Weekend den 28. november

Ugens Føljeton

 

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

God og dårlig mediekultur

Mavefornemmelser kan være så ulideligt forførende, at man helt glemmer at forholde sig til den kedelige og leverpostejfarvede virkelighed. Tag bare debatten om manglen på handlekraftige “store stærke mænd” i det offentlige rum – en debat som influencer og Den store bagedyst-vinder Annemette Voss fik kickstartet på Instagram tidligere på ugen. Humlen var, at Voss havde […]

Det bedste vi har set

Venstrefløjen i opløsning

“København gik til venstre. Danmark gik til højre. Og det bør være rystende læsning for enhver, der stadig tror, at venstrefløjen står stærkt nationalt. For uden Socialdemokratiet er venstrefløjen i realiteten ikke andet end København,” skriver Peter Bitsch Hjortshøj i Altinget: “Det kan godt være, at tre ud af ti københavnere angav, at Gaza havde betydning for deres kryds til kommunalvalget, men faktum er, at venstrefløjen efter valget må nøjes med omtrent tre borgmestre per ti kommuner i Danmark. Det er ikke bare et kuriosum. Det er krisens kerne.”

Grebet ud af den blå luft

Ekstra Bladet er ikke så rædselsfuld som den “borgerlige tabloid” B.T., men frokostavisen fra JP/Politikens Hus er økonomisk presset og konstant et mulehår fra at være totalt ubrugelig. Forleden udgav den en artikel med udokumenteret påstande om, at Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted deltog i et voldeligt overfald på en kvindelig politielev i 1988. Steffen Groth piller det hele fra hinanden som pure opspind i en artikel i POV. Og hvem er Groth så? Tja, som en skrev på Facebook, så måtte vi opfinde ham, hvis han ikke allerede fandtes.

Hvor forsvandt naturisterne hen?

Det er sgu så konformt at have tøj på. Så hellere helt nøgen. Hvis man har set én penis i halvslap tilstand, har man set dem alle, ikke sandt? Huck Magazine har en udmærket artikel om, hvad der blev af alle nudisterne. Obs: Gode, pikante billeder.

Jan-Werner er tilbage

Er det ikke ved at være nogen tid siden, at vi har henvist til den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller? Nu er han på spil i London Review of Books med en tekst, som omtaler den amerikanske jurist Adrian Vermeule 34 gange. Den 57-årige Vermeule er katolsk konvertit og fortaler for begrebet integrisme – en yderligtgående traditionalisme. Og som Müller skriver, udviklede Vermeule som akademiker på Harvard University sig til et wunderkind inden for “administrativ lov og skrev en række vigtige og overordentligt tørre forsvar for et magtfuldt statsligt bureaukrati”, som har vist sig handy under den “globale krig mod terror”.

Den billigste form for smiger

“Det er muligvis det ældste erhverv. Men aldrig før har der været så mange rige mennesker, der har krævet smiger.” Financial Times om de uoprigtige komplimenters økonomi. Det her er for eksempel ret sjovt: “Brooke Harrington skriver i Capital without Borders, hendes studie af formueforvaltere og deres relationer til de superrige, at nogle praktiserende endda er til stede ved deres kunders dødsleje. I smigerjobs er menneskelige kompetencer normalt vigtigere end tekniske.”

Bagsiden af Bengaluru

Arbejdetsmiljøet er dårligt i Indiens techcentrum Bengaluru, hvor der bor 12 millioner mennesker, herunder tusinder af ansatte fra blandt andet Google og Microsoft. Folk bliver “kvalt” i forurening, og vejene er “fulde af huller og støv”, siger nogle af de techentreprenører, som AFP har talt med. Den ødelagte infrastruktur skyldes det tempo, techfirmaerne er rykket ind i byen med. “Den sydindiske by har ikke altid været en oversvømmet metropol. Den var engang en del af den tidligere fyrstelige stat Mysore og var kendt som ‘havebyen’ eller et ‘pensionistparadis’.” Det er altså techvirksomhederne, der har “tilstoppet vandvejene, fældet træerne og fyldt vådområderne”, tilføjer økologen Harini Nagendra.

Spisesedlen

Trump siger, at han “permanent vil stoppe” immigration fra “tredjeverdenslande”.

Klimaforandringer kan udvide malariamyggens levesteder, viser nyt studie fra Københavns Universitet.

Guinea-Bissau udnævner generalen Horta N’Tam som midlertidig præsident.

Russiske atleter må igen stille op til judokonkurrencer under eget flag, afgør Det Internationale Judoforbund.

Køge-borgmester Marie Stærke (S) trækker sig fra politik efter kommunalvalgsnederlag.

Højesteret fastholder udvisning af irakisk statsborger, som var psykisk syg og dømt for forsøg på manddrab.

Macron vil oprette frivillig militærtjeneste for 18- og 19-årige.

Nærsynet

Krigsenkernes landsby

Udfordringerne, som de overlevende fra krigen i Kosovo står over for, er en advarsel til andre konflikter.

Et sidste ord

Drømmer du ligesom os om en tid uden ChatGPT? Så kan du faktisk spole tiden tilbage.

Vi ses på mandag!

