Selvfølgelig er det ikke sejt at ryge, men altså, det ser jo sejt ud. Hvilket måske kan forklare, hvorfor smøgerne pludselig er tilbage på skærmen og atter ses mellem fingrene på diverse popstjerner, efter de ellers har været forvist i flere år. Ja, eller også er det bare alles yndlings-brat, som bærer ansvaret: “Både Lorde og Rae har arbejdet sammen med den sanger, som Oviatt krediterer for rygningens genopblussen: Charli XCX, Brat Summer-pioneren, som er en stolt ryger. Hun modtog endda engang en cigaretbuket i fødselsdagsgave fra Rosalía, en anden prominent ryger.” Det er New York Times, der lugter røg.

Kan man læse Brian Wilsons tekster, som man kan læse Goethe? Måske er det liige at strække den, men der er da nogle oplagte paralleller: Mens Goethe skrev sin definitive roman om ulykkelig kærlighed, Den unge Werthers lidelser, da han var 24 år, indspillede The Beach Boys den ultimative ulykkelig kærligheds-plade Pet Sounds, da Wilson var – du gættede det – 24. Hvilket har fået seniorredaktør Hans Henrik Schwab til sprogligt nørdet at dissekere pladens lyriske univers, lidt som var det den tyske mester, der var på spil: “Wilson var en ægte romantiker, der hellere besang den kærlighed, der vil komme (futurum) og den, der var (præteritum). Og sang han endelig om den kærlighed, der er (præsens), var det ofte ledsaget af frygten for at miste, hvis nu … (konjunktiv).”

“Da jeg blev ældre og fik en mere moden forståelse af, hvad litteratur er, begyndte priserne at virke stadig mere bizarre og til sidst nærmest pinlige. Litteratur er ikke rigtig som sport. Den kommer fra folks sjæl og taler til folks højeste sandheder. At uddele en pris for romaner er lidt som en præst, der tager søndagsbekendelser fra hele menigheden og derefter uddeler priser til de bedste.” Godt essay i Persuasion om, hvorfor litterære priser i bund og grund er latterlige – hvis ikke ligefrem skadelige for forfatterne.

Måske har du også undret dig over det: Hvorfor står fædre altid op og ser tv? Netop det har komiker Josh Gondelman sat sig for at undersøge, og det er der kommet en ret sjov tekst ud af i GQ. Ja, faktisk udvikler Gondelman en hel taksonomi over far-typer: “En betydelig subkategori af De Stående Fædre er De Uforpligtende Fædre. Det er de fædre, der altid står i døråbningen eller et andet overgangsrum med fødderne en skulderbredde fra hinanden ligesom tennisspillere og armene krydsede som livvagter. De ser altid ud til (og fremstiller sig selv som) at være på vej til at forlade rummet. De Uforpligtende Fædre nægter at indrømme, at de ser det, der er i fjernsynet, også selvom de står fuldkommen stille og er optaget af skærmen (i nogle rapporterede tilfælde) i en hel spillefilms længde.”

“Hvorfor ikke modernisere værnepligten? Giv unge mulighed for at vælge mellem at tjene landet med våben eller at tjene planeten. Det kunne være gennem at plante skov, genskabe natur eller hjælpe med klimatilpasning. En slags planetær værnepligt. Vi kunne endda gå et skridt videre og tilbyde unge et alternativ til konfirmationsforberedelse – en naturfirmation.” Det er Tænketanken Frej, der skriver.

Silicon Valley er fyldt med unge mennesker, som er droppet ud af deres prestigiøse Ivy League-uddannelser for i stedet at lave en eller anden app-løsning, der påstår at kunne redde verden. Meget berømt stoppede Mark Zuckerberg eksempelvis på Harvard for i stedet at gå all-in på Facebook. Som Business Insider kan fortælle, har uddannelsesskepsissen dog tilsyneladende nået nye højder blandt unge mandlige techbros. Eksempelvis opfordrer Peter Thiel-overvågningsvirksomheden Palantir håbefulde 18-årige til at “springe over indoktrinationen” fra universiteterne og i stedet… blive indoktrineret direkte via Palantirs praktikprogrammer. Ej hvor smart.

