“Når jeg ser billeder af familier i Gaza, der har pakket deres ejendele i sække og kufferter, på flugt og uvidende om, hvorvidt de nogensinde vender hjem igen, tænker jeg på de sort-hvide billeder, jeg har set fra Nakbaen. ‘Minder det også dig om det?’ spørger jeg min mor. ‘Nej,’ siger hun med det samme. ‘Det, der sker nu, er meget værre. Det er så voldsomt, at min hjerne har svært ved at begribe alvoren af det. Alt det, vi oplevede under borgerkrigen i Libanon, er ingenting sammenlignet med Gaza.’” Smukt essay af Layal Freije, mellemøstkorrespondent på Dagbladet Information.

Lidt for kommunalvalgsnørderne: Giver kandidattests mindre incitament til at engagere sig politisk? Altingets forsvar.

Lovende ny podcast: “Synet på de almene boliger er domineret af de store blikke udefra. Ingen er mere udskældte end de største af dem: blokkene. Men hvordan ser livet ud, når vi kigger fra blokkene indefra og ud?”

“Højt respekterede japanske firmaer er i krig med snesevis af sælgere, der videresælger deres matcha langt over den normale udsalgspris på Amazon, Facebook Marketplace og andre sider. Andre sælger te, der svarer til 45 dollars i Chanel-tasker, forfalskede pakker fyldt med tredjerangsprodukter eller almindelig te malet til et mat gult støv. Tefirmaer, der har opbygget deres omdømme gennem århundreder, er fortvivlede.” The New York Times om den stigende matchaefterspørgsel, der gør den særlige first-flush endnu sværere at få fat på.

En nedlagt trappeopgang kan også være et galleri. Kunstneren McKay Lenker Bayer har åbnet “et fuldt funktionelt, kommercielt” et af slagsen med billeder i skalaen 1:6. “Usikker på, om hun skulle præsentere sine værker for offentligheden, nedskalerede hun, helt bogstaveligt.” Hos This is Colossal.

Tidligere i år udkom biografien Gertrude Stein: An Afterlife af Francesca Wade, og nu har Bookforum en anmeldelse klar, som stiller den op mod Janet Malcolms Two Lives: Gertrude and Alice fra 2007. Og en af fordelene ved Wades bog er, at hun har haft adgang til langt flere oplysninger end Malcolm havde for 20 år siden. Man bør nok læse dem begge.

“Han virkede, som om han havde travlt med at have samleje. Bagefter sagde han tak med sin afskårne britiske accent. Så vidt jeg husker, varede det hele mindre end en halv time. Næste morgen sagde Maxwell til mig: ‘Du klarede det godt. Prinsen havde det sjovt.’ Epstein ville give mig 15.000 dollars for at have serviceret den mand, som tabloiderne kaldte ‘Randy Andy’.” Uddrag fra Virginia Giuffres posthume bog Nobody’s Girl om hvordan hun som 16-årig blev misbrugt af Epstein, Maxwell og Prins Andrew.

“Hvis vi gentager fortidens fejl og genindfører formueskatter som dem, man har haft i Frankrig og i mange andre lande med alle mulige undtagelser, skatteenheder og smuthuller, skabes der muligheder for skatteoptimering, og provenuet forsvinder. Det, jeg foreslår, er det modsatte.” Godt interview med den franske økonom Gabriel Zucman hos Dagbladet Information.

The New York Times har besøgt skateparken Love Malmö. Vores svenskboende og lokalpatriotiske Føljeton-kollega kalder det et “indblik i Malmös meget unikke forhold til skateboarding og alt, det repræsenterer”.

‘Sådan laver man pølser, helt bogstaveligt‘, lyder rubrikken næsten. Men artiklen her er mere nøgtern end det. Det undersøgende medie Hunterbrook har besøgt Danville i Illinois, hvor firmaet Viscofan “fremstiller cellulosepølseskind – gennemsigtige, højglansede membraner”. Det er det skind, der for eksempel sidder om en hotdog, og her – som mange andre steder – kommer det til verden med en viskoseformel og et svovlsyrebad. Samtidig forurenes luften med giftstofferne kulsvovldisulfid, ammoniak og hydrogensulfid, der er forbundet med hjertesygdomme, demens, kræft og parkinsons. Endnu en god og ret alvorlig grund til ikke at spise kød.

