Hospitalsfødsler kan være en voldsom oplevelse. Læger, der pludselig medicinerer, eller laver indgreb, man ikke har samtykket til. Det stressede hospitalsmiljø og de mange skiftende hænder på fødegangen. Det fik den amerikanske kvinde Emilee Saldaya til at starte “The Free Birth Society”. At “freebirthe” er at føde uden en autoriseret sundhedsprofessionel – ingen scanninger, ingen jordemødre, ingen konsultation overhovedet. Nogle af kvinderne føder under åben himmel bevæbnet kun med guidede meditationer og Emilees råd: “You got this, momma!”. The Guardian har en ny, undersøgende podcastserie om fødselskulten og de babyer, der døde som følge af den.

Den 15. januar 2001 skrev Jimmy Wales hej til verden på en tom hjemmeside døbt Wikipedia. I dag har siden over 65 mio. artikler og 15 mia. visninger om måneden. Det er mange. I anledning af 25-året har Wikipedia og Wales lavet en visuelt lækker gennemgang af hjemmesidens historie.

+ Keder du dig? Spild tiden med WikiRoulette, der finder tilfældige artikler til dig.

++ I november blev Jimmy Wales interviewet af The New York Times om Wikipedias status som “det sidste bedste sted på internettet” og Elon Musks kamp mod siden.

“Fra scenen i det forgyldte Salle de l’Horloge i det franske udenrigsministerium, hvor temperaturen denne augustdag i 1928 havde nået et ulideligt niveau, annoncerede han begyndelsen på en ny æra: Nu skulle selve ondskaben rives op med rode. Fra i dag ville krig blive afskaffet som legitimt politisk middel, sagde Briand og fik tårerne til at trille ned ad kinderne på sin amerikanske udenrigsministerkollega Frank B. Kellogg.” Information fortæller historien om Kellogg-Briand Pagten, som på banebrydende vis erklærede krig ulovligt. God timing.

I midten af det 17. århundrede introducerede Kong Charles II en ny buks: den stramme, lyse knæbuks. Det var et markant skift væk fra de ellers overpyntede mandeben, der nu blev vist frem næsten nøgne i bukser, som gav dem et pænt, hårløst og hvidt udseende. Det brød aristokratiet sig særligt om, da benene nu både lidt lignende de klassiske skulpturer samtidig med, at de adskilte dem fra de barbariske skotters behårede ben. Den mandlige virilitet, forstås det, sad nemlig i benene. JSTOR Daily opridser det bare mandebens historie, et skridt ad gangen.

“WhatsApp leverer hundrede milliarder beskeder om dagen, hvilket svarer til antallet af stjerner i Mælkevejen. Platformen har mere end tre milliarder aktive brugere hver måned – stort set det samme antal som Facebook, flere end YouTube og cirka dobbelt så mange som Apples iMessage. Hvis man ser bort fra Kina, hvor WhatsApp er forbudt, betjener appen cirka halvdelen af alle mennesker over fjorten år.” The New Yorker undersøger, hvad vi taler og skriver om, på den Meta-ejede beskedtjeneste WhatsApp.

Zetlands Line Sand har betalt ni kroner for en kinesisk app, som hver dag beder hende om at fortælle, om hun stadig er i live. Såfremt hun ikke checker ind, bliver der sendt en mail til hendes kontaktperson – hendes chef. Hun undersøger, hvad det siger om tiden, at der efterhånden findes en app til alt.

Sidste år udgav den amerikanske journalist og forsker Liz Pelly bogen Mood Machine – en krads kritik af streaminggiganten Spotify. I et interview med mediet Hearing Things efterlyser hun et oprør mod musiktjenesten, og forklarer, at det ikke er nok bare at skifte til Apple Music: “Pointen er at opmuntre folk til at blive mere aktive deltagere i lokale musikfællesskaber, støtte DIY-kulturproduktion, støtte uafhængige musikmedier, købe musik direkte fra kunstnere, og afvise idéen om at det er en ‘one-click solution’.”

I årenes løb har Kinas massive investeringer i Afrika fået visse vestlige medier og politikere til at anklage kineserne for kolonialisme. Anklagen er noget vrøvl, skriver den økonomiske antropolog Jason Hickel i et indlæg på sin Substack – et udmærket lille kursus i samtidens globale magtstrukturer: “[Påstanden om] at Kina udøver kolonial magt på kontinentet – og sammenligningen med vestlig kolonialisme og imperialisme – er empirisk forkert. Det gør begreberne meningsløse og fornægter volden i den kolonialisme, der faktisk eksisterer.”

