Solskinslitteratur

Soldigte

Forår ved vandet. Inge Thorsen(tv.) og Nicholas Cornil de Limousin nyder solen ved Bellevue Strand nord for København. I dag blev det omkring 10 grader.

Sidste år ved denne tid skrev vi om regnvejrsdigte. Solen har været denne sommers dominerende skikkelse! Asger Schnack skriver i den anledning om fem digtsamlinger med sol i titlen.

En af de smukkeste titler, jeg kender, når det gælder digtsamlinger, er Gunnar Björlings Solgrönt. Bogen udkom i 1933 som Björlings fjerde digtsamling. Han debuterede i 1922 med samlingen Vilande dag. Gunnar Björling (1887-1960) er finlandssvensk digter, det vil sige, han var finsk digter, født i Helsinki, men skrev på svensk. Han tilhørte den meget væsentlige finsk-svenske ekspressionisme, der blandt andre også talte Edith Södergran og Elmer Diktonius. Hver især er de betydningsfulde, ikke bare for den svenske, men i høj grad for den nordiske poesi som sådan.

Gunnar Björlings store forfatterskab er kendetegnet ved at være én stor nyopdagelse af sproget, en stadig nyskabelse, som især beskæftiger sig med sprogets mindste ordklasser, der benyttes gentagende, varierende, musikalsk tilblivende! Han har skabt sit eget sted i poesien, han har sin eget, poetiske verdenssyn, som er blevet til gennem den stadige improvisation. Hans udgangspunkt var Dada, hvilket man mindes om bl.a. i Solgrönt. Men hans poesi blev hurtigt sit eget univers.

På dansk er vi så heldige at have Peter Laugesens udvalg og oversættelse, Dit øjes blod, fra 1988. En strofe fra Solgrönt lyder her:

Vil du have artiklen gratis?

Vi låser den op med det samme, hvis du tegner et prøveabonnement på Føljeton. Det koster 0 kr. de første 30 dage. Ingen binding.

Bliv abonnent

Allerede abonnent? Log ind.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12