Det er Dagbladet Informations filmredaktør Christian Monggaard, som har fundet på overskriften her, men den er præcis. Det er, hvad han var, Fassbinder-, Hitchcock-, Pasolini-, Willie Nelson- og flere-elskeren Christian Braad Thomsen, der døde forleden, 84 år gammel: en bidsk forsvarer. “Han var en sten i skoen på filmetablissementet og på ingen måder interesseret i at gøre nogen glade bare for at gøre det nemmere for sig selv.” Fin nekrolog af Monggaard.

+ Læs også Oliver Stillings interview med Christian Braad Thomsen på Bo-Bi Bar fra 1998: ‘Et ensomt sted‘.

På elegant vis gør The Atlantic ikke et større nummer ud af, hvorfor de trykker den her historie netop nu. Det kan man selv få lov at gætte sig til: “Hitler mødtes med sine løjtnanter for at lægge en strategi for Bayern. Stormtropper ville iscenesætte offentlige uroligheder og udløse en reaktion i henhold til paragraf to i artikel 48, hvilket gjorde det muligt for Hitler at suspendere Held-regeringen og indsætte en rigsguvernør i stedet … Bavaria Watch mobiliserede sig ikke. Prins Rupprecht greb ikke ind.”

Tåregassen og gummikuglerne flyder fortsat frit i USA, særligt med politiets hårdhændede håndtering af demonstranter i Los Angeles. Så meget desto bedre grund til at huske, at de “ikke-dødbringende” våben faktisk også kan være dødbringende, hvis ikke bare dybt invaliderende. Wired opsummerer: “’De er ikke mindre dødelige, hvis de bruges på en dødelig måde,’ siger Haar, der også er adjungeret professor i epidemiologi ved UC Berkeley. […] En undersøgelse fra 2017 foretaget af Haar og hendes kolleger viste, at omkring 3 procent af de personer, der blev ramt af gummikugler, døde af de påførte skader, mens 15 procent af de 1.984 undersøgte personer fik varige skader.”

Fascisme er efterhånden blevet et så vagt og udvandet begreb, at det kan være svært at smide diktatorkortet med helt samme pondus, som man kunne dengang, autokrater hed ting som “Mussolini” snarere end “Trump”. Og måske er det, vi ser i dag, faktisk slet ikke fascisme – men postfascisme? Journal of the History of Ideas undersøger sagen: “Nutidens postfascisme er en rhizomatisk konstruktion. Den har ingen organiserede paramilitære styrker, opbygger ingen velfærdsstat for de undersåtter, der anses for etnisk ønskelige, og er mere kommerciel end sine forgængere.”

+ London Review of Books: Er det her fascisme?

EnergyTown er et uskyldigt udseende undervisningsspil, hvor man skal forsøge at bygge en by, der vil være bæredygtig frem mod 2050. Opsigtsvækkende nok promoverer spillet imidlertid fossile brændstoffer som en fremtidens energiløsning. Og endnu mere opsigtsvækkende er EnergyTown finansieret af det norske olieselskab Equinor. Man kunne kalde det en hyggeligt-kikset PR-manøvre. Men man kunne også kalde det indirekte lobbyisme rettet mod børn. Danwatch har den spegede historie.

“Problemet for historikere er dobbelt: På den ene side genererer berømtheder, kunstnere, direktører og ledere af sociale bevægelser flere personlige optegnelser end nogensinde før, hvilket betyder, at en heldig forsker måske har adgang til en offentlig persons fulde harddisk, men vil have svært ved at fortolke indholdet. På den anden side risikerer historikere at miste adgangen til den type intime materiale, der afslører mest – en mulighed, der har fået nogle prognosemagere til at forudsige en kommende ‘digital mørkealder’.” The Atlantic skriver om arkivkunst i vores digitale tidsalder.

“USA blev født i krig og har ført krig af den ene eller den anden slags hvert eneste år af sin levetid. Silicon Valley ved, at krig er godt for business. Og mange af dets mest magtfulde personer vil have os til at stoppe med at bekymre os om frivoliteter som etik eller økologi og i stedet elske bomben.” God tekst af professor i international politik Laleh Khalil i London Review of Books. Hun nævner techvirksomheden Palantir 19 gange.