For et år siden gav vi de danske medier dumpekarakter i deres dækning af Elon Musks nazihilsen ved et vælgermøde efter den republikansk valgsejr. Det samme gjorde medieforskeren Morten Stinus Kristensen, som nu er pletten igen – denne gang med en veloplagt undersøgelse af mediernes generelle fortielse af Musks racisme: “Ud af de 2000 artikler hvor danske landsdækkende aviser nævner Musk, fandt jeg kun et par håndfulde der beskriver Musks racistiske verdenssyn.”

Forfatter og journalist Inger Christine Løwe har skrevet en smuk bog om at miste sin far, forfatteren Knud Erik Pedersen, til alzheimers, og om den sorg, der kan følge med at have gamle forældre. Her taler hun med Nanna Mogensen om den på P1.

Den britiske forsker David Runciman anmelder Kamala Harris’ bog 107 Days om den amerikanske præsidentvalgkamp i 2024, der som bekendt endte med et nederlag: “Problemet er, at Harris fremstår som den samme på scenen og uden for scenen, hvor hendes offentlige og private personaer er meget ens: forsigtig, afbalanceret, selvbevidst, undertiden irritabel, lidt for tilbøjelig til at være formel, når hun ikke kan finde de rigtige ord,” skriver han om den tidligere vicepræsident. Det er hos London Review of Books.

Interview Magazine har fået nys om, at de to kender hinanden ret godt – og så endda fra danske omgivelser. Forrige sommer havde de en talk ved Noma, men inden da havde de spist is på vej til Sverige og stødt ind i hinanden på Louisiana Literature. “Du læste op, og jeg formåede på en eller anden måde at sige hej til dig. Det var dagen før mit bryllup.” Strong lyder næsten starstruck, når han interviewer Knausgård, og man fornemmer hurtigt, hvorfor de er en så god duo.

Da Odysseus og hans mænd skal sejle fra troldkvinden Kirkes ø, skal de forbi en gruppe kvinder, hvis stemmer har lokket mangt en mand i døden. Selvom vi efterhånden kender sirenerne, står der dog faktisk intet i Odysséen om deres udseende, eller om at de var meget smukke, og lokkede med sex. “Men altså, Odysseus kommer jo lige fra Kirke, som han har haft sex med, og er på vej hen til Kalypso, som han også har sex med, så det siger jo noget om hans måde at se verden på,” siger oversætter og “historisk skralder” Sophus Helle i podcasten Mythos. Det er et lyt værd.

“Da jeg så disse tilfælde, begyndte jeg at forstå, at hjemløshed i USA i mindst lige så høj grad handlede om isolation som om materiel fattigdom. […] Der var en følelse af isolation og skam blandt dem, der ikke længere havde et hjem; de følte, at de selv var ansvarlige for deres situation, i stedet for at se sig selv som ofre for et ødelagt system.” Journalist Saumya Roy skriver i The Dial om hjemløshed i USA – og sammenligner situationen i San Francisco med slumkvarterne i Mumbai (som hun tidligere har skrevet en bog om).

Er du også blevet træt af Netflix og nyere masseleflende filmhåndværk, som lidt for ofte er skrevet med tanke på, at folk nok indtager det med spredt opmærksomhed og en smartphone i hånden? Så kan du jo passende gå nostalgisk til værks og hoppe ind på “streamingtjenesten” WikiFlix. Her finder du et hav af gamle film, som er blevet public domain – og derfor lovligt kan ses kvit og frit. Det gælder eksempelvis Fritz Langs mesterværk Metropolis (1927) eller Charlie Chaplins The Gold Rush (1925). Smart nok er det også noget sværere at second screene til en stumfilm.

Danmark og Grønland står ved en mulig skillevej, og det gør du også, lige nu og her – i hvert fald hvis du vide mere om den aktuelle krisestemning i Rigsfællesskabet. På den ene side kan du lytte til Videnskab.dk’s nye podcast om kampen om Grønland og Arktis, som har fået den passende titel ”Koldfronten”. På den anden side kan du gå endnu mere nørdet til værks, og læse forskerne Rasmus Brun Pedersen og Mikkel Runge Olesens 23 sider lange analyse af “Sikkerhedspolitikkens betydning for grønlandsk selvstændighed i en ny verdensorden”. Forskerteksten bliver endda kaldt et “essay”, men der bliver nu stadig brugt Harvard-henvisninger, så tag det med et gran salt.

