USA er ikke længere et liberalt demokrati. Det er konklusionen på V-Dem-instituttet på Göteborg Universitets seneste rapport om demokratiers tilstande verden over. USA er sendt tilbage til samme niveau af demokrati som i 1965, hvor universel stemmeret lige “de facto” var blevet indført. Den svenske journalist Martin Gelin opridser konklusionerne.

+ Hele rapporten.

Vands hårdhed, alkalinitet og dens pH-værdi er noget, som kaffenørder går op i. For god kaffe starter med godt vand, og det vidste man allerede godt for flere hundrede år siden. Kaffemediet Sprudge tager læseren tilbage til det osmanniske rige, hvor kaffebrygning for sultanen var et ritual fyldt med mennesker, der betjente hver sit kaffebrygningsremedie. En af de vigtigste funktioner var vandbærerne, som hentede vand fra en kilde i Istanbul og fragtede vandet i særlige lædersække, der bevarede vandets smag.

I 2018 bliver journalisten Mostafa Al-A’sar kidnappet af den egyptiske regering. Eller han ‘tvangsforsvinder’. I to uger har han intet navn, ingen kontakt med omverdenen og ingen idé om, hvor han er. Siden 2013 er der tvangsforsvundet omkring 5.000 mennesker i Egypten, heriblandt børn som den 12-årige Abdullah Boumedine i 2017. Mostafa Al-A’sar skriver fint og ubehageligt om de forsvundne mennesker: “Der er intet mere farligt end en tvungen forsvinding. Tænk bare på ordet et øjeblik: forsvinding. Forestil dig at vågne op til, at en slægtning pludselig er forsvundet uden et spor, eller at du er blevet fjernet fra din familie uden forklaring. Når du er forsvundet, kan alt ske med dig fra verbale ydmygelser til fysisk tortur eller selv død.”

Elon Musk skabte Doge, så han kunne ‘effektivisere’ den føderale stat så meget som muligt. Der skulle ryddes op og spares penge. The Guardian leverer en glimrende analyse om, hvordan Musk har indsamlet oplysninger om den amerikanske befolkning i en datacentral, der bruges til at overvåge og forfølge immigranter.

Billige droner har overtaget krigsluftrummet. Reuters har lavet en visuel forklaring af den nye form for militærøkonomi, hvor omkostningseffektive og fjernstyrede droner prioriteres over våben, der kræver menneskelig kontrol. De kunne dog godt have tilføjet, at det hele bruges til at dræbe mennesker – og ikke kun er spændende teknologi.

Novo Nordisks aktiekurser var helt oppe at ringe i 2024, men har siden da stort set kun været faldende. Det udmundede sig i et direktørskifte sidste år, hvor Mike Doustdar overtog posten fra Lars Fruergaard. Bag fyringen stod Lars Rebien og trak i trådene. Zetland og Børsen skriver i fællesskab om, hvordan Rebien – der i dag er formand for Novo Nordisk Fonden – forsøger at holde fast i magten over Novo fra sit hjem i Toscana.

Modstanden mod abort spreder sig i Storbritanniens kristne miljøer. BBC har undersøgt, hvordan de britiske abortmodstandere har fået stærkere ben at gå på, og det skyldes blandt andet økonomiske tilskud fra kristne amerikanske organisationer.

Journalisten Klara Trebbien Rasmussen har arbejdet undercover på en svinebesætning i fire uger og skrevet en bog om det. Bogen udgives i dag af Politikens Forlag. Ikke særligt overraskende – desværre – var det ikke ligefrem et arbejde, hvor der blev taget godt hånd om grisene. I et interview med Journalisten fortæller hun, hvordan hun skulle slå syge grise ihjel ved at svinge dem i bagbenene og knalde deres hoveder direkte i betongulvet – og det var ikke hver gang, de døde på stedet. Så måtte man prøve igen. Hun fortæller også, at hangrisene sjældent blev bedøvet, når de skulle kastreres.

Som Føljeton-læser er du måske allerede stødt på nogle af afsnittene i Emilie Ewalds omspændende serie ‘Fra kileskrift til kunstig intelligens‘ i det daglige nyhedsbrev. Over seks måneder dykker Emilie ned i algoritmernes verden for at blive klogere på, hvordan algoritmerne former vores nutid og fremtid. Som noget helt nyt kan du også lytte til føljetonen. Det kan du gøre på afspilleren, som sidder inde på de enkelte afsnit – eller ved at bruge din foretrukne podcast-app (fx Spotify, Apple og Pocket Casts).

