Forleden afslørede den højreekstreme influencer Nick Fuentes – der tidligere har sagt, at det er “gay” at have sex med kvinder – i et interview med Piers Morgan, at han faktisk aldrig har haft sex. Her på redaktionen har vi ikke for vane at udskamme folk med deres seksuelle erfaring eller mangel på samme, men på baggrund af førstnævnte citat, kom det måske ikke helt som en overraskelse. Fuentes definerer nemlig sig selv som en “stolt incel”, hvilket er lidt af et oxymoron, da incel står for “involuntary celibate” og selve definitionen altså er, at det er ufrivilligt. Nå men, Jacobin har en glimrende artikel om, hvordan incels og deres største fjender, feministerne, faktisk har mere til fælles, end man skulle tro.

Og nu vi allerede er inde på problematiske mandeskikkelser, så har den britiske højreekstreme influencer Tommy Robinson, der i virkeligheden hedder Stephen Yaxley-Lennon, netop afholdt julegudstjeneste for at proppe Kristus tilbage i “Christmas”. Beklager den ufine oversættelse. The New Statesman deltog (blød betalingsmur). Det er der kommet en god reportage ud af, hvor man bl.a. kan møde en græsk immigrant, der ved en fejl har taget et krucifiks med regnbuefarvede perler på uden at vide, at det kunne associeres med pride. Hjernegymnastik for tåber.

Engang var det USA og kun USA, man vendte sig mod for kulturelle fænomener. Film, serier, musik, fastfood-kæder. Det er jo trods alt massekulturens arnested, som Adorno og Horkheimer har beskrevet det. Men siden Covid-19 er der sket et kulturelt skifte på verdensplan, hvor ungdomskulturen nu i højere grad vender sig østpå frem for vest. I en pærevælling af sydkoreansk regeringssponsoreret k-pop og et pludseligt tilgængeligt udbud af anime med undertekster, er øst-Asien blevet en kulturel magtfaktor. The Guardians nyhedspodcast Today in Focus forklarer tendensen.

Året går på hæld, og det kan kun betyde én ting for journalister: Det er blevet listetid. The New York Times har udspurgt filmskabere, skuespillere og filmfans om de 100 bedste film siden 2000. Vi afslører selvfølgelig ikke nummer 1. Men til gengæld kan vi sige, at Paul Thomas Andersons There Will Be Blood er at finde på en tredjeplads. Det til trods for Quentin Tarantinos nylige kommentarer om, at filmen ellers var blevet ødelagt af Paul Danos tilstedeværelse, eller “the limpest dick in the world”, som Tarantino også fik kaldt ham. Fed fyr.

“Han har en idé om, at han vil kunne skabe et dream team af erfarne folk. Men det kan han ikke,” konstaterer Føljetons Lars Trier Mogensen om Lars Løkke Rasmussens politiske mødested turned klovnebus Moderaterne i en ny DR-dokumentar kaldet ‘Partier i brand: Moderaterne’. Selv bortforklarer Lars Løkke sin besætning af uprøvede og skandaleramte partifæller: “Jeg lokkede jo folk ud på isen, før den var størknet under fødderne på dem. Det kræver jo en særlig grad af mod.” Og i de blindes land er den enøjede konge.

“Mens grønlandske piger blev udsat for massiv præventionsstyring og diskuteret i klassisk malthusianske vendinger om at trække børnetilskuddet fra familier præget af ‘drikfældighed eller dovenskab’, var problemstillingen i Danmark en helt anden: Her frygtede man ikke for mange børn – men for få. […] Selvom disse to tilgange udviser tilsyneladende modsatte mål – antinatalisme i Grønland, pronatalisme i Danmark – deler de en fælles statslig logik: Befolkningen skulle optimeres. Midlerne varierede, men formålet var det samme. Når staten talte om befolkning, talte den ikke kun om antal, men om værdi: Hvilke liv der skulle fremmes, og hvilke der burde begrænses.” Eftertryk sætter spiralsagen i sammenhæng med nutidens debatter om “Den Store Udskiftning” og “fødselskrise”.

