Putins største styrke er det liberale demokrati
Det er ganske ironisk, men i disse dage synes det næsten, at Vladimir Putins største styrke er demokratiet.
Vi snakker ikke om det såkaldte russiske demokrati, hvor det gang på gang er blevet demonstreret, at den russiske stats undergravning af liberale frihedsrettigheder gør valgene ufrie og unfair. Nej, vi snakker såmænd om de vestlige demokratier, der langsomt men sikkert har været med til på ny at indsætte Rusland som en magtfuld og truende stormagt, der ikke kan ignoreres.
For det kan nok være, at Putin kort inden G20-topmødet i sidste måned tordnede mod den liberale orden og kaldte liberalismen for forældet. Men den nylige afsløring af, at en toprådgiver fra Italiens nationalistiske regeringsparti, Lega, øjensynligt har forhandlet med Rusland om en lyssky (og sandsynligvis ulovlig) fidus, hvor russiske oliemillioner skulle pumpes ind i Lega, viser med al tydelighed, at Putin har fundet en måde, hvorpå han kan bruge det liberale demokrati til at underminere sig selv. Tillad os at uddybe.