Og nu vi er ved emnet: Danmark er træt af at blive mobbet af Trump, skriver The New Yorker, der har interviewet flere danske og grønlandske topfolk, professorer, politiske konsulenter og så også lige Ida Auken (S). God langlæser om Grønlandssituationen set med (saglige) amerikanske øjne.

“Cringe, anvendt som en affektiv ladning, kan skabe en interessant spænding i kunsten; den tvinger os til at føle empati med et motiv, til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor vi føler os så utilpasse ved bruddet på en norm, og til at henlede vores opmærksomhed på denne norm og hvor nyttig eller retfærdig den er […] men at legemliggøre cringe – at være cringe – er faktisk asocialt og individualistisk. Det føles næsten som en sadistisk impuls. Gør jeg dig ubehagelig til mode? Godt! Cringe, tror jeg, har en funktion og er en brugbar målestok for at holde sig selv i skak, ligesom skam.” Genial tekst om fænomenet cringe i Dirt Magazine.

En succesfuld protest i det 21. århundredes gennemdigitaliserede virkelighed kræver gerne lidt planlægning – særligt hvad angår beskyttelsen af ens privatliv. Og så er det jo heldigt, at Wired har en praktisk guide. Selv hvis en pro-demokratisk protest i en amerikansk storby ikke lige står på programmet, fortæller guiden mange interessante ting om moderne overvågningsteknikker: “Det er også blevet dokumenteret, hvordan politiet i USA har brugt såkaldte stingray-enheder eller IMSI-fangere, der udgiver sig for at være mobiltårne og narrer alle telefoner i et bestemt område til at oprette forbindelse til dem. Dette kan give politiet det individuelle mobilabonnentnummer for alle, der deltager i en demonstration på et givet tidspunkt, hvilket underminerer anonymiteten for hele folkemængden.”

Onlinebettingen har kronede dage, hvilket man ikke skal have set mange sportsudsendelser på tv for at indse. For dem, som slet ikke interesserer sig for sport, er der dog stadig rige muligheder for at pådrage sig en potentielt livsødelæggende spilafhængighed – eksempelvis via det stadig mere populære “forudsigelsesmarked” Polymarket, hvor der groft sagt kan gambles om alt. Så selvfølgelig var der her også folk, som havde satset store penge på, at USA ville invadere Venezuela. På bagkant af kidnapningen af præsident Nicolás Maduro har det imidlertid affødt en betændt epistemisk diskussion. For hvornår er en “invasion” en invasion? Og hvordan kan vi overhovedet sige, at noget sker? Det undersøger onlinemagasinet Intelligencer.

Fredag i sidste uge modtog Danwatch og Information den fineste journalistiske hæder i Danmark, Cavlingprisen, for deres fælles serie ‘Dansk militært udstyr bidrager til krigen i Gaza’. Den beskriver i detaljer, hvordan dansk våbeneksport har understøttet de israelske bombardementer i Gaza. En eksport, som altså er i strid med international lov ifølge juridiske eksperter, da danske virksomheder som Terma burde kunne gennemskue, at deres komponenter nok bliver brugt til krigsforbrydelser og folkedrab. Danwatch har samlet hele pakken, hvis man gerne vil have genopfrisket det drønvigtige og nu prisbelønnede journalistiske arbejde. Stort tillykke!

“Steph Currys olympiske skud over Nic Batums og Evan Fourniers lange, udstrakte arme, med en helt fri Kevin Durant en aflevering væk, en helt fri LeBron James to afleveringer væk, med seks sekunder på skuduret, med 36 sekunder tilbage på kampuret, seks point foran, mod Frankrig, i Frankrig, om guldmedaljen, er uden tvivl det værste skud, jeg nogensinde har set. Det blev tilfældigvis taget af den bedste jump-shot-skytte […] og en af de største kunstnere i jordens historie.” Forfatter Kiese Laymon skriver lettere eksalteret om basketballstjernen Steph Currys vanvittige finaleskud fra sommerens olympiske lege.

+ Det er det her skud, der er tale om.

Hundeejere vil sandsynligvis ofte have haft på fornemmelsen af, at deres hund forstod lidt mere, end hvad den normalt kan give udtryk for med klassiske modsvar som “vov”. Og som The New York Times kan fortælle, er det måske ikke så underligt. Forskning indikerer i hvert fald, at hunde kan lære chokerende meget sprog: “Nu har forskere i en ny undersøgelse opdaget, at Basket og andre hunde, der deler hendes avancerede evne til at lære ord, har en færdighed, der sætter dem på niveau med 18 måneder gamle børn: De kan lære navnene på nye stykker legetøj ikke kun gennem direkte instruktion, men også ved at lytte til deres ejeres samtaler.”

