ChatGPT er efterhånden notorisk for at opføre sig som en sykofant, som med gentagende bekræftelser og en alt for glad tone gradvist skubber sårbare brugere mod vanviddets rand. Særligt slemt stod det til med den nu tidligere udgave kendt som GPT‑4o, som klandres for at have adskillige KI-inducerede psykoser på samvittigheden. Præcis hvordan den slags kan ske, skal man dog næsten se for at tro. Og så er det jo heldigt, at youtuberen Eddy Burback har valgt at agere testkanin, og i en timelang, ret underholdende video undersøger, hvornår ChatGPT mon siger stop til en brugers dybt rablende beskeder (hint: det gør den ikke – snarere tværtimod).

Den humanitære krise i Sudan, hvor borgerkrigen har raset i over to år, er stadig ufattelig. I den forstand er det også pænt futilt at skulle forsøge at opsummere den på omkring 20 minutter, som er det, DR’s nyhedspodcast Genstart tillader. Men tag alligevel at give det et lyt, når UNHCR’s danske talsperson Andreas Fløistrup – som vi på Føljeton også interviewede for nyligt om Sudan – fortæller om blodsudgydelserne og behovet for meget mere hjælp til de civile sudanesere.

Selvom man altid skal være pænt påpasselig med at helgenkåre en plade så kort tid efter udgivelsen, lyder det altså til – baseret på de første 10-20 gennemlytninger – at den catalanskfødte popstjerne Rosalía har begået et mindre (og måske endda større) mesterværk med Lux (latin for lys). På forunderlig vis formår Rosalía at sammensmelte sin baggrund i flamencoen med klassisk musik (hjulpet på vej af London Symphony Orchestra), eksperimentel pop og meget, meget andet. Endnu vildere bliver det, når man opdager, at Rosalía undervejs synger på 14 forskellige sprog, inspireret af 14 forskellige kvindelige helgener gennem historien. Der er meget at dissikere, og så er det jo godt, at der er hjælp at hente i forskellige gode musikpodcasts. Eksempelvis Dissect og Switched on Pop, som begge er helt oppe at ringe over Lux.

Politikens journalist Line Vaaben har talt med danskere, som står i kø ved madudleveringssteder i syv danske byer. Hvorfor kommer du her? “Fordi det er dyrt at gå i Føtex. Priserne er jo steget helt sindssygt. Vi er folkepensionister begge to.”

I 2019 sagde Palantirs direktør Alex Karp, at det, han frygtede mest, var fascisme. Nu hvor han støtter Donald Trump, er han blevet en fascisme-enabler. Hvad skete der? The New York Times undersøger.

+ Føljetons leder fra sidste uge: ‘På vagt over for Palantir‘.

Christiana Figueres, som var arkitekten bag Parisaftalen, der blev vedtaget på COP21 for 10 år siden, er medvært på podcasten Outrage + Optimism. I dette afsnit har de præsidenten for dette års klimatopmøde, André Correâ do Lago, med som gæst, og man bliver faktisk lidt håbefuld, når man hører ham fortælle om forhandlingsprocessen.

“Altså, vi har jo børnesoldater i Sverige i dag. 10-årige, der går rundt med maskingeværer. Der er børnesoldater i velfærdsstaten, forstår du? Det er den nøgne sandhed, men samfundet skyder skylden på indvandringen, hvilket er totalt nonsens. […] Hele diskursen omkring indvandring er en massepsykose.” Information har et interessant interview med den svenske forfatter Andrzej Tichý, som er aktuel med den netop oversatte Begivenhedsbogen (den kan anbefales).

Det er ikke kun her i Europa, at der bliver talt om at sende migranter til såkaldte tredjelande, og generelt at gøre livet så surt for desperate og flygtende mennesker som muligt. Også i USA har Trump-administrationen for alvor skruet op for skræmmetaktikkerne – ikke mindst med det hemmelighedsfulde (og menneskerettighedsforagtende) fængselssamarbejde med El Salvador. The New York Times er dykket ned i, hvad der her foregår, og kan på baggrund af interviews med 40 tidligere fanger berette om tortur og systematiske overgreb. Tænk bare, at det ligefrem er noget, USA’s præsident gerne vil have mere af.

