Hvad har brutalisme med grime at gøre? Et fint lille skriv om grimme bygninger, piratradio og alger i natur- og kulturmagasinet Orion Magazine: “Brutalismen bar piratradioen, som bar grime. Og til gengæld giver grime stemme til brutalismen.”

For 2.300 år siden bliver Als i Sønderjylland angrebet. 80 personer går i land, men bliver dræbt af alsingerne. Hvem krigerne var, og hvor de kom fra, er stadig ukendt. Til gengæld viser en ny undersøgelse, som Videnskab.dk beretter om, at båden var smurt ind i harpiks fra et fyrretræ, som på det tidspunkt ikke fandtes i Danmark. Altså må skibet stamme fra Østeuropa. Fascinerende.

“Liberalisme vægter individuelle rettigheder, men i samfund hvor selvet forstås relationelt – som hos Akan-folket (en etnisk gruppe, der primært har hjemme i de sydlige og centrale regioner i Ghana), for hvem man bliver en ‘person’ igennem fællesskabet – føles samtaler om rettigheder, med tryk på det individuelle, mangelfuld.” God artikel i Aeon om hvordan liberalismen har fejlet i Afrika.

Dagbladet Informations kunstredaktør Marie Kjær Themsen skriver om årets bedste kunstoplevelser i avisens weekendudgave. Så ved man, hvad man gik glip af. Bittert.

Surrealisterne var ikke bare en gruppe selvcentrerede kunstnere (som kunstnere er flest, sorry), de var også anti-fascister. I London Review of Books anmelder kunsthistorikeren Hal Foster bogen Surrealism and Anti-Fascism: an Anthology, der udkom tidligere i år, og som altid når Foster skriver, bliver det noget af et ridt, men et godt et.

Den konservative amerikanske pundit Tucker Carlson er på mange måder en skidt knægt (for at omskrive det gamle Poul Schlüter-citat en smule, er han faktisk så konservativ, at det gør noget). Men han er på det seneste begyndt at få øjnene op for de ikke så bæredygtige elementer i det nære forhold mellem USA og Israel. Han har lige haft FN’s specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder Francesca Albanese med i sin podcast/vodcast, og det er, som om der går en prås op for ham undervejs. Albanese forklarer ham Israels folkemord, så en 10-årig kan forstå det. Spol frem til 00:51:30.

“Chokket over Mariannes død har endnu ikke lagt sig. At hun ikke længere er iblandt os, forekommer at være en frygtelig misforståelse. En fatal fejl i universet. Og et stort tab for litteraturen. Marianne var en sprogmager som ingen anden. Hun omformede verden til et forunderligt sted, hvor alt kunne ske. Men altid med forankring i de underliggende levevilkår som en kafkask magt spandt det enkelte samfundsindivid og digtenes magiske jeg, ind i. Magtens fine edderkoppespind som et vilkår, der bliver udstillet i digtene, men også kan briste som sæbebobler ved fælles hjælp og kærlighedens forvandlende kraft.” Kirsten Thorup skriver nekrolog over Marianne Larsen.

+ Genlæs også Oliver Stillings Føljeton-farvel til digternes digter.

Hvad driver folk til at vælge fascisme som en karrierevej? Det spørgsmål stiller en anonym skribent (under det ret vidunderlige pseudonym Yanis Varoufuckice) i magasinet N+1 på baggrund af samtaler, vedkommende har haft med folk, som forsøger at få et job hos ICE – altså de berygtede amerikanske immigrationsmyndigheder, som vel efterhånden kan kaldes Trumps moderne svar på Schutzstaffel. Det er ikke køn læsning: “Den motiverende kraft bag den amerikanske karrierefascisme synes at være rejselyst.”

+ Torturteknikker ved “Alligator Alcatraz”.

++ Hvordan Trumps forfølgelse af immigranter påvirker børnene – og deres børnepassere.

