Weekend den 13. november
Kære læser
Det vrimler med eksempler på tyranniske lærere og mentorer, der nedgør og nedbryder deres elever i kunst og kulturen. Fra professor Snape til lektor Blomme. Uanset om man læser Det forsømte forår eller ser Harry Potter, står det klart, at frygt er en elendig læremester. I tirsdags blev en ny lovændring førstebehandlet i Folketinget. En […]
Det bedste vi har set
Skulle man i løbet af det næste halve år befinde sig i New York, kan det anbefales at tage forbi New York Poster House, hvor der nu vises en retrospektiv udstilling af tyske Günther Kiesers psykedeliske plakatkunst. Hvis man synes, det er lidt langt at krydse Atlanten for at se på plakater, har assisterende billedredaktør hos The Guardian Briana Ellis-Gibbs heldigvis fundet 10 af Kiesers værker, man kan nyde gennem skærmen. Som en Fleetwood Mac-koncertplakat fra 1970 prydet af en mildest talt skræmmende hjemmesyet dukke.
Hvad har Xi Jinping til fælles med den irske Taoiseach – premierminister – Micheál Martin? De har begge læst den næsten 130 år gamle irske roman The Gadfly af Ethel Lilian Voynich. En bog, der var umådelig populær i Sovjetunionen i løbet af det sidste århundrede, men i dag er ganske ukendt i store dele af verden. Bogen handler om den engelske revolutionære Arthur, som rejser til Italien for at slutte sig til revolutionen, alt imens en tragisk kærlighedshistorie udfolder sig for hovedpersonen. I Current Affairs skriver skribent Elizabeth R. Blackburn om, hvorfor “alle revolutionære har brug for The Gadfly”.
Oppe i Norge diskuterer man en letpåklædt kalender, Sexy Sosialister, udgivet af 19 kunstnere med formålet at samle penge ind til partierne Sosialistisk Venstreparti og Rødt til den kommende valgkamp. Indtil videre er der ifølge norske Fagbladet blevet indsamlet over 30.000 norske kroner. Problemet er bare, at partierne ikke vil tage imod pengene. “Socialismen har ikke brug for at være sexet. Og kvindekroppen er ikke valgkampsmateriale. (…) Objektiviserende fremstillinger af kvinder har ingenting at gøre i politisk markedsføring. Det opretholder et dehumaniserende kvindesyn, som gør os til sexobjekter. At indtægterne fra en pornografisk kalender skulle gå til SV og Rødt gør det hverken mere frigørende eller mindre problematisk,” lød det bl.a. fra Rødts Kvindepolitiske udvalg. Redaktør på Solidaritet Jonas Neivelt forklarer, hvad der er op og ned i sagen.
Tirsdag skrev vi, at Jensen Huang havde en dårlig uge. Den blev kun værre. Den eminente tech-journalist Ed Zitron giver en god – og hurtigt lyttet – gennemgang.
Ilsebil Søe Iwan anmelder den eksperimenterende performanceserie på Nørrebro Teater Socks & Stilettos – Akavet excellence og baguette-ballet for kulturmediet Passive/aggressive. Hun undersøger, hvilken rolle performancekunsten egentlig spiller i denne performative tid og overvejer, om publikums delagtiggørelse egentlig bare var uautentisk. Performancekunstens mulige indspisthed til side, kan du lade dig mætte af maleriske sætninger som: “Var vi intet mere end søde, beskidte duer på en tagrende, der ikke ventede på andet, end at de endelig gav os lidt opmærksomhed og noget at spise.” God appetit.
I Danmark må rugemødre ikke kompenseres økonomisk for at bære andres børn, men det må de gerne i USA, hvor rugemødrenes arbejde italesættes som en personlig rejse. I podcastserien The Journey fra The New Yorker og In The Dark undersøger journalisten Ava Kofman en sag, der truer rugemødre-industrien. Officielle myndigheder troppede op ved et palæ i Los Angeles og fandt over 20 små børn – næsten alle var kommet til verden gennem rugemødre. Sagen har sat gang i debatten om rugemødre i USA, og podcasten tager da også udgangspunkt i rugemødrenes historie. For nej, de havde ingen idé om, hvad de gik ind til.
Spisesedlen
EU-Kommissionen vil undersøge sin associeringsaftale med Israel som følge af en underskriftindsamling med over 1,1 mio. underskrifter fra europæere.
Ungarn vil lempe hård abortlovgivning og gøre nødprævention mere tilgængeligt, meddelte premierminister Peter Maygar torsdag.
72 pct. af kvindelige soldater i Tysklands militær har oplevet chikane.
74 lande er ramt af globalt Microsoft-nedbrud.
Den Danske Ordbog har fået 291 nye ord, herunder sorry, masseovervågning og hybridangreb.
Inatsisartut har vedtaget, at Grønland går tilbage til sin gamle tidszone UTC-3 fra 2027.
Hver fjerde personbil kører på el, og 97 pct. af husholdningers nye biler er også el.
Nærsynet
I det sydlige Libanon krænker Israel våbenhvilen med bombardementer. At gøre krav på livet i de libanesiske landsbyer ved at dyrke tobaksplanter og passe geder, er blevet en form for modstand.
Et sidste ord
Stakkels Jakob Harrits. Ikke ham i Folketinget.
God weekend!