Fik vi egentlig nævnt at Dick Cheney, tidligere vicepræsident under Bush-administrationen og en af hovedarkitekterne bag Irak-krigen, døde i sidste uge? Nå, men det gjorde den gamle satan altså. Defector har en passende nekrolog: “[…] Cheney styrede i praksis det mest dødbringende apparatur i verdenshistorien. Han fik lov til at bruge syv år på at beslutte, hvem de onde var, og hvordan de skulle dræbes. Han fik lov til at nedfælde det mest simple moralske regnestykke over hele verden med blod. Han levede drømmen.”

Den gode Poyâ Pâkzâd, som med en nærmest overmenneskelig kraftpræstation skriver det af Føljeton udgivne nyhedsbrev Gâzâ Brîef fem gange om ugen, har også fået en klumme i Dagbladet Information. Her lægger han ud med at behandle det ulækre begreb remigration: “I praksis er det svært at forstå hjemsendelseslængslen som andet end en administrativ form for etnisk udrensning. Det er ikke frivilligt, når det er udført gennem social og strukturel pression, indtil de uønskede forsvinder af sig selv.”

The Green Party i England og Wales fik ny politisk leder i september. Zack Polanski hedder han, og partiet stormer frem i meningsmålingerne. Polanski siger, at han vil erstatte Labour, som er rykket meget til højre under Keir Starmer. Michael Chessum skriver om det progressive parti i London Review of Books.

The New York Times har en artikel med en række portrætter af amerikanere, der er i et amourøst forhold med deres chatbots. Alligevel utroligt, at folk stiller op og fortæller om det.

“I det øjeblik havde jeg ladet penge komme imellem mig og en potentiel læser. Det, jeg mest ønskede – at mit arbejde blev taget alvorligt, ja, endda nydt af andre – blev forhindret af en følelse, der nu forekom mig misforstået, hvis ikke direkte dum: at jeg skulle have betaling for mit arbejde. […] Hvorfor var det egentlig, at jeg følte, at jeg havde behov for bekræftelse i form af marketingbudgetter og bred distribution i boghandelskæder for at være en ægte forfatter?” Forfatter Shane Hinton forklarer hos Literary Hub, hvorfor han har for vane at give sin bøger væk gratis.

Mark Zuckerbergs Meta har formået at forbinde over tre mia. mennesker via Facebook, Instagram og WhatsApp, og alligevel befinder vi os i en voksende ensomhedsepidemi, hvor stadig flere føler sig isolerede og venneløse. Hvad handler det lige om? Kunne det have noget at gøre med, at vi har ladet nogle af verdens mest socialt akavede mennesker – såsom Mark Zuckerberg – designe vores sociale medier? The Atlantic pointerer i hvert fald meget godt, hvordan Silicon Valleys foreslåede løsning på ensomheden, nemlig mange flere KI-chatbots, blot vil forværre situationen yderligere. Snart vil vi leve i de anti-sociale mediers tidsalder.

“I din artikel, i dit debatindlæg, i din Pulitzer-prisvindende feature, skal du behandle Sudan som var det et homogent sted. Sudan består af 18 stater, 50 mio. mennesker og 70 oprindelige sprog. Ignorer dette. Tal om “landet”, hvisk i ærefrygt over ørkenens omfang, begræd forholdenes hårdhed.” Forfatter Yassmin Abdel-Magied leverer en drønskarp og indebrændt “guide” til, hvordan medier (ikke) skal behandle Sudan. Blankt må vi nok erkende, at vi før er faldet i mange af de fælder, Abdel-Magied opremser. Det må vi gøre bedre – så vi læser lige guiden igen.

“Johanne Mygind mener, at forfatteren har skrevet en roman baseret på hendes bedsteforældres historie – uden at hendes familie har givet samtykke til det. Omvendt anerkender Kim Blæsbjerg slet ikke, at han har taget nogen historie fra Johanne Mygind. Eller hendes familie. Han siger, at det er Lemvigs historie, han har fortalt. Og at Johanne ikke er den eneste, der kan spejle sig i den fortælling.” Interessant serie hos Zetland, om hvem der ejer en historie. “Som du kan høre, så er det besværligt og mudret og følsomt.”