Hvis du har scrollet rundt på Facebook, Instagram eller TikTok på det seneste, er der en temmelig god sandsynlighed for, at du har set en KI-genereret video eller to – og måske har du ikke engang været klar over det? Med introduktion af OpenAI’s videotjeneste Sora er det i hvert fald blevet lettere end nogensinde at fremtrylle naturtro falske videoer. Hvilket, som The New York Times illustrerer, har nogle pænt dystopiske følger for internettet, og for hvad vi overhovedet ser som sandt og falsk. Men i det mindste får vi nogle dumme KI-memes ud af det?

Politico har udgivet deres årlige liste over de 28 mest indflydelsesrige personer i europæisk politik, og minsandten om ikke statsminister Mette Frederiksen ligger på en andenplads, kun overgået af Donald Trump. “Vi lever alle sammen i Mette Frederiksens Europa. Vi ved det bare ikke endnu,” skriver mediet ominøst. Det drejer sig blandt andet om Socialdemokratiets inhumane flygtninge- og migrationspolitik, som desværre inspirerer resten af kontinentet. Sikke et foregangsland!

+ Resten af listen findes her.

Højrefløjen har magten i Europa, men hvad vil de egentlig bruge den til? Zetlands Asta Kongsted har talt med DF’s medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen om at blive lukket – om end modvilligt – ind i varmen i EU, og hvad det betyder for den grønne dagsorden. Spoiler alert: Den bliver mindre grøn.

Året lakker mod enden, og i den anledning deler pornohjemmesiden Pornhub deres indsamlede data, som egentlig giver et ret interessant indblik i de globale pornovaner. I en tid med en stigning i kosmetiske indgreb, KI-slop og tech bros (og andre dødelige), der vil være evigt unge, er det da for eksempel meget sjovt, at “natural beauty”, “real person” og “milf” er populære søgninger. Desuden vurderer Pornhub, at årets virale begivenheder, såsom affæren mellem en CEO og HR-ansat, der blev afsløret til en Coldplay-koncert, finder vej ind i vores soveværelser. Du kan sagtens klikke på linket, det er PG-13.

Hvordan fanden er det gået så galt? I Noema Magazine udruller seniorforsker ved DIIS Helle Malmvig og direktør for School of Transnational Governance ved European University Institute Fabrizio Tassinari dansk politiks ræs mod bunden på udlændingeområdet. Fra Fremskridtspartiet og frem til Mette Frederiksens ulækre bemærkning om indvandrere, der kommer ind og “flækker” en ung mand i bussen. Når man læser om dansk udlændingepolitik på engelsk, ser man pludselig, hvor provinsielle vi er.

“Lad os et kort øjeblik forestille os, at Europa virkelig gik op i sine erklærede værdier.” Den progressive græske økonom Yanis Varoufakis kommenterer USA’s sanktioner mod den franske dommer ved Den Internationale Straffedomstol Nicolas Guillou – og Europas følgagtighed. Kommentaren er oversat til dansk af Information.

Den efterhånden 64-årige George Clooney er ret god i hovedrollen som en lettere aldrende filmstjerne i Noah Baumbachs nye Netflix-film Jay Kelly. Han er også god og afslappet og tilgængelig og menneskelig i dette interview i NPR’s podcast Fresh Air.

Vi har ikke læst filminstruktør og musikjournalist Cameron Crowes nye memoir, Uncool, men det vil vi gerne. Crowe er nok bedst kendt for at instruere filmen Almost Famous baseret på dengang han som 15-årig(!) blev hyret som skribent på Rolling Stone, hvor han blandt andet interviewede Fleetwood Mac, Pink Floyd og David Bowie. Hans memoir og dette interview med Vogue handler om det samme. Gode historier tåler gentagelse.

