22. februar 2019

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Hvad kun hunde kan høre

Måske kender du det grumme politiske værktøj, der kaldes dog-whistling. Kort fortalt går det ud på, at man siger noget, som kun nogen kan høre – altså ligesom en hundefløjte, der som bekendt arbejder på frekvenser så høje, at kun hunde kan være med. Så hvis man gerne vil sige noget til en bestemt vælgergruppe […]

Kære læser

Hvem skal udfordre Donald Trump?

En ny identitet. I 2020 skal amerikanerne atter til præsidentvalg, og det betyder, at Demokraterne får endnu en chance for at slå den kontroversielle Trump. Men hvem kan lykkes, hvor Hillary Clinton fejlede? Kampen om at blive centrum-venstrefløjens præsidentkandidat er allerede gået i gang, og mange kandidater har meldt sig. Med en ny kandidat skal […]

Det bedste vi har set

Pladebranchen fattes kvinder på alle poster

Pladebranchen fattes kvinder på alle poster

Man skal være lidt mærkelig for ikke at kunne lide den svenske folkduo First Aid Kit. De to søstre Klara and Johanna Söderberg kan sgu synge, og så efterlyser de også strukturelle forandringer i pladebranchen. Den er gal både på scenen og bag den. ”Der er mange fyre, alle steder vi kommer. Mange mænd har magten, og det er dem, som spiller, og som kommer i medierne,” siger de i et nyt video-interview med NME. Hvis du ikke er så hjemme i First Aid Kit, så hyg dig evt. med den 80’er-agtige video til sangen ”Fireworks” her.

+ Leder du efter listen over rockhistoriens 25 bedste kvindelige trommeslagere? Stop søgningen og følg dette link. Nummer 2 er Sheila E, kan vi afsløre.

Folk kommer på biblioteket for at låne bøger

Folk kommer på biblioteket for at låne bøger

Denne artikel er et par uger gammel. Til gengæld udkommer Bibliotekarforbundets blad Perspektiv os bekendt kun en gang om måneden. På Stadsbiblioteket i Lyngby-Taarbæk Kommune gider de ikke længere lave vinsmagninger og kagekonkurrencer for at tiltrække borgerne, som det er blevet kutyme rundt omkring. I stedet fokuseres der på selve udlånet af bøger. Og minsandten om ikke det er steget. Folk, der kommer på biblioteket, er simpelthen interesserede i at læse. ”Vi har ikke brug for folkekøkkener på bibliotekerne i Lyngby, men vi har behov for fællesskaber omkring læsning og for at lære noget nyt. Nogle vil muligvis tilskrive det stigende bogudlån en særlig ‘Lyngbyboble’ – altså at en velhaverkommune må have let ved at få sine veluddannede borgere til at læse. Men jeg ved, at der er flere, der oplever det samme som os med en stigning i bogudlånet, men ingen siger det højt,” siger kultur- og bibliotekschef Jeppe Bjørn.

Kunsten ikke at skifte tøj

Kunsten ikke at skiftetøj

Jamen, det lyder da muligvis lidt banalt, men den her tekst i Forbes, hvor redaktøren for websitet Becoming Minimalist opremser fordelene ved at gå i det samme tøj dag hver dag, er ikke uinteressant. Han skriver, at andre mennesker ikke bemærker det, og hvorfor så bruge tid på evindelige tøjskift og spekulationer om stil- og farvesammensætninger? ”Når det kom til stykket, var de fleste alt for optaget af deres egne behov til at lægge mærke til denne gentagelse – et perfekt eksempel på det, psykologer kalder ‘spotlight-effekten’,” skriver han. Karl Lagerfeld havde vist i øvrigt altid det samme tøj på. Det har Jørgen Nørgaard fra Nørgaard paa Strøget også.

Spisesedlen

Multinationale virksomheder vil ikke reklamere på YouTube på grund af pædofile brugere. Nestlé, Epic Games, Disney, McDonald’s og flere andre er stoppet med at reklamere, efter at det er blevet afsløret, at uskyldige videoer, som bliver delt af private, udnyttes af pædofile, skriver The New York Times. Danske Spies vil heller ikke være med, melder Politiken.

Kenyas højesteret udskyder dom om homoseksuelle. Der skulle være faldet afgørelse i dag, men den er udskudt til 24. maj. Det handler om, hvorvidt en lov, der forbyder sex mellem personer af samme køn, skal annulleres. Loven stammer fra kolonitiden, og LGBT-aktivister har kæmpet hårdt for at få den afskaffet.

Udviklingslande vil have giftige følgevirkninger af guldudvinding under kontrol. Af de 2.700 tons guld, som udvindes hvert år, menes cirka 20 pct. at stamme fra små minedrifter, som beskæftiger 15 mio. mennesker. En sammenslutning af lande som Burkina Faso, Colombia, Guyana, Indonesien, Kenya, Mongoliet, Filippinerne og Peru er nu gået sammen med FN-organisationerne for udvikling og miljø for at få bugt med det sundhedsskadelige arbejde, skriver Globalnyt.

Endnu et medlem trækker sig fra Labour. Den britiske parlamentariker Ian Austin trækker sig fra Labour og siger ifølge Reuters, at partiet er ødelagt. Austin er det niende medlem, som i den seneste tid har sagt farvel. ”Jeg bliver nødt til at være ærlig, og sandheden er, at jeg skammer mig over Labour-partiet under Jeremy Corbyn,” siger han til medierne Express og Star. Det er beskyldninger om antisemitisme internt i partiet, som har startet balladen.

Kaptajnen var fuld. Torsdag aften gik et 85 meter langt fragtskib på grund ved Langeland. Bag roret stod en 49-årig russisk kaptajn, og ifølge en vagtchef ved Fyns Politi var hans tilstand en medvirkende årsag. Russeren skal forklare sig i dag.

Et sidste ord

Man kan godt have lyst til at gøre sig lidt lækker her op til weekenden. Men pas på! Det er ikke ufarligt.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12