Torsdag den 27. november

Explaineren

Den anti-humanistiske tidsalder

Gennem ugen har vi talt om “wokes” død, om den store feminisering, postmoderne fascisme og fascistisk æstetik. I dag runder vi af med en undersøgelse af nye former for sexisme og kvindehad samt den voksende anti-humanistiske bølge.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Et slesk og uselvstændigt parti

Den nu 39-årige Venstre-minister Marie Bjerre havde en gylden stund i den offentlige bevidsthed henimod slutningen af 2023. Det var der, hvor partiets formand Troels Lund Poulsen ofrede hende til fordel for erhvervskvinden Mia Wagner i en dum ministerkabale, der skulle få Venstre til at fremstå om muligt endnu federe og med på beatet. På […]

Det bedste vi har set

Jus ad bellum

“Begynder man med nødvendighedsaspektet, kan man stille følgende spørgsmål: Var militær magt virkelig den eneste løsning, eller kunne man ved hjælp af andre midler, for eksempel via diplomati eller gennem sanktioner, have løst den konkrete situation? Og var behovet for selvforsvar virkelig så akut, at man ville miste muligheden for at forsvare sig, hvis ikke man greb til handling nu og her?” Information fortsætter sin fortælling om den internationale retsordens historie med et kig på 1600-tals-juristen Hugo Grotius og spørgsmålet om selvforsvar.

Alternativ techvirkelighed

For nylig havde The New York Times’ techpodcast Hard Fork besøg af Roblox’ adm. direktør David Baszucki. Resultatet var et bizart interview, hvor Baszucki som udgangspunkt nægtede at forholde sig til, hvordan Roblox – den ultrapopulære onlinespilplatform for børn med over 150 mio. månedlige brugere – gang på gang har fejlet hvad angår at beskytte børnene mod scammere og diverse former for grooming. I sit nyhedsbrev samler Hard Fork-medvært Casey Newton op på interviewet med en længere refleksion over, hvordan Baszuckis affejende attitude er symptomatisk for techverdenens stadig mere bekymrende skamløshed.

Verden ifølge Charli

Charli XCX har for nylig startet sit eget Substack-nyhedsbrev og her skrevet om, hvordan det føles at være en popstjerne. Det er – som man måske kunne forvente – ret underholdende læsning: “Alle mine yndlingskunstnere er absolut ikke rollemodeller, og det ønsker jeg heller ikke, at de skal være, men måske er det bare mig. Jeg vil have hedonisme, fare og en fornemmelse af anti-establishment hos mine kunstnere, fordi jeg, da jeg var yngre, ønskede at flygte gennem dem. Jeg er ligeglad med, om de fortæller sandheden eller lyver, spiller en rolle, antager en persona eller finder på hele scenarier og verdener. For mig er det pointen, det er dramaet, det er det sjove, det er FANTASIEN.”

Spisesedlen

USA’s immigrationskontor stopper behandling af alle ansøgninger fra afghanske statsborgere efter skyderi i Washington DC.

Perus tidligere præsident Martin Vizcarra idømt 14 års fængsel for korruption.

Soldater i Guinea-Bissau siger på stats-tv, at de har taget magten i landet og afsat præsidenten.

Det Nationale Sorgcenter tilbyder nu gratis psykologhjælp til voksne i Region Nordjylland, som har mistet et nært familiemedlem.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil have penge afsat i det kommende medieforlig til at undersøge, om DR’s journalistik har en politisk slagside.

Politiet i Hongkong skyder skylden på usikre stilladser efter stor brand i boligblokke.

Regeringen afsætter 125-130 mio. kr. til den danske Måne-mission Máni.

Nærsynet

Socialdemokratiske valgtømmermænd

Presset stiger øjensynligt på statsminister Mette Frederiksen (S) efter Socialdemokratiets katastrofevalg. Meget atypisk for det normalt så topstyrede parti, er flere utilfredse byrødder i baglandet i hvert fald begyndt at tale højt om et muligt formandsskifte. Over hele landet fortæller socialdemokratiske byrådsmedlemmer til DR, at Mette Frederiksen bør tage konsekvensen af valgnederlaget og trække sig […]

Et sidste ord

Kan du blive statsborger?

Ses i morgen!

Onsdag den 26. november

Explaineren

Hotness über alles

I går handlede det om postmoderne fascisme. Det gør det også i dag. Vi kigger nærmere på KI-slop, fascistisk æstetik, og hvad sex har at gøre med det hele.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Don Bacon til undsætning

Er Trump ved at forære Ukraine til Putin? Det kætterske spørgsmål kommer nu ikke fra kritikerne i Europa – men inde fra selve Trumpland. På den amerikanske højrefløj er flere begyndt at lugte lunten, og flere markante skikkelser begynder at undre sig over, hvad USA reelt har gang i med de mystiske forhandlinger med Rusland. […]

Det bedste vi har set

Dannelse for alle danskere

“Muslimer har også været for dovne. Men igen, jeg savner det der med ‘vi’. Jeg savner et ‘vi’, der er et fælles dannelsesprojekt, hvor vi taler om, at vi har en udfordring. Når man siger, at det skal være utåleligt at leve islamisk i Danmark, så er det jo ikke kun dem, der er et problem, vi taler om. Så er det samtlige 100 procent, vi taler om. Det er medspillere, man gør til modspillere.” I anledning af den glohede remigrations-debat har Zetland et ret læseværdigt interview med den muslimske friskoleleder Allaa Al-Naqach.

