Weekend den 2. oktober

Ugens føljeton

GOAT

Stor, større, ged. I dag kan man knap nok tænde for en sportsbegivenhed, før man ser eksalterede fans udråbe den ene og den anden stjerne til #GOAT, altså ‘Greatest of All Time’. Men er der gået inflation i storheden – og hvad vil det overhovedet sige at være den største? Det undersøger vi i denne uges føljeton.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Regeringens egen Samson

SU er en afgørende søjle for studerende – på alle mulige fag – for at dygtiggøre sig og blive et aktiv for både det danske samfund – og for den personlige udvikling. Og det er derfor vi ikke skal pille ved SU’en […] Med så mange unge, der oplever et voksende pres og stress… Og […]

Det bedste vi har set

Træls tro på techtitaner

Hvad skal vi være mest bange for: En fremtidig superintelligens, der vil udslette menneskeheden, eller at menneskeheden udsletter sig selv med fejlbarlige chatbots? KI-forskerne Timnit Gebru og Emily Bender argumenterer for det sidste i The Guardian og giver en opsang til medierne: “Når man følger virksomhedschefer og beskriver deres produkter som handlende væsener, tillader man selvsamme chefer at løbe fra ansvaret, mens de narrer offentligheden.”

God lyd er gud

Hvorfor bruge en halv pensionsopsparing på nye højtalere eller måneders research på at finde de helt rigtige bronzekabler til sin pladespiller? Skribenten Colin Vanderburg skriver sjovt og selvironisk om at elske lyd i magasinet n+1: “Når vi hengiver os til lyd for dens egen skyld, vækkes noget elementært og infantilt. Men modsat andre kultiske grupperinger ved audiofile godt, at deres gud inderst inde er falsk. Optagede sange er midlertidige begivenheder, men i den audiofile drøm, eller forblændelse, gemmer pladen på uendelige detaljer, nye dybder, der altid kan blive hørt bedre og sandere – hvis bare vi har det rigtige udstyr.”

Hit med sangen?

Sangen “Choosin’ Texas” af singer-songwriter Ella Langley har, utroligt nok, slået rekorden for flest uger som nummer ét på Billboards Hot 100-hitliste – en hæder, som tidligere tilhørte Mariah Careys “All I Want For Christmas Is You”. Mens du sandsynligvis kan nynne sidstnævnte i søvne, kniber det nok mere med “Choosin’ Texas”. Som journalist Ryan Broderick meget rigtigt pointerer i nyhedsbrevet Garbage Day, føles sangen nemlig ikke som et hit. Så hvad laver den i toppen af Hot 100? Svaret har (selvfølgelig) noget med algoritmer at gøre, men handler, på et dybere plan, også bare om et “dybt ødelagt medielandskab”.

Fashionistaen Zuckerberg

“Modemæssigt ser det ud til, at han gennemgår en slags forsinket pubertet. ‘Det her er noget, vi gjorde på universitetet eller i gymnasiet,’ sagde designeren Mike Amiri, der hjalp Zuckerberg med at designe hans første high-fashion T-shirt i 2024 med broderiet ‘Aut Zuck Aut Nihil’ på forsiden – latin for ‘alt Zuck eller intet’. ‘Man er ved at finde ud af: ’Er jeg en fyr, der går i løstsiddende tøj? Er jeg en vintage-type? Hvem er jeg?’’ sagde Amiri. Det er bare sådan, at Zuckerberg gør det i 40’erne med ubegrænsede ressourcer.” Hvad siger det om Mark Zuckerberg – og hans forhold til magt – at han pludselig er begyndt at gå op i tøj? Det har The New York Times’ modeekspert Vanessa Friedman forsøgt at undersøge.

Bolsonaro junior

Trods voldtægtsanklager og mangel på sin fars karisma har Flávio Bolsonaro en reel chance for at vinde søndagens præsidentvalg i Brasilien. Globalnyt er rejst til Sydamerikas største land for at forstå hvorfor: “Flávio Bolsonaro behøver … ikke nødvendigvis at overbevise brasilianerne om, at han er en ny Jair Bolsonaro. I et valg præget af stærk modstand mod begge hovedkandidater kan opgaven i lige så høj grad være at samle de vælgere, der først og fremmest ikke ønsker Lula.”

Kongens nye klæder

“Når et museum som Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot bestiller portrætter, er det universitetsuddannede kunsthistorikere, der vælger en akademiuddannet kunstner, finansieret af en fond bestyret af nogle af landets ypperste hjerner. Hvad enten man bryder sig om resultatet eller ej, må man som minimum anerkende, at der har været involveret mange års optjent viden og erfaring, og jeg synes mildt sagt, at det er pinligt at opleve, hvordan alle uanset baggrund og forhåndsviden beklikker en så massiv mængde ekspertkundskab, blot fordi man har en personlig idé om, at kong Frederik bør ligne en operettehusar eller en Marvel-helt.” Kunsthistoriker og ekspert i hofkunst Thyge Christian Fønss-Lundberg giver sit besyv med i debatten om Cathrine Raben Davidsens nye portræt af Kong Frederik.

Spisesedlen

Droneredegørelse om episoden ved Borris Skydeterræn i september 2025 var fejlagtig, konkluderer Forsvarskommandoen.

Mere end 400 franske skoler er lukket fredag, mens studerende demonstrerer over hele landet.

USA sender tredje hangarskib mod Iran, oplyser amerikansk embedsmand til Al Jazeera.

Fire nye besætningsmedlemmer er ankommet til Crew 13-missionen på Den Internationale Rumstation (ISS).

Grækenland opfordrer EU til at give medlemslandene mulighed for at suspendere asylansøgninger midlertidigt.

Undervisningsminister Magnus Heunicke (S) og digitaliseringsminister Christina Egelund (M) kaldt i samråd om Aula, efter Moderaterne har udtalt, at Aula bør afskaffes.

Britiske flyselskaber skal fremover ikke opkræve forældre ekstra gebyrer for at sidde ved siden af deres børn, foreslår premierminister Andy Burnham.

Et sidste ord

Så… blind dating?

Rigtig god weekend!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12