Den ukrainskfødte maler Ilja Repins (1844-1930) maleri af Ivan den Grusomme i øjeblikket, efter han slog sin egen søn ihjel i et raserianfald, har ry for at være Ruslands mest kendte og mest kontroversielle værk. Det kommer vel an på beskueren. Ivan den Grusomme – som Putin forresten er temmelig glad for, idet de to havde udvidelsen af Ruslands grænser for øje – ses på maleriet med øjnene udspilede af skræk over sin egen handling, mens hans søn fælder en stille tåre inden sin død. Den kontroversielle scene fik maleriet censureret som det første i russisk historie – og udsat for hærværk. Savner man lidt kunsthistorie i de her turbulente tider, så er det ovre hos Aeon, du kan få en overflyvning i et givent, godt kunstværk.

“Habermas forstod, at en venstreorienteret filosofs opgave, selv hvis det han ønsker er at skrive kogebøger til fremtidens køkkener, ikke er at være en visionær profet eller endda en stemme for de stemmeløse. Det er at gøre det mindste, han kan, for at give de stemmeløse deres stemme tilbage, så vi kan skabe en fælles verden sammen.” Jacobin har skrevet en fin og ærlig nekrolog over den tyske mastodont af en moderne filosof. Jürgen Habermas døde lørdag den 14. marts, 96 år gammel.

Magasinet Eftertryk er en redningshund for mediernes fortrængte vinkler. Denne gang har Poyâ Pâkzâd – også kendt fra Føljetons eget nyhedsbrev Gâzâ Brief – interviewet den udenrigspolitiske analytiker Uffe Kaels Auring om hans kritiske indstilling over for EU’s Ukraine-politik. Hvad end man selv måtte mene, er meget i artiklen værd at reflektere over: “Man kan lige så godt droppe omskrivningerne og erklære: Vi vil ikke have en diplomatisk løsning, men det udfald, en fortsat militær konfrontation måtte bringe. Hvilket viser, at europæerne ikke forsvarer, men undergraver FN-pagtens ånd.”

Som vi har beskrevet i føljetonen Nazikortet, er det til trods for sammenligningens åbenlyse begrænsninger umuligt at fornægte de mange paralleller mellem Trumps USA og Nazityskland. Ad tilsvarende tankestier går historikeren Rutger Bregman, som på YouTube oplister ti gode grunde til, at vi ikke bare kan, men bør bruge betegnelsen fascisme om samtidens USA. Når præsidenten eksempelvis siger, han er den eneste, der kan fikse USA, er det ikke kun narcissisme, forklarer Bregman: “Det er en strukturel egenskab ved fascismen.”

Til efteråret skal der vælges ny senator i Texas, og blandt Demokraterne er det den kristne og progressive James Talarico, der skal prøve at omvende texanerne. POV International tegner et portræt af den unge politiker, som pt. er lovgiver i delstaten, der har haft en republikansk senator siden 1988. Selvom ‘kristen’ og ‘progressiv’ kan virke som et oxymoron, er det ikke desto mindre en af grundene til Talaricos popularitet. Han er næsten uddannet præst og kombinerer prædikener med politiske taler. Og så er han den demokrat med tredjemest engagement på de sociale medier – kun overgået af Kamala Harris og Barack Obama.

Hvis du frekventerer de københavnske gader og stræder, er det ikke usandsynligt, at du har set en cool Nørrebro-type, der render rundt med ikke-ledningsfri høretelefoner i øregangene. For det er blevet sejt at dyrke det analoge, hvilket på sin vis egentlig godt kan forstås, når alt er blevet åh så digitalt. BBC beretter om ledningens genkomst. Brugerne af høretelefoner med ledning mener, at Bluetooth besværliggør lytteoplevelsen: Lydkvaliteten er bedre med ledning, og det er nemmere ikke at skulle døje med forbindelsesproblemer.

Bankassistenter var før i tiden en del af befolkningens hverdag, men er blevet erstattet af smartphones. Skribenten David Oks skildrer bankassistenternes ændrede arbejdsvilkår de sidste 70 års tid – og forklarer, hvorfor mobilbanken nærmest har udraderet de fysiske bankfilialer.

Ét billede siger mere end tusind ord om plastik. Den kenyanske fotojournalist Edwin Ndeke fortæller i The Guardian om Nairobis skraldedynger og de mennesker, der lever af dem i en form for giftig symbiose.

Hvor svært er det som europæer at leve uden amerikansk teknologi? Zetlands Asta Kongsted, der tidligere slog sine folder på Føljeton, har sat sig for at undersøge spørgsmålet ved at forsøge at gøre netop det i en måned. Hun beskriver eksperimentet over fem læseværdige afsnit, der kan tilgås på killswitch.dk. Det er en side, Zetland ironisk nok måtte oprette, fordi deres egne platforme kører på amerikanske algoritmer. Og det siger vel i sig selv en del om udfordringerne i den digitale modstandskamp.

