Øremærket barsel: En sejr til mændene, kvinderne, børnene, mennesket

(ARKIV) Sommerbillede fra Amagerstrandpark den 25. maj 2012. Danmark kæmper imod, men det bliver svært at stoppe vedtagelse af EU-direktiv om øremærket barsel til mænd, mener beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen. Det skriver Ritzau, onsdag den 13. juni 2018.. (Foto: Andreas Beck/Ritzau Scanpix)
Vores stereotype opfattelser af Europa, europæere og os selv er ikke ligefrem sådan, at der skal komme nogen og lære os noget om ligestilling og barsel. Ja, det er faktisk noget, vi har indført i Bertel Haarders fine danmarkskanon, at vi skulle være helt særligt gode til heromkring. Modsat det katolske og sexistiske syd, de konservative familiemønstre i Tyskland og Frankrig og de brølende østeuropæere, der har det stramt med aborter, så er Norden et fristed for ligestilling og køn. Velfærdsstaten, de frie brysters land, Sverige, Norge og Danmark, vi har fundet ud af, at mænd skam også kan skubbe en barnevogn og at kvinder kan blive direktører, hvis de bare vil det nok.
Men på et ministermøde i Luxembourg onsdag var det omvendtsdag, eller også var det bare en øjenåbner for det land, Danmark egentlig er. På mødet blev det bosset igennem, at Danmark mod sin vilje skal indføre øremærket barsel til mænd. Halvanden måned skal være betalt, en halv måned kan være ubetalt. Sådan sagde et flertal af EU-landene på EU’s social- og beskæftigelsesministermøde i Luxembourg og nu lyder der gennem medierne og store dele af det danske Folketing en jammersang om, at vi er blevet “tvunget” til en ”tvunget barsel”. Tvang med tvang på.
Det er ellers en kamp, der er pågået længe, men hele grundpræmissen i brugen af ordet ’tvang’ er forkert. Den øremærkede barsel til mænd er ikke en ligestillingskamp, man bør tage for kvinderne, men en kamp for mændene – ja og for børnene, kvinderne og samfundet helt generelt. For et af de områder, hvor uligheden mellem kønnene gør allermest ondt på mænd, er netop i familien. Det er mænd, der mister børnene ved skilsmisser, mænd, der går på arbejde og vinker farvel til den nære relation til deres mindste børn. Og kvinder, der bliver set som de primære omsorgspersoner af samfundet og af familierne selv.