Man skal holde, hvad man lover …

Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet, Pia Olsen Dyhr fra SF, Pernille Skipper fra Enhedslisten og Morten Østergaard fra Radikale efter de afsluttede regeringsforhandlinger i Landstingssalen på Christiansborg, tirsdag 25. juni 2019.De fire partier i rød blok lader en række ting stå åbent i regeringspapir. Detaljer om økonomi, klimaambition, kvoteflygtninge og minimumsnormeringer udestår. Det skriver Ritzau, onsdag den 26. juni 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

… Og derfor skal man også passe på med at love noget, man ikke kan holde. Det er mandag og endnu en uge er gået uden, der er kommet nyt fra Kanye West. Både han og hans kone havde ellers lovet, at hans nye Jesus is King ville komme den 27. september, men på den anden side lovede han for præcis et år siden, at albummet Yandi ville komme, og det gjorde det heller ikke. Faktisk kom det aldrig.

Måske har manden pres. Det er set før. Måske har han svært ved at leve op til sine egne og omverdenens forventninger. Den klassiske kunstnerkonflikt, der opstår, når man bliver bange for sin egen skygge. Det, der sker, når publikums klapsalver har lagt sig, og kunstneren får øje på sig selv. Måske føler man sig overvurderet, måske havde man ikke mere i sig, måske er man bange for at skuffe, eller måske ved man med sig selv, at det hele er slut, og at det, man kaldte guddommelig åbenbaring, bare var tilfældigheder, hårdt arbejde og en god idé halvt stjålet fra andre.

Som kunstner er der forskellige reaktionsmønstre på den mur. Hos tyske Thomas Mann fører den til selvhad. Som her i Døden i Venedig, hvor han i sin skriveblokerede hovedpersons dødsvildelser ser digterens rolle klart: ”Vores ranke, mesterlige stil er falsk og løgnagtig, vores ry og berømmelse er en farce, den tillid, som mængden viser os, er højst latterlig, og folkets og ungdommens opdragelse gennem kunsten et vovet foretagende, der burde forbydes.” Andre lader som ingenting og tager en lang pause. Som den danske forfatter Albert Dam, der debuterede flot og rost i 1905, men havde svært ved at svinge sig op til mere, uddannede sig i stedet til konditor og drev et konditori i Kjellerup frem til 1934, hvor han udgav sit hovedværk Saa’ kom det ny brødkorn og derfra havde fundet stien. Musikkritikeren og digteren Klaus Lynggard havde lovet, at hans ungdomsbogshit Martin og Viktoria var en trilogi, men der kom aldrig mere end to og i stedet fik vi digt- og tekst-samlingen Røv og Nøgler. Eller franske Arthur Rimbaud, der kun 20 år gammel i 1874 var poetisk rockstjerne med digtsamlinger som En årstid i helvede (Une Saison en Enfer) og Den Berusede Båd (Le bateau ivre), hvorefter han besluttede sig for at stoppe og begav sig i stedet ud i verden, for blandt andet at ernære sig som afrikansk slavehandler og til sidst at dø på et hospital i Marseille, kun 37 år gammel.

Vil du have artiklen gratis?

Vi låser den op med det samme, hvis du tegner et prøveabonnement på Føljeton. Det koster 0 kr. de første 30 dage. Ingen binding.

Bliv abonnent

Allerede abonnent? Log ind.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12