9. januar 2017

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Slut med smalhals? Statsgæld er høvlet væk

Det er efterhånden mange år siden, at nogen har talt alvorstungt om betalingsbalancen. Ordet smager af 1970’erne, oliekrise og dyrtidsregulering. Engang var betalingsbalancen ellers selve omdrejningspunktet i den politiske debat herhjemme. Devalueringer af kronen var en del af dagens orden. Men det var dengang – ved indgangen til fattigfirserne. I dag er det kun nørdede […]

Kære læser

Et potpourri af raceduer

I januars første weekend afholdt Danmarks Racedueforening deres årlige Nationaludstilling. Det var den 63. af slagsen, og landets dueopdrættere havde ventet på dagen i to år. Sidste år måtte udstillingen nemlig aflyses på grund af fugleinfluenza. Fotograf Daniel Hjorth var med Føljeton på duereportage. Føljeton bringer hans billedserie her.

Det bedste vi har set

Donald Trumps mur som arkitektur

Donald Trumps mur som arkitektur

Det ligner kunst, når man ser billeder af det. Det ligner vellykket installationskunst, som en eller anden kunstner har skabt, så vi ‘kan forstå den tid, vi lever i’. Men prototyperne på den mur, som Trump har lovet sine vælgere, at han vil opføre mellem USA og Mexico, er ikke kunst, det er skinbarlig virkelighed. Los Angeles Times’ arkitekturanmelder har været en tur ved grænsen for at kigge på de otte stykker mur. ”Da jeg først så dem fra SUV’en, frygtede jeg, at det ikke var muligt at skelne nævneværdigt mellem dem. De så stort set ens ud. Men efterhånden som jeg tilbragte mere tid i dette underlige udendørs arkitekturgalleri, stod det klart, at det æstetiske spektrum, som prototyperne dækkede, var meget bredt.” (Foto: Scanpix/Reuters/Jorge Duenes)

Samtidskunstens pseudofilosofiske orakelsprog

Samtidskunstens pseudofilosofiske orakelsprog

Svenske Ruben Östlunds guldpalmevinder The Square er nok den film, vi har skrevet mest om i den seneste tid, og nu gør vi det igen. Vi har med interesse holdt øje med, hvordan kunstbranchens fagfolk forholder sig til dens kritik af netop kunstens til tider opstyltede verden. Her er det Mikkel Bogh, direktøren for Statens Museum for Kunst, der i et indlæg i Information indrømmer, at filmen fik ham til at kluklo i biografmørket. The Square, skriver han, rammer hovedet på sømmet i sin fremstilling af samtidskunstverdens jagt efter publikums og pengemændenes gunst ”med visuelt spektakulære værker, der institutionelt føres frem som opbyggelige og altid i den gode sags tjeneste. Billedet er så tilpas stereotypt tegnet, at det kan fungere som mål for en velanbragt kritik. Alligevel tager det fat i noget, som de fleste, der jævnligt går på kunstudstillinger eller møder kunstens feterede profiler, har bemærket: Højtravende museumsformidling, kunstnere; som forventes at have svar på alverdens problemer, og som institutionen lokker til at tale pseudofilosofisk orakelsprog; og kunst, hvis samfundskritiske indhold er så alment og trivielt, at ingen vover at sige noget til det.”

570 tons CO2-udslip – pist væk

570 tons CO2-udslip – pist væk

Den er god, den her. Brugen af LED-pærer bidrog i 2017 til at reducere verdens CO2-udslip med 570 millioner tons. Det svarer til, at man lukkede 160 kulværker. Tjek Quartz’ tankevækkende index her.

Hvis Mueller udspørger Trump

Hvis Mueller udspørger Trump

Der er en amerikansk advokat og juraprofessor ved navn Seth Abramson, som har 425.000 følgere på Twitter. Det er der ikke noget at sige til. Han ved alt om den amerikanske forfatning og er sindssygt godt inde i, hvad den tidligere FBI-chef Robert Mueller sidder med af kort på hånden i den verserende undersøgelse af Trump-regeringens forbindelse til Rusland. Her har Abramson lavet en lang og pædagogisk Twitter-tråd om, hvad det betyder, at Mueller måske vil udspørge Donald Trump. Følg ham, hvis du er på Twitter.

Depressionens mysterier

Depressionens mysterier

Den schweizisk-britiske journalist Johann Hari (ja, ham der blev taget i at plagiere) har taget antidepressiva i 14 år, og nu har han skrevet bogen Lost Connections: Uncovering the Real Causes of Depression – and the Unexpected Solutions. The Observer bringer et uddrag fra bogen. Overskrift: ‘Er alt, hvad du ved om depression, forkert?’ Konklusionen i bunden af teksten er ret banal, men vejen ned til den er interessant.

Spisesedlen

Lars von Trier modtager Sonning-prisen. Den 61-årige filminstruktør og manuskriptforfatter er årets modtager af Danmarks største kulturpris på en million kroner. Prisen er stiftet af forfatter og redaktør C.J. Sonning (1879-1937), og i år bliver den uddelt på Sonnings fødselsdag 19. april i Festsalen på Københavns Universitet.

+ Samtidig vender hans kompagnon Peter Aalbæk Jensen tilbage til sit arbejde på deres filmselskab Zentropa efter en lille tænkepause.

Nordkorea sender atleter og højtstående embedsmænd til vinder-OL. Tirsdag lokal tid mødtes delegationer fra Nordkorea og Sydkorea for første gang i to år. Nordkoreanerne fokuserede på OL i Sydkorea i februar, mens sydkoreanerne var opsatte på også at tale om militæret, om at bringe koreanske familier sammen, og om videre dialog, skriver Korea Herald.

Apple-investorer: Afhængighed af iPhonen er godt. To storaktionærer – en hedgefond og et pensionsselskab – som tilsammen har Apple-aktier for 12 milliarder kroner, har stillet spørgsmål ved, om ikke virksomhedens telefoner gør børn for afhængige. Men nej, siger andre storaktionærer, en smule afhængighed er godt. ”Vi investerer i ting, der skaber afhængighed,” siger aktionær Ross Gerber, der er direktør i Gerber Kawasaki Wealth and Investment Management, ifølge Reuters.

Godt 200 personer arresteret i aktioner mod italiensk mafia. Det oplyser den paramilitære italienske politistyrke Carabinieri. Der blev ved aktionerne, som fandt sted i Italien og Tyskland, beslaglagt penge og værdier for op mod 450 millioner kroner.

Amerikansk spionsatellit er formentlig gået tabt. Satellitten blev søndag sendt ud i rummet i en Falcon 9-raket fra SpaceX, men nåede ikke ud i kredsløb omkring vores planet. Den hemmelige satellit, som er bygget af Northrop Grumman Corp, menes at være faldet i havet.

Et sidste ord

Historiske generaler udpeger toilettet. Vores favorit er nok jarlen af Arundel.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12