9. maj 2018

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Skandaløst på den gode og den dårlige måde

Skandalesagerne i dansk politik fremstår for tiden tamme og uanseelige. Man kan måske ligefrem tale om, at de mangler format; man kunne godt tænke sig noget med international gennemslagskraft, eller noget, der ikke bare var idiotisk, dumt og ynkeligt. På de bageste rækker i Dansk Folkepartis folketingsgruppe sidder der en kvinde ved navn Dorthe Ullemose, […]

Kære læser

Atomexit: Ingen kan regne med Amerika

Præsident Trumps beslutning om at trække USA ensidigt ud af atomaftalen med Iran har ikke kun udløst en grundlæggende usikkerhed om mulighederne for at stoppe spredningen af masseødelæggelsesvåben: Med ét slag i luften har Trump også destabiliseret hele idéen om det forpligtende internationale samarbejde.

Det bedste vi har set

Hvordan vi skulle gøre, hvis vi virkelig mente det med klimaforandringerne

Hvordan vi skulle gøre, hvis vi virkelig mente det med klimaforandringer

Det er nok desværre klart for enhver, der har brugt to minutter på at tænke over det, at vi slet ikke gør nok for at ændre på de faktorer i vores verden, der har katastrofale følger for klimaet. Men hvis vi nu virkelig skulle gøre en forskel, hvad skulle vi så gøre? Hvis der ikke skulle tages hensyn til klimabenægtere eller verdensøkonomien, hvis vi ikke lavede nogen genveje eller smutveje i vores klimaaftaler. Det har Vox sat sig for at beskrive, og det er som altid ikke så super rart at læse om.

Sankt Bernhards-drengene

Sankt Bernhards-drengene

Mads Brüggers nye film med Rasmus Bruun og Frederik Cilius har premiere i dag, og magasinerne har de seneste dage været fulde af underholdende interviews med de tre. Som det her i Euroman og det her i Soundvenue. Det handler om Ulla Terkelsen, Paradise Hotel, Christian Monggaard, hunde, sygdom, forretninger og uduelige kinesere.

Arveafgift og topskat

Arveafgift og topskat

Forskellene er tilbage i dansk politik. Slagsmålet om topskatten er netop begyndt forfra – nu som en stedfortræderkrig med arveafgiften som omdrejningspunkt. Hør dagens skarpe duel i Borgen Late Night mellem Rasmus Jarlov fra Konservative, der slår på slægternes bånd, og Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet, som frygter en social kontrakt i opløsning.

Jernmanden og den døde nyre

I sidste uge vandt DR og Kristeligt Dagblad guld ved Danske Mediers uddeling af digitale priser. Begge prismodtagere blev rost for deres afdæmpede brug af digitale virkemidler, og vi synes sgu også, vinderne er fine. KD’s guldvinder har vi linket til, men nu får I ærlige DR’s ‘Jernmanden og den døde nyre’ om triatleten Jens Petersen-Bach, der få uger før EM opdager, at hans ene nyre ikke fungerer.

Ole Stobbe fortæller om tiden med og uden sin kæreste Kim Wall

Ole Stobbe fortæller om tiden med og uden sin kæreste Kim Wall

”Kim blev overrasket, nysgerrig, indigneret, grinede højlydt og blev forelsket på sin egen måde, for hver 50 meter hun gik. Hun elskede livet, og livet elskede hende tilbage igen. Hun så skønhed og magi overalt, hvor hun kiggede hen — ofte steder, hvor ingen ville lede eller være opmærksomme. Hun blev frustreret og vred over uretfærdighed, når det ramte hende eller andre. Hun elskede alle dyr, men var hemmeligt rædselsslagen for regnorme. Første gang jeg mødte Kim, stod det klart – jeg havde aldrig set én som hende. Og det er jeg sikker på, at mange andre mennesker har tænkt hver sin version af. Hun var unik. Selvsikker uden at være frembusende, forfængelig, men virkede næsten skødesløs, ambitiøs, men fulgte sine egne veje og ikke en idé om traditionel karriere, intelligent uden behov for at bevise det. Hun var stærk og handlekraftig, men også sart og usikker.”

