Torsdag den 8. oktober
I dag bruger den yderste højrefløj en taktik – opfundet af Steve Bannon – som har vist sig særligt effektiv i at samle stemmer: Man gentager problemstillinger, der før tilhørte venstrefløjen, og præsenterer herefter højreekstreme løsninger.
Kære læser
Hvornår opstod Danmark og danskerne? Søndag i Berlingske Tidende præsenterede professor Ove Kaj Pedersen – som netop har udgivet bogen Staten – et for nogle måske overraskende bud: “Min foreløbige konklusion er, at Danmark først blev til Danmark efter Anden Verdenskrig, og at danskerne først bliver til danskere op gennem 1900-tallet.” Ifølge Pedersen får Danmark efter […]
Det bedste vi har set
August Lamm havde 200.000 følgere, og så skrottede hun sin smartphone. Uden telefonen voksede hendes tanker tilbage, skriver hun i bogen You Don’t Need a Smartphone. The New York Times portrætterer den 31-årige kvinde, der kæmper for at genoprette før-digitale fællesskaber. En kamp, der synes svær at vinde, når hendes fans dukker op til hendes begivenheder med en eller flere smartphones i lommen.
+ På Lamms Substack kan du læse et kort uddrag fra bogen, hvor hun forestiller sig en scene fra en F. Scott Fitzgerald-novelle, hvis den var skrevet i dag.
Ingen klasseværelser. Ingen borde eller stole. Ingen skolebøger. Mosab Abu Toha, en tidligere palæstinensisk lærer, der flygtede til USA i 2023, skriver om børn og unges skolegang i Gaza. “Den 9. april 2026, et halvt år inde i den såkaldte våbenhvile, sad en niårig pige ved navn Ritaj Rihan i skolen i et telt, da en israelsk kugle ramte hende i munden. Hendes klassekammerater fortalte Al Jazeera, at hun stod tæt på teltets forside og ventede på, at en lærer skulle se på hendes opgave. Teltet var blevet rejst oven på ruinerne af Abu Obayda ibn al-Jarrah-gymnasiet, hvor jeg selv havde afsluttet 12. klasse. Da Rihan blev skudt, sad hun tæt ved min nevø Yazan. Senere samme dag, da han blev genforenet med min søster Aya, fortalte han hende: ‘Mor, en pige ved siden af mig blev skudt i kæben.’ Han forsøgte at berolige hende ved at tilføje: ‘Men hun trak stadig vejret.’ Det, han ikke vidste, var, at hun allerede var død, da en hestevogn endelig kunne transportere hende til en lægeklinik.”
Fagbladet Journalisten bladrer i mellemøstkorrespondent Puk Damsgårds noter, der igennem flere årtier er blevet omdannet til artikler, reportager og bøger. Det er et fint indblik i Damsgårds arbejde og syn på journalistikken: “Vi kan mærke verden. Hvis bare vi holder kæft. Hvorfor må vi ikke mærke noget? Der skal hele tiden være en journalist, der taler. Der skal hele tiden være en kilde eller en vært, der taler. Vi ævler og kævler.”
Spisesedlen
Afghanistan-udredning får alligevel fuld åbenhed, beslutter Folketingets Præsidium enstemmigt.
87-årige Maricarmen Abascal, hvis tvangsflytning har startet landsdækkende protester mod boligkrisen i Spanien og fået Pedro Sánchez til at udskrive valg, er død.
Alle landets kommuner oplevede it-nedbrud onsdag.
Houthierne påtager sig ansvar for lufthavnsangreb i Riyadh, Saudi-Arabien.
Canada dropper planer om at tillade aktiv dødshjælp for personer med psykisk sygdom.
På en uge har 700.000 mennesker oprettet kreditadvarsel, der gør det sværere at optage lån eller kredit i ens navn. Mandag kom det frem, at 8,8 mio. CPR-numre er blevet lækket.
Britiske trafikanter kan fra torsdag se benzinpriser i realtid på Google Maps.
Nærsynet
Få minutter over midnat onsdag valgte Kosovos parlament den 73-årige politiker og økonom Justina Pula som landets tredje kvindelige præsident i hvad der beskrives som en maratonsession. Deadlinen var overhængende: Uden en ny præsident onsdag ville Kosovo være tvunget til at udskrive lynvalg, det tredje på 19 måneder. I samme ombæring stemte parlamentarikerne for at […]
Et sidste ord
Nu er det vist bare mobning, Amazon.
På gensyn i morgen!