“Aftalen behandler Gaza som et økonomisk problem og ikke et politisk problem. Den lægger op til investeringer og omdannelsen af Gaza til et internationalt projektområde, men vi ser ikke noget i forhold til en politisk løsning. Der er lagt op til, at staterne skal give tilsagn, og at vi kan få et donorstyret protektorat, som kan blive et slaraffenland for byggematadorer. Husk på, at 92 pct. af bygningerne i Gaza er enten ødelagte eller beskadigede. Det er et økonomisk boom, man åbner for.” Den altid fremragende Poyâ Pâkzâd om Trumps planer i Gaza. I godt selskab af DIIS-forsker Lars Erslev Andersen, der kalder idéen om, at der nu skulle komme fred, “tom snak”.

+ Hver dag få Gaza-analyser fra Poyâ Pâkzâd direkte i din mailindbakke. Hans Gaza-briefs udkommer kun hos os på Føljeton, og det er gratis.

+ Føljetons nyhedsbrev Ude af kurs om de penge, Trump kynisk håber på at høste i Gaza: 23.000 dollars for hver palæstinenser.

Skræmmende billeder: Europa mister, hvad der svarer til 600 fodboldbaners natur og jord om dagen. Eller til hele London, som Die Zeit formulerer det.

+ Engelsk udgave hos The Guardian.

Lækkert: Ny ‘grøn’ flyrute vil svine mere, end hvis den fløj på sort brændstof. Men det er vel ligegyldigt, så længe regeringen siger, at den er grøn. Politiken har artiklen.

Filosoffen, som forsøger at forstå mændene, der voldtog Gisèle Pélicot. Manon Garcia er en fransk feministisk filosof, og The Guardian har et interview med hende.

Føler du dig som en 62-årig, når det handler om at forstå kunstig intelligens og large learning machines? Eller en 25-årig eller 45-årig? Det er svært for alle, men komikeren og tv-værten Jon Stewart er faktisk 62 år, og hans gæst i podcasten her er ‘den kunstige intelligens’ gudfader’ Geoffrey Hinton, 77, som viser sig at være en allerhelvedes god pædagog. Det gør ikke samtalens indhold mindre ildevarslende.

“Vi lever meget tæt på naturen, vi har fred, og vi behøver ikke finansiere en hær. Ville du så ikke også være glad? Vores hær er alle de myrer og papegøjer, vi har. En fjerdedel af vores land er naturparker, som er fredede. Og vi takker Gud for, at vi aldrig har haft fossile brændstoffer, så vi blev tvunget til at være selvforsynende med vedvarende energi.” Opløftende interview med den costaricanske klimadiplomat Christiana Figueres af Rune Lykkeberg. Fra en livesamtale på Det Kongelige Bibliotek.

Anbefalet af DIIS-forsker Lars Erslev Andersen på Facebook: “Mens medier har stor fokus på den forståelige glæde i Israel over at gidslerne fra Gaza nu omsider kan komme hjem og fokus er på Trump og hans såkaldte fredsplan, der selvsagt ikke fører til fred, må spørgsmålet rette sig mod situationen i Gaza. Der kan befolkningen ikke samles på en fin plads, udtrykke sin retfærdige glæde over at få fangerne fra israelske fængsler hjem og hylde Trump, mens hans datter Ivanka og hendes mand Jared Kushner stolte ser på den forhåbningsfulde menneskemængde. I Gaza er der ikke sådan en plads. Og der kommer Ivanka ikke.” Han henviser til den her artikel i +972 af forskeren Muhammad Shehada, der kommer til Danmark i næste uge.

Equator er navnet på et nyt, lovende medie, startet af den indiske forfatter Amitav Ghosh: “Da vi så billederne fra Gaza, følte mange af os, at vi stille og roligt var ved at blive vanvittige … Det var i det her øjeblik af moralsk fortvivlelse, at en lille gruppe forfattere og redaktører fandt sammen. Vi gjorde det først for at bevare vores egen fornuft ved at søge midlertidig tilflugt fra censur og tvetydighed i så mange prestigefyldte