“København gik til venstre. Danmark gik til højre. Og det bør være rystende læsning for enhver, der stadig tror, at venstrefløjen står stærkt nationalt. For uden Socialdemokratiet er venstrefløjen i realiteten ikke andet end København,” skriver Peter Bitsch Hjortshøj i Altinget: “Det kan godt være, at tre ud af ti københavnere angav, at Gaza havde betydning for deres kryds til kommunalvalget, men faktum er, at venstrefløjen efter valget må nøjes med omtrent tre borgmestre per ti kommuner i Danmark. Det er ikke bare et kuriosum. Det er krisens kerne.”

Ekstra Bladet er ikke så rædselsfuld som den “borgerlige tabloid” B.T., men frokostavisen fra JP/Politikens Hus er økonomisk presset og konstant et mulehår fra at være totalt ubrugelig. Forleden udgav den en artikel med udokumenteret påstande om, at Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted deltog i et voldeligt overfald på en kvindelig politielev i 1988. Steffen Groth piller det hele fra hinanden som pure opspind i en artikel i POV. Og hvem er Groth så? Tja, som en skrev på Facebook, så måtte vi opfinde ham, hvis han ikke allerede fandtes.

Det er sgu så konformt at have tøj på. Så hellere helt nøgen. Hvis man har set én penis i halvslap tilstand, har man set dem alle, ikke sandt? Huck Magazine har en udmærket artikel om, hvad der blev af alle nudisterne. Obs: Gode, pikante billeder.

Er det ikke ved at være nogen tid siden, at vi har henvist til den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller? Nu er han på spil i London Review of Books med en tekst, som omtaler den amerikanske jurist Adrian Vermeule 34 gange. Den 57-årige Vermeule er katolsk konvertit og fortaler for begrebet integrisme – en yderligtgående traditionalisme. Og som Müller skriver, udviklede Vermeule som akademiker på Harvard University sig til et wunderkind inden for “administrativ lov og skrev en række vigtige og overordentligt tørre forsvar for et magtfuldt statsligt bureaukrati”, som har vist sig handy under den “globale krig mod terror”.

“Det er muligvis det ældste erhverv. Men aldrig før har der været så mange rige mennesker, der har krævet smiger.” Financial Times om de uoprigtige komplimenters økonomi. Det her er for eksempel ret sjovt: “Brooke Harrington skriver i Capital without Borders, hendes studie af formueforvaltere og deres relationer til de superrige, at nogle praktiserende endda er til stede ved deres kunders dødsleje. I smigerjobs er menneskelige kompetencer normalt vigtigere end tekniske.”

Arbejdetsmiljøet er dårligt i Indiens techcentrum Bengaluru, hvor der bor 12 millioner mennesker, herunder tusinder af ansatte fra blandt andet Google og Microsoft. Folk bliver “kvalt” i forurening, og vejene er “fulde af huller og støv”, siger nogle af de techentreprenører, som AFP har talt med. Den ødelagte infrastruktur skyldes det tempo, techfirmaerne er rykket ind i byen med. “Den sydindiske by har ikke altid været en oversvømmet metropol. Den var engang en del af den tidligere fyrstelige stat Mysore og var kendt som ‘havebyen’ eller et ‘pensionistparadis’.” Det er altså techvirksomhederne, der har “tilstoppet vandvejene, fældet træerne og fyldt vådområderne”, tilføjer økologen Harini Nagendra.

“Begynder man med nødvendighedsaspektet, kan man stille følgende spørgsmål: Var militær magt virkelig den eneste løsning, eller kunne man ved hjælp af andre midler, for eksempel via diplomati eller gennem sanktioner, have løst den konkrete situation? Og var behovet for selvforsvar virkelig så akut, at man ville miste muligheden for at forsvare sig, hvis ikke man greb til handling nu og her?” Information fortsætter sin fortælling om den internationale retsordens historie med et kig på 1600-tals-juristen Hugo Grotius og spørgsmålet om selvforsvar.

