Messerschmidt som crashtest dummy

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
På en måde var det ærgerligt, at den fremmødte forsamling på Dansk Folkepartis ekstraordinære årsmøde i Herning søndag eftermiddag ikke så noget lys i Merete Dea Larsen, den mest ubetydelige af partiets tre formandskandidater. En person, der indleder sin sidste og afgørende tale med ordene, ”jeg skal prøve at fatte mig i korthed, for jeg skal i hvert fald tisse snart”, smager efter mere, gør det ikke? Indleder hun alle sine taler sådan, tænker man uvilkårligt. Ville det have været en signatur, en tilbagevendende schtick, når hun indtog talerstolen i Folketinget?
Vi finder aldrig ud af det. Merete Dea Larsen var ikke bare den mest ubetydelige kandidat, hun var også den eneste i feltet, som virkede normal. Desværre for hende også normal på den måde, hvor man typisk vil tilføje: ”… grænsende til kedelig”.
Martin Henriksen, den anden vragede kandidat, er måske ikke som sådan kedelig, men det, man med et mildt udtryk kalder ”en kedelig karl”. Ligesom Merete Dea Larsen er Martin Henriksen ikke nogen stor taler. Han er ikke nogen folkeforfører. Der er ikke nogen charme at skrue op for. Og gudskelov for det. Henriksen talte om, at han altid havde været loyal over for Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl, da de var formænd, men at han ikke ”tager imod partiskadelige ordrer” fra nogen. Han sagde, at det forhold, at han havde ”sagt fra”, var blevet udlagt, som om han var ude af stand til at samarbejde – underforstået at det kunne han godt. Han ville så genindføre den ”topstyring”, man kendte fra Kjærsgaards formandstid, sagde han.