Den amerikanske højrefløj har tilsyneladende forkastet idéen om at alle er skabt lige, som der ellers står skrevet så fint i Uafhængighedserklæringen fra 1776. Informations Mathias Sindberg undersøger besættelsen af IQ, der kan lede til nogle temmelige uhyggelige konklusioner. Såsom at “low-IQ”-mennesker, som Trump ville kalde dem, måske bare kunne gøre mere nytte som biodiesel? Når nu du alligevel er nede i kaninhullet, kan du (gen)læse Føljetons glimrende sommerserie om, hvordan den digitale højreradikale bevægelse, der har drukket “en sær ideologisk cocktail af fascisme og techoptimisme”, er blevet mainstream og magtfuld.

Det er i dag, mandag, et år siden, at Assad-styret – og dermed et halvt århundredes diktatur – kollapsede i Syrien. Hvor står landet i dag? DR’s mellemøstkorrespondent Puk Damsgård har et eftertænksomt essay. New Lines Magazine giver historisk kontekst. Og The Guardian har billederne.

Det er sørme og sandt december, og dermed atter den tid på året, hvor Spotify udgiver sit “Wrapped”-koncept – og hele møllen om forbrugerovervågningskapitalisme forklædt som uskyldig musikhygge begynder igen. I år er det bl.a. skribent og forfatter Liz Pelly, som leverer kritikken i The Guardian – med lidt ekstra KI-skepsis stoppet ned i julesokken: “Spotify Wrapped føles nu som endnu et eksempel på noget personligt og værdifuldt, der bliver automatiseret væk fra os; endnu et eksempel på, at en angiveligt uudholdelig opgave med at tænke og skrive bliver ‘aflastet’ for at gøre livet mere gnidningsfrit.”

Apropos Spotify og musikalske juletraditioner, er internettet selvfølgelig også ved at svømme over med mere eller mindre rage baity lister over årets bedste albums. Føler du dig som en semi-prætentiøs 00’er-hipster, bliver “indiemediet” Pitchfork stadig holdt kunstigt i live af mediekonglomeratet Condé Nast. Og altså, deres bud på de allerbedste udgivelser er faktisk ikke så ringe. Her på redaktionen er vi fx glade for at se Cameron Winter, Bad Bunny, Wednesday, Geese, Smerz, Sudan Archives og Rosalía så højt rangeret. Desuden føles det lidt som det gamle Pitchfork, at den eksperimentelle, boliviansk-amerikanske brødre-duo Los Thuthanaka løber af sted med førstepladsen. Deres musik er ikke engang på Spotify.

+ Skal det være ægte esoterisk og undergrunds-godkendt, har The Quietus en mere særpræget (men sej) årsliste.

“Som ethjulet cykelrytter tiltrækker jeg en vis opmærksomhed, og uanset om det er en travl solrig lørdag formiddag eller kl. 21.00 på en trist mandag aften, er folk tilbøjelige til at stille mig spørgsmål.” Ja, og hvad svarer man så, hvis man sådan kommer friskt og frejdigt rullende på et ethjulet cykel, og folk fx spørger, hvor det andet hjul er blevet af? Det forsøger ethjulet cykel-entusiast Declan Chidlow at forklare i et ret sjovt essay forklædt som en FAQ.

“Når en erfaren musiker kombinerer disse forskellige teknikker, kan publikum blive rørt af det smukke, rigtige og subtile resultat uden nødvendigvis at være bevidst om de valg, guitaristen har truffet. I hænderne på en stor musiker rummer dette enkle instrument næsten ubegrænsede udtryksmuligheder – vi skulpturerer bogstaveligt talt med lyd.” Musiker Craig Ogden forklarer hos Aeon, hvorfor guitaren er et genialt instrument.

Dagbladet Informations seneste importvare, Poyâ Pâkzâd, er noget af det bedste, der er sket for den lille pjosker i lang tid. Det siger vi ikke bare, fordi Føljeton udgiver Poyâs populære daglige nyhedsbrev Gâzâ Brîef. Vi siger det også, fordi det bare er dejligt at se en lille håndfuld cirkumflekser (^) stå tæt sammen på avispapir, og så fordi Poyâs analyser er af en anden verden. I denne her skoser han Berlingske for avisens hovedløse omfavnelse af den franske journalist Nora Bussignys bog om ‘islamogauchisme’.