Men hvilken englehud?

Bedst som man tror, at skønhedsindustrien snart ikke kan finde på flere vanvittige trends, kommer den opstrammende ansigtstape og rammer ens slappe fjæs. Skuespiller og instruktør Lena Dunham undersøger fænomenet og taper løs på egen krop for Vogue. Hun er ikke ovenud begejstret: “Jeg er ikke klar til at få mit ansigt løftet tilbage på plads på mit ansigt. Det viser sig, at jeg ikke er god til at have min mund tapet fast. Jeg er stram og hængende, rynket og glat, ung og bliver ældre for hver dag. Jeg løser det ikke i aften. Jeg behøver ikke træffe nogen forhastede beslutninger.”

Jul på Avnstrup

Gode folk, herunder forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Føljetons egen Emma Louise Stenholm, har fået stablet et lille indsamlingsinitiativ på benene, så de omkring 100 børn på Udrejsecenter Avnstrup kan få julegaver. For som Marstrand-Jørgensen skriver i et opslag på Facebook (hvor det også fortælles, hvordan man kan støtte): “Mange er der i årevis, nogle en hel barndom. Deres forældre har ingen indtægt og der er ikke råd til andet end det mest basale. Det er en barndom i fattigdom og modgang.
Det er svært for deres forældre, aldrig at kunne vælge og købe en lille julegave til deres børn.”

Spisesedlen

Taiwan øger sit forsvarsbudget med 40 mia. dollars.

Brasiliens tidligere præsident Jair Bolsonaro beordret til at begynde sin 27-år lange fængselsstraf.

Socialdemokratiet vil ændre reglerne for førtidsfolketingspension efter Henrik Sass-sag.

Indonesiens hovedstad Jakarta er nu verdens største by med over 40 mio. indbyggere, efterfulgt af Dhaka i Bangladesh.

Formuerne hos Danmarks 100 rigeste er blevet 15 mia. kr. mindre det seneste år.

Antallet af klamydiatilfælde i Danmark er på det laveste niveau i 10 år.

Danmarksdemokraterne springer fra konstitueringsaftale i Odsherred Kommune.

Nærsynet

Romantik i EU

Godt nok er det ikke ensbetydende med, at EU’s medlemslande nu skal legalisere ægteskaber mellem personer af samme køn (den bliver stadig svær i bl.a. Ungarn), men tirsdag kom der alligevel et mindre gennembrud for LGBTQIA+-rettigheder i unionen. EU-Domstolen i Luxembourg har nemlig afgjort, at EU’s medlemslande fremover skal anerkende samkønnede ægteskaber, som er indgået […]

Et sidste ord

Nogle hjemmearbejdsdage er mere produktive end andre.

Vi knokles ved!

Tirsdag den 25. november

Den postmoderne fascismes konstante farce

I gårsdagens afsnit talte vi om den amerikanske lingvist George Lakoffs politiske metaforer. Tilbage i 1995 beskrev han konservatismen som baseret på den “strikse far”. I dag skal vi se nærmere på en af det 20. århundredes største faderskikkelser: Adolf Hitler.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Kvalt i lutherskhed (og CO2)

Har vi egentlig talt nok om, at verdens lande i weekenden forseglede menneskehedens skæbne og meget proforma underskrev vores kollektive dødsdom? Jo jo, der har da selvfølgelig også været andre vigtige ting at forholde sig til, såsom kommunalvalgets utallige rævekager og hele måden, hvorpå Ukraine nu bliver smidt under bussen i de igangværende trumpistiske fredsforhandlinger […]

Det bedste vi har set

Flugtkunstnere

“Romantasy-sexscener fungerer ikke som krydrede interludier mellem begivenheder, men som afgørende øjeblikke for verdensopbygning og karakterudvikling – lidt ligesom sang- og dansenumre i musicalteater. Det er under en sexscene (eller rettere en intensiv kærlighedsscene) i Fourth Wing, at man får at vide, at når drager har sex, får de mennesker, som de er knyttet til, også lyst til at have sex med hinanden, nærmest som en slags transitiv egenskab.” Der langes millioner og atter millioner af bøger i romantasy-genren over disken, men den bliver stadig set ned på. God artikel i magasinet The Drift om en eskapistisk litterær genre.

Gartneren og den kunstige intelligens

En amerikansk designer ved navn Frank Chimero holdt et foredrag ved den lille webkonference Kinference i Brooklyn tidligere på efteråret. Emne: ‘Kreativ agens i KI-landskabet’. Yes, det lyder kedeligt, men han har nogle skægge pointer, når han taler om, at man som kreativ bør bruge kunstig intelligens med den samme tilgang, som produceren Brian Eno har til brug af teknologi. Og ikke som produceren Rick Rubin! Eno arbejder “ved siden af” maskinen. “Eno siger ofte, at når han laver musik, så føler han sig som en gartner.” Udskrift af foredraget.

