Therese Scavenius fra Grønne Demokrater formulerer i Politiken en knivskarp analyse af statsminister Mette Frederiksen (S). Afsættet er den italiensk-schweiziske forfatter Giuliano Da Empolis bog Rovdyrenes tid: “Accelerationen af paniske tiltag fra Mette Frederiksens regerings side afslører, hvis man betragter den fra advokatens perspektiv, en regering i opløsning. Men i rovdyrenes tidsalder er det en regering, der er resolut og aldrig har haft det bedre. I rovdyrenes optik giver det god mening, at regeringen er gået all in på oprustning.”

The New York Times har besøgt vores store forfatter Solvej Balle på Ærø. “To get to Aero, the island in the Baltic Sea where the Danish writer Solvej Balle lives, I took a plane, two trains, a ferry and a bus.” Journalisten forsøger vist at få Ærø til at fremstå meget afsides. Men et fly, et par tog, en færge og en bus er da ikke så slemt? Måske hvis man ikke er vant til at rejse uden for Manhattan.

Jeffrey Epstein blev kaldt erhvervsmand eller – lidt finere – financier, uden at nogen rigtig vidste, hvad han tjente sine penge på. Senere blev han kaldt børnemishandler, ja, han fik en dom for det: child sex offender. Nu lader det til, at ‘Epstein-dokumenterne’ bliver offentliggjort, så der er nok nogle mænd i netværket, som føler, at nettet begynder at stramme til. The Nation har en god artikel om, at Epstein med sine forbindelser, ikke mindst til Israel, var med til at forme USA’s geopolitik. Læs den og kom lidt på højde med sagen.

Har vi talt højt nok om Poyâ Pâkzâds nyhedsbrev Gâzâ Brîef, der udgives her hos Føljeton? Læs gårsdagens udgave, hvor han for brieflæserne forklarer, hvordan Danmark og et overvældende flertal i FN hvert år stemmer ja til det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse. Sådan har det været siden 1988, mens Løkke og de andre siger noget andet, når der går politik i den. Poyâ har tallene og opsummerer: “Det internationale samfund aflægger hvert år sin eksamen i folkeret og består den. For derefter at dumpe faget i praksis.”

“Bly er så giftigt, at det ikke kender nogen nedre eksponeringsgrænse. Det vil sige, at selv små interaktioner kan have skadelig virkning. Særligt over længere tid, da bly ikke udskilles, men lagres i kroppens skelet. At blive udsat for bly over længere tid kan forårsage skader på nervesystemet, de hormonelle balancer, fertilitet og kognition. Derfor bør det fremtidige nationale center for kvinders sundhed, som regeringen just har bebudet at oprette, selvfølgelig ikke blot forske i sygdomme i kvindekroppen, men også i de produkter, som kvindekroppen særskilt anvender.” Tamponer – selv de økologiske – er fyldt med bly og en række skadelige tungmetaller, og det er absurd, at der ikke er nogen der har gjort noget ved det.

Op til borgmestervalget i New York udgav den 174 år gamle avis en række artikler om Zohran Mamdani, man ikke ligefrem kunne kalde neutrale. For eksempel skrev de, at hans bachelorgrad i afrikanske studier var et “uansvarligt værksted for venstreorienteret politisk ortodoksi” og formede hans politiske ståsted. Godt indlæg i Literary Hub om, hvordan man skal passe på, når en skribent vilkårligt og udokumenteret kaster om sig med ord som ‘Kritikere siger’: “Det er ikke svært at komme i tanke om eksempler: ‘Klimaforandringerne bliver stadig mere dødelige, selvom kritikere siger… at det ikke er tilfældet.’ Eller: ‘Israel myrder journalister i Gaza i et historisk hidtil uset omfang, selvom kritikere siger… at det ikke er tilfældet.’ Eller: ‘Transpersoner hævder at være ægte, selvom kritikere siger…”

Er du omkring de 30, har du sandsynligvis mange gode minder om Sonys PlayStation 2, om SSX, Tony Hawk, GTA: San Andreas, Fifa, Need for Speed, Sly Cooper og alle de tidsrøvere, som du og dine venner spillede på skift i fritteren, så øjnene til sidst blev lige så firkantede som den ene knap på controlleren. Ser man på Sonys gamle markedsføring for spillekonsollen, var det dog ikke just fordi børn var den primære målgruppe (fyldt som PlayStation 2-reklamerne var med sex, stoffer og kondomer). Netop det undersøger nyhedsbrevet The Chow i en interessant lille artikel – med den konklusion, at Sony faktisk fik fremtiden til at fremstå sjov og løfterig.