Opmærksomme læsere vil have bemærket, at vi for tiden er en del ude med riven efter ChatGPT. Med tanke på OpenAI’s ublu støtte til Trump og tankeløse brug af kunstig intelligens i valgkampen, må man vist bare erkende, at kritikpunkterne står i kø. Nu har The Guardian talt med universitetsundervisere, der slår alarm over chatbottens undergravende indflydelse på de studerendes refleksionsevner og kritiske tænkning. Som en siger i artiklen: “Jeg har lyst til at smide ChatGPT ud fra en klippe.”

Mozarts klassiker Don Giovanni kan henover foråret opleves landet over i en opsætning af Den Jyske Opera. I forestillingens programtekst – nu udgivet i tidsskriftet Paradoks – skriver filosof Anna Cornelia Ploug underholdende om Kierkegaards fortolkning af protagonisten: “Hvilken idé er Don Juan da navnet på? Selveste kødets og vellystens idé: Don Juan er sanselig attrå, den kristne åndeligheds modstykke, en attrå, der er ‘absolut sund, seierrig, triumpherende, uimodstaaelig og dæmonisk’, som Kierkegaard skriver.”

Vores chefredaktør David Dragsted skrev i december Føljeton-serien Antikrist om sin egen opvækst i og brud med det danske frikirkemiljø – hvor han også undersøgte, hvorfor eskatologiske undergangsfortællinger er så populære hos den amerikanske højrefløj. Artiklerne har vundet genklang hos Føljeton-læser og læge Mads Borup, der har inviteret Dragsted med i sin podcast om at tvivle på troen. Hør samtalen her.

Ja, der er efterhånden ikke flere gode argumenter tilbage for at blive ved med at chatte med din Trump-elskende og krigsliderlige lille ven. Historiker Rutger Bregman forklarer her, hvorfor du bør slette dit abonnement med det samme. Hvis ikke du har gjort det endnu, er det her forhåbentlig sidste skub.

“Det er den her idé om, at vi ikke behøver at lede efter en enkelt person, en frelser, et Übermensch. Jeg tror, at modstykket til Trump altid har været og altid vil være civilsamfundet. Mange på venstrefløjen ønsker, at social forandring skal ligne den franske revolution eller Che Guevara. Måske er det at forandre verden mere som at yde omsorg end som at føre krig. Alt for mange mennesker forventer stadig, at det skal ligne krig.” Forfatter Rebecca Solnit i The New York Times’ format The Interview.

Hvordan ser kærlighed ud på forskellige sprog? Glæde eller et menneske eller det at græde? Wikipedia, der findes på over 300 sprog, har et bud. Klik rundt og find ud af, hvordan forskellige lande illustrerer alt fra edderkopper til maskingeværer.

Den danske restaurant Noma, der har tre Michelin-stjerner, er i verdenspressen, men det er langt fra al presse, der er god presse. I anledning af en kommende pop-up i Los Angeles (med en menu til 1.500 dollars per person) skriver New York Times om den fysiske og psykologiske vold, der har givet new nordic cuisine en bismag af nordisk noir. “Hvad er det, René [Redzepi] er et forbillede for i branchen nu?” spørger Marco Cerruti og svarer selv: “At servere mad for rige mennesker og udnytte unge, ambitiøse kokke.”

“Det første, jeg ser på hver morgen, er ikke overskrifterne, men to flueben på min telefon. De står under den besked, jeg sendte til min familie i Teheran for flere timer siden. Hvis de er blå, falder mine skuldre ned. Hvis de er grå, strammer noget sig i mig. Min krop forbereder sig på et scenarie, som min hjerne endnu ikke har navngivet. Måske er det ingenting. Måske er internettet langsomt. Måske sover de. Måske er det noget andet. Jeg opdaterer alligevel,” skriver Bahareh Sahebi i Rest of World om at have familiemedlemmer i Iran under angreb og internetafbrydelser.

“Det er svært for mig at skrive om den her krig, fordi jeg væmmes, hver gang jeg tænker på mit lands mørke virkelighed. Jeg indser, at der ikke kun er mennesker, som vil kaste bomber på en skole uden at miste et øjebliks søvn, der er også mennesker, som bliver rige, når vi bombarderer skoler.” Magasinet Current Affairs’ Nathan Robinson er på pletten med en indfølt og velskrevet analyse af USA’s krigstogt i Iran.

“Med machismo, kristen nationalisme og ligegyldighed over for amerikanske soldaters liv, hævder [kritikere], at Hegseths barnlige tv-optrædener forsøger at tilfredsstille Trumps ønske om en krigsmager, der er manosfæren værdig.” The Guardian maler et rammende portræt af USA’s krigsminister Pete Hegeseth der svælger i krigens rædsler, som var det hele blot et computerspil.