Gusmesterguden

Et pudsigt debatindlæg i Poliken af studerende Minna Mosberg, som måske vil interessere folk der dyrker saunagus. Hun mener, at tidens gusmestre er de samme typer, “der engang stod på klubben og hældte vodka Red Bull ned som vand”. Mosberg erkender, at hun ikke forstår ideen med saunagus.

Spisesedlen

Rapid Support Forces annoncerer tre måneders “humanitær våbenhvile” i Sudan.

Antallet af anmeldte seksualforbrydelser mod børn er på sit højeste i 10 år, viser ny rapport fra Børns Vilkår.

Ørsted har fyret knap 191 danske medarbejdere.

Den kontroversielle organisation The Gaza Humanitarian Foundation stopper uddeling af nødhjælp i Gaza.

Skattevæsnet hemmeligholder størrelsen på ekstraregning for it-systemet til de nye boligskatter.

Novo Nordisk-aktien falder markant efter droppet forsøg med semaglutid som behandling mod Alzheimers.

Statsrevisorerne kritiserer kommunernes integrationsindsats for flygtninge og familiesammenførte.

Nærsynet

Sparsom skattesag

Bedst som DR via retsdokumenter kan fortælle om den hidtil ukendte bagmand Adnan Haider i sagen om udbytteskat – som mellem 2012 og 2015 medførte, at 12,7 mia. kr. blev revet ud af den danske statskasse – står det nu klart, at Skatteministeriet skal fyre over 600 medarbejdere. Ifølge skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), skal afskedigelserne ses […]

Et sidste ord

Hvem ved, måske kan vi snart tale med hvalerne. Om vokalerne.

Ses i morgen!

Mandag den 24. november

Explaineren

Alle vil have en striks far

Hvad blev der egentlig af woke? Og hvorfor er der så mange kvinder på arbejdsmarkedet?

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Ucharmerende – men godt tv

“Kønt er der ikke ret meget af det, der er, men det er vilkårene,” udtalte den radikale Jes Lunde søndag aften til DR. Det var efter, at det tidligere på dagen – hele fem dage efter kommunalvalget – var kommet frem, at han havde kunnet samle mandater nok (16 ud af 31 baseret på Venstre, […]

Det bedste vi har set

Gas og fossil propaganda

“Du bør være bekymret. Men skynd dig også at blive vred. For den fossile propaganda er nået helt ind i hjertet af maskinrummet i dansk klimapolitik. Det er forrykt. Det er forrykt, at Danmarks klimaminister stiller op til fotografering med Patrick Poyanné, CEO for TotalEnergies, der er et af de mest fossilt ekspanderende selskaber i verden og blandt andet planlægger at opføre verdens længste opvarmede råolieledning gennem Uganda og Tanzania.“ Esther Kjeldahl, medstifter af Fossilfri Fremtid, retter i Altinget en bredside med regeringens beslutning om atter at udvinde gas fra Tyrafeltet i Nordsøen.

+ Læs også klimaminister Lars Aagards (M) svar.

Appetit på mere

Hvad blev der egentlig af foodien; personen, som byggede hele sin identitet op om det gode måltid, og på lettere øretæveindbydende vis kunne holde timelange foredrag om fermenteringens og surdejens glæder? Ifølge The Yale Review er den slags person forsvundet, hvilket vi ikke helt ved, om vi køber. Analysen her om en stadig mere smagløs madbehandling er dog stadig interessant: “Problemet handler ikke kun om, at internetæstetik dominerer madkulturen. Det handler snarere om, at madentusiaster bruger denne æstetik til at fjerne kompleksitet og ubehag, hvilket efterlader fødevaresystemerne uantastede og madkulturen overfladisk.”

Husk at støtte dagens sponsor

YouTube flyder over med mere eller mindre rabiate, højreradikale, konservative og Trump-venlige influencere som Joe Rogan, Ben Shapiro, Candace Owens og Megyn Kelly. Og hvor der er mange seere, er der selvfølgelig også endeløse reklamer. Bloomberg har taget et nærmere kig på, hvilke brands de mange influencere sponsoreres af, og hvordan det hænger sammen med den politiske ideologi, de udbreder. Ikke overraskende er det nogle pænt mærkelige reklamer, man støder på i MAGA-verset – eksempelvis for et selverklæret kristenkonservativt mobilselskab eller for antikommunistiske barberskrabere.

Spisesedlen

COP30-klimatopmødet slutter med udvandet aftale uden nye tiltag mod fossile brændstoffer.

Israel dræber højtstående Hizbollah-medlem i angreb på Beirut.

Andelen af værnepligtige kvinder falder markant, viser ny opgørelse.

Den Danske Ordbog får saltvandsindsprøjtning på 10 mio. kr. efter aftale mellem regeringen, SF og De Konservative.

New Zealand vil have udryddet vilde katte inden 2050. Naturbeskyttelsesminister Tama Potaka kalder kattene “stenkolde dræbere”.

Slovensk lov om aktiv dødshjælp nedstemt ved folkeafstemning.

Det amerikanske “effektiviseringsministerie” DOGE er blevet lukket før tid. Effektivt.

Nærsynet

Fred i vor tid?

