“2025 er blevet defineret af Charlie Kirk, men ikke af det, Charlie Kirk stod for, hvem han var, eller hvem hans allierede hævder, at han var. Hysteriet, meningsløsheden og den totale usammenhæng omkring hans død er blevet symbolsk for Amerika. Det tog et årti, før 9/11-vittigheder virkelig kunne slå an, men Kirks død var blevet forvandlet til en vittighed, før kuglen overhovedet ramte ham. Politik er nu fuldt ud nedsænket i sin postliterære æra, og også politisk vold er blevet ulæselig.” Journalist Sarah Jeong tager afsked med 2025 i The Verge med et passende kig på USA’s igangværende ideologiske nedsmeltning.

På de danske udrejsecentre som Avnstrup og Kærshovedgård sidder ikke kun voksne, men også mange børn fanget i et systemisk koldt og nedslidende limbo. De er blevet afvist og må derfor ikke begynde en reel tilværelse i Danmark, men omvendt har de ingen fremtid at rejse “hjem” til. Og hvad gør de så? Det sætter mediet Respons fokus på i en podcastserie i fem afsnit, som har fået den passende titel “Ung og afvist”.

Aforismer, altså fyndige og underfundige små formuleringer, er stærkt undervurderede som refleksionsværktøjer – og det er vel heller ikke for ingenting, at en filosof som Friedrich Nietzsche havde en svaghed for dem. Så måske giver det også god mening at dyrke dem i en tid, hvor sociale medier er fyldt med banale betragtninger, og vi i stigende grad udliciterer vores tænkning til ChatGPT. Det slår forfatter James Geary i hvert fald et slag for i The Atlantic: “Dette er aforismers fantastiske kraft, og det er det, der adskiller dem fra ligegyldige udtalelser fra influencere på sociale medier og selvhjælpsgurueres platituder: Aforismer får dig ikke til at føle dig godt tilpas.”

Du har set Kong Frederiks. Statsminister Mette Frederiksens. Måske endda den danske popgruppe Aphacas. Altså deres mere eller mindre kedelige nytårstaler med deres diverse mere og mindre håbefulde budskaber. Den britisk-canadiske journalist Cory Doctorow, som er kendt for at have opfundet begrebet enshittification, der beskriver processen, hvorved onlineprodukter og -tjenester med tiden bliver dårligere og dårligere, har også holdt en tale. Måske ikke en nytårstale, men i hvert fald en tale afholdt tæt på nytår, udgivet på hans hjemmeside den 1. januar og med et håb for, at 2026 bliver året, hvor vi kan få et internet, der ikke er afhængigt af amerikanske prioriteter og interesser: “Døren står på klem, vinden blæser, det post-amerikanske internet er over os: et nyt, godt internet, der leverer al den teknologiske selvbestemmelse fra det gamle, gode internet og brugervenligheden fra Web 2.0, så vores normie venner også kan bruge det.”

Politico har spurgt en række eksperter om, hvad vi kan forvente af det Herrens år 2026. Et samfund i “en tilstand af psykosocialt frit fald” lyder et bud. Kunstig intelligens, der løber løbsk, borgerkrige og vandmangel lyder andre. Øhm, kan vi ryste krystalkuglen igen?

I vintermånederne stiger efterspørgslen på indendørs sovepladser blandt hjemløse. Hvem der får plads på nødherbergerne afgøres ved lodtrækning. Information har været med til sådan en lodtrækning hos værestedet Grace Kbh. “Hvis det sidste sted, der har åbent, afviser dem, hvor skal de så gå hen?” spørger Sofie Bach Lundgaard, der er leder af Grace Kbh. Vigtigt spørgsmål.

Jamen, overskriften siger sådan set det hele: ‘Japanske nyhedsklip fra 1991 flyder over i en hypnotisk collage’. Eller det siger måske ikke så meget? Tjek det ud alligevel. Det tager kun tre minutter.  Kunstner: Yoshinao Satoh. I Aeon Magazine.

