Den tragiske krig, den tragiske fred
Det var i 2016, at jeg gik rundt i Kabuls gader og tænkte på Saigons fald og Vietnamkrigens afslutning.
Over alt i Kabul var der betonspærringer og kontrolposter, som tvang trafikken til at snegle sig af sted mellem nyopførte beskyttelsemure, også de bygget af beton, angstens, usikkerhedens og det desperate selvforsvars symbol og materiale.
Luftrummet over byen blev ustandselig krydset af svirrende helikoptere. Ingen betydningsfuld udlænding eller højtstående afghansk officer, krigsherre eller politiker vovede længere at færdes i deres biler, pansrede eller ej. De måtte op over Kabuls tage for at undgå truslen fra veltilrettelagte angreb og detonerende bomber. Kabul var en belejret by, men den var belejret indefra.