USA’s præsident Donald Trump forsætter ihærdigt sine forsøg på at mægle en fredsaftale på plads mellem Rusland og Ukraine, som ultimativt lader Ukraine i stikken. Sådan synes det umiddelbare indtryk i hvert fald at være, efter punkterne i Trumps seneste fredsplan i sidste uge blev offentliggjort af flere internationale medier. Heri fremgik det bl.a., at […]

Et sidste ord

Spøg aldrig med pasta.

Pasta la vista, til vi ses i morgen!

Weekend den 21. november

Ugens Føljeton

 

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Labours lånelove

Vi plejede at blive fyldt med stolthed, når vores lille land blev nævnt i udenlandske medier. Ofte fordi det handlede om, hvor lykkelige vi var, eller hvor fantastiske og beboelige byer vi har. Den tid er forbi. Finland har for længst overhalet os som verdens lykkeligste land, og nu krymper vi os over at blive […]

Det bedste vi har set

Mette er et rovdyr

Therese Scavenius fra Grønne Demokrater formulerer i Politiken en knivskarp analyse af statsminister Mette Frederiksen (S). Afsættet er den italiensk-schweiziske forfatter Giuliano Da Empolis bog Rovdyrenes tid: “Accelerationen af paniske tiltag fra Mette Frederiksens regerings side afslører, hvis man betragter den fra advokatens perspektiv, en regering i opløsning. Men i rovdyrenes tidsalder er det en regering, der er resolut og aldrig har haft det bedre. I rovdyrenes optik giver det god mening, at regeringen er gået all in på oprustning.”

”Er det mandag i dag?”

The New York Times har besøgt vores store forfatter Solvej Balle på Ærø. “To get to Aero, the island in the Baltic Sea where the Danish writer Solvej Balle lives, I took a plane, two trains, a ferry and a bus.” Journalisten forsøger vist at få Ærø til at fremstå meget afsides. Men et fly, et par tog, en færge og en bus er da ikke så slemt? Måske hvis man ikke er vant til at rejse uden for Manhattan.

Epsteins indflydelse

Jeffrey Epstein blev kaldt erhvervsmand eller – lidt finere – financier, uden at nogen rigtig vidste, hvad han tjente sine penge på. Senere blev han kaldt børnemishandler, ja, han fik en dom for det: child sex offender. Nu lader det til, at ‘Epstein-dokumenterne’ bliver offentliggjort, så der er nok nogle mænd i netværket, som føler, at nettet begynder at stramme til. The Nation har en god artikel om, at Epstein med sine forbindelser, ikke mindst til Israel, var med til at forme USA’s geopolitik. Læs den og kom lidt på højde med sagen.

Danmark dumper

Har vi talt højt nok om Poyâ Pâkzâds nyhedsbrev Gâzâ Brîef, der udgives her hos Føljeton? Læs gårsdagens udgave, hvor han for brieflæserne forklarer, hvordan Danmark og et overvældende flertal i FN hvert år stemmer ja til det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse. Sådan har det været siden 1988, mens Løkke og de andre siger noget andet, når der går politik i den. Poyâ har tallene og opsummerer: “Det internationale samfund aflægger hvert år sin eksamen i folkeret og består den. For derefter at dumpe faget i praksis.”

En tampon fyldt med bly

“Bly er så giftigt, at det ikke kender nogen nedre eksponeringsgrænse. Det vil sige, at selv små interaktioner kan have skadelig virkning. Særligt over længere tid, da bly ikke udskilles, men lagres i kroppens skelet. At blive udsat for bly over længere tid kan forårsage skader på nervesystemet, de hormonelle balancer, fertilitet og kognition. Derfor bør det fremtidige nationale center for kvinders sundhed, som regeringen just har bebudet at oprette, selvfølgelig ikke blot forske i sygdomme i kvindekroppen, men også i de produkter, som kvindekroppen særskilt anvender.” Tamponer – selv de økologiske – er fyldt med bly og en række skadelige tungmetaller, og det er absurd, at der ikke er nogen der har gjort noget ved det.

The New York Times siger…

Op til borgmestervalget i New York udgav den 174 år gamle avis en række artikler om Zohran Mamdani, man ikke ligefrem kunne kalde neutrale. For eksempel skrev de, at hans bachelorgrad i afrikanske studier var et “uansvarligt værksted for venstreorienteret politisk ortodoksi” og formede hans politiske ståsted. Godt indlæg i Literary Hub om, hvordan man skal passe på, når en skribent vilkårligt og udokumenteret kaster om sig med ord som ‘Kritikere siger’: “Det er ikke svært at komme i tanke om eksempler: ‘Klimaforandringerne bliver stadig mere dødelige, selvom kritikere siger… at det ikke er tilfældet.’ Eller: ‘Israel myrder journalister i Gaza i et historisk hidtil uset omfang, selvom kritikere siger… at det ikke er tilfældet.’ Eller: ‘Transpersoner hævder at være ægte, selvom kritikere siger…”

Spisesedlen

Lolland er nu den eneste kommune, der mangler en borgmester. “Der kommer en aftale nærmere jul,” siger Benny Damgaard, Danmarksdemokraterne.

Israel bomber fortsat Gaza og har ifølge regeringsdokument planer om at beslaglægge store dele af det arkæologiske område Sebastia.

