Sig det højt, og mærk hvordan det føles

Kanye Wests nye album er en undersøgelse af figuren Kanye West. Hans mentale problemer, hans position i populærkulturen, hans ansigter som kendt, rapper, far, mand og som bipolar. Og så er det noget med damer og biler. Det sidste er ikke voldsomt interessant, men det hele lyder helt formidabelt.
Der findes næppe nogen karakter i populærkulturen, der har tilranet sig så meget opmærksomhed de senere år som musikeren Kanye West og hans kone Kim Kardashian. Alene derfor har det en overraskende bred offentlig interesse, når Kanye sender et nyt album på gaden, selv om det ikke engang er en halv time langt og kun indeholder syv numre. Men mest af alt er det interessant, fordi Kanye West også har været en af de seneste ti års mest interessante kunstnere, og dette album er ikke en undtagelse fra den regel.
Som hovedværket Yeezus, fra 2013, er der tale om et helstøbt album, hvor hvert enkelt nummer hænger sammen med det næste, men – igen som Yeezus – er det også et album, der hele tiden falder sammen og slåes i stykker både i teksten og instrumenteringen. Det stikke af i flere retninger, bygger sig selv imponerende op og falder sammen, dekonstrues til atomer og samler sig selv igen. Præcis som Kanyes West egen offentlige persona har det med at gøre.
Der er ingen oplagte singler, ingen åbenlyse hits. Det er derimod et mere indadvendt album, der synes at have til formål at undersøge Kanye West mange figurer selv. Allerede på coveret bliver den tone slået an med joken “I hate being Bi-Polar it’s awesome”, der med håndskrift pryder forsiden. Og sådan forløber albummet også.