“Engang, da jeg sad og spiste middag på min veranda, kom mine to elskede hunde hen til mig. Min hyrdehund, Nemo, forsøgte at stjæle brød fra min tallerken. ‘Nej,’ sagde jeg vredt og vendte mig om. Jeg genkendte min egen ressourcebeskyttende adfærd, som en glorificeret hund, der knurrede over en skål mad. Jeg måtte grine. […] Hvorfor er vi så uvillige til at anerkende vores egen dyriske natur? Måske fordi det ville ændre næsten alle de måder, vi menneskelige dyr bevæger os på i vores liv. Det ville true hele vores selvopfattelse.” Journalist Megan Mayhew Bergman skriver i The Guardian om, hvorfor vi (stadig) nægter at se det dyriske i os selv.

“Størstedelen af de valgtilforordnede i Danmark er mellem 55 og 74 år. Knap 95 procent er etnisk danske. […] Næsten halvdelen rekrutteres stadig fra de politiske partier, der selv kæmper med vigende medlemstal og en mindre folkelig forankring. Der er brug for frivillige borgere, når partierne taber kræfter. Så tanken slog mig: Selv om jeg har travlt, kunne jeg måske nok afsætte en aften og lidt af en nat som stemmeoptæller, når børnene alligevel er puttet?” Mandag Morgens chefredaktør Andreas Baumann rapporterer fra en af demokratiets frontlinjer – valgstedet ved Tingbjerg Skole.

En sikker investering i usikre tider. En beskidt investering til alle tider. Guld er efterspurgt som aldrig før, men udvindingen efterlader økosystemer ødelagt af giftige stoffer. “Det kræver tre tons affald at producere et enkelt gram guld,” fortæller Jan Morill fra miljøorganisationen Earthworks til magasinet Atmos. Artiklen undersøger små private initiativer, der prøver at løse guldudvindingens forureningsproblemer. Ifølge Morill er der dog god grund til at være skeptisk over for initiativerne: “Man kan ikke stole på, at mineindustrien selv skriver sine regler. Vi har brug for stærke love og håndhævelse, ikke frivillige løfter.”

+ Hvor har vi hørt det før, at frivillige aftaler ikke holder?

Som vi har nævnt før, har den costaricanske Parisaftale-arkitekt Christiana Figueres en ret god klimapodcast, der hedder Outrage and Optimism. Den her gang går hun sammen med den anden vært Tom Rivett-Carnacs i kødet på, hvad der egentlig kommer ud af Belém.

Et portugisisk skib med lasten fuld af silke og en hollandsk jurist, der fik sin doktorgrad som 15-årig. Sådan fortsætter Information deres serie om den internationale retsordens historie. Denne gang om den unge hollænder Hugo Grotius, der i 1609 lagde grundstenen til nutidens havretlige regler, og om hvordan verdens lande i 1982 blev enige om havretskonventionen – “havets grundlov”. Konventionen kaldes en af de vigtigste i det 20. århundrede og trækker tråde til de russiske skyggeflåder i Østersøen.

+ Apropos skyggeflåde har Danwatch talt med en dansk lods, der slår alarm over de russiske fartøjer i dansk farvand: “Det overgår min vildeste fantasi.”

Interesssant – i mangel af et bedre ord – artikel i det britiske magasin Spiked, der sammenligner New Yorks kommende borgmester Zohran Mamdani med det engelske Grønne Partis nye formand Zack Polanski. Begge er socialister, og de grønne vælter frem i meningsmålingerne. Der er nogle modhager i overskriften: ‘Mamdani, Polanski and the scourge of ‘theatre kid’ politician’.

