Ross Douthat, som er den mest højreorienterede af The New York Times’ faste klummeskribenter, har USA’s utålelige vicepræsident J.D. Vance med i sin podcast ‘Interesting Times’. Samtalen er sådan set interessant. Man kommer lidt ind i hovedet på Vance, og Douthat udfordrer ham på en række af hans ekstreme synspunkter, der er afledt af en eller anden form for paranoia. Lyt hvis du orker. (Kan også læses.)

“[Vi] når til et punkt, hvor vi ikke engang tør kigge på hinanden, fordi det simpelthen er så sorgfuldt.” Hvis ikke du fik hørt det tidligere på ugen, vil vi på det kraftigste anbefale at gå ind at finde dansk-palæstinensiske Anarim Chahabis besøg i Genstart, hvor hun fortæller om sin bedstemoders historie om at flygte under Nakbaen i 1948, og hvordan det traume har sat sig gennem generationer. Chahabi er medforfatter til bogen Palæstinenseren.

“Saeed og Even planlagde at gå om bord på en båd i Alexandria, som var organiseret af eritreiske smuglere og angiveligt var på vej til Italien. Det var et scam. I stedet blev de tvunget til at vandre i 12 timer over grænsen til Libyen. Da Saeed besvimede, blev han båret af de andre migranter. I Libyen blev de kørt til den fjerntliggende vestlige by Bani Walid, som er et knudepunkt for menneskesmuglere. Tusindvis af migranter blev holdt fanget i hangarer rundt om i byen. I Bani Walid fandt Even og Saeed ud af, at sponsorerne af deres båd havde solgt dem til en eritreisk menneskesmugler ved navn Knife, som arbejdede for en lokal libysk bagmand. Knife siges at have fået asyl i Canada, hvor han nu ejer en frisørsalon. I Libyen levede han af at torturere migranter for at få penge ud af deres familier.” Dagbog fra Libyens tilbageholdelsescentre, som EU i øvrigt giver penge til.

Ralph Macchio spillede The Karate Kid i 1984. Som midaldrende har han spillet rollen igen gennem seks sæsoner af tv-serien Cobra Kai. Nu er han igen Daniel LaRusso i filmen Karate Kid: Legends. Det stopper aldrig – nu på 41. år. The Guardian har et interview med Macchio. Får han nogensinde nok? Får verden nok?

Den canadiske sanger Rufus Wainwright og hans ægtefælle Jörn Weisbrodt, som ifølge internettet er en tysk kunstadministrator og sanger, har lavet en bog om landsbyen Montauk, der ligger på den østligste spids af Long Island i delstaten New York. Ditch: Montauk, New York, 11954, hedder den. Fordi det er Rufus Wainwright, så får du et link til et uddrag her.

“Mercy … lever af at skrive opgaver for studerende i det globale nord. De fleste nætter tilbringer hun foran computeren, og på hendes harddisk findes et omfattende arkiv af tusinder af essays og over ti akademiske specialer, som hun har skrevet for andre gennem årene. Hun er dog i alt dette arbejde i sidste ende usynlig. Hendes navn optræder aldrig i de færdige opgaver – det er kunden, der står som forfatter, når opgaven indleveres, og det er kunden, der høster både eksamensbeviset og anerkendelsen.” Ret godt interview i Globalnyt med sociologen Patricia Kingori om en global industri “mellem desperate akademikere i nord og kenyanske hjerner i syd”.