Vi gør det ikke så meget i anbefalinger af ikke engelsksprogede artikler i udenlandske medier. Jo, norske og svenske sager henviser vi rask til. Men hvad med tyske? Sjældent. Men der sidder jo læsere derude, som enten er decideret germanofile eller blot taler et udmærket tysk og sagtens kan gøre sig forståelige i Hamburg og Baden-Baden, og hvor de ellers ferierer. Den her er til dig – Deutschlandfunk leverer her et glimrende portræt af den amerikanske techmilliardær og konservative libertarianer Peter Thiel, som er “der Strippenzieher hinter dem kulturellen Rechtsruck in den USA”. Giver det mening?

Føljetons forhenværende chefredaktør Andreas Kønig sidder i dag i et storrumskontor ovre på Politiken. En skæbne, som for nogle er værre end døden. I denne klumme skriver han om, hvordan de ekstroverte har “vundet diskursen om, hvad det gode liv er”, og undervejs får han elegant hevet både Sarte og Foucault ind i billedet. Ak ja.

Tja, anslaget her i Wired siger vist alt om det industrielle landbrugs moralske falliterklæring – i hvert fald i USA: “Hundredvis af e-mails og interne dokumenter, som Wired har gennemgået, afslører, at førende lobbyister og repræsentanter for den amerikanske landbrugsindustri i næsten et årti har ført en vedholdende og ofte hemmelig kampagne for at overvåge, miskreditere og undertrykke dyrevelfærdsorganisationer, samtidig med at de har benyttet sig af virksomhedsspioner til at infiltrere møder og fungere som informanter for FBI.”

+ Vox om de mentale omkostninger ved at slagte dyr dagen lang.

Minsandten om vores egen Oliver Stilling ikke atter har været i æteren for at gentage sin kritik af de danske mediers mangelfulde dækning af krisen i Gaza. Denne gang hos Radio IIII og meget passende i programmet Gaza FM. Første del af samtalen kan lyttes her, og anden del lige her.

Gay’s The Word er det passende navn på Londons ældste LGBTQ+-boghandel, som Financial Times har valgt at skrive en lille hyldest til. Anledningen er lidt uklar, men behøver man overhovedet en anledning til at læse om titler som Moby Dyke og They Came to Slay: The Queer Culture of DnD? Det virker som et magisk sted.

“Jeg har de sidste par år tænkt over, hvilke mennesker der kan få betegnelsen geni, fordi det så tydeligvis er en politisk vurdering. Man kan se, hvad en kultur værdsætter, ud fra hvem den kalder genier – og også hvad den er parat til at tolerere. Renæssancen havde sine store kunstnere. Romantikerne hyldede androgyne, tuberkuløse digtere. I dag er vi vilde med teknologiske innovatører og geniale idioter i Silicon Valley.” The Atlantic skriver genialt om IQ-tests og myten om genier. “Folk, der praler med deres IQ er tabere,” som Stephen Hawking sagde i 2004.

Den amerikanske filminstruktør George Romero, der ofte krediteres for at have opfundet zombien, døde i 2017. Hans datter, ekskone og enke er i gang med at lave hver deres zombiefilm for at forstå arven fra mennesket, som de kendte og monsteret, han skabte. “Jeg tror ikke, min far var interesseret i at skræmme folk,” siger Tina Romero til The New York Times. “Han beskrev zombier som de mest almindelige monstre. De kunne være din mor eller dit barn. Et øjeblikkeligt spejl.”

Professor Jørn Vestergaard, en af landets fremmeste eksperter i strafferet, er stærkt kritisk over for regeringens nye strafreform, som justitsminister Peter Hummelgaard præsenterede for nylig. “Den her tilgang minder lidt om de gamle landskabslove fra 1200-tallet,” siger han. Politikerne vil detailstyre, så dommerne ikke har noget manøvrerum. “Det er en form for skepsis fra politikerne over for, om man kan overlade det til domstolene at foretage de bedømmelser, som de egentlig er ganske gode til at foretage.” Vigtigt interview i Zetland.

