Gud er død, marxismen er i krise, og jeg har det heller ikke selv så godt

Roskilde Festival 2018. Stemning på campingområdet mandag 2. Juli 2018 inden åbningen af Roskilde Festivalen på onsdag. Her Støv og blæst på campingpladsen. (Foto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix)

Årets Roskilde Festival er i gang, og igen i år byder den op til en uge med masser af musik, kunst og øl i lange baner. Men Roskilde er mere end bare en festival. Den er et symbol på det vestlige samfunds skønhed såvel som grimme dobbeltmoral og forfald. Den er symbolet på en elskelig hedonisme såvel som venstrefløjens identitetskrise. Føljeton har besøgt Roskilde Festival og opsummerer hele festivallen med et enkelt Umberto Eco-citat.

“Det ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men nu ved jeg det tilfældigvis godt,” synger C.V. Jørgensen på nummeret I En Blågrå Kupé, og når C.V. senere på ugen skal ud og spille koncert på Roskilde Festival, kan det godt være, at kan kommer til at hviske den lille sætning for sig selv igen.

Bevæger man sig ind på det campingområde, der åbnede lørdag eftermiddag med tusindevis af vilde mennesker, vil man blive mødt af en sælsomt syn. I den badende sol har urin og jord fået lov til at omdanne sig til skyer af støv, der har lagt sig tungt over pladsen som en sandstorm fyldt med e-coli bakterier.

Under det støvede tæppe finder man pladsens beboere. Nogle er kollapset under pavilloner kun omsvøbt i gamle soveposer og ligner nogle, der har akut brug for nødhjælp. Andre prøver ihærdigt at få tiden til at gå med forskellige selvopfundne og primitive spil. Det ligner en flygtningelejr. Ja, det er faktisk ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men nu ved jeg det tilfældigvis godt: Det er ikke en flygtninge lejr. Det er Roskilde Festival.

Vil du have artiklen gratis?

Vi låser den op med det samme, hvis du tegner et prøveabonnement på Føljeton. Det koster 0 kr. de første 30 dage. Ingen binding.

Bliv abonnent

Allerede abonnent? Log ind.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12