Så… hvad var det egentlig, der skete under USA’s angreb mod Venezuela og opsigtsvækkende bortførelse af præsident Nicolás Maduro? Hvordan hænger det fx sammen med olien, international lov og ‘Donroe-doktrinen’? Og kunne det måske være muligt at få det hele forklaret på præcis 17 minutter og 45 sekunder i et oplysende, men lidt poppet videoformat, komplet med dramatisk underlægningsmusik og en fortællestemme, som pædagogisk lægger tryk på spændingen i hver eneste sætning, så ingen tabes undervejs? Tro det eller ej: P3 Essensen står klar med præcis den public service-godbid. Muchas gracias.

Har man fulgt bare lidt med i det uhyggelige og omfattende magtmisbrug i USA under Trump-administrationen – senest med ICE’s omdiskuterede drab af en civil kvinde i Minneapolis – begynder det at blive mere og mere tydeligt, at landet bevæger sig mod en post-demokratisk og autokratisk virkelighed. Bag den udvikling står bl.a. en række techmilliardærer, som skridt for skridt forsøger at nedbryde og kapre det amerikanske statsapparat. Projektet ‘The Authoritarian Stack’ forsøger at kortlægge, hvem de er, og hvad de har gang i.

Apropos Trump-administrationen og magtmisbrug, så har Substack-nyhedsbrevet Can We Still Govern? et interessant lille indlæg om de billeder, som er blevet frigivet fra ‘krigsrummet’ i Mar-a-Lago under USA’s kidnapning af Venezuelas præsident Nicolás Maduro. Her kunne man se, hvordan der bag krigsminister Pete Hegseth var en skærm, som viste et feed fra X med opslag om Venezuela. Hvilket giver passende anledning til at overveje, i hvor høj grad USA er blevet forvandlet til et “clicktatorship”, hvor likes på sociale medier er blevet den vigtigste politiske rettesnor.

“Jeg kan ikke tro, at jeg siger dette, men: Det er, som om FIFA’s fredspris ikke betyder noget. Kan FIFA have begået en fejl? Hvis ja, hvordan? FIFA er kendt for sin redelighed og retfærdighed, og alle, der kender deres strenge standarder, må være chokerede over denne udvikling.” Jeff Maurer, tidligere skriver på HBO’s satireprogram Last Week Tonight with John Oliver, leverer en herligt sarkastisk nedsabling af FIFA’s stupide “fredspris”, hvis første udgave blev tildelt du-ved-hvem. I øvrigt har Maurer den skønne betragtning, at fredstrofæet tilsyneladende skildrer “flere uhyggelige, afhuggede hænder, som trækker verden mod helvede”.

Som et anonymt medlem af Føljetons redaktion sagde om kommentaren her i Jyllands-Posten af MEP’er Henrik Dahl (LA): “Ikke tit at de her ord forlader min mund, men Henrik Dahl har fat i noget”. Det ser sørme sådan ud: “Hvis vi begrænser os til de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, er det kun Storbritannien og Frankrig, der nogenlunde konsekvent respekterer det, europæerne kalder ‘den regelbaserede verdensorden’. […] Med andre ord: Flertallet af de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har et – diplomatisk sagt – afslappet forhold til FN-pagten og andre fundamentale dele af den regelbaserede verdensorden.”

“Vi har et strukturelt problem med den fulde erkendelse af vores koloniale historie, når vi konstant har behov for at dirigere og diktere, hvad grønlænderne må ytre sig om, og hvordan de skal agere i offentligheden lige nu. Det siver bare igennem, alle steder. Det er ikke grønlændernes reaktioner, vi burde have så travlt med, men vores egen arrogance. […] Det siger mere om os, at vi stadig ikke har fattet i vores hoveder og hjerter, at Grønlands politiske og økonomiske sårbarhed ikke er opstået ud af det blå eller isoleret, men er resultatet af årtiers kolonial forvaltning og beslutninger truffet uden grønlandsk medindflydelse.” Skarpt Grønlands-indspark i POV fra debattør og juridisk konsulent Khaterah Parwani.