For nylig havde The New York Times’ techpodcast Hard Fork besøg af Roblox’ adm. direktør David Baszucki. Resultatet var et bizart interview, hvor Baszucki som udgangspunkt nægtede at forholde sig til, hvordan Roblox – den ultrapopulære onlinespilplatform for børn med over 150 mio. månedlige brugere – gang på gang har fejlet hvad angår at beskytte børnene mod scammere og diverse former for grooming. I sit nyhedsbrev samler Hard Fork-medvært Casey Newton op på interviewet med en længere refleksion over, hvordan Baszuckis affejende attitude er symptomatisk for techverdenens stadig mere bekymrende skamløshed.

Charli XCX har for nylig startet sit eget Substack-nyhedsbrev og her skrevet om, hvordan det føles at være en popstjerne. Det er – som man måske kunne forvente – ret underholdende læsning: “Alle mine yndlingskunstnere er absolut ikke rollemodeller, og det ønsker jeg heller ikke, at de skal være, men måske er det bare mig. Jeg vil have hedonisme, fare og en fornemmelse af anti-establishment hos mine kunstnere, fordi jeg, da jeg var yngre, ønskede at flygte gennem dem. Jeg er ligeglad med, om de fortæller sandheden eller lyver, spiller en rolle, antager en persona eller finder på hele scenarier og verdener. For mig er det pointen, det er dramaet, det er det sjove, det er FANTASIEN.”

“Muslimer har også været for dovne. Men igen, jeg savner det der med ‘vi’. Jeg savner et ‘vi’, der er et fælles dannelsesprojekt, hvor vi taler om, at vi har en udfordring. Når man siger, at det skal være utåleligt at leve islamisk i Danmark, så er det jo ikke kun dem, der er et problem, vi taler om. Så er det samtlige 100 procent, vi taler om. Det er medspillere, man gør til modspillere.” I anledning af den glohede remigrations-debat har Zetland et ret læseværdigt interview med den muslimske friskoleleder Allaa Al-Naqach.

Bedst som man tror, at skønhedsindustrien snart ikke kan finde på flere vanvittige trends, kommer den opstrammende ansigtstape og rammer ens slappe fjæs. Skuespiller og instruktør Lena Dunham undersøger fænomenet og taper løs på egen krop for Vogue. Hun er ikke ovenud begejstret: “Jeg er ikke klar til at få mit ansigt løftet tilbage på plads på mit ansigt. Det viser sig, at jeg ikke er god til at have min mund tapet fast. Jeg er stram og hængende, rynket og glat, ung og bliver ældre for hver dag. Jeg løser det ikke i aften. Jeg behøver ikke træffe nogen forhastede beslutninger.”

Gode folk, herunder forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Føljetons egen Emma Louise Stenholm, har fået stablet et lille indsamlingsinitiativ på benene, så de omkring 100 børn på Udrejsecenter Avnstrup kan få julegaver. For som Marstrand-Jørgensen skriver i et opslag på Facebook (hvor det også fortælles, hvordan man kan støtte): “Mange er der i årevis, nogle en hel barndom. Deres forældre har ingen indtægt og der er ikke råd til andet end det mest basale. Det er en barndom i fattigdom og modgang.
Det er svært for deres forældre, aldrig at kunne vælge og købe en lille julegave til deres børn.”

“Romantasy-sexscener fungerer ikke som krydrede interludier mellem begivenheder, men som afgørende øjeblikke for verdensopbygning og karakterudvikling – lidt ligesom sang- og dansenumre i musicalteater. Det er under en sexscene (eller rettere en intensiv kærlighedsscene) i Fourth Wing, at man får at vide, at når drager har sex, får de mennesker, som de er knyttet til, også lyst til at have sex med hinanden, nærmest som en slags transitiv egenskab.” Der langes millioner og atter millioner af bøger i romantasy-genren over disken, men den bliver stadig set ned på. God artikel i magasinet The Drift om en eskapistisk litterær genre.

En amerikansk designer ved navn Frank Chimero holdt et foredrag ved den lille webkonference Kinference i Brooklyn tidligere på efteråret. Emne: ‘Kreativ agens i KI-landskabet’. Yes, det lyder kedeligt, men han har nogle skægge pointer, når han taler om, at man som kreativ bør bruge kunstig intelligens med den samme tilgang, som produceren Brian Eno har til brug af teknologi. Og ikke som produceren Rick Rubin! Eno arbejder “ved siden af” maskinen. “Eno siger ofte, at når han laver musik, så føler han sig som en gartner.” Udskrift af foredraget.