Debattøren Naima Yasin efterlyser, at fagbevægelsen kommer på barrikaderne, når politiske partier som Socialdemokratiet udskammer etniske minoriteter. “Særligt fagbevægelsen har før vist, at den kan træde i karakter, når uretfærdighed rammer. Den stod skulder ved skulder med kvinder, da #Metoo ramte arbejdspladserne. Den tog ansvar for ukrainske medarbejdere, da krigen brød ud, og sørgede for tryghed og overenskomstdækning.” Og det er i Altinget.

Khaterah Parwani skriver kløgtigt i POV om Dansk Folkeparti. Hyggeligt parti, mener mange. Men det er DF, som har gjort teorien om ‘den store befolkningsudskiftning’ og ideen om ‘remigration’ næsten stuerent.

Så… er de unge mænd okay? Vi får nok aldrig et tilfredsstillende svar, men journalist Derek Thompson (som har skrevet den omdiskuterede bog Abundance med Ezra Klein) forsøger sig på Substack med det billede, at de er som munke i et kasino – glade for gambling, men fysisk afholdende. Om ikke andet er det da en sjov metafor: “Risikoaversionen i deres sociale liv er blevet kombineret med deres risikovillighed på markedet, og det har skabt et virkelig vanvittigt moderne livsscenarie.”

Apropos gambling, så har The Hedgehog Review et essay om Las Vegas, som bl.a. trækker på Walter Benjamins Passageværket. Meget mere skal vi ikke bede om: “Det, som Benjamin så i de tilbageværende arkader i det tidlige 1900-tals Paris (efter at Baron Haussmanns byfornyelsesprojekter havde jævnet mange med jorden), er det samme, som jeg ser i den vedholdende glamourøse arkitektur og de stramt tidsbegrænsede aftenforestillinger i Las Vegas i dag: en kultur, der forsøger at forstå sin egen afgang.”

“[D]en grønne omstilling er ikke kun et spørgsmål om teknologi eller ét stort byggeprojekt, den er også et langsigtet, demokratisk og systemforandrende projekt, der kræver folkelig opbakning.” Mads Ejsing, postdoc ved Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet – som den faste læser vil vide, at Føljeton har et samarbejde med – skitserer meget godt, hvorfor spørgsmål om ulighed og uretfærdighed nødvendigvis må indtænkes i klimapolitikken.

Et godt overblik på engelsk over debatterne om generativ kunstig intelligens. Så skal du ikke læse meget mere om det (i denne omgang).

Donald MacKenzie skriver i London Review of Books om fremtiden for Google. Vil vi alle sammen google i morgen? Ikke nødvendigvis.

Matthias Dressler-Bredsdorff i Dagbladet Information: Remigration er ikke bare en idé – det er kulminationen på 30 års politisk forfald.

“Det er selvfølgelig urimeligt at sammenligne min mors særheder i sms’er med Virginia Woolfs prosa. Sidstnævntes ‘smidt væk …’ er bevidst. Det siger meget. Men på en måde udfører min mors ‘OK …’ det samme, omend ubevidst. Hendes udeladelsesprikker er en modernisme i sig selv: en pause fra en person, der er fanget mellem analog varme og digital kortfattethed. Ligesom Woolf afværger hun formens begrænsninger og forsøger at indsætte en tone i et fremmed medium. Det, der er blevet et kendetegn for vores forældres digitale akavethed, kan i virkeligheden være deres egen tilpasning til mediet.” Forfatter Madeline Cash forsøger at levere et svar på, hvorfor ældre mennesker er så glade for …

Tilbage i juli valgte det australske rockband med det vidunderlige navn King Gizzard and the Lizard Wizard at fjerne hele deres fyldige bagkatalog fra Spotify. Det skete i protest mod musikstreamingtjenestens topchef Daniel Ek, som havde investeret et milliardbeløb i en tysk militærdronevirksomhed. Siden da er noget mærkeligt dog sket: hvis man søger efter Spotify-playlister med King Gizzard and the Lizard Wizard, kan man stadig finde noget, der minder om deres musik, men i mærkelige muzak-udgaver – som bandet ikke har bedt om. Hvad går det ud på? Det har technyhedsbrevet Platformer undersøgt.