Zetlands graverjournalist Theis Ehler Molin – som var primus motor på mediets Cavlingpris-vindende afsløringer af minkerstatningssagen – har efter eget udsagn brugt det seneste halve år på at dykke ned i Moderaternes forvirrende pengestrømme. Nu står han så klar med en ny serie kaldet “Løkke og frimurerne”, som vil forsøge at kortlægge “en verden af politik og store pengebeløb, som alle partier i Danmark må navigere i, og som plejer at være gemt væk bag tunge gardiner”. Stærkt arbejde – det virker som noget, man bør følge tæt.

Trump-administrationen har – som vi også vendte onsdag – via en nylig udtalelse fra udenrigsminister Marco Rubio understreget, at USA gerne vil købe Grønland. Men kan Danmark overhovedet sælge? Nej, lyder det korte og kontante svar fra faktatjekmediet TjekDet, som har talt med en række juridiske eksperter om problemstillingen. Herunder Miriam Cullen, lektor på Juridisk Fakultet ved Københavns Universitet: “Man kan ikke sælge Grønland, hvor folk bor og lever og har selvstyre. Selvstyreloven gør det meget klart, at en beslutning om Grønlands uafhængighed skal træffes af Grønlands folk.”

Bare rolig: Hvis du efterhånden er lidt træt af at høre om en mulig amerikansk overtagelse af Grønland, er der faktisk mange andre potentielle dystopiske scenarier at se frem til i 2026. Endda scenarier, som slet ikke har noget med Trump at gøre. Politico Magazine står klar med krystalkuglen og spår med hjælp fra diverse fremtidsforskere og politiske analytikere om alt fra KI-forårsagede finansnedsmeltninger til en ny syrisk borgerkrig eller det totale kollaps af vores fælles virkelighed. Sikke et år det kan blive!

“Ligesom Dante, Shakespeare og Joyce har Kafka holdt forskere beskæftigede og velernærede i generationer. Han er blevet en afdeling, et bureau i sig selv. Hans værker er blevet undersøgt, udgravet og fortolket i en sådan grad, at forholdet mellem ord skrevet af Kafka og ord skrevet om Kafka nu anslås at være omkring 1:10.000.000. En symbolsk straf for en mand, der selv hævdede at være ‘skabt af litteratur’.” Sjov Kafka-tekst i tidsskriftet Liberties af forfatter Jared Marcel Pollen, som selv bor i det på alle måder Kafka-prægede Prag.

Podcasten If Books Could Kill er en anbefaling værd i sig selv. Egentlig gennemlæser de to værter Michael Hobbes og Peter Shamsiri et stykke “lufthavnslitteratur” såsom Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus eller Sapiens af Yuval Harari, der “fangede vores hjerter og ødelagde vores hjerner”, og afmonterer argumenterne helt sagligt og underholdende. Her i 2025’s sidste afsnit (som egentlig er en teaser, men dog på 50 minutter) kommer Hobbes og Shamsiri med deres bedste bud på de værste journalistiske takes fra sidste år. Eksempelvis kronikken i The New York Times’: ‘The Epstein Story: Count Me Out‘.

+ Medværten Peter Shamshiris nyhedsbrev ‘String in a Maze’ er også godt. Læs det seneste afsnit om CBS-chef og dronningen af dårlige takes, Bari Weiss.

I 1997 gik prinsesse Diana igennem et minefelt i Angola for at råbe verden op om faren ved landminer. Det førte til Ottawa-konventionen, som 166 lande underskrev, for at forbyde brug af minerne. I 2025 er både Estland, Letland, Litauen, Finland og Polen trådt ud af konventionen og er i gang med at planlægge et 3.000 km langt minebælte som beskyttelse mod Rusland. Herhjemme taler Liberal Alliance og DF også om at komme ud af konventionen. De evigt kloge hoveder hos Videnskab.dk har en glimrende forklaring på, hvorfor det historisk er en rigtig dårlig idé.

“Der er to hovedprincipper bag italiensk gastronationalisme: Forestillingen om, at landets kulinariske traditioner skal beskyttes mod ‘fremmed kontaminering’, og at dets opskrifter skal bevares for at forhindre enhver ‘manipulation’. Og virkningerne af denne gastronationalisme strækker sig nu fra det politiske område, helt til de sociale mediers ‘rage bait’ med en strøm af TikTok- og Instagram-indhold, der kritiserer ‘kulinariske synder’, som at tilsætte fløde til carbonara eller ananas på pizza.” Den italienske højrefløj har taget carbonaraen som gidsel.