Fukuyamas store nederlag?

Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix
Friedrich Nietzsche sagde det nu meget godt – og polemisk: “Tidligere søgte man at få en følelse af menneskets herlighed ved at pege på dets guddommelige herkomst: Dette er nu blevet en forbudt vej, for ved dens dør står aben, sammen med andre rædsomme dyr, og viser fuld af forståelse tænder, som for at sige: ikke videre i denne retning!“ Vores moral og værdier er ikke nogen gudsgiven, metafysisk størrelse, men er altid blevet til i tiden. Og går man langt nok tilbage, begynder Darwins hånlatter at runge; ved enden af historien findes den ubehagelige påmindelse om, at også vi mennesker er nogle dumme, forvirrede dyr. Af samme grund mener Nietzsche, at mennesket må skabe historien med en bevidsthed om, at det skaber den.
Når det kommer til nyere historietænkning – og semi-uheldige læsninger heraf – er det næsten umuligt at komme udenom gode gamle Francis Fukuyama. Selvom den amerikanske politolog igen og igen har forsvaret sig med, at han altså ikke mente det med “historiens afslutning“ så bogstaveligt, er hans positivistiske 90’er-teori ikke just ældet med ynde. Selv efter murens fald viste der sig alligevel at være alvorlige trusler mod det liberale demokrati. Så meget er Fukuyama da også villig til at indrømme. I et nyligt interview med New Statesman spår politologen sågar, at en russisk sejr i Ukraine, kombineret med en kinesisk invasion af Taiwan, vil kunne indvarsle “afslutningen på ‘historiens afslutning’“. Så har man da hørt det med.
Dermed ikke sagt, at Fukyama nu har trukket helt i land. Til New Statesman forklarer han, at han snarere har undervurderet risikoen for “politisk forfald“; at demokratier også kan gå tilbage. Historiens udvikling – og afvikling – følger ikke nødvendigvis en fin, ret linje. Der kan være bump på vejen, hvorfor vi ikke bare må tage vores værdier for givet. “Ja, hvad sagde jeg?!“, kan man næsten høre Nietzsche sige fra det hinsides. Og så alligevel: Hvis det står til Fukyama, kan krigen i Ukraine også blive den bratte opvågnen, de “vestlige“ demokratier har haft brug for. Et russisk nederlag vil simpelthen genoplive “ånden fra 1989“. Man har jo lov at håbe.