Torsdag den 17. september
Fanfiction var begyndelsen på kunstig intelligens, men bliver kunstig intelligens enden på fanfiction?
Kære læser
Allerede i Antikken forstod man, at alt må gøres med måde. Der må være en balance mellem at drikke sig så stangvissen i honningsødet vin, at man ikke kan få sin toga ordentligt på, og omvendt at være så afholdende, at man helt undlader at holde skåltaler om kærlighedens natur i et venskabeligt symposie. På […]
Det bedste vi har set
I sidste uge blev rapperen Macklemore afskediget som opvarmer for popstjernen Ed Sheeran efter at have udtalt sig pro-palæstinensisk ved en koncert. Nu har fire andre opvarmere, herunder Lukas Graham, sagt op på turnéen i solidaritet, og selvom det kan lyde som ligegyldigt kendissladder, er der ifølge Soundvenue mere på spil: “Spørgsmålet er, om den neutrale position stadig er mulig at indtage for en stor popstjerne. Uanset hvor modvilligt, han garanteret har gjort det, er Ed Sheeran jo endt med at vælge side. Eller som Macklemore formulerer det: Der findes ingen neutral position mellem undertrykkeren og den undertrykte.”
Skribenten Adesola Oni-Doings har på sin ‘Yes, it is that deep’-blog taget fat i Lindsey Clancy-sagen – en igangværende retssag om hvorvidt Clancy kan holdes til ansvar for at have slået sine børn ihjel, efter hun blev afvist behandling for en dyb fødselspsykose. Desværre bruger antifeministerne også Clancy som et eksempel på kvinders ‘hormonelle uforudsigelighed’ og dermed en grund til at betvivle kvinders ret til fx at stemme eller besidde lederposter. Oni-Doings giver ikke en døjt for idéen om rettigheder som noget, man gør sig fortjent til: “Det burde være muligt for kvinder at have meninger, som du ikke nødvendigvis er enig i, at begå fejl eller være dårlige mennesker, uden at vores menneskelighed pludselig er til forhandling.”
Kærlighedserklæringer kan fås i mange former – lige fra sonetter til buketter. En mere diskret måde er at sætte et billede af den, man elsker, som baggrunden på sin mobiltelefon. Altså et memento i lommestørrelsesformat meget lig den famøse fotomedaljon eller det klassiske tegnebogsbillede. Konceptet er faktisk en del ældre, end man lige skulle tro. Victoria and Albert-museet i London har lavet en YouTube-video om en smykketrend, som tog 1700-tallets romantikere med storm: øjenminiaturen.
Spisesedlen
De dødelige oversvømmelser i Nepal og Tibet skyldtes bl.a. menneskeskabte klimaforandringer, konkluderer forskere i et nyt studie.
Ifølge FN’s Meteorologiske Verdensorganisation er det globale vandkredsløb blevet mere og mere ustabilt og uforudsigeligt.
Forebyggelsestiltag mod HIV i Danmark har haft gavnlig effekt, viser nye tal fra Statens Serum Institut. Halvdelen af alle tilfælde diagnosticeres dog fortsat for sent.
Fiji erklærer national krise efter kraftig stigning i antallet af HIV-smittede. Ifølge UNAIDS er smitteantallet 12-doblet siden 2010.
Amerikanske soldater har lavet “tekniske undersøgelser” af landingsbanen og andre mulige militære basefaciliteter ved Narsarsuaq i Grønland, viser DR-optagelser.
Københavns Kommune genopliver ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til at reducere eksponeringen for luftforurening.
Den amerikanske centralbank hæver renten for første gang i tre år.
Nærsynet
Fra fredag til søndag skal det russiske folk stemme om, hvem der skal sidde i det russiske parlament, Dumaen. I virkeligheden er der dog kun ét rigtig emne på stemmesedlen: Krigen i Ukraine. Over de seneste par måneder har Putin nemlig brugt en del ressourcer på at forhindre kandidater fra partiet Yabloko – det parti, […]
Et sidste ord
Ellers en god forretningsidé: En håndsæbe med bakterier, så du kan vaske hænder for evigt.