“Det var for 20 år siden i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud, da mange kvinder fra hele Østeuropa, der havde brug for at forsørge deres familier, emigrerede til Italien for at dække det voksende behov for ældrepleje. I de efterfølgende årtier har læger i hele Østeuropa taget udtrykket til sig, ikke som en videnskabelig eller medicinsk diagnose, men som en uformel betegnelse for plejepersonalets psykiske lidelser.” Reportage fra The New York Times: ‘Når omsorgsarbejde gør kvinder syge‘.

Det måtte jo komme: Et gameshow om at strikke. Britain’s Best Knitter, der kan ses på Channel 4, har indtil videre fået bedre anmeldelser, end Bagedysten nogensinde kunne drømme om. Tom Daley, den tidligere udspringer, der brugte OL-pauserne på at strikke, er vært.

Det nye magasin Equator er i luften og den indiske forfatter Amitav Ghosh lægger ud med at koble dommedagsprofetier til hjælpeorganisationer i Bangladesh. De to fænomener bindes sammen i en fortælling om, hvordan levevilkårene for nutidens lokalbefolkning bliver ødelagt af ngo-projekter igangsat for at redde landet fra klimakrisens apokalyptiske fremtid. Her introduceres også udtrykket “anticipatorisk ødelæggelse”, der betyder “at afværge mulige fremtidige skader ved at forårsage faktisk skade i nutiden.” Og med finesse binder den indiske forfatter til sidst det hele sammen med forklaringen på, hvorfor han aldrig selv slutter en tekst med en katastrofe: “Noget sagde mig, at det at forestille sig en apokalypse var det samme som at invitere den til at ske.”

“Dette tvinger os alle til at erkende, at moderniteten i sig selv – hele projektet med menneskelig udvikling, teknologisk fremskridt og social organisering, der har præget de sidste par århundreder – ikke længere er Vestens eksklusive ejendom. Fremtiden bliver nu skrevet flere steder, efter flere logikker, med resultater, der gør det svært at kategorisere.” Apropos Kina har The Ideas Letter en interessant tekst om, om hvad “Vesten” kan lære af det asiatiske powerhouse.

Det er ikke kun i det skotske højland eller i den jyske muld, at Bestseller-rigmanden Anders Holch Povlsen investerer sine penge. Føljeton-ven og Afrika-journalist på Danwatch Oscar Rothstein kan nemlig berette om den danske milliardærs investeringer i vildtreservater i Tanzania. Her kan safari-gæster se på vilde dyr og tage en dukkert i en infinity pool. Imens får nabobønderne frataget deres land for at gøre plads til safari-turismens indtog og ødelagt deres afgrøder af reservaternes vilde dyr – det hele uden kompensation for ødelæggelserne. Menneskerettighedsadvokat Andrea Schemberg er dog klar i spyttet om investorernes ansvar: “Kort sagt: Hvis en virksomhed har forårsaget eller medvirket til skade, forventes det, at den tager skridt til at afhjælpe den – punktum.”

Gode gamle Knud Vilby (83) mener, at statsminister Mette Frederiksen bør smide integrationsminister Rasmus Stoklund (begge S) ud af regeringen. Hvorfor? Fordi hun i sin åbningstale i Folketinget appellerede til, at folk taler ordentligt til hinanden i det offentlige rum. Det gør Stoklund ikke, skriver Vilby i Altinget, når han fx taler om, at udlændinge uden lovligt ophold skal kyles ud af landet, og at vi indtil det lykkes, skal “have styr på dem” og give dem “en træls tilværelse”.

Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen på Facebook: “Messerschmidt drømmer om udvisninger af op mod 100.000 danske minoritetsborgere, om interneringslejre, om politi, der skal rykke ind i boligområder og hale folk ud af deres hjem, om at der ingen troende muslimer skal være tilbage i Danmark.” Vi har sagt det før: Hvor ‘hyggelig’ mange i mediebranchen end synes, at Dansk Folkepartis formand er, så er han en farlig mand.