For et par dage siden anbefalede vi et podcastinterview med den tyske modefotograf Juergen Teller. Det var ganske underholdende, men når man tænker efter også utroligt namedroppende. Linda Evangelista, Kate Moss… who cares? Her er det så den 16 år ældre britiske musiker, producer og aktivist Brian Eno, som er gæst hos The New Yorker. Eno har arbejdet sammen med de vildeste folk, men hans fokus ligger ikke på hvem, men på hvad. Hør selv hvordan.

Det var fars dag i går, torsdag. Weekendavisen har håndplukket deres yndlingsfædre fra litteraturen.

Det er bare en god overskrift i Information: ‘Kaare Dybvad Bek har misforstået, hvad velfærdssamfundet handler om’. Interview med lektor og litteraturforsker  Tue Andersen Nexø – af Matthias Dressler-Bredsdorff. Det kan ikke gå galt, og det gør det heller ikke.

Afmagt.dk er navnet på et projekt (og en hjemmeside), hvor 15 forskere fra diverse humanistiske discipliner ved Aarhus Universitet “vil samarbejde med afsæt i deres respektive forskningsfelter og sammen med eksterne partnerorganisationer sætte afmagt til diskussion i det danske samfund”. Det lyder jo spændende, og endnu bedre har projektet fået en blog, hvor forskerne mere løst og fast kan dele inputs fra deres arbejde. Senest er det eksempelvis Føljeton-ven Mikkel Thorup, som gengiver sin travle uge i mandens tegn.

“Musks dårlige politiske dømmekraft har ført til et dobbelt så forfærdeligt resultat: Han og DOGE har påført den amerikanske regering stor skade, og hans forsømmelse af Tesla, mens han har kastet sig ud i politik, gør selskabets overlevelse som virksomhed tvivlsom. Hvis Tesla går konkurs, vil hele landet lide under det”. Francis Fukuyama – ham med enden på historien – beskriver i Persuasion, hvordan Musk har fået enden på komedie. Faktisk er det lige før, han er lidt for sød ved verdens rigeste mand.

“’Jeg stemte på Donald Trump, og det gjorde stort set alle her,’ sagde Vanessa Cowart, en veninde af Hui fra kirken. ‘Men ingen stemte for at udvise mødrene. Vi troede alle, at vi bare skulle af med banderne, de mennesker, der kom hertil i hobetal.’ Hun holdt en pause. ‘Det her er Carol.’” God historie i The New York Times om den lille by Kennett i Missouri, som egentlig var pro Trumps nidkære migrationspolitik – indtil det var husmoren Carol Hui fra Hongkong, som forsvandt.

“Et relæ bruges i militære sammenhænge om en person, der bringer en besked videre. Det er en person, man stoler på til at beskrive en situation, som den udspiller sig. Det ældste eksempel er den græske soldat Pheidippides og hans 40 kilometer lange løbetur i 490 f.Kr., hvor han skulle overlevere en besked fra én general til en anden – en tur, der i dag nyder rollen som statusmarkør i form af maratonløbet.” Et nyt dansk nichenyhedsbrev har set dagens lys, og det er jo kun noget, vi kan bifalde her på Føljeton. Relæ hedder det, fokus er på forsvars- og sikkerhedspolitik, og bag herligheden står tre tidligere soldater og veteraner, “som tilsammen har over 30 års tjeneste som infanterister”. Vi glæder os til at følge med.

Det er ikke ofte, vi følger med i debatter mellem kosmologer om universets beskaffenhed, men skal man tro portrættet her fra The Atlantic, er der nu god grund til at holde et vågent øje med stjerneforskernes seneste teorier. Og måske særligt nobelprisvinderen Adam Riess, som mener, at vi har brug for en spritny model for at forstå verdensrummet – med alt, hvad det indebærer: “Nu kunne han mærke en ny stemning blandt sine kolleger. Knivene er trukket. En kamp er under opsejling. ‘Feltet er igen blevet varmt,’ fortalte han mig. Pludselig synes et nyt univers muligt.”