“Det ville være et oplagt næste skridt i den regimeændring, Trump ser ud til at være fast besluttet på at gennemføre i USA. Krig er en nem måde at udrydde intern opposition på ved at udpege dem som udefrakommende fjender.” Historieprofessor Timothy Snyder – ham med bøgerne Om frihed og Om tyranni – vurderer, at næste skridt for Trump-regeringen er at stable en krig på benene. Kommentar oversat til dansk af Dagbladet Information.

Helena Bonham Carter er et ikon, og vi kunne næsten ikke forestille os en bedre gæst i designer og olde-nepo baby Bella Freuds veloplagte podcast.

Det israelske magasin +972 har en artikel om Israels ‘zombie-økonomi’. Der er indikatorer, som siger, at det går strålende, og der er indikatorer, som siger, at noget er helt galt. Magasinet taler med økonomen (og aktivisten) Shir Hever, der i mere end 20 år har undersøgt sammenhængen mellem landets økonomi, militarisme og besættelse af de palæstinensiske områder. Første spørgsmål: Forventer du, at den israelske økonomi vil komme sig, nu hvor krigen i Gaza, som den er blevet ført de seneste to år, er slut? Shir Hever: “Komme sig fra hvad?”

For to år siden var Addison Rae ikke bare et flop, men en punchline, skriver The Guardian. I 2025 er hun dog blevet udnævnt som årets kunstner af avisen, som også har et længere interview med hende i anledningen. Rae, der kommer fra delstaten Louisiana, blev en stjerne på TikTok, men blev cool (og Grammy-nomineret!) med udgivelsen af sin debutplade Addison. “Albummet blev skrevet ud fra et meget ensomt perspektiv. Jeg ville sige det på min egen måde og kommunikere på en måde, der føltes som om jeg talte for mig selv. Livet er ensomt, og der er noget virkelig stærkt ved at tage det i egne hænder,” reflekterer popprinsessen, der virker klar til at indtage sin trone.

“Det hjælper ikke, at Tyrkiet har bygget store dæmninger og vandkraftværker ved floderne Tigris og Eufrat, hvilket har reduceret nedstrøms-vandtilførslen til både Syrien og Irak betydeligt, som også har været udsat for mange års konflikt og dårlig vandforvaltning. De tyrkiske projekter har reduceret Iraks vandforsyning langs de to floder med anslået 80% siden 1975. Men der er et glimt af håb: I sidste måned overvandt de to lande spændingerne omkring den tyrkiske militære indtrængen i det nordlige Irak og indgik en aftale om vandforvaltning.” Har du nogensinde tænkt over vands betydning for geopolitikken i Mellemøsten? Nej? Så er det heldigt, at Project Syndicate har.

Forleden afslørede den højreekstreme influencer Nick Fuentes – der tidligere har sagt, at det er “gay” at have sex med kvinder – i et interview med Piers Morgan, at han faktisk aldrig har haft sex. Her på redaktionen har vi ikke for vane at udskamme folk med deres seksuelle erfaring eller mangel på samme, men på baggrund af førstnævnte citat, kom det måske ikke helt som en overraskelse. Fuentes definerer nemlig sig selv som en “stolt incel”, hvilket er lidt af et oxymoron, da incel står for “involuntary celibate” og selve definitionen altså er, at det er ufrivilligt. Nå men, Jacobin har en glimrende artikel om, hvordan incels og deres største fjender, feministerne, faktisk har mere til fælles, end man skulle tro.

Og nu vi allerede er inde på problematiske mandeskikkelser, så har den britiske højreekstreme influencer Tommy Robinson, der i virkeligheden hedder Stephen Yaxley-Lennon, netop afholdt julegudstjeneste for at proppe Kristus tilbage i “Christmas”. Beklager den ufine oversættelse. The New Statesman deltog (blød betalingsmur). Det er der kommet en god reportage ud af, hvor man bl.a. kan møde en græsk immigrant, der ved en fejl har taget et krucifiks med regnbuefarvede perler på uden at vide, at det kunne associeres med pride. Hjernegymnastik for tåber.