For to uger siden fik Peter Madsen sin dom for drabet på Kim Wall. Livstid – den hårdeste straf i det danske retssystem. I Weekendavisen fortæller hendes kæreste Ole Stobbe smukt og kærligt om det menneske, hvis liv blev taget fra hende på ubåden i august 2017. ”Han har taget ét liv, der er så meget værd og efterladt os ham selv.” Hjerteskærende.

Stærke tekster om Childish Gambino

Stærke tekster om Childish Gambino

Ja, vi har været ret meget oppe at køre over Childish Gambinos nye video ‘This is America’, som vi også brød ned i mindre dele i går. Andre har fået samme tanke, og det er der kommer genialt læsestof ud af. Som i New Yorker her, hvor Doreen St. Félix tager fat, i Dazed, der også bryder videoen ned i mindre dele, i Vanity Fair, der er en smule mere forbeholdne over for videoens budskab, og også Soundvenue herhjemme, der spørger, om vi har at gøre med en anti-Kanye i Donald Glover, mens det afroamerikanske magasin The Root advarer mod præcis den læsning og i øvrigt sætter to mennesker til at analysere videoen, der ”ikke foregiver at forstå den”. Giv dig tid, og kom i dybden.

Spisesedlen

Trods DF’s formaninger vil Danmark mangle penge til velfærd i 2021. Nye beregninger fra Finansministeriet viser, at skatteaftalen, der blev indført i februar, vil være skyld i, at der i 2021 vil mangle 1,5 milliarder kroner til at dække det såkaldte demografiske træk, skriver Jyllands-Posten. Beregningerne stemmer ikke overens med Dansk Folkepartis løfter om, at skattereformen kun ville blive indgået, såfremt der var tilstrækkeligt med penge til velfærd.

Ny delaftale skal mindske antallet af almene familieboliger i ”ghettoer”. Her til formiddag er regeringen, SF, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti blevet enige om, at andelen af almene familieboliger i de ”hårdeste ghettoområder” skal bringes ned til højest 40 pct. inden 2030. Med den nye aftale følger også en opdatering af den såkaldte ”ghettoliste”, der nu dækker over 30 boligområder frem for de 22, der oprindeligt optrådte på listen.

Nyt udbrud af ebola i Congo. Den dødelige epidemi har foreløbigt taget livet af 17 personer. Landets sundhedsmyndigheder meddeler, at blødningsfeberen er registreret hos 21 personer, men at man ikke med sikkerhed kan sige, om der er tale om ebola for dem alle. Tilbage i 2014 blev Vestafrika ramt af en ebolaepidemi, som nåede at slå mere end 11.300 personer ihjel, før regionen blev erklæret fri for sygdommen to år senere.

Valg af ny premierminister i Armenien får folket til at juble. I går blev oppositionsleder Nikol Pashinyan valgt ind på posten, og dermed sætter han et foreløbigt punktum i regeringsperioden for den tidligere premierminister Serzh Sargsyan, der har siddet på magten i mere end et årti. Efter valget gik 100.000 borgere på gaden i den armenske hovedstad, Yerevan, hvor de brød ud i vild jubel.

I dag samles tandlæger fra hele landet til demonstration. Tandlægerne er utilfredse med det politiske indgreb, der skal bestemme, hvor tit tandlæger må indkalde og tilse patienter. Særloven sætter loft over, hvor stort et offentligt tilskud man kan få til tandlægebehandlingen, og grundlaget for den nye lov er, at danskerne generelt går for meget til tandlæge, mener politikere og Danske Regioner. Særloven skal førstebehandles i dag.

Et sidste ord

Lad det her for Guds skyld blive en dag, hvor det hele lykkes for dig. Som for denne fyr her. Tænk det hele godt igennem, og se det lykkes. Sådan skal det gøres.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12