Louisiana Channel har besøgt den armensk-egyptiske kunstner Anna Boghiguian i Cairo. Det er der kommet et smukt portræt ud af. Hvem er hun? Tja, nogle gange skal man bare trykke på begynd-knappen og se, hvad der sker. Og som museumsinspektør Christian Lund, der har lavet interviewet, skriver på Facebook, så er Boghiguians stærkeste værk “næsten hendes eget varme og dybe, intelligente væsen formet af et langt livs rejser i alverdens lande og i kunsten – jeg har faktisk aldrig oplevet noget lignende”.

En lille føljeton er ved at udspille sig i Altingets debatspalter mellem klimaaktivist Esther Kjeldahl og klimaminister Lars Aagaard. Først beskrev Kjeldahl i en kommentar, hvordan propaganda fra fossilindustriens drejebog havde sneget sig ind i klimaministerens omtale af gas. Det fik Aagaard til i et indlæg at bebude, “at der i øjeblikket breder sig en mere radikal tilgang til klimapolitik på venstrefløjen. Der er behov for at trække en streg i sandet.” Den streg i sandet prøver Kjeldahl nu at udviske med endnu et indlæg i Altinget: “At diskvalificere klimapolitiske krav, der er et direkte ekko af mainstream-videnskab og respekterede tænketankes arbejde, som ‘radikalt’ og som noget, der særligt tilhører ‘venstrefløjen’, er en klassisk strategi til at affeje alvoren i klimakrisen.” Mon klimaministeren fortsætter føljetonen?

Imens grisene mishandles i staldene, grundvandet forurenes og livet i de danske farvande forsvinder, er en flok pengestærke erhvervsfolk gået sammen om at gøre tingene en smule anderledes i dansk landbrug. Den nystiftede Planetary Soil Fund vil opkøbe konventionel landbrugsjord og omlægge den til enten regenerativt landbrug eller natur. Børsen fortæller om projektet, der indtil videre har skaffet 80 mio. kr. fra investorer som biotech-milliardæren Jacob Jelsing. Gennem sit selskab Earthbreak opkøber han også selv landbrugsjord, og lægger man det sammen med Lego-familien og Bestseller-ejerens storstilede opkøb af landbrugsjord, har man måske konturerne af en landbrugsrevolution.

I den moderne verden er vi notorisk dårlige til at værdsætte den levende natur. Træet har først værdi for os, når det er fældet, ligesom fisken først er noget værd, når den er fanget. I magasinet Atmos beskriver biolog og fotograf Christina Mittermeier et alternativ til dette moderne problem. Idéen er at gøre det muligt for virksomheder at investere i naturen som en klimakompensation. Økosystemer binder CO2, CO2 har en pris og dermed får økosystemer også en pris alt efter, hvor meget CO2 de binder. At trække en økonomisk tankegang ned over naturen er kontroversielt, men som Mittermeier skriver: “Uddannelse og kærlighed til naturen er ikke altid nok til at drive systemiske forandringer. Vi er nødt til at tale det sprog, som hele verden forstår: pengenes sprog.”

Selvom deres seneste album udkom for godt og vel to måneder siden, vælger vi lige at udnytte annonceringen af deres kommende Syd for Solen-koncert som anledning til at skrive om Geese. Musikjournalisten Grayson Haver Currin kalder dem “Gen Z’s måske første store amerikanske rockband” og skriver om deres seneste album Getting Killed, at det “river Radioheads, Pavements og Swans kadavere åbne og mæsker sig i dem, mens det kigger op med et stort, blodigt grin”. Det er pissegodt. Så lyt da til det.

