24. marts 2023

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Når selv bilbranchen siger det

Efter noget tovtrækkeri var det meningen, at nyt forbud mod salg af benzin- og dieselbiler fra 2035 skulle godkendes af EU-ministrene tidligere på måneden, men sådan skulle det ikke gå. Tyskland fik kolde fødder og har sat en kæp i hjulet på den plan, de ellers har været primus motor på. Pludselig ville de – […]

Kære læser

Ind ad oliebagdøren

Trods de seneste måneders forlydender om, at der skulle være kommet koldere luft mellem Xi Jinping og Vladimir Putin, blev de to statsledere tidligere på ugen enige om at øge gashandlen ved at etablere rørledningen ‘Power of Siberia 2’ – ligesom de i Moskva drøftede muligheden for en midlertidig våbenhvile i Ukraine. Putin er igen […]

Det bedste vi har set

Brug lidt tid på Ester Krumbachová

Criterion Collection har en ret spændende artikel om Ester Krumbachová (1923-96), som blev kaldt tjekkoslovakisk films muse. Hun var noget af et renæssancemenneske og gav den i 60’erne og 70’erne som både kostumedesigner, scenograf, manuskriptforfatter og instruktør. Østeuropæisk filmhistorie. Men det er godt for dig.

+ Lød det røvkedeligt? Så er der her en video på et minut om Ester Krumbachová til dig, der har et suuuper vigtigt job og næsten ingen tid til spas. Når du har set den, får du lyst til at læse artiklen.

Demokrati og kapitalisme, venner eller fjender?

Professor David Runciman anmelder den godt 20 år ældre økonomiske kommentator Martin Wolfs nye bog The Crisis of Democratic Capitalism i London Review of Books. “Problemet er, at demokrati og kapitalisme ikke længere kan lide hinanden særlig godt. Deres underliggende gensidige sympati er gået tabt i den evige kamp for sameksistens. Forretningsfolk ønsker ikke at blive generet af politikere, der aldrig har prøvet at drive en butik. Politikere ønsker ikke at blive talt ned til af forretningsfolk, som aldrig har fået en stemme (‘Fuck business,’ som Boris Johnson sagde det så pænt).”

Kom nu, Brie

Okay, der er en person på redaktionen, som har en svaghed for den amerikanske skuespiller Brie Larson, der spiller superhelten Captain Marvel i flere af Marvel-filmene. Brie er blevet 33 år, og her bliver hun interviewet til magasinet Harper’s Bazaar. Brie er meget nede på jorden, slet ikke filmstjerneagtig. Men hun fremstår faktisk også en smule kedelig. Og hun skuffer yderligere, da hun fortæller en historie om, at hun engang så en retrospektiv udstilling med David Hockney, som fik hende til at græde. Ikke fordi den var smuk, viser det sig, men fordi den fik hende til at tænke på hendes egen karriere som ‘kunstner’. Der var en sammenhæng over Hockneys billeder, som hun slet ikke kunne genkende fra sig selv. “Men så gik det op for hende, at det nok ikke var sådan, han havde oplevet det. Det gav kun mening i tilbageblik”. Aj, helt ærligt, Brie, for fanden. Find en eller anden sag at kæmpe for – klimaet fx. Bare et eller andet. Bliv frivillig.

Spisesedlen

Mette Frederiksen trækker advarsel til Barbara Bertelsen tilbage. Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen slipper nu alligevel for kritik i minksagen. Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse. Beslutningen kommer efter Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har revurderet advarslen. Også departementschef i Justitsministeriet, Johan Legarth, får fjernet sin irettesættelse.

Israel vedtager lov fra omstridt reformpakke. Loven, der torsdag blev vedtaget i Knesset med 61 stemmer for og 47 imod, vil fremover gøre det langt sværere at afsætte den siddende israelske premierminister. Den er den første af flere varslede love, der har til formål at gennemtrumfe en større overhaling af det israelske retssystem. Reformpakken har i flere måneder ført til omfattende demonstrationer i landet.

Voldsomme demonstrationer fortsætter (også) i Frankrig. Som varslet nedlagde franskmænd henover hele landet arbejdet torsdag, i protest mod præsident Emmanuel Macrons kontroversielle pensionsreform. Ifølge de franske fagforeninger deltog mere end tre mio. mennesker i demonstrationerne, mens tallet ifølge de franske myndigheder lød på knap 1,1 mio.

TikToks topchef afhørt i den amerikanske kongres. Torsdag måtte det sociale medies adm. direktør Shou Zi Chew stå skoleret i en mere fem timer lang afhøring, der bl.a. satte fokus på TikToks privatlivspolitik og kinesiske ejerskab. TikTok har længe været i modvind på begge politiske fløje i USA, med gentagne opfordringer til, at mediet bliver helt bandlyst.

Statsstøtte redder Midtjyllands Lufthavn. Efter lufthavnen tilbage i december lukkede på ubestemt tid som følge af passagermangel, har regeringen nu valgt at støtte den med 4,2 mio. kr. om året de næste to år. “Her i perioden hvor den har været lukket, er det gået op for mange, hvor vigtig lufthavnen er, så det er virkelig en god nyhed, at der nu kan komme fly i luften igen”, udtaler transportminister Thomas Danielsen (V).

Et sidste ord

I modsætning til Succession-kollegaen Jeremy Strong giver Brian Cox ikke meget for method acting.

Nyd resten af fredagen – Føljeton er tilbage i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12