Imam og forsker Naveed Baig slår alarm: “Alle, jeg møder – uanset baggrund – bærer på en voksende uro. Jøder, muslimer, politikere, pensionister, offentligt ansatte. Venner, kolleger, naboer. Ingen føler sig helt trygge længere. Tonens hårdhed, konflikternes intensitet, de konstante skyttegrave æder sig ind i vores dagligdag. Nogle af os mærker det som angst. Andre som vrede. Nogle som træthed. Men fælles for os er følelsen af magtesløshed.” Problemet? Tonen blandt politikerne og i medierne. Debatindlæg i Jyllands-Posten.

En person ved navn Wesley Stubenbord har lavet et kort over ‘Billionaire Migration’, altså 3.149 dollarmilliardærers rejse fra, hvor de blev født, og til, hvor de bor nu. I Billund er der født fire stykker, og de bor der stadig. Lego? Syret.

Det er vist ikke så længe siden, at vi henviste til et interview med den britiske forfatter Zadie Smith, som er aktuel med udgivelsen af essaysamlingen Dead and Alive. Okay, men her er en ny samtale med hende – forestået af mesterintervieweren Terry Gross i radioprogrammet Fresh Air på NPR. De er begge to altid gode, og her er de det altså sammen. Smith, der nu er 50, mediterer lidt over, hvad det vil sige at blive ældre. Hun citerer Salman Rushdie: “Vores liv lærer os, hvem vi er.”

Papa och son Skarsgård er begge nomineret til en Gotham Award for deres respektive skuespilpræstationer i Joachim Triers Affektionsverdi og BDSM-bikerdramaet Pillion. Det har resulteret i et skønt far-søn-interview, dog på engelsk. Udover trusler om sabotage, lidt vredestårer og anklager om fraværende forældreskab er det altså ualmindeligt godt selskab.

“Musik har en række forskellige ‘opgaver’, ligesom de andre kunstarter har. Det kan berolige, lindre og glæde. Ingen forventer, at de andre kunstarter kun er smukke og beroligende. (Tænk på teater!) Men nogle mennesker har den forventning til musik.” Dissonansen og dens insisteren på ubehageligt kling-klang-spektakel har længe haft et dårligt ry i den klassiske musik. Ja, der har nærmest ligefrem været et “kompositionspoliti”, som har infiltreret musikuddannelser og indtaget musikkritikerposter, forstås det. En fin historisk optrævling af de skæve toner og det skønne ved dissonans i Plough Magazine.

“’Der er håb nu. Vores liv har ændret sig enormt meget siden 8. december 2024.’ Samme tankegang går igen hos flere unge syrere, der tidligere enten ikke kunne forestille sig deres egen fremtid eller drømte om at rejse væk. Nu fester de i gaderne og drømmer om at etablere deres eget land. For nu står Damaskus i blomst. Farah fortæller dog også, at frygten for, at Assad ville vende tilbage, har siddet i hende, siden han flygtede den 8. december 2024: ‘Vi har ikke sovet i to dage. Vi var bange for, at noget ville ske i dag. For at være ærlig har jeg haft blandede følelser.’” Reportage fra en forstad til Damaskus på årsdagen for Assads fald i POV.

Hvad har brutalisme med grime at gøre? Et fint lille skriv om grimme bygninger, piratradio og alger i natur- og kulturmagasinet Orion Magazine: “Brutalismen bar piratradioen, som bar grime. Og til gengæld giver grime stemme til brutalismen.”

For 2.300 år siden bliver Als i Sønderjylland angrebet. 80 personer går i land, men bliver dræbt af alsingerne. Hvem krigerne var, og hvor de kom fra, er stadig ukendt. Til gengæld viser en ny undersøgelse, som Videnskab.dk beretter om, at båden var smurt ind i harpiks fra et fyrretræ, som på det tidspunkt ikke fandtes i Danmark. Altså må skibet stamme fra Østeuropa. Fascinerende.