“Hvad, der er en slags nyt, er normaliseringen af at stille sig tilfreds med at være dybt utilfreds. Er alt ikke noget lort lige nu? Det er, som om vi er lige så fortabte som økonomien, klimaet og vores opmærksomhed, betyder det overhovedet noget?” The straights are not okay, som man siger i nogle kredse. Først var det pinligt at have en mandlig kæreste, og nu tjekker heteroseksuelle midaldrende kvinder mentalt ud af deres ægteskaber, mens mændene ikke fatter en skid og er ”døde indeni”. The Cut skriver om apatisk kærlighed.

Den 21. november 1963 afholder historiker Richard Hofstadter en forelæsning kaldet “The Paranoid Style in American Politics”. Under 24 timer senere bliver J.F.K. myrdet. Tilfælde? Ja. Men som Hofstadter sagde dagen forinden, er pointen, at folk som lider af “paranoid stil” ser konspirationer som primær drivkraft i historiske begivenheder. MIT Technology undersøger konspirationsteorier. Vidste du fx, at skrækhistorierne om Illuminati blev startet af modstandere af den Franske Revolution, der ikke ville anerkende, at revolutionen kom fra folket, og derfor fandt på, at den måtte stamme fra det hemmelige bavariske broderskab? Spændende!

Dokumentaren Breaking Ranks går bag facaden på det israelske militær, også kendt som “verdens mest moralske hær”. Den er blevet vist på svensk tv, men ikke herhjemme. Til gengæld har producenten lagt den ud til fri afbenyttelse på YouTube. Hvis du har på fornemmelsen, at IDF måske slet ikke er så moralsk endda, så er det noget for dig.

Så er det David Byrnes ‘tur’ til at optræde ved en af NPR’s Tiny Desk-koncerter – ikke bare ham, den nu 73-årige musiker og entertainer, men ham og hele hans band. Det fungerer selvfølgelig.

Journalisten Sara Bovin er gået solo podcasten Sara Bovin Podcast. I femte afsnit har hun besøg af 23-årige pro-palæstinensiske aktivist Sara El-Khatib, og titlen siger en del: ‘Jagtet af B.T. – at være ung palæstinenser i Danmark‘.

For godt og vel to uger siden landede Googles nyeste KI-billedgenerator med det dumme navn Nano Banana Pro. Den er efter sigende så god til at skabe virkelighedstro billeder, at dens lancering er blevet kaldt en indvarsling af en æra af visuel mistillid. Ikke at man behøver billeder for, at den slags spreder sig: I Tromsø kommune i Norge var lokalpolitikere i færd med at diskutere en mulig nedlukning af ikke mindre end otte skoler, indtil det kom frem, at den rapport, der lå bag forslaget, var lavet af KI, hvor 11 ud af 18 kilder ikke fandtes. Djøfbladet har historien – og en advarsel fra en dansk KI-forsker.

Siden 2016 har det ukuelige franske venstrefløjsparti La France Insoumise stået i skarp kontrast til højrenationale Rassemblement National. Jacobin bringer et interview med parlamentsmedlemmet Clémence Guetté om venstrefløjens og partiets historie i Frankrig: “Frankrigs lange cyklus af mobiliseringer har været, sammenlagt, en unik hændelse i Europa og Vesten: en omfattende, kampklar modstand og kritik af neoliberalismen. Dette er også delvist grunden til, at neoliberalismen har haft en svag hegemoni i Frankrig – i den forstand, at store dele af de folkelige klasser aldrig har købt ind på en passiv accept af neoliberale dogmer, men altid har været kritisk.”

“Der er en talemåde, ‘du vil altid forblive den alder, du var ved den største eller din første ting’. Det er svært at få ind i sit hoved, hvis du er interesseret i at udvikle dig. Der er åbenlyst ting som stinker ved at blive ældre, som knogletæthed, men der er også så meget fedt ved det. Selvom jeg også føler, med alt hvad der sker i verden og med KI, det er uhyggeligt. Jeg ville hade at være 22 nu her.” Den evindelige coolgirl Winona Ryder i Interview Magazine.

+ Se eller gense filmaficionadoen Ryders anbefalinger i Criterion Closet.