Følg mig
Nå, så kom det, Kanye Wests album, som vi har fablet om i et halvt år, langt om længe. Efter udsættelse på udsættelse og aflysninger af tidligere album kom Jesus is King, der skulle være hans kristne genfødsel og en forsagelse af alt det djævelsk (gode) hiphop, han har brugt de sidste små 20 år på at reformere og revolutionere. 27 minutter langt er det og dermed dårligt nok et helt album. Er det skuffende? Tja, det er det jo nok, men det er heller ikke forfærdeligt. Det er fyldt med passion, glæde, intensitet og begejstring. Der er masser af Kanye-signaturer, soulsamples, masser af grænsenedbrydende overgange, intens rap, og han får endda revitaliseret gospelkorsang, som vi ellers har haft det virkelig stramt med siden engang i 1980’erne.
Men hvad er det så, der alligevel virker så skuffende på Jesus is King? Måske er det, fordi det, vi kalder signaturer, lægger sig betænkeligt tæt op ad pastichen, måske er det, fordi det virker lidt tamt at komme med 27 minutter og ni regulære numre, hvoraf det længste kun er tre et halvt minut. Det er fladt. Men hvad der er værre end alt det er hans måde at være nyfunden kristen på.
Hvis man er almindelig dansk velfærdskristen, der går i kirke til jul og til begravelser, stritter det som udgangspunkt lidt, når popstjerner og kunstnere pludselig springer ud som full blown kristne, men faktisk har vi intet imod kristen eller troende kunst. Det er der kommet bunker af mesterværker ud af – både historisk set og også helt frem til nutiden, hvor Kanye West endda med numre som ”Made in America (Sweet Jesus)” og ”Jesus Walks” har stået for et par af dem selv. Johnny Cash-albummet My Mother’s Hymn Book (2004) er et andet fint eksempel eller Leonard Cohens største hits (”Hallelujah”, ”The Future”, ”Story of Isaac” m.fl.), og selv Bob Dylan har i sin udskældte kristne periode skabt et par af de bedste samtidige salmer, der er lavet. ”Every Grain of Sand” eller ”I shall be released” (ja, ja den er teknisk set ikke fra den periode) kan, på linje med salmer som ”Dejlig er Jorden” og ”Hil dig, frelser og forsoner”, få en til at tro, selv om man måske slet ikke ser sig selv som kristen. Det er stor kunst.