Engang var det USA og kun USA, man vendte sig mod for kulturelle fænomener. Film, serier, musik, fastfood-kæder. Det er jo trods alt massekulturens arnested, som Adorno og Horkheimer har beskrevet det. Men siden Covid-19 er der sket et kulturelt skifte på verdensplan, hvor ungdomskulturen nu i højere grad vender sig østpå frem for vest. I en pærevælling af sydkoreansk regeringssponsoreret k-pop og et pludseligt tilgængeligt udbud af anime med undertekster, er øst-Asien blevet en kulturel magtfaktor. The Guardians nyhedspodcast Today in Focus forklarer tendensen.

Året går på hæld, og det kan kun betyde én ting for journalister: Det er blevet listetid. The New York Times har udspurgt filmskabere, skuespillere og filmfans om de 100 bedste film siden 2000. Vi afslører selvfølgelig ikke nummer 1. Men til gengæld kan vi sige, at Paul Thomas Andersons There Will Be Blood er at finde på en tredjeplads. Det til trods for Quentin Tarantinos nylige kommentarer om, at filmen ellers var blevet ødelagt af Paul Danos tilstedeværelse, eller “the limpest dick in the world”, som Tarantino også fik kaldt ham. Fed fyr.

“Han har en idé om, at han vil kunne skabe et dream team af erfarne folk. Men det kan han ikke,” konstaterer Føljetons Lars Trier Mogensen om Lars Løkke Rasmussens politiske mødested turned klovnebus Moderaterne i en ny DR-dokumentar kaldet ‘Partier i brand: Moderaterne’. Selv bortforklarer Lars Løkke sin besætning af uprøvede og skandaleramte partifæller: “Jeg lokkede jo folk ud på isen, før den var størknet under fødderne på dem. Det kræver jo en særlig grad af mod.” Og i de blindes land er den enøjede konge.

“Mens grønlandske piger blev udsat for massiv præventionsstyring og diskuteret i klassisk malthusianske vendinger om at trække børnetilskuddet fra familier præget af ‘drikfældighed eller dovenskab’, var problemstillingen i Danmark en helt anden: Her frygtede man ikke for mange børn – men for få. […] Selvom disse to tilgange udviser tilsyneladende modsatte mål – antinatalisme i Grønland, pronatalisme i Danmark – deler de en fælles statslig logik: Befolkningen skulle optimeres. Midlerne varierede, men formålet var det samme. Når staten talte om befolkning, talte den ikke kun om antal, men om værdi: Hvilke liv der skulle fremmes, og hvilke der burde begrænses.” Eftertryk sætter spiralsagen i sammenhæng med nutidens debatter om “Den Store Udskiftning” og “fødselskrise”.

Imam og forsker Naveed Baig slår alarm: “Alle, jeg møder – uanset baggrund – bærer på en voksende uro. Jøder, muslimer, politikere, pensionister, offentligt ansatte. Venner, kolleger, naboer. Ingen føler sig helt trygge længere. Tonens hårdhed, konflikternes intensitet, de konstante skyttegrave æder sig ind i vores dagligdag. Nogle af os mærker det som angst. Andre som vrede. Nogle som træthed. Men fælles for os er følelsen af magtesløshed.” Problemet? Tonen blandt politikerne og i medierne. Debatindlæg i Jyllands-Posten.

En person ved navn Wesley Stubenbord har lavet et kort over ‘Billionaire Migration’, altså 3.149 dollarmilliardærers rejse fra, hvor de blev født, og til, hvor de bor nu. I Billund er der født fire stykker, og de bor der stadig. Lego? Syret.

Det er vist ikke så længe siden, at vi henviste til et interview med den britiske forfatter Zadie Smith, som er aktuel med udgivelsen af essaysamlingen Dead and Alive. Okay, men her er en ny samtale med hende – forestået af mesterintervieweren Terry Gross i radioprogrammet Fresh Air på NPR. De er begge to altid gode, og her er de det altså sammen. Smith, der nu er 50, mediterer lidt over, hvad det vil sige at blive ældre. Hun citerer Salman Rushdie: “Vores liv lærer os, hvem vi er.”

