Dødt løb

”Vores have kunne ses af de sørgende, så hvert 20. minut, når de blanke, sorte biler rullede forbi, var vi nødt til at blive usynlige. Det blev aldrig sagt direkte til os, men vi voksede op med en forståelse af, at det på en måde var respektløst over for de sørgende, hvis vi blev set løbe rundt i haven, set have det sjovt, hvis vi virkede alt for… levende”. Forfatter Jo Browning Wroe fortæller i The Guardian, hvordan det var at vokse op med et krematorium i baghaven.