Hverdagen er blevet shanghajet

Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix
Shanghai er ikke bare verdens tredje største by med små 30 mio. indbyggere, metropolen er også Kinas finansielle centrum og har derudover verdens største havn. Skal man tro ordbogen, er det netop fra byens historiske havneaktiviteter, udtrykket “at shanghaje“ stammer: Det var åbenbart almindelig praksis for skibe at skaffe sig besætning ved at tvinge berusede søfolk ombord i Shanghai.
I øjeblikket er der dog ikke mange berusede søfolk i byens gader – eller særligt mange andre mennesker, for den sags skyld. Som følge af et nyt coronasmitteudbrud – og ikke mindst den kinesiske regerings restriktive “zero Covid“-politik – er Shanghai blevet lukket voldsomt ned. Det er set før i mange andre kinesiske byer, men noget nyt lader til at være under opsejling: Dele af befolkningen har efterhånden fået nok. Tvunget inden døre, med begrænset adgang til bl.a. mad og lægehjælp, ulmer oprøret på både altanerne og de sociale medier. Folk er kort og godt trætte af, at de atter har fået shanghajet deres dagligdag.
Nedlukningen begyndte 28. marts, samtidig med, at der blev indført massetestning for byens millionbefolkning. Mens andre lande har haft held med en mere lempelig håndtering af den stærkt smitsomme omikronvariant (og dens relativt mildere sygdomsforløb), holder den kinesiske regering stædigt fast nultolerancen – også selvom det bliver stadig sværere at forklare politikken. Hvad der oprindeligt skulle have været en nedlukning på blot otte dage, har nu varet i mere end to uger. Og det sætter stadig større pres på logistikken, for slet ikke at tale om folks goodwill.