Papa och son Skarsgård er begge nomineret til en Gotham Award for deres respektive skuespilpræstationer i Joachim Triers Affektionsverdi og BDSM-bikerdramaet Pillion. Det har resulteret i et skønt far-søn-interview, dog på engelsk. Udover trusler om sabotage, lidt vredestårer og anklager om fraværende forældreskab er det altså ualmindeligt godt selskab.

“Musik har en række forskellige ‘opgaver’, ligesom de andre kunstarter har. Det kan berolige, lindre og glæde. Ingen forventer, at de andre kunstarter kun er smukke og beroligende. (Tænk på teater!) Men nogle mennesker har den forventning til musik.” Dissonansen og dens insisteren på ubehageligt kling-klang-spektakel har længe haft et dårligt ry i den klassiske musik. Ja, der har nærmest ligefrem været et “kompositionspoliti”, som har infiltreret musikuddannelser og indtaget musikkritikerposter, forstås det. En fin historisk optrævling af de skæve toner og det skønne ved dissonans i Plough Magazine.

“’Der er håb nu. Vores liv har ændret sig enormt meget siden 8. december 2024.’ Samme tankegang går igen hos flere unge syrere, der tidligere enten ikke kunne forestille sig deres egen fremtid eller drømte om at rejse væk. Nu fester de i gaderne og drømmer om at etablere deres eget land. For nu står Damaskus i blomst. Farah fortæller dog også, at frygten for, at Assad ville vende tilbage, har siddet i hende, siden han flygtede den 8. december 2024: ‘Vi har ikke sovet i to dage. Vi var bange for, at noget ville ske i dag. For at være ærlig har jeg haft blandede følelser.’” Reportage fra en forstad til Damaskus på årsdagen for Assads fald i POV.

Hvad har brutalisme med grime at gøre? Et fint lille skriv om grimme bygninger, piratradio og alger i natur- og kulturmagasinet Orion Magazine: “Brutalismen bar piratradioen, som bar grime. Og til gengæld giver grime stemme til brutalismen.”

For 2.300 år siden bliver Als i Sønderjylland angrebet. 80 personer går i land, men bliver dræbt af alsingerne. Hvem krigerne var, og hvor de kom fra, er stadig ukendt. Til gengæld viser en ny undersøgelse, som Videnskab.dk beretter om, at båden var smurt ind i harpiks fra et fyrretræ, som på det tidspunkt ikke fandtes i Danmark. Altså må skibet stamme fra Østeuropa. Fascinerende.

“Liberalisme vægter individuelle rettigheder, men i samfund hvor selvet forstås relationelt – som hos Akan-folket (en etnisk gruppe, der primært har hjemme i de sydlige og centrale regioner i Ghana), for hvem man bliver en ‘person’ igennem fællesskabet – føles samtaler om rettigheder, med tryk på det individuelle, mangelfuld.” God artikel i Aeon om hvordan liberalismen har fejlet i Afrika.

Dagbladet Informations kunstredaktør Marie Kjær Themsen skriver om årets bedste kunstoplevelser i avisens weekendudgave. Så ved man, hvad man gik glip af. Bittert.

Surrealisterne var ikke bare en gruppe selvcentrerede kunstnere (som kunstnere er flest, sorry), de var også anti-fascister. I London Review of Books anmelder kunsthistorikeren Hal Foster bogen Surrealism and Anti-Fascism: an Anthology, der udkom tidligere i år, og som altid når Foster skriver, bliver det noget af et ridt, men et godt et.