Et pudsigt debatindlæg i Poliken af studerende Minna Mosberg, som måske vil interessere folk der dyrker saunagus. Hun mener, at tidens gusmestre er de samme typer, “der engang stod på klubben og hældte vodka Red Bull ned som vand”. Mosberg erkender, at hun ikke forstår ideen med saunagus.

“Du bør være bekymret. Men skynd dig også at blive vred. For den fossile propaganda er nået helt ind i hjertet af maskinrummet i dansk klimapolitik. Det er forrykt. Det er forrykt, at Danmarks klimaminister stiller op til fotografering med Patrick Poyanné, CEO for TotalEnergies, der er et af de mest fossilt ekspanderende selskaber i verden og blandt andet planlægger at opføre verdens længste opvarmede råolieledning gennem Uganda og Tanzania.“ Esther Kjeldahl, medstifter af Fossilfri Fremtid, retter i Altinget en bredside med regeringens beslutning om atter at udvinde gas fra Tyrafeltet i Nordsøen.

+ Læs også klimaminister Lars Aagards (M) svar.

Hvad blev der egentlig af foodien; personen, som byggede hele sin identitet op om det gode måltid, og på lettere øretæveindbydende vis kunne holde timelange foredrag om fermenteringens og surdejens glæder? Ifølge The Yale Review er den slags person forsvundet, hvilket vi ikke helt ved, om vi køber. Analysen her om en stadig mere smagløs madbehandling er dog stadig interessant: “Problemet handler ikke kun om, at internetæstetik dominerer madkulturen. Det handler snarere om, at madentusiaster bruger denne æstetik til at fjerne kompleksitet og ubehag, hvilket efterlader fødevaresystemerne uantastede og madkulturen overfladisk.”

YouTube flyder over med mere eller mindre rabiate, højreradikale, konservative og Trump-venlige influencere som Joe Rogan, Ben Shapiro, Candace Owens og Megyn Kelly. Og hvor der er mange seere, er der selvfølgelig også endeløse reklamer. Bloomberg har taget et nærmere kig på, hvilke brands de mange influencere sponsoreres af, og hvordan det hænger sammen med den politiske ideologi, de udbreder. Ikke overraskende er det nogle pænt mærkelige reklamer, man støder på i MAGA-verset – eksempelvis for et selverklæret kristenkonservativt mobilselskab eller for antikommunistiske barberskrabere.

Therese Scavenius fra Grønne Demokrater formulerer i Politiken en knivskarp analyse af statsminister Mette Frederiksen (S). Afsættet er den italiensk-schweiziske forfatter Giuliano Da Empolis bog Rovdyrenes tid: “Accelerationen af paniske tiltag fra Mette Frederiksens regerings side afslører, hvis man betragter den fra advokatens perspektiv, en regering i opløsning. Men i rovdyrenes tidsalder er det en regering, der er resolut og aldrig har haft det bedre. I rovdyrenes optik giver det god mening, at regeringen er gået all in på oprustning.”

The New York Times har besøgt vores store forfatter Solvej Balle på Ærø. “To get to Aero, the island in the Baltic Sea where the Danish writer Solvej Balle lives, I took a plane, two trains, a ferry and a bus.” Journalisten forsøger vist at få Ærø til at fremstå meget afsides. Men et fly, et par tog, en færge og en bus er da ikke så slemt? Måske hvis man ikke er vant til at rejse uden for Manhattan.

Jeffrey Epstein blev kaldt erhvervsmand eller – lidt finere – financier, uden at nogen rigtig vidste, hvad han tjente sine penge på. Senere blev han kaldt børnemishandler, ja, han fik en dom for det: child sex offender. Nu lader det til, at ‘Epstein-dokumenterne’ bliver offentliggjort, så der er nok nogle mænd i netværket, som føler, at nettet begynder at stramme til. The Nation har en god artikel om, at Epstein med sine forbindelser, ikke mindst til Israel, var med til at forme USA’s geopolitik. Læs den og kom lidt på højde med sagen.

Har vi talt højt nok om Poyâ Pâkzâds nyhedsbrev Gâzâ Brîef, der udgives her hos Føljeton? Læs gårsdagens udgave, hvor han for brieflæserne forklarer, hvordan Danmark og et overvældende flertal i FN hvert år stemmer ja til det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse. Sådan har det været siden 1988, mens Løkke og de andre siger noget andet, når der går politik i den. Poyâ har tallene og opsummerer: “Det internationale samfund aflægger hvert år sin eksamen i folkeret og består den. For derefter at dumpe faget i praksis.”

