The Carters’ fornemmelse for kunst, XXXTentacions fornemmelse for tragedien

(FILES) In this file photo taken on November 4, 2016 Beyonce (L) and Jay-Z perform during a Get Out the Vote (GOTV) performance in support of Democratic presidential nominee Hillary Clinton at the Wolstein Center in Cleveland, Ohio. Music’s most famous couple Beyonce and Jay-Z pulled a surprise by releasing a joint album late on June 16, 2018, a long-rumored collaboration that celebrates their marital passion. / AFP PHOTO / Brendan Smialowski
I lørdags indtog verdens største pop-par Jay-Z og Beyoncé Telia Parken, og i sidste uge indtog de Louvre i Paris. I sidste uge døde også den kun 20-årige rapper XXXTentacion af skud i et banderelateret opgør. Er det forsiden og bagsiden af den samme hyperpopulære kultur?
Den sorte popkultur sidder i et fængsel af sin egen succes. Et fængsel, der er så overrumplende og genialt beskrevet i oscarfilen Get Out (2017), som kort fortalt handler om en kult af hvide ældre overklassemennesker, der via en hjernetransplantation ”flytter ind” i veltrænede sortes kroppe. Det er en humoristisk og klasustofobisk allegori over det, der sker med den sorte populærkultur, der i disse år synes at vinde alt på alle flader. Kunstnere som Kendrick Lamar, der for nyligt vandt Pulitzerprisen, Childish Gambino, der i forsommeren satte ild til internettet med videoen ‘This is America’, Kanye West, Frank Ocean, Cardi B og med film som Get Out og Black Panther (2018). Og så selvfølgelig ægteparret Beyoncé og Jay-Z, der lørdag vandt Telia Parken i København, ligesom de har vundet resten af verdens største arenaer på deres ‘On the Run II’-tour, de er i gang med.
Men successen gemmer også på en amerikansk tragedie, som vi fik at se i sidste uge, da rapperen XXXTentacion blev skudt og dræbt på åben gaden – formentlig som led i et bandeopgør. For hvor barskt det end lyder, er det lige præcis den slags historier, der sælger billetter til de sorte kunstnere, og det, der bevægede hiphoppen fra en subkultur til verdens største musikgenre. Historier, der rækker ned i de triste og gruopvækkende amerikanske statistikker om, hvad det vil sige at vokse op som sort i USA – politivold, racisme, bandekriminalitet, underklasse og ulige vilkår.
I den historie er hiphoppen et centralt omdrejningspunkt. Siden gennembruddet i 80’erne har kunstnerne (til tider direkte fysisk) sloges om, hvem der var mest ’ægte’. Det handler om at være fra underklassen. Hvem er fra ghettoen, og hvem er i virkeligheden bare fra middelklassen. Keep it real, lyder en af klicheerne fra scenen. En stor del af hiphoppen bygger på, at man skal have en historie at fortælle – og det skal være din egen. På den ene side findes clubscenen. Det er den kommercielle del af hiphoppen, og her er det særligt pladeselskabernes marketingafdelinger, som gør meget ud af, at deres kunstnere er hårde drenge fra ghettoen, der kan vise skudsår frem. Simpelthen fordi det sælger plader i den hvide middelklasse. Denne higen efter autenticitet spiller på hele myten omkring slavetiden. Det sorte hård-fyr-image handler om, at den sorte maskulinitet grundlæggende er truet efter 400 års slaveskab. Ikke desto mindre sælger de flest plader i den hvide middelklasse.