skolen? Hvad er det for nogle borgere, vi vil have? De skal da ikke indrette sig, de skal sgu da være superkritiske og sætte spørgsmålstegn ved de der autoriteter, som ofte tager fejl.”

Kort portræt i The Guardian af den 33-årige palæstinensiske journalist Mariam Abu Dagga, som blev dræbt ved den israelske hærs double-tap-bombeangreb på al-Nasser-hospitalet forleden.

+ Det israelske magasin +972 har en artikel om, hvordan Israel nærmest har forfinet benægtelsen af at have begået krigsforbrydelser og grusomheder til en kunstform.

Den russisk-amerikanske journalist M. Gessen er i Kharkiv, og det er altid spændende at se, hvad de skriver i The New York Times. Her er det fortællingen om en ung korporal i den ukrainske hær, som indtil for et par år siden var et “vidunderbarn” i russisk oppositionsjournalistik. Nu arbejder Peter Ruzavin i en droneenhed.

Flere steder i Europa klatrede temperaturen op på den gode side af 40 grader henover sommeren. I sådan en varme er gode køleråd dyre, men gudskelov kommer professor i middelalderhistorie James Clark de hederamte til undsætning med fortidens løsninger. The Conversation bringer Clarks lille guide med råd til sommervarmen. For at klare den som et rigtigt middelaldermenneske skal du bare iklæde dig en svensk Lappvattnett-hat, svømme en tur “ligesom sommerens kakerlak” og forlade det trykkende byliv til fordel for det kølige landliv. Måske bliver middelaldersommer det næste store hit?

Hvad er det nu lige, der står i FN’s folkedrabskonvention? Det forklarer de to forskere Astrid Kjeldgaard-Pedersen og Marc Schack, begge med speciale i folkeret, i fjerde del af artikelserien ‘Er det et folkedrab?’ hos Videnskab.dk. De skriver forfriskende tydeligt, at Danmark “klart” har en folkeretlig forpligtelse til at handle over for Israel og forhindre folkedrab: “Hvad vi helt konkret skal gøre, er derimod mere usikkert. Men Danmarks fortsatte indirekte våbeneksport til Israel i regi af F-35-programmet forekommer som et oplagt sted at starte.”

+ 13 danske ngo’er: ‘Regeringen må handle på advarsler om folkedrab i Gaza‘.

“Ypis skildring af sin kommunistiske barndom, hvor hun ikke uvidende om statens undertrykkelses grufuldheder, blev af nogle opfattet som idealiseret, endda nostalgisk, et indtryk der blev forstærket af hendes kritik af det postkommunistiske kaos. Det sværeste af det hele var, at mange af hendes egne familiemedlemmer blev uvenner med hende på grund af bogen, fordi de følte, at den bagatelliserede deres fængslede slægtninges lidelser.” Albanske Lea Ypi, professor i politisk teori, der for nogle år siden skrev bogen Free, er nu aktuel med opfølgeren Indignity. Interview i The Times.

+ Føljeton-interview med Lea Ypi (2022).

Dygtige mennesker hos Reuters har lavet en rystende og velfortalt gennemgang af 57 migranters rejse i en overfyldt gummibåd fra Libyen med kurs mod den italienske ø Lampedusa. Sidste år døde eller forsvandt mindst 3.812 personer på rejsen mod Europa, og artiklen tager fat på, hvordan selve turen både er blevet farligere, og redningsarbejdet gjort vanskeligere for de NGO’er, der arbejder med at komme folk til undsætning i Middelhavet.

+ Den irske journalist Sally Hayden har skrevet den barske, men vigtige bog “My Fourth Time, We Drowned” om migranters forfærdelige oplevelser i Libyen.

Om forbrugerne vil det eller ej, har de bare at vænne sig til at få stoppet kunstig intelligens ned i halsen, for det har techgiganterne bestemt er en skæppeskøn idé. Eksempelvis har Microsoft af uransagelige årsager valgt at inkorporere en sprogmodel (som ikke kan regne) i Excel (hvor tal er alt). Defector har en herligt sarkastisk nedsabling af det futile projekt: ‘Det krævede mange år og milliarder af dollars, men Microsoft har endelig opfundet en lommeregner, som sommetider tager fejl’.

Indtil for ikke så længe siden var Kanelbutikkerne nærmest uopdrivelig. Men nu er den polske forfatter Bruno Schulz’ mesterværk fra 1934 blevet nyoversat – og sikke en oversættelse. Oversætterne Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad er Nanna Mogensens gæster i Skønlitteratur på P1 – og sikke 56 minutter.

+ Tjek også for en god ordens skyld den israelske forfatter David Grossmans artikel om Bruno Schulz i The New Yorker fra 2009 (ja, det var Grossman, som tidligere på måneden erkendte, at hans land begår folkemord).

Prisen på hakket oksekød er tidens varmeste kartoffel. Populistpartierne er i oprør, statsminister Mette Frederiksen har lovet at se på sagen, og overalt skriger folk (åbenbart) efter billigere hakkedrenge. Forargelsen er stor, og forvirringen over, hvad der har fået prisen til at stige med over 73 pct. på fem år, tilsyneladende endnu større. TjekDet har undersøgt sagen, og svaret er bl.a. mindre kvægbestande og en stigende global efterspørgsel, særligt fra Kina. Én ting er dog sikker: Det er ikke mindst landmændene, der nyder godt af udviklingen: “Landmændene er glade for de høje priser lige nu. De kan bare følge markedet og få markedsprisen.”

‘Først i hovedet. Så i maven. Til sidst i skridtet. Israelske snigskytter bruger børn som levende skydeskiver i Gaza’. Krigskorrespondent Nagieb Khaja om den overvældende dokumentation for Israels drab på civile. I Altinget.

+ Et tip for dig, der stadig er på Facebook: følg Poyâ Pâkzâd og læs hans næsten daglige opdateringer om situationen i Gaza.

++ Israels drab på civile er helt uproportionale i forhold til antallet af kombattanter, viser det israelske militærs egne tal. Artikel i +972.

Instagram, TikTok og alle de andre sociale medier skvulper over med KI-sjask. Men hvem er det lige, der uploader den ubrugelige strøm af indhold? Washington Post har talt med nogle af de mennesker, som tjener på sjaskeriet – og det er omtrent lige så deprimerende, som man kunne forestille sig: “Adele, en studerende fra Florida, delte et screenshot fra sin TikTok-konto, som viste, at hun havde tjent 886 dollars inden for fire dage på en KI-video, der viser en falsk influencer, der spiser frugt lavet af glas […] ‘Jeg har set mange af mine venner, som har virkelig svært ved at få et job, selv med deres uddannelser’, sagde hun. ‘Det her er fremtiden’.”