Til den kritiske læser

Francis Luis Mora, ‘Morning News’ (1912).
En god føljeton kan handle om alt. Endda sig selv.
Hvis der er noget, man kan tage med sig fra 1800-tallets feuilletonkultur, er det ophøjningen af det serielle. Med avisfeuilletonerne blev læserne vænnet til at få den perfekte blanding af velkendt og nyt. Takket være de fortløbende fortællinger kunne folk lære de samme karakterer (eller skribenter) bedre og bedre at kende, og alligevel tabe kæben over uventede udviklinger. Ligesom selve mediet – de dagligt udkommende aviser – gav en ekstra dimension til rutinen i hele tiden at skulle læse videre.
“Når et medie har brug for et publikum, tyr det til føljetoner,” har medieforsker Roger Hagedorn foreslået. Sikkert er det, at serialiserede fortællinger langt fra har holdt sig til avisspalterne. Der går en tydelig linje fra Journal des débats’ føljetonromaner til radioens hørespil, tv’ets sæbeoperaer og streamingæraens automatiske afspilning af næste afsnit. Ligesom det virker slemt passende, at podcasten, der på én og samme tid kickstartede den fortsatte true crime- og podcast-fascination, simpelthen hed “Serial”.
Føljetonisme er altså serielle fortællinger bragt bid for bid. Men spørger man den østrig-ungarske forfatter Joseph Roth, består føljetonens ånd samtidig af noget langt simplere og renere: “at sige sande ting på en halv side”.