“Bly er så giftigt, at det ikke kender nogen nedre eksponeringsgrænse. Det vil sige, at selv små interaktioner kan have skadelig virkning. Særligt over længere tid, da bly ikke udskilles, men lagres i kroppens skelet. At blive udsat for bly over længere tid kan forårsage skader på nervesystemet, de hormonelle balancer, fertilitet og kognition. Derfor bør det fremtidige nationale center for kvinders sundhed, som regeringen just har bebudet at oprette, selvfølgelig ikke blot forske i sygdomme i kvindekroppen, men også i de produkter, som kvindekroppen særskilt anvender.” Tamponer – selv de økologiske – er fyldt med bly og en række skadelige tungmetaller, og det er absurd, at der ikke er nogen der har gjort noget ved det.

Op til borgmestervalget i New York udgav den 174 år gamle avis en række artikler om Zohran Mamdani, man ikke ligefrem kunne kalde neutrale. For eksempel skrev de, at hans bachelorgrad i afrikanske studier var et “uansvarligt værksted for venstreorienteret politisk ortodoksi” og formede hans politiske ståsted. Godt indlæg i Literary Hub om, hvordan man skal passe på, når en skribent vilkårligt og udokumenteret kaster om sig med ord som ‘Kritikere siger’: “Det er ikke svært at komme i tanke om eksempler: ‘Klimaforandringerne bliver stadig mere dødelige, selvom kritikere siger… at det ikke er tilfældet.’ Eller: ‘Israel myrder journalister i Gaza i et historisk hidtil uset omfang, selvom kritikere siger… at det ikke er tilfældet.’ Eller: ‘Transpersoner hævder at være ægte, selvom kritikere siger…”

Er du omkring de 30, har du sandsynligvis mange gode minder om Sonys PlayStation 2, om SSX, Tony Hawk, GTA: San Andreas, Fifa, Need for Speed, Sly Cooper og alle de tidsrøvere, som du og dine venner spillede på skift i fritteren, så øjnene til sidst blev lige så firkantede som den ene knap på controlleren. Ser man på Sonys gamle markedsføring for spillekonsollen, var det dog ikke just fordi børn var den primære målgruppe (fyldt som PlayStation 2-reklamerne var med sex, stoffer og kondomer). Netop det undersøger nyhedsbrevet The Chow i en interessant lille artikel – med den konklusion, at Sony faktisk fik fremtiden til at fremstå sjov og løfterig.

“Engang, da jeg sad og spiste middag på min veranda, kom mine to elskede hunde hen til mig. Min hyrdehund, Nemo, forsøgte at stjæle brød fra min tallerken. ‘Nej,’ sagde jeg vredt og vendte mig om. Jeg genkendte min egen ressourcebeskyttende adfærd, som en glorificeret hund, der knurrede over en skål mad. Jeg måtte grine. […] Hvorfor er vi så uvillige til at anerkende vores egen dyriske natur? Måske fordi det ville ændre næsten alle de måder, vi menneskelige dyr bevæger os på i vores liv. Det ville true hele vores selvopfattelse.” Journalist Megan Mayhew Bergman skriver i The Guardian om, hvorfor vi (stadig) nægter at se det dyriske i os selv.

“Størstedelen af de valgtilforordnede i Danmark er mellem 55 og 74 år. Knap 95 procent er etnisk danske. […] Næsten halvdelen rekrutteres stadig fra de politiske partier, der selv kæmper med vigende medlemstal og en mindre folkelig forankring. Der er brug for frivillige borgere, når partierne taber kræfter. Så tanken slog mig: Selv om jeg har travlt, kunne jeg måske nok afsætte en aften og lidt af en nat som stemmeoptæller, når børnene alligevel er puttet?” Mandag Morgens chefredaktør Andreas Baumann rapporterer fra en af demokratiets frontlinjer – valgstedet ved Tingbjerg Skole.