Nå, klar til en ny omgang KI-dystopi om, hvordan chatbots gradvist er ved at smadre vores skolesystem? Eller i hvert fald lærernes lyst til at være i det? Techmediet 404 har talt med en lang række undervisere om den kunstige intelligens’ indmarch i skolerne og på universiteterne, og konklusionen er rimelig tydelig: Lærerne er ikke ok.

+ 404 om KI-afhængighed og gudekomplekser.

“Serien ACOTAR handler fx om et kærlighedsforhold mellem en 19-årig kvinde og en fe-herre, der er omkring 500 år gammel (måske den alder, hvor en mands følelsesmæssige modenhed er på sit højeste). Handlingen udspiller sig i en tidløs verden, hvor hovedpersonerne stort set sender hinanden seksuelle beskeder hele dagen via en magisk telepatisk forbindelse […] En telepatisk forbindelse, hvor begge parters tanker og følelser er kendt og accepteret uden besværet med at finde de rigtige ord eller emojis, ville helt sikkert lindre nogle af bekymringerne ved moderne dating.” The Wall Street Journal skriver om litteraturens hotteste nye trend: Romantasy.

Novo Nordisk Fonden, der har den alt for magtfulde, aldrende atomenergi-entusiast Lars Rebien Sørensen som bestyrelsesformand, kaster af samme grund millioner og atter million efter atomforskning, selv om eksperterne siger, at det er for dyrt og frem for alt for langsomt til at redde planeten fra temperaturstigningerne. Men Novo Nordisk giver også lidt småpenge til en serie klimaartikler i Information – rigtig gode artikler skrevet af journalist William Sass. Her er en af dem: ‘Klimakrisen kræver akut handling – men også fremtidsdrømme og utopier‘.

Den tyske supermodefotograf Juergen Teller er blevet 61 år, men podcasten Art Talks to britiske værter Robert Diament og Russell Tovey formår at få ham til at fortælle om sit fotografliv, som var han en lille dreng. Touren i Tyskland med Nirvana før Smells like Teen Spirit udkom; den dag i kvindefængsel med pave Frans; da han fotograferede coveret til Sinead O’Connors single “Nothing Compares 2 U”; modemagasinerne, der fløj ham til New York i Concorde; billederne af Kate Moss osv. Men det hele er ret ydmygt. Link til Instagram-opslaget. Link til Apple Podcasts. Link til Spotify.

Det er, som om man ikke taler så meget om det længere, men Kina har altså stadig koncentrationslejre for uighur-minoriteterne i Xinjiang-provinsen. Og selvom europæisk og amerikansk lovgivning har forsøgt at dæmme op for handel med varer, der er blevet fremstillet via lejrene, har den kinesiske regering fundet et oplagt smuthul: I stedet at tvangsflytte uighurerne til fabrikker uden for Xinjiang. Fabrikker, som vel at mærke leverer varer til globale brands. The New York Times, Bureau of Investigative Journalism og Der Spiegel har en større afsløring af, hvordan det foregår.

Det er ikke kun boligpriserne, der er stukket af i København, men også selve det klimaaftryk, byudviklingen giver. Ifølge en ny undersøgelse svarer alene opførelsen af Århusgadekvarteret i Nordhavn eksempelvis “til 23 procent af Danmarks samlede tilladte CO2-forbrug for boliger på et år, hvis Danmark skal nå Parisaftalens klimamål”, sådan som Videnskab.dk formulerer det. Så er der alligevel lang vej igen.

Og langt flere, end det hidtil har været kendt. Selvom han nægter det over for Trump, er det, hvad The New York Times svimlende kan opsummere fra samtaler med hans nærmeste omgangskreds: “Han fortalte folk, at han tog så meget ketamin, et kraftigt bedøvelsesmiddel, at det påvirkede hans blære, hvilket er en kendt effekt af kronisk brug. Han tog ecstasy og psykedeliske svampe. Og han rejste med en daglig medicinkasse, der indeholdt omkring 20 piller, herunder nogle med mærker af det stimulerende middel Adderall, ifølge et foto af kassen og folk, der har set den.” Herre Jemini. Trods den lidt sjove timing er vi kun glade for, at han er ude af DOGE.