“Liberalisme vægter individuelle rettigheder, men i samfund hvor selvet forstås relationelt – som hos Akan-folket (en etnisk gruppe, der primært har hjemme i de sydlige og centrale regioner i Ghana), for hvem man bliver en ‘person’ igennem fællesskabet – føles samtaler om rettigheder, med tryk på det individuelle, mangelfuld.” God artikel i Aeon om hvordan liberalismen har fejlet i Afrika.

Dagbladet Informations kunstredaktør Marie Kjær Themsen skriver om årets bedste kunstoplevelser i avisens weekendudgave. Så ved man, hvad man gik glip af. Bittert.

Surrealisterne var ikke bare en gruppe selvcentrerede kunstnere (som kunstnere er flest, sorry), de var også anti-fascister. I London Review of Books anmelder kunsthistorikeren Hal Foster bogen Surrealism and Anti-Fascism: an Anthology, der udkom tidligere i år, og som altid når Foster skriver, bliver det noget af et ridt, men et godt et.

Den konservative amerikanske pundit Tucker Carlson er på mange måder en skidt knægt (for at omskrive det gamle Poul Schlüter-citat en smule, er han faktisk så konservativ, at det gør noget). Men han er på det seneste begyndt at få øjnene op for de ikke så bæredygtige elementer i det nære forhold mellem USA og Israel. Han har lige haft FN’s specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder Francesca Albanese med i sin podcast/vodcast, og det er, som om der går en prås op for ham undervejs. Albanese forklarer ham Israels folkemord, så en 10-årig kan forstå det. Spol frem til 00:51:30.

“Chokket over Mariannes død har endnu ikke lagt sig. At hun ikke længere er iblandt os, forekommer at være en frygtelig misforståelse. En fatal fejl i universet. Og et stort tab for litteraturen. Marianne var en sprogmager som ingen anden. Hun omformede verden til et forunderligt sted, hvor alt kunne ske. Men altid med forankring i de underliggende levevilkår som en kafkask magt spandt det enkelte samfundsindivid og digtenes magiske jeg, ind i. Magtens fine edderkoppespind som et vilkår, der bliver udstillet i digtene, men også kan briste som sæbebobler ved fælles hjælp og kærlighedens forvandlende kraft.” Kirsten Thorup skriver nekrolog over Marianne Larsen.

+ Genlæs også Oliver Stillings Føljeton-farvel til digternes digter.

Hvad driver folk til at vælge fascisme som en karrierevej? Det spørgsmål stiller en anonym skribent (under det ret vidunderlige pseudonym Yanis Varoufuckice) i magasinet N+1 på baggrund af samtaler, vedkommende har haft med folk, som forsøger at få et job hos ICE – altså de berygtede amerikanske immigrationsmyndigheder, som vel efterhånden kan kaldes Trumps moderne svar på Schutzstaffel. Det er ikke køn læsning: “Den motiverende kraft bag den amerikanske karrierefascisme synes at være rejselyst.”

+ Torturteknikker ved “Alligator Alcatraz”.

++ Hvordan Trumps forfølgelse af immigranter påvirker børnene – og deres børnepassere.

Hvis du har scrollet rundt på Facebook, Instagram eller TikTok på det seneste, er der en temmelig god sandsynlighed for, at du har set en KI-genereret video eller to – og måske har du ikke engang været klar over det? Med introduktion af OpenAI’s videotjeneste Sora er det i hvert fald blevet lettere end nogensinde at fremtrylle naturtro falske videoer. Hvilket, som The New York Times illustrerer, har nogle pænt dystopiske følger for internettet, og for hvad vi overhovedet ser som sandt og falsk. Men i det mindste får vi nogle dumme KI-memes ud af det?

