Skøn rubrik af Føljetons Lars Trier Mogensen i Dagbladet Information: ‘Gyllecowboys er de nye halalhippier‘. Det handler om reguleringen af landbruget, der har sendt Venstres popularitet helt ned i lavbundsjorden. “Stram, strammere, strammest. Kravet om hårdere regulering breder sig nu fra kvælstof og pesticider til også at omfatte dyrevelfærd og selve størrelsen på svineproduktionen … Den nye spejling af strammere og slappere er bestemt ikke sket tilfældigt. Tværtimod er det langt hen ad vejen de gamle tabere, som nu har lært af deres fejltagelser og skyder tilbage med de stærkere virkemidler, som udlændingestrammerne i sin tid brugte mod dem.”

“Det var ikke let at sige hvorfor Maria var blevet kærester med Mark. Han havde spurgt om de skulle være det, og hun havde svaret ja. De havde været til fest hos Regitze, havde kysset i køkkenet, havde kysset dybt eller måske intenst yderligt, med stor styrke i hvert fald, og Maria, som hidtil kun havde kysset med sine veninder, havde syntes godt om hans skægstubbe som kradsede, følelsen af skade, en vis skadevirkning, svien der endda vedblev dagen efter, det interesserede hende, ja faktisk slog det hende som noget fænomenalt. Men det var ikke dér Mark spurgte, det var først flere måneder efter.” Lige om lidt udkommer Asta Olivia Nordenhof med tredje bind i fortællingen om Scandinavian Star. Maria, Atlantis hedder bogen, som er en “litterær romantasy”. Altid skønne Weak Press bringer et uddrag.

En “jernhånd i en fløjlshandske” beskriver måske meget godt kvinderne bag diktatorerne. I tilfældet den tidligere filippinske førstekvinde Imelda Marcos – hvis mand Ferdinand Marcos’ 30-årige regime begik utallige menneskerettighedskrænkelser med statsansatte torturbødler – var det dog ikke handsker, men derimod dyre sko, hun foretrak. 3.000 styks. Fashionpodcasten Nymphet Alumni snakker i denne om diktatorfruernes stil, den franske kong Louis XV’s moderigtige elsker Madame de Pompadours historiske eftermæle og den særligt ‘damede’ æstetik. “Husk nu, at mange af dem var krigsforbrydere,” bliver man påmindet.

“Hvis der havde fandtes en dating-app i 1950’erne, ville man nok forvente, at den lignede Upward. Med funktionen ‘chivalry mode’ kan brugerne indstille det sådan, at manden i et heteroseksuelt match sender den første besked til kvinden. Med ‘marriage timeline’ kan de angive, hvor hurtigt de ønsker at blive gift … Der er ikke tale om en fejl i rum-tid-kontinuummet, hvor det 20. århundrede folder sig ind i det 21. århundrede. Det er derimod det nyeste store projekt fra Match Group – virksomheden, der ejer en lang række datingapps, herunder Hinge og Tinder.” The Atlantic om datingappen Upward, der før var målrettet kristne, men som i denne uge er blevet lanceret til “den næste generation af traditionalister”.

“Vi står der stadig, da tre biler holder ind. En medtaget rød Mercedes, efterfulgt af to gendarmer i grønne uniformer, der nikker til den kommunale repræsentant. På en orange båre ligger en hvid plastikligpose, der er let åben. Et lig er netop ankommet. Mændene, der kom i bilerne, er fra lokalsamfundet – de er her for at forsøge at identificere det. Sådan ser EU’s migrationspartnerskaber ud set fra virkeligheden.” De to danske forskere Ahlam Chemlali og Signe Marie Cold-Ravnkilde skriver fra Marutianien, som EU-Kommissionen for to år siden underskrev en 210 mio. euro dyr migrationsaftale med. Hos mediet Africa Is a Country.

“Vidste du godt, min skole var så dårlig, da du besluttede, at jeg skulle gå her?” Den Pulitzerprisvindende journalist Nikole Hannah-Jones, der stod bag det fænomenale 1619-projekt om slavegjorte afroamerikanere, tog for et årti siden en beslutning på vegne af sin datter: Hun sendte hende i en lavindkomstskole og den slags skole, som mange sorte amerikanere – selv dem fra middelklassen – ender med at gå på i en kombination af boligmæssig segregation og “akademisk” udvælgelse. Ti år senere er hendes datter skuffet over de dårligere muligheder, hendes mor har givet hende. Hannah-Jones skriver om datterens vrede og New Yorks fortsatte problem med racesegregerede skoler i The New York Times (meget blød betalingsmur).