Onsdag den 26. august
Da Donald Trump truede med at erobre Grønland, blev Giorgia Meloni tvunget til at tage stilling: Skulle hun støtte sin amerikanske eller sin danske ven?
Kære læser
Da Friedrich Nietzsche erklærede, at “Gud er død” i Den muntre videnskab (1882), mente han, at religionen efter videnskabens fremvækst i oplysningstiden havde mistet sin rolle som et meningsgivende fundament i tilværelsen. I takt med religionens dalende autoritet har vesterlændinge forsøgt sig med alternative flugtveje fra den eksistentielle tomhed. Samtiden byder på mere eller mindre […]
Det bedste vi har set
Er man en smule lingvistisk nysgerrig, kommer det nok ikke som verdens største overraskelse, at folk i Silicon Valley er begyndt at lade KI-udtryk infiltrere deres sprog. Som The Atlantic bemærker, er det dog stadig lidt mærkeligt, hvordan folk dermed også umenneskeliggør sig selv: “På det seneste har tech-sproget taget en mærkelig drejning – folk er begyndt at beskrive sig selv, som om de var chatbots. Hvis du siger noget forkert, ‘hallucinerer’ du måske. Kender du ikke svaret på et spørgsmål? Det er fordi, det ikke findes i dine ‘træningsdata’. Føler du dig glemsom? Måske lider du af ‘context rot’, et udtryk, der henviser til forringelsen af en bots svar i løbet af en lang samtale.”
Apropos kunstig intelligens har Pew Research Center forsøgt at undersøge – ved hjælp af en maskinlæringsmodel, selvfølgelig – hvor meget af internettet der egentlig er skrevet med KI. Det korte svar er, at knap 10 pct. af alle hjemmesider bærer tydeligt præg af KI-genereret tekst. Samtidig er fx brugen af såkaldte negative parallelismer (‘det er ikke bare X, det er Y’), som er et af chatbotternes yndlingsvirkemidler, næsten tredoblet. Det er ikke bare irriterende, det er ildevarslende.
“Jeg har bedt Sonny Ankjær Sahl vælge en enkelt bog, hans favorit, fra sin samling. Det har han ikke gjort. Han har valgt ti, som nu ligger på bordet foran os. Det er da også både unfair og dumdristigt at spørge en dedikeret samler om udvælge en enkelt yndlingsting. Unfair, fordi det er som at bede vedkommende om at vælge mellem sine børn. Dumdristigt, fordi man ved, at de formentlig ikke vil kunne overholde det og i stedet peger på flere ting.” Informations Christian Monggaard taler samlermani og H.C. Andersen med Sonny Ankjær Sahl, der til daglig er afdelingsleder for Historiske Samlinger og Forskning på Det Kongelige Bibliotek.
Spisesedlen
Canada svarer igen i toldkrig med USA med straftold på op til 50 pct. på forskellige amerikanske varer – fx opvaskemaskiner og frossen fisk.
Forsvaret har ikke haft noget inspektionsskib i Grønland i knap tre uger – trods krav om, at mindst ét inspektionsskib skal være til rådighed.
Instagrams adm. direktør Adam Mosseri afviser under retssag, at techvirksomheden skulle have skjult dårlige data om sikkerhedsfunktioner til unge.
Svensk politi anholder yderligere en person i forbindelse med sværdangreb.
Styrelsen for Samfundssikkerhed lancerer i samarbejde med Børns Vilkår, Red Barnet og Røde Kors nye råd til, hvordan voksne taler med børn om kriser.
Mindst 47 dræbt og flere end 50 kidnappede under nyt bandeangreb i Haiti.
Folketinget får alligevel ikke en fast præst – men i stedet et telefonnummer, MF’erne kan ringe til.
Nærsynet
Heldigvis hersker der rimelig bred enighed om, at Dolly Parton – der aldrig gik ned på hverken selvironi eller suveræne melodier – var en af de største amerikanske countrymusikere nogensinde. Hvis ikke bare den største? Forunderligt var det i hvert fald, hvordan Dolly Parton som få formåede at forene folk i USA på tværs af […]
Et sidste ord
Vi stemmer for mindre Google og mere Googie.
På gensyn i morgen!