Politico har udgivet deres årlige liste over de 28 mest indflydelsesrige personer i europæisk politik, og minsandten om ikke statsminister Mette Frederiksen ligger på en andenplads, kun overgået af Donald Trump. “Vi lever alle sammen i Mette Frederiksens Europa. Vi ved det bare ikke endnu,” skriver mediet ominøst. Det drejer sig blandt andet om Socialdemokratiets inhumane flygtninge- og migrationspolitik, som desværre inspirerer resten af kontinentet. Sikke et foregangsland!

+ Resten af listen findes her.

Højrefløjen har magten i Europa, men hvad vil de egentlig bruge den til? Zetlands Asta Kongsted har talt med DF’s medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen om at blive lukket – om end modvilligt – ind i varmen i EU, og hvad det betyder for den grønne dagsorden. Spoiler alert: Den bliver mindre grøn.

Året lakker mod enden, og i den anledning deler pornohjemmesiden Pornhub deres indsamlede data, som egentlig giver et ret interessant indblik i de globale pornovaner. I en tid med en stigning i kosmetiske indgreb, KI-slop og tech bros (og andre dødelige), der vil være evigt unge, er det da for eksempel meget sjovt, at “natural beauty”, “real person” og “milf” er populære søgninger. Desuden vurderer Pornhub, at årets virale begivenheder, såsom affæren mellem en CEO og HR-ansat, der blev afsløret til en Coldplay-koncert, finder vej ind i vores soveværelser. Du kan sagtens klikke på linket, det er PG-13.

Hvordan fanden er det gået så galt? I Noema Magazine udruller seniorforsker ved DIIS Helle Malmvig og direktør for School of Transnational Governance ved European University Institute Fabrizio Tassinari dansk politiks ræs mod bunden på udlændingeområdet. Fra Fremskridtspartiet og frem til Mette Frederiksens ulækre bemærkning om indvandrere, der kommer ind og “flækker” en ung mand i bussen. Når man læser om dansk udlændingepolitik på engelsk, ser man pludselig, hvor provinsielle vi er.

“Lad os et kort øjeblik forestille os, at Europa virkelig gik op i sine erklærede værdier.” Den progressive græske økonom Yanis Varoufakis kommenterer USA’s sanktioner mod den franske dommer ved Den Internationale Straffedomstol Nicolas Guillou – og Europas følgagtighed. Kommentaren er oversat til dansk af Information.

Den efterhånden 64-årige George Clooney er ret god i hovedrollen som en lettere aldrende filmstjerne i Noah Baumbachs nye Netflix-film Jay Kelly. Han er også god og afslappet og tilgængelig og menneskelig i dette interview i NPR’s podcast Fresh Air.

Vi har ikke læst filminstruktør og musikjournalist Cameron Crowes nye memoir, Uncool, men det vil vi gerne. Crowe er nok bedst kendt for at instruere filmen Almost Famous baseret på dengang han som 15-årig(!) blev hyret som skribent på Rolling Stone, hvor han blandt andet interviewede Fleetwood Mac, Pink Floyd og David Bowie. Hans memoir og dette interview med Vogue handler om det samme. Gode historier tåler gentagelse.

Den amerikanske højrefløj har tilsyneladende forkastet idéen om at alle er skabt lige, som der ellers står skrevet så fint i Uafhængighedserklæringen fra 1776. Informations Mathias Sindberg undersøger besættelsen af IQ, der kan lede til nogle temmelige uhyggelige konklusioner. Såsom at “low-IQ”-mennesker, som Trump ville kalde dem, måske bare kunne gøre mere nytte som biodiesel? Når nu du alligevel er nede i kaninhullet, kan du (gen)læse Føljetons glimrende sommerserie om, hvordan den digitale højreradikale bevægelse, der har drukket “en sær ideologisk cocktail af fascisme og techoptimisme”, er blevet mainstream og magtfuld.

Det er i dag, mandag, et år siden, at Assad-styret – og dermed et halvt århundredes diktatur – kollapsede i Syrien. Hvor står landet i dag? DR’s mellemøstkorrespondent Puk Damsgård har et eftertænksomt essay. New Lines Magazine giver historisk kontekst. Og The Guardian har billederne.