Nye detaljer om Trumps 28 punkts-plan for Ukraine er blevet offentliggjort.

Færøerne ansøger om medlemskab i Verdenshandelsorganisationen (WTO).

EU og Sydafrika indgår aftale om kritiske mineraler.

Mads Duedahl fra Venstre bliver ny formand for Danske Regioner.

Green Mobility underskriver ikke-bindende hensigtserklæring om at købe 2.000 selvkørende biler.

Nærsynet

At mærke jord

Vi er nødt til at mærke jorden, mener forskere, der eksperimenterer på tværs af viden, kunst og arter i forsøget på at skabe jordforbindelser i en tid, hvor landbrugsjorden er i krise.

Et sidste ord

Demokrati er også hårdt.

Rigtig god weekend!

Torsdag den 20. november

Selvransagelsens øjeblik

En god, ond og grusom læsning af det socialdemokratiske katastrofevalg.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Narrespil i Middelfart

Hvis man har rundet de 30 år, er det altid spændende at se, hvordan “de unge” – altså de virkelig unge – reagerer på forskellige hændelser og overraskelser. De skal trods alt være her længere, de repræsenterer fremtiden. Samtidig ved man jo bagklogt, at de unge også en dag bliver ældre end 30 og dermed […]

Det bedste vi har set

Meget på spil

Er du omkring de 30, har du sandsynligvis mange gode minder om Sonys PlayStation 2, om SSX, Tony Hawk, GTA: San Andreas, Fifa, Need for Speed, Sly Cooper og alle de tidsrøvere, som du og dine venner spillede på skift i fritteren, så øjnene til sidst blev lige så firkantede som den ene knap på controlleren. Ser man på Sonys gamle markedsføring for spillekonsollen, var det dog ikke just fordi børn var den primære målgruppe (fyldt som PlayStation 2-reklamerne var med sex, stoffer og kondomer). Netop det undersøger nyhedsbrevet The Chow i en interessant lille artikel – med den konklusion, at Sony faktisk fik fremtiden til at fremstå sjov og løfterig.

“Engang, da jeg sad og spiste middag på min veranda, kom mine to elskede hunde hen til mig. Min hyrdehund, Nemo, forsøgte at stjæle brød fra min tallerken. ‘Nej,’ sagde jeg vredt og vendte mig om. Jeg genkendte min egen ressourcebeskyttende adfærd, som en glorificeret hund, der knurrede over en skål mad. Jeg måtte grine. […] Hvorfor er vi så uvillige til at anerkende vores egen dyriske natur? Måske fordi det ville ændre næsten alle de måder, vi menneskelige dyr bevæger os på i vores liv. Det ville true hele vores selvopfattelse.” Journalist Megan Mayhew Bergman skriver i The Guardian om, hvorfor vi (stadig) nægter at se det dyriske i os selv.

Sikke’n fest vi har haft nu i nat

“Størstedelen af de valgtilforordnede i Danmark er mellem 55 og 74 år. Knap 95 procent er etnisk danske. […] Næsten halvdelen rekrutteres stadig fra de politiske partier, der selv kæmper med vigende medlemstal og en mindre folkelig forankring. Der er brug for frivillige borgere, når partierne taber kræfter. Så tanken slog mig: Selv om jeg har travlt, kunne jeg måske nok afsætte en aften og lidt af en nat som stemmeoptæller, når børnene alligevel er puttet?” Mandag Morgens chefredaktør Andreas Baumann rapporterer fra en af demokratiets frontlinjer – valgstedet ved Tingbjerg Skole.

Spisesedlen

Næsten hver tredje kvinde i verden har været udsat for partnervold eller seksuel vold, viser ny rapport fra Verdenssundhedsorganisationen.

Nvidia, verdens største virksomhed, melder om stort profithop i tredje kvartal – mens debatten om en mulig KI-boble fortsat raser.

Italiensk højesteret godkender, at mand mistænkt i sagen om sabotage på Nord Stream-rørledningerne kan udleveres til Tyskland.

2025 er (allerede) det næstmest solrige år siden 1920.

USA’s præsident Donald Trump godkender frigivelse af omstridte Epstein-dokumenter.

Verdenssundhedsorganisationen vil vaccinere mindst 40.000 børn i Gaza.

Russiske angreb dræber mindst 26 mennesker i det vestlige Ukraine.

Nærsynet

Mindre snak, mere Krzyrosiak

De personlige stemmer er blevet optalt ved kommunal- og regionsrådsvalget, og vælgernes favoritter blevet afsløret. Ikke overraskende var valgets suverænt mest populære politiker – trods Socialdemokratiets totale nedsmeltning – nok en gang Holbæks bydronning Christina Krzyrosiak Hansen (S), som fik hele 37,9 pct. af stemmerne. På Fanø fik Radikales Frank Jensen 31,2 pct. af stemmerne, […]

Et sidste ord

Nyhedsmediet fra helvede.

Ses i morgen!