+ Marstrand-Jørgensen linker i samme opslag til Umberto Ecos essay Ur-fascism fra 1995. Det ligger frit tilgængelig i The Anarchist Library.

Et spørgsmål om, hvorvidt Mr. Irving allerede var begyndt at skrive en ny bog, banede blot vejen for en tre kvarter lang monolog, der berørte hans researchmetoder, hans interaktioner med tatovører og pensionerede gynækologer, hans evner udi det tyske sprog og hans rejse til Israel i 1981 på invitation fra Jerusalem International Book Fair. Det var i Israel, forklarede han, at han mødte en botaniker og holocaust-overlever, som havde fundet ud af, hvordan man dyrker asparges i ørkenen. Interview med John ‘Verden ifølge Garp’ Irving, nu 84, i The New York Times.

Den tunesiske kystby Gabès var engang en lille oase fyldt med interessant flora og fauna. Nu er den hjemsted for et omsiggribende industrielt fosfat-kompleks, som har forurenet luften og gjort strandene til “kirkegårde for døde skildpadder, krabber og vandmænd”. Som Africa Is a Country pointerer, forsøger lokale ildsjæle dog også at kæmpe tilbage og genvinde det tabte liv – som en slags øko-fokuseret fortsættelse af det arabiske forår: “Modstanden fortsætter. Og det samme gør ønsket om fortsat at kunne trække vejret.”

“Naivt nysgerrig efter at vide, hvordan de så på de moralske implikationer af deres arbejde, spurgte jeg disse medarbejdere, hvordan de havde det med at snyde intetanende mennesker i Houston eller Glasgow. De havde tydeligvis svært ved at føle medlidenhed med velhavende vesterlændinge. De talte kun om, hvordan det føltes endelig at få løn ved månedens udgang: De følte sig lettede, respekterede og kompetente. Svindlen var første gang, de havde følt sig værdsatte på arbejdsmarkedet.” Interessant langlæser i The Dial om den indiske svindelindustri – med udgangspunkt i skribent Snigdha Poonam, som selv går undercover som telefon-scammer.

Har man en svaghed for norsk litteratur, er man sandsynligvis også stødt ind i Tor Ulven – den surrealistiske digter med det suverænt seje efternavn, som flere senere norske forfattere (herunder Karl Ove Knausgård) ofte nævner som et stort forbillede. Og har man en svaghed for Ulven, har man måske også hørt, at han som bare 21-årig, tilbage i 1974, indspillede en mystisk lille kortfilm kaldet Mannen med fuglehjernen, som siden har været forsvundet fra offentligheden. For nylig blev kortfilmen dog tilgængelig online, og dermed er, som Vagant skriver, “et myteomspunnet kapittel av norsk film- og litteraturhistorie endelig mulig å se for et større publikum.” Endda et kapitel, som kun tager 12 minutter at se.

Den britiske sanger Lily Allen er ude med et nyt album, West End Girl, som anmelder Lucia Odoom kalder “et suverænt hævnværk” og giver seks hjerter ud af seks i Politiken. I dette glimrende interview i Interview Magazine fortæller Allen, at hun fik inspirationen til at lave sine sange som en fortløbende fortælling fra The Streets-LP’en A Grand Don’t Come for Free.

+ Lily Allen giver giver læserne udmærkede råd i samme magasin.

Borgerkrigen har bragt byen El-Fasher i det vestlige Sudan ned i et “dybere helvede”, sagde topdiplomat Tom Fletcher i sin briefing til FN’s Sikkerhedsråd torsdag. Fletchers fulde titel er under-secretary-general for humanitarian affairs and emergency relief coordinator, og han ved, hvad han taler om. Det gør Washington Posts udenrigskommentator Ishaan Tharoor også. Tharoor har sammenfattet en redegørelse for, hvad der foregår i Sudan, og det er uhyggelig læsning.