Det er sørme og sandt december, og dermed atter den tid på året, hvor Spotify udgiver sit “Wrapped”-koncept – og hele møllen om forbrugerovervågningskapitalisme forklædt som uskyldig musikhygge begynder igen. I år er det bl.a. skribent og forfatter Liz Pelly, som leverer kritikken i The Guardian – med lidt ekstra KI-skepsis stoppet ned i julesokken: “Spotify Wrapped føles nu som endnu et eksempel på noget personligt og værdifuldt, der bliver automatiseret væk fra os; endnu et eksempel på, at en angiveligt uudholdelig opgave med at tænke og skrive bliver ‘aflastet’ for at gøre livet mere gnidningsfrit.”

Apropos Spotify og musikalske juletraditioner, er internettet selvfølgelig også ved at svømme over med mere eller mindre rage baity lister over årets bedste albums. Føler du dig som en semi-prætentiøs 00’er-hipster, bliver “indiemediet” Pitchfork stadig holdt kunstigt i live af mediekonglomeratet Condé Nast. Og altså, deres bud på de allerbedste udgivelser er faktisk ikke så ringe. Her på redaktionen er vi fx glade for at se Cameron Winter, Bad Bunny, Wednesday, Geese, Smerz, Sudan Archives og Rosalía så højt rangeret. Desuden føles det lidt som det gamle Pitchfork, at den eksperimentelle, boliviansk-amerikanske brødre-duo Los Thuthanaka løber af sted med førstepladsen. Deres musik er ikke engang på Spotify.

+ Skal det være ægte esoterisk og undergrunds-godkendt, har The Quietus en mere særpræget (men sej) årsliste.

“Som ethjulet cykelrytter tiltrækker jeg en vis opmærksomhed, og uanset om det er en travl solrig lørdag formiddag eller kl. 21.00 på en trist mandag aften, er folk tilbøjelige til at stille mig spørgsmål.” Ja, og hvad svarer man så, hvis man sådan kommer friskt og frejdigt rullende på et ethjulet cykel, og folk fx spørger, hvor det andet hjul er blevet af? Det forsøger ethjulet cykel-entusiast Declan Chidlow at forklare i et ret sjovt essay forklædt som en FAQ.

“Når en erfaren musiker kombinerer disse forskellige teknikker, kan publikum blive rørt af det smukke, rigtige og subtile resultat uden nødvendigvis at være bevidst om de valg, guitaristen har truffet. I hænderne på en stor musiker rummer dette enkle instrument næsten ubegrænsede udtryksmuligheder – vi skulpturerer bogstaveligt talt med lyd.” Musiker Craig Ogden forklarer hos Aeon, hvorfor guitaren er et genialt instrument.

Dagbladet Informations seneste importvare, Poyâ Pâkzâd, er noget af det bedste, der er sket for den lille pjosker i lang tid. Det siger vi ikke bare, fordi Føljeton udgiver Poyâs populære daglige nyhedsbrev Gâzâ Brîef. Vi siger det også, fordi det bare er dejligt at se en lille håndfuld cirkumflekser (^) stå tæt sammen på avispapir, og så fordi Poyâs analyser er af en anden verden. I denne her skoser han Berlingske for avisens hovedløse omfavnelse af den franske journalist Nora Bussignys bog om ‘islamogauchisme’.

Louisiana Channel har besøgt den armensk-egyptiske kunstner Anna Boghiguian i Cairo. Det er der kommet et smukt portræt ud af. Hvem er hun? Tja, nogle gange skal man bare trykke på begynd-knappen og se, hvad der sker. Og som museumsinspektør Christian Lund, der har lavet interviewet, skriver på Facebook, så er Boghiguians stærkeste værk “næsten hendes eget varme og dybe, intelligente væsen formet af et langt livs rejser i alverdens lande og i kunsten – jeg har faktisk aldrig oplevet noget lignende”.