Den konservative amerikanske pundit Tucker Carlson er på mange måder en skidt knægt (for at omskrive det gamle Poul Schlüter-citat en smule, er han faktisk så konservativ, at det gør noget). Men han er på det seneste begyndt at få øjnene op for de ikke så bæredygtige elementer i det nære forhold mellem USA og Israel. Han har lige haft FN’s specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder Francesca Albanese med i sin podcast/vodcast, og det er, som om der går en prås op for ham undervejs. Albanese forklarer ham Israels folkemord, så en 10-årig kan forstå det. Spol frem til 00:51:30.

“Chokket over Mariannes død har endnu ikke lagt sig. At hun ikke længere er iblandt os, forekommer at være en frygtelig misforståelse. En fatal fejl i universet. Og et stort tab for litteraturen. Marianne var en sprogmager som ingen anden. Hun omformede verden til et forunderligt sted, hvor alt kunne ske. Men altid med forankring i de underliggende levevilkår som en kafkask magt spandt det enkelte samfundsindivid og digtenes magiske jeg, ind i. Magtens fine edderkoppespind som et vilkår, der bliver udstillet i digtene, men også kan briste som sæbebobler ved fælles hjælp og kærlighedens forvandlende kraft.” Kirsten Thorup skriver nekrolog over Marianne Larsen.

+ Genlæs også Oliver Stillings Føljeton-farvel til digternes digter.

Hvad driver folk til at vælge fascisme som en karrierevej? Det spørgsmål stiller en anonym skribent (under det ret vidunderlige pseudonym Yanis Varoufuckice) i magasinet N+1 på baggrund af samtaler, vedkommende har haft med folk, som forsøger at få et job hos ICE – altså de berygtede amerikanske immigrationsmyndigheder, som vel efterhånden kan kaldes Trumps moderne svar på Schutzstaffel. Det er ikke køn læsning: “Den motiverende kraft bag den amerikanske karrierefascisme synes at være rejselyst.”

+ Torturteknikker ved “Alligator Alcatraz”.

++ Hvordan Trumps forfølgelse af immigranter påvirker børnene – og deres børnepassere.

Hvis du har scrollet rundt på Facebook, Instagram eller TikTok på det seneste, er der en temmelig god sandsynlighed for, at du har set en KI-genereret video eller to – og måske har du ikke engang været klar over det? Med introduktion af OpenAI’s videotjeneste Sora er det i hvert fald blevet lettere end nogensinde at fremtrylle naturtro falske videoer. Hvilket, som The New York Times illustrerer, har nogle pænt dystopiske følger for internettet, og for hvad vi overhovedet ser som sandt og falsk. Men i det mindste får vi nogle dumme KI-memes ud af det?

Politico har udgivet deres årlige liste over de 28 mest indflydelsesrige personer i europæisk politik, og minsandten om ikke statsminister Mette Frederiksen ligger på en andenplads, kun overgået af Donald Trump. “Vi lever alle sammen i Mette Frederiksens Europa. Vi ved det bare ikke endnu,” skriver mediet ominøst. Det drejer sig blandt andet om Socialdemokratiets inhumane flygtninge- og migrationspolitik, som desværre inspirerer resten af kontinentet. Sikke et foregangsland!

+ Resten af listen findes her.

Højrefløjen har magten i Europa, men hvad vil de egentlig bruge den til? Zetlands Asta Kongsted har talt med DF’s medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen om at blive lukket – om end modvilligt – ind i varmen i EU, og hvad det betyder for den grønne dagsorden. Spoiler alert: Den bliver mindre grøn.

Året lakker mod enden, og i den anledning deler pornohjemmesiden Pornhub deres indsamlede data, som egentlig giver et ret interessant indblik i de globale pornovaner. I en tid med en stigning i kosmetiske indgreb, KI-slop og tech bros (og andre dødelige), der vil være evigt unge, er det da for eksempel meget sjovt, at “natural beauty”, “real person” og “milf” er populære søgninger. Desuden vurderer Pornhub, at årets virale begivenheder, såsom affæren mellem en CEO og HR-ansat, der blev afsløret til en Coldplay-koncert, finder vej ind i vores soveværelser. Du kan sagtens klikke på linket, det er PG-13.