“En ny type stjerne er ved at blive skabt i Sydkorea, hjemsted for globale K-pop-sensationer som BTS og Blackpink. Virtuelle idoler – engang en niche-subkultur blandt kronisk online-teenagere og nogen-og-tyveårige, der var dybt begravet i anime og videospil – er ved at blive mainstream. Udover Re:Revolution, der var Koreas første virtuelle stjerner, har grupper som Plave og Isegye Idol titusindvis af fans på livestreamingplatforme som YouTube, Soop og CHZZK. De skaber indhold som genfortolkninger af Squid Game-episoder og Minecraft-quests. De er også værter for datingprogrammer, hvor de tilbyder fans en form for intimitet, som de ikke kunne forvente af menneskelige stjerner.” Spøjs tekst om et spøjst fænomen ovre hos Rest of World.

USA er stadig ramt af en såkaldt government shutdown, hvilket betyder, at flere hundrede tusinde statsligt ansatte er blevet sendt på tvungen orlov. En af dem er Isaac Stein, som normalt er advokat for IRS, altså de amerikanske skattemyndigheder. Som NPR skriver, har den jakkesætsklædte jurist udnyttet muligheden til at udleve sin gamle barnedrøm, og simpelthen åbnet sin egen pølsebod. “Jeg har en mægtig tid med at slynge hotdogs over disken”, siger han. Godt for dig, Isaac. Godt for dig.

DR er tilsyneladende så bange for at blive slået i hartkorn med venstrefløjsere, at man lader porten til det yderste højre stå på vid gab. Mikkel Bjørn (DF), Lars Boje (Borgernes Parti) og Frederik Vad (S) er med i radioudsendelsen P1 Debat, hvor begrebet ‘remigration’ er omdrejningspunktet. Heldigvis medvirker juridisk konsulent Khaterah Parwani også og giver tørt på i anden del (spol frem til 44:45).

Desværre forholder det sig sådan, at nogle af verdens rigeste og mest magtfulde mennesker også er nogle religiøse weirdos. Det gælder eksempelvis Palantir-bagmanden og MAGA-hviskeren Peter Thiel, som bare ikke vil stoppe med at tale om antikrist. Men altså også Intels tidligere adm. direktør Patrick Gelsinger, som har sat sig for at bygge en kristen kunstig intelligens, der skal “fremskynde Kristi genkomst”. The Guardian har spurgt Gelsinger, hvad fanden der foregår.

“Man skal være gjort af et særligt gement stof, blottet for al menneskelighed, hvis man griner af, at en far, der i måske 35 år har arbejdet sig op fra bunden, forsørget sin familie, betalt skat og aldrig begået kriminalitet, brutalt bliver smidt ned på gaden ved højlys dag, hældt ind i en varevogn og kørt væk. Væk fra sin familie, væk fra sit liv. Fordi han dengang for 35 år siden troede på, at der i et andet land fandtes et liv værd at leve, et værdigt liv for hans familie. Det var hans eneste forbrydelse.” POV-skribent Julie Bendtsen – som er bosat i Chicago – skriver godt og præcist om de gruopvækkende ICE-raids, som lige nu finder sted i USA.

Wikipedia er – som vi også tidligere har understreget – et af de sidste gode steder på internettet. Så selvfølgelig har smadre-milliardæren Elon Musk et horn i siden på onlineencyklopædien, som han mener er “woke” og alt muligt andet uforståeligt. Og selvfølgelig har Musks virksomhed xAI nu lanceret sit eget alternativ kaldet Grokipedia. Det er, som The Verge skriver, både racistisk, transfobisk, konspirationsteoretisk, fyldt med misinformation og påfaldende glad for Elon Musk – så på alle måder en dybt ubrugelig encyklopædi skabt i Elon Musks eget billede. Hvem skulle dog have troet det?

Nu er det ikke fordi vi vil være nogle fatalistiske lyseslukkere, men longevity-bevægelsen (altså forsøget på at hacke kroppen og dermed komme til at leve evigt) lader altså – sådan udefra set – til mest at handle om, hvordan man allerbedst kan tage usandsynligt mange mærkelige piller dagligt. I den forstand giver det dog selvfølgelig også mening, at longevity-typer som milliardæren Bryan Johnson valfarter til byen Vitalia, som ligger i en særlig økonomisk zone på en ø i Honduras. Her kan man nemlig omgå alt det normalt så tidskrævende bureaukrati, og langt hurtigere teste sine mærkelige piller. Resultatet er ifølge The New Republic lidt blandet.