Hvad betyder USA’s fravær for de igangværende klimaforhandlinger ved COP30? Det har Washington Posts flittige skribent Ishaan Tharoor en hurtig analyse af. Humlen er, at verden må klare den uden amerikanerne – men at Trumps skygge stadig hænger over klimatopmødet, som han er pænt ligeglad med: “For præsident Donald Trump betyder intet af det her rigtig noget. Han har kaldt klimahandling for et svindelnummer, han vil udvide olie- og gasboringerne ud for USA’s kyster, og han har ført kampagne mod andre vestlige landes grønne politikker”. I det mindste bliver det da nemt for COP30-deltagerne at pege på en fælles skurk, hvis forhandlingerne kollapser.

“Hver dag vibrerer min telefon. Det er en nabogruppe: fire personer er blevet kidnappet ved apoteket på hjørnet. En veninde, der bor en kilometer væk, sender en besked på Slack: hun var til stede, da maskerede mænd overfaldt og bortførte to personer på gaden. En blikkenslager, der arbejder på mine rør, er fortvivlet, og jeg finder ud af, at to af hans medarbejdere blev kidnappet samme morgen. En uge senere sker det igen.” Computersikkerhedskonsulenten og Chicago-borgeren Kyle Kingsbury fortæller, hvordan det er at bo i en amerikansk storby overrendt af ICE-agenter.

+ Hvordan højrefløjspropaganda portrætterer Chicago som en lovløs krigszone.

++ Lidt musik til at rense paletten: Sufjan Stevens’ “Chicago” – det var tider.

Som om vores nye KI-verden ikke var deprimerende nok i forvejen, kommer The American Scholar med den meget gode pointe, at fremtidig tekst ikke kun vil blive skrevet af kunstig intelligens, men at mennesker også vil skrive tekst til kunstig intelligens. Og så er vi da for alvor på spanden: “Selvom det har været langt mindre diskuteret end udskiftningen af menneskelige forfattere, er udskiftningen af menneskelige læsere med kunstig intelligens for nylig blevet en reel mulighed. Der er faktisk gode grunde til at tro, at vi snart vil leve i en verden, hvor mennesker stadig skriver, men hvor de mest skriver for KI.”

+ Dating med en chatbot – fortalt fra chatbottens perspektiv (og skrevet af et menneske).

++ Techmediet 404 om hvordan KI “intensiverer krigen mod biblioteker, uddannelse og menneskelig viden”.

Har du egentlig gået og tænkt på, hvordan det går med den danske MEP’er, du – måske – var med til at stemme ind i Europa-Parlamentet sidste år? Hvilke afstemninger Kira Marie Peter-Hansen (SF) eller Stine Bosse (M) deltager i, og hvor ofte Christel Schaldemose (S) eller Morten Løkkegaard (V) er på linje med deres respektive grupper? Så er du så heldig, at du kan følge med i demokratiets daglige gang på en fiks side, som foreningen EU-bureauet har strikket sammen. Den kan være værd at nørde frem mod næste EP-valg.

ChatGPT er efterhånden notorisk for at opføre sig som en sykofant, som med gentagende bekræftelser og en alt for glad tone gradvist skubber sårbare brugere mod vanviddets rand. Særligt slemt stod det til med den nu tidligere udgave kendt som GPT‑4o, som klandres for at have adskillige KI-inducerede psykoser på samvittigheden. Præcis hvordan den slags kan ske, skal man dog næsten se for at tro. Og så er det jo heldigt, at youtuberen Eddy Burback har valgt at agere testkanin, og i en timelang, ret underholdende video undersøger, hvornår ChatGPT mon siger stop til en brugers dybt rablende beskeder (hint: det gør den ikke – snarere tværtimod).

