Unionens skrøbelige tilstand

European Commission President Ursula Von Der Leyen addresses her first state of the union speech during a plenary session at the European Union Parliament in Brussels on September 16, 2020. (Photo by OLIVIER HOSLET / POOL / AFP)
Valget af Ursula von der Leyen som formand for Europa-Kommissionen var ikke noget, der samlede Europa. Da hendes kandidatur skulle godkendes i Europa-Parlamentet, var der for første gang længe tvivl om, hvorvidt parlamentet overhovedet ville vende tommelfingeren opad til den kristenkonservative tysker. For efter EU-valget i 2019 var det europæiske parlament pludselig blevet mere splittet og sprængfarligt. De voldsomme, farverige og mere bombastiske politiske bølger skyllede ind i EU-parlamentet. De røde var rødere, de grønne var grønnere, de konservative mere konservative og nationalisterne mere nationalistiske.
Ursula von der Leyen personificerede på ingen måde dette skifte i europæisk politik. Som en ægte kompromiskandidat udstrålede hun ikke noget ud over det sædvanlige. Hun var ingen europæisk revolutionær. Ej heller en karismatisk, populær folkeforfører. Til gengæld var hun et sæt sikre hænder. Hun var driftsikker, omend en anelse altmodisch.
Hvis man havde regnet med, at von der Leyens regeringsperiode derfor ville blive en fodnote i de europæiske historiebøger, så tog man fejl. For kort tid efter von der Leyens overtog posten som formand i december, blev Europa ramt af coronapandemien, der har sendt kontinentet ud i en historisk økonomisk og sundhedsmæssig krise. Læg dertil en klimakrise, der bliver mere alvorlig for hver dag, der går, og 2020’s internationale fokus på de store problemer med racisme.