En sikker investering i usikre tider. En beskidt investering til alle tider. Guld er efterspurgt som aldrig før, men udvindingen efterlader økosystemer ødelagt af giftige stoffer. “Det kræver tre tons affald at producere et enkelt gram guld,” fortæller Jan Morill fra miljøorganisationen Earthworks til magasinet Atmos. Artiklen undersøger små private initiativer, der prøver at løse guldudvindingens forureningsproblemer. Ifølge Morill er der dog god grund til at være skeptisk over for initiativerne: “Man kan ikke stole på, at mineindustrien selv skriver sine regler. Vi har brug for stærke love og håndhævelse, ikke frivillige løfter.”

+ Hvor har vi hørt det før, at frivillige aftaler ikke holder?

Som vi har nævnt før, har den costaricanske Parisaftale-arkitekt Christiana Figueres en ret god klimapodcast, der hedder Outrage and Optimism. Den her gang går hun sammen med den anden vært Tom Rivett-Carnacs i kødet på, hvad der egentlig kommer ud af Belém.

Et portugisisk skib med lasten fuld af silke og en hollandsk jurist, der fik sin doktorgrad som 15-årig. Sådan fortsætter Information deres serie om den internationale retsordens historie. Denne gang om den unge hollænder Hugo Grotius, der i 1609 lagde grundstenen til nutidens havretlige regler, og om hvordan verdens lande i 1982 blev enige om havretskonventionen – “havets grundlov”. Konventionen kaldes en af de vigtigste i det 20. århundrede og trækker tråde til de russiske skyggeflåder i Østersøen.

+ Apropos skyggeflåde har Danwatch talt med en dansk lods, der slår alarm over de russiske fartøjer i dansk farvand: “Det overgår min vildeste fantasi.”

Interesssant – i mangel af et bedre ord – artikel i det britiske magasin Spiked, der sammenligner New Yorks kommende borgmester Zohran Mamdani med det engelske Grønne Partis nye formand Zack Polanski. Begge er socialister, og de grønne vælter frem i meningsmålingerne. Der er nogle modhager i overskriften: ‘Mamdani, Polanski and the scourge of ‘theatre kid’ politician’.

Debattøren Naima Yasin efterlyser, at fagbevægelsen kommer på barrikaderne, når politiske partier som Socialdemokratiet udskammer etniske minoriteter. “Særligt fagbevægelsen har før vist, at den kan træde i karakter, når uretfærdighed rammer. Den stod skulder ved skulder med kvinder, da #Metoo ramte arbejdspladserne. Den tog ansvar for ukrainske medarbejdere, da krigen brød ud, og sørgede for tryghed og overenskomstdækning.” Og det er i Altinget.

Khaterah Parwani skriver kløgtigt i POV om Dansk Folkeparti. Hyggeligt parti, mener mange. Men det er DF, som har gjort teorien om ‘den store befolkningsudskiftning’ og ideen om ‘remigration’ næsten stuerent.

Så… er de unge mænd okay? Vi får nok aldrig et tilfredsstillende svar, men journalist Derek Thompson (som har skrevet den omdiskuterede bog Abundance med Ezra Klein) forsøger sig på Substack med det billede, at de er som munke i et kasino – glade for gambling, men fysisk afholdende. Om ikke andet er det da en sjov metafor: “Risikoaversionen i deres sociale liv er blevet kombineret med deres risikovillighed på markedet, og det har skabt et virkelig vanvittigt moderne livsscenarie.”

Apropos gambling, så har The Hedgehog Review et essay om Las Vegas, som bl.a. trækker på Walter Benjamins Passageværket. Meget mere skal vi ikke bede om: “Det, som Benjamin så i de tilbageværende arkader i det tidlige 1900-tals Paris (efter at Baron Haussmanns byfornyelsesprojekter havde jævnet mange med jorden), er det samme, som jeg ser i den vedholdende glamourøse arkitektur og de stramt tidsbegrænsede aftenforestillinger i Las Vegas i dag: en kultur, der forsøger at forstå sin egen afgang.”

“[D]en grønne omstilling er ikke kun et spørgsmål om teknologi eller ét stort byggeprojekt, den er også et langsigtet, demokratisk og systemforandrende projekt, der kræver folkelig opbakning.” Mads Ejsing, postdoc ved Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet – som den faste læser vil vide, at Føljeton har et samarbejde med – skitserer meget godt, hvorfor spørgsmål om ulighed og uretfærdighed nødvendigvis må indtænkes i klimapolitikken.