Den humanitære krise i Sudan, hvor borgerkrigen har raset i over to år, er stadig ufattelig. I den forstand er det også pænt futilt at skulle forsøge at opsummere den på omkring 20 minutter, som er det, DR’s nyhedspodcast Genstart tillader. Men tag alligevel at give det et lyt, når UNHCR’s danske talsperson Andreas Fløistrup – som vi på Føljeton også interviewede for nyligt om Sudan – fortæller om blodsudgydelserne og behovet for meget mere hjælp til de civile sudanesere.

Selvom man altid skal være pænt påpasselig med at helgenkåre en plade så kort tid efter udgivelsen, lyder det altså til – baseret på de første 10-20 gennemlytninger – at den catalanskfødte popstjerne Rosalía har begået et mindre (og måske endda større) mesterværk med Lux (latin for lys). På forunderlig vis formår Rosalía at sammensmelte sin baggrund i flamencoen med klassisk musik (hjulpet på vej af London Symphony Orchestra), eksperimentel pop og meget, meget andet. Endnu vildere bliver det, når man opdager, at Rosalía undervejs synger på 14 forskellige sprog, inspireret af 14 forskellige kvindelige helgener gennem historien. Der er meget at dissikere, og så er det jo godt, at der er hjælp at hente i forskellige gode musikpodcasts. Eksempelvis Dissect og Switched on Pop, som begge er helt oppe at ringe over Lux.

Politikens journalist Line Vaaben har talt med danskere, som står i kø ved madudleveringssteder i syv danske byer. Hvorfor kommer du her? “Fordi det er dyrt at gå i Føtex. Priserne er jo steget helt sindssygt. Vi er folkepensionister begge to.”

I 2019 sagde Palantirs direktør Alex Karp, at det, han frygtede mest, var fascisme. Nu hvor han støtter Donald Trump, er han blevet en fascisme-enabler. Hvad skete der? The New York Times undersøger.

+ Føljetons leder fra sidste uge: ‘På vagt over for Palantir‘.

Christiana Figueres, som var arkitekten bag Parisaftalen, der blev vedtaget på COP21 for 10 år siden, er medvært på podcasten Outrage + Optimism. I dette afsnit har de præsidenten for dette års klimatopmøde, André Correâ do Lago, med som gæst, og man bliver faktisk lidt håbefuld, når man hører ham fortælle om forhandlingsprocessen.

“Altså, vi har jo børnesoldater i Sverige i dag. 10-årige, der går rundt med maskingeværer. Der er børnesoldater i velfærdsstaten, forstår du? Det er den nøgne sandhed, men samfundet skyder skylden på indvandringen, hvilket er totalt nonsens. […] Hele diskursen omkring indvandring er en massepsykose.” Information har et interessant interview med den svenske forfatter Andrzej Tichý, som er aktuel med den netop oversatte Begivenhedsbogen (den kan anbefales).

Det er ikke kun her i Europa, at der bliver talt om at sende migranter til såkaldte tredjelande, og generelt at gøre livet så surt for desperate og flygtende mennesker som muligt. Også i USA har Trump-administrationen for alvor skruet op for skræmmetaktikkerne – ikke mindst med det hemmelighedsfulde (og menneskerettighedsforagtende) fængselssamarbejde med El Salvador. The New York Times er dykket ned i, hvad der her foregår, og kan på baggrund af interviews med 40 tidligere fanger berette om tortur og systematiske overgreb. Tænk bare, at det ligefrem er noget, USA’s præsident gerne vil have mere af.

Fik vi egentlig nævnt at Dick Cheney, tidligere vicepræsident under Bush-administrationen og en af hovedarkitekterne bag Irak-krigen, døde i sidste uge? Nå, men det gjorde den gamle satan altså. Defector har en passende nekrolog: “[…] Cheney styrede i praksis det mest dødbringende apparatur i verdenshistorien. Han fik lov til at bruge syv år på at beslutte, hvem de onde var, og hvordan de skulle dræbes. Han fik lov til at nedfælde det mest simple moralske regnestykke over hele verden med blod. Han levede drømmen.”