Onsdag den 19. november

Nederlagets ansigt

Socialdemokratiet har fået en historisk lussing af vælgerne – mens presset på statsminister Mette Frederiksen vokser.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Dobbelt sejr til SF

Det fælles sommerhus på Møn får nok ikke noget besøg lige foreløbig. Stemningen må være en anelse anspændt mellem Pernille Rosenkrantz-Theil og Mette Frederiksen efter Socialdemokratiets helt forventede, men ikke desto mindre ydmygende valgnederlag. SF’s Sisse Marie Welling er ny overborgmester i København. “Vi har skrevet historie på Rådhuset,” lød det onsdag formiddag fra den […]

Det bedste vi har set

Guld og døde skove

En sikker investering i usikre tider. En beskidt investering til alle tider. Guld er efterspurgt som aldrig før, men udvindingen efterlader økosystemer ødelagt af giftige stoffer. “Det kræver tre tons affald at producere et enkelt gram guld,” fortæller Jan Morill fra miljøorganisationen Earthworks til magasinet Atmos. Artiklen undersøger små private initiativer, der prøver at løse guldudvindingens forureningsproblemer. Ifølge Morill er der dog god grund til at være skeptisk over for initiativerne: “Man kan ikke stole på, at mineindustrien selv skriver sine regler. Vi har brug for stærke love og håndhævelse, ikke frivillige løfter.”

+ Hvor har vi hørt det før, at frivillige aftaler ikke holder?

Bag om COP

Som vi har nævnt før, har den costaricanske Parisaftale-arkitekt Christiana Figueres en ret god klimapodcast, der hedder Outrage and Optimism. Den her gang går hun sammen med den anden vært Tom Rivett-Carnacs i kødet på, hvad der egentlig kommer ud af Belém.

 

Hollandsk havret

Et portugisisk skib med lasten fuld af silke og en hollandsk jurist, der fik sin doktorgrad som 15-årig. Sådan fortsætter Information deres serie om den internationale retsordens historie. Denne gang om den unge hollænder Hugo Grotius, der i 1609 lagde grundstenen til nutidens havretlige regler, og om hvordan verdens lande i 1982 blev enige om havretskonventionen – “havets grundlov”. Konventionen kaldes en af de vigtigste i det 20. århundrede og trækker tråde til de russiske skyggeflåder i Østersøen.

+ Apropos skyggeflåde har Danwatch talt med en dansk lods, der slår alarm over de russiske fartøjer i dansk farvand: “Det overgår min vildeste fantasi.”

Spisesedlen

Løkke afviser at sende danske soldater til stabiliseringsstyrke i Gaza.

Mændenes Internationale Dag, der sætter fokus på mænds sundhed, trivsel og rettigheder, markeres onsdag.

Cloudflare undskylder for nedbrud, der gjorde ChatGPT, X, Spotify og en række andre tjenester utilgængelige tirsdag.

Danske Spotify Premium-brugere har fået adgang til 300.000 lydbøger.

84 pct. af befolkningen mener, at politikerne har et ansvar for ikke at bidrage til hadtale.

Polen lukker det sidste fungerende russiske konsulat i landet som reaktion på jernbanesabotage.

Senatet i USA vedtager, at flere dokumenter i Epstein-sagen skal frigives. Nu mangler lovforslaget kun Trumps underskrift.

Nærsynet

Meta er ikke et monopol

Det vurderer en føderal domstol i Washington i hvert fald. I en retssag mod de amerikanske konkurrencemyndigheder (FTC) har techgiganten Meta fået medhold i, at deres opkøb af Instagram og WhatsApp for et årtis tid siden ikke var imod konkurrencereglerne. Retssagens udfald demonstrerer, at Silicon Valley stadig løber meget hurtigere end domstolene. Mens sagen har […]

Et sidste ord

Mon ikke det trods alt er mere end det, kommunalpolitikerne har fået i nat.

 

Tirsdag den 18. november

Explaineren

Total lokal

Når du i dag skal i stemmeboksen, er det ikke kun de landsdækkende partier, du kan sætte dit kryds ved. Lokallisterne pryder også stemmesedlerne – med et håb om mindre landspolitisering.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Fred for Trump

13 stemmer for. Ingen imod. Donald Trump har fået sin vilje. Medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd – herunder Danmark – har mandag aften godkendt et nyt led i præsidentens plan for fred i Gaza: at oprette en amerikansk ledet styrke, der skal have mandat indtil 2027. Aftalen, som Rusland og Kina afstod fra at stemme om, […]

Det bedste vi har set

Teaterdrengepolitikeren

Interesssant – i mangel af et bedre ord – artikel i det britiske magasin Spiked, der sammenligner New Yorks kommende borgmester Zohran Mamdani med det engelske Grønne Partis nye formand Zack Polanski. Begge er socialister, og de grønne vælter frem i meningsmålingerne. Der er nogle modhager i overskriften: ‘Mamdani, Polanski and the scourge of ‘theatre kid’ politician’.

Kom ind i kampen

Debattøren Naima Yasin efterlyser, at fagbevægelsen kommer på barrikaderne, når politiske partier som Socialdemokratiet udskammer etniske minoriteter. “Særligt fagbevægelsen har før vist, at den kan træde i karakter, når uretfærdighed rammer. Den stod skulder ved skulder med kvinder, da #Metoo ramte arbejdspladserne. Den tog ansvar for ukrainske medarbejdere, da krigen brød ud, og sørgede for tryghed og overenskomstdækning.” Og det er i Altinget.