Går man rundt med Metas nye smart-briller, kan man vel trygt stole på, at de respekterer ens privatliv, ikke? Svenska Dagbladet og Göteborgs-Posten har talt med ansatte i techgiganten, der afslører, at de ser med i de mest intime øjeblikke: “I nogle videoer kan du se nogen gå på toilettet eller klæde sig af. Jeg tror ikke, de ved det, for hvis de vidste det, ville de ikke optage.” Opsigtsvækkende læsning, der også findes på engelsk.

“Det her er ikke en position, som naive idealister indtager. Det er positionen hos en hård, realistisk leder … der husker historien, læser sit publikum og handler for at beskytte sit land mod en meningsløs, ulovlig krig og dens mulige konsekvenser.” Kommentar i Responsible Statecraft om den spanske premierminister Pedro Sánchez, der som en af de eneste europæiske ledere har formået at sige klart nej til Donald Trump og gøre det med troværdigheden i behold. “Den spanske holdning er ikke anti-amerikansk. Den er ikke pro-iransk. Den er simpelthen pro-lov, pro-fred og anti-krig.”

Der er noget dragende morbidt ved at se billeder af strandede hvaler. Når de bare ligger der og uvidende venter på, at deres skelet giver efter for deres enorme vægt og den for dem unaturlige tyngdekraft. Nå men, hvad der for os i dag føles som at overvære en art dyreplageri, har for 14.000 år siden været det rene slaraffenland. Ovre hos Videnskab.dk formidler en forsker, at strandede hvaler formentlig har været en af grundene til, at folk tog til Vendsyssels forholdsvis kolde og golde hede og bosatte sig. Man rejste nemlig efter maden, og håbet om at kunne smovse sig i hvalkød og -fedt har nok lokket en del.

“Hvorfor synger mænd?” synger Bill Callahan på sin nye plade My Days of 58. Selv har Callahan sunget i tre årtier, først i 90’erne under aliasset Smog og siden 2007 som sig selv. Hvis man nogensinde bliver ramt af den bizarre drømmende følelse af at savne det dybe Amerika, selvom man ikke rigtig kan definere, hvad det egentlig er, man savner, fordi man er født og opvokset i Danmark, så skal man høre Callahans Sometimes I Wish I Were An Eagle (2007). Den nye plade er også rigtig god.

“Argumenterne går på farene ved forelskelse, og midt i hyldesten til fornuft frem for lidenskab, logik frem for kærlighed, er der eksplicitte og implicitte advarsler imod at være en ‘simp’ eller en ‘sucker’. Nogle undrer sig højlydt over, om man overhovedet skal invitere kvinder ud, idet de i en tid med datingsapps i forvejen får alt for meget opmærksomhed fra mænd og derfor er blevet for kræsne, krævende og uberegnelige.” The Point Magazine er taget til valentinsdagsdebat arrangeret af unge konservative i Washington for at undersøge, hvorfor alle på hele det politiske spektrum er blevet så heteropessimistiske.

“Krig ændrer den politiske psykologi på måder, der sjældent følger en lige linje. Selv mennesker, der nærer et dybt had til det gejstlige styre, kan reagere med afsky ved synet af fremmede kampfly over iranske byer og den åbne erklæring om, at deres stat skal bringes til ophør. Et ydre angreb ophæver ikke befolkningens nag mod regimet, men det kan forskyde det. Vreden mod styret kan midlertidigt træde i baggrunden for vreden mod angriberen.” Eskandar Sadeghi-Boroujerdi i London Review of Books om Trump og Netanyahus feberdrømme i Iran. Hvis ret skal være ret, bør vi sige, vi har opdaget teksten gennem Føljeton-ven Poyâ Pâkzâd på Facebook. Tak for den.

“Jeg besluttede, at jeg aldrig ville lade nogen oversætte mig til albansk, og at jeg selv ville gøre det. Og så endte jeg med at blive min egen oversætter. Men selvfølgelig, når man oversætter sine egne tekster, omskriver man dem faktisk, så jeg kalder det ikke rigtig oversættelse nu, jeg kalder det omskrivning.” Den albanske forfatter og professor i politisk teori Lea Ypi er et multilingvalt wonderkid, og kan ud over sit modersmål selvfølgelig også oversætte på engelsk, fransk, italiensk, tysk og spansk. “Jeg bliver ikke forvirret. Men jeg har opdaget, at det at skifte fra det ene sprog til det andet hjælper mig med at bekæmpe skriveblokade. Når jeg går i stå med at skrive på engelsk, er den bedste måde at overvinde det på at skifte sprog.”