Én gang om måneden inviterer Føljeton en gæst til at komme med sine bud på det bedste derude. I dag har vi besøg af forfatter Peter Adolphsen, der er aktuel med romanen Ellepigen Pif & 42, den tavse guru.

Jeg genlæser for tiden Emanuele Coccias Planternes liv – Blandingens metafysik, fordi jeg overvejer at blive økoterrorist til fordel for dyrs og planters vitale rettigheder og lige vil have mit filosofiske ståsted på plads, inden jeg griber til våben.

Den tyske avantgardekunstner med det vilde navn Baronesse Elsa von Freytag-Loringhoven (f. Else Hildegard Plötz) var en særdeles spændende dame, som jeg vil anbefale alle at læse om på Wikipedia. Det er en vild skandale, at verdens mest berømte readymade, Fountain (1917), stadig (udelukkende) tilskrives Marcel Duchamp, der som var en af mine helt store helte, men nu fremstår noget skurkagtig.

Men alligevel er Duchamp stadig en af mine helte. Kunstværket La Mariée mise à nu par ses célibataires, même, også kendt som Det Store Glas, vil fascinere mig til min dødsdag. Jeg drømmer stadig om at se originalen i Philadelphia. I mellemtiden ser jeg en video om glasset via en hjemmeside (smarthistory.org/duchamp-largeglass/), der hjernedødt gentager myten om pissekummen som Duchamps værk.

Jeg har adgang til nogle solrige vindueskarme, og i dem dyrker jeg ærtesorten Blauwschokker, som ikke bare har et fedt navn, men også vokser hurtigt (der er forandringer at frydes over hver eneste dag) og har smukke, lilla bælge samt smager godt.

Forleden læste jeg Sayaka Muratas Døgnkioskmennesket. Det er en særdeles elegant lille roman, meget æstetisk på japansk manér. Den er hurtigt læst, men rumsterer i én i lang tid. En slags minimalisme, der netop lykkes ved at slå om i sin modsætning. Hele universet kan rummes i en døgnkiosk.