Stuerene, det bliver I…

Khaterah Parwani skriver kløgtigt i POV om Dansk Folkeparti. Hyggeligt parti, mener mange. Men det er DF, som har gjort teorien om ‘den store befolkningsudskiftning’ og ideen om ‘remigration’ næsten stuerent.

Spisesedlen

Valgstederne er åbne – og er det frem til kl. 20.

Politiet vil fremover oplyse nationalitet, men ikke etnicitet ved forbrydelser.

Ukraine indgår våbenaftale med Frankrig, som sikrer køb af op mod 100 Rafale-kampfly.

Danske restauranter kan fra 1. december nu selv bestemme prisen på deres mad på Wolt.

Japan og Kina i ny diplomatisk strid efter den japanske premierminister Sanae Takaichis kommentarer om Taiwan.

Flere end 300 landbrugslobbyister har deltaget i COP30-klimatopmødet.

Donald Trump retter pilen mod mexicanske karteller efter angreb på mistænkte narkobåde.

Nærsynet

Verdens grønneste land?

Danmark har fået et på papiret mere ambitiøst klimamål. Men det er nu heller ikke så ambitiøst, at de grønne røster er stillet tilfredse – måske snarere tværtimod. I forbindelse med COP30-klimatopmødet i Brasilien har den danske klimaminister Lars Aagaard (M) kunnet annoncere, at regeringen nu vil have reduceret Danmarks CO2-udledninger med 82 pct. i […]

Et sidste ord

Country og kolde øl – nævn en bedre kombi.

Vi ses i morgen. Husk at stemme!

Mandag den 17. november

Lynguide til regionsrådsvalget

Tirsdagens valg skal rette op på især tre skævvridninger.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Infam substans

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt har i det meste af sin voksentilværelse været lidt af en joke. Han var en joke, da han som ganske ung højreorienteret stiftede foreningen Kritiske Licensbetalere og sad på sit drengeværelse og gennemså udsendelser fra DR for at identificere venstreorienteret propaganda. I en ‘rapport’ om DR’s dækning i juli 2002 […]

Det bedste vi har set

Mandens mangler

Så… er de unge mænd okay? Vi får nok aldrig et tilfredsstillende svar, men journalist Derek Thompson (som har skrevet den omdiskuterede bog Abundance med Ezra Klein) forsøger sig på Substack med det billede, at de er som munke i et kasino – glade for gambling, men fysisk afholdende. Om ikke andet er det da en sjov metafor: “Risikoaversionen i deres sociale liv er blevet kombineret med deres risikovillighed på markedet, og det har skabt et virkelig vanvittigt moderne livsscenarie.”

Det bliver ikke i Las Vegas

Apropos gambling, så har The Hedgehog Review et essay om Las Vegas, som bl.a. trækker på Walter Benjamins Passageværket. Meget mere skal vi ikke bede om: “Det, som Benjamin så i de tilbageværende arkader i det tidlige 1900-tals Paris (efter at Baron Haussmanns byfornyelsesprojekter havde jævnet mange med jorden), er det samme, som jeg ser i den vedholdende glamourøse arkitektur og de stramt tidsbegrænsede aftenforestillinger i Las Vegas i dag: en kultur, der forsøger at forstå sin egen afgang.”

Men i hvilken baghave?

“[D]en grønne omstilling er ikke kun et spørgsmål om teknologi eller ét stort byggeprojekt, den er også et langsigtet, demokratisk og systemforandrende projekt, der kræver folkelig opbakning.” Mads Ejsing, postdoc ved Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet – som den faste læser vil vide, at Føljeton har et samarbejde med – skitserer meget godt, hvorfor spørgsmål om ulighed og uretfærdighed nødvendigvis må indtænkes i klimapolitikken.

Spisesedlen

Bangladeshs tidligere premierminister Sheikh Hasina dømt til døden for forbrydelser mod menneskeheden.

Kandidater fra den ydre højre- og venstrefløj går videre til anden runde af det chilenske præsidentvalg.

Mindst 98 palæstinensere er døde mens de har været i de israelske myndigheders varetægt, viser israelske data.

Iran er stoppet med at berige uran, siger landets udenrigsminister.

Ecuadors befolkning stemmer nej til at tillade udenlandske militærbaser i landet.

Det norske herrelandshold har kvalificeret sig til VM i fodbold for første gang siden 1998.

Regeringen og bredt politisk flertal afsætter 62,4 mio. kr. til at styrke indsatsen mod menneskehandel.

Nærsynet

Amerikanerne kommer (igen)

Vil USA gå i krig mod Venezuela? Stemningen de to lande imellem er i hvert fald iskold, efter USA af flere omgange har angrebet skibe mistænkt for narkosmugling i Det Caribiske Hav, og generelt har optrappet sin militære tilstedeværelse i området markant. Som modsvar har Venezuelas præsident Nicolas Maduro iværksat en større mobilisering af landets […]

Et sidste ord

Se først den lille video her – og klik så ind på den helt vidunderlige Wikipedia-side for buslinje 250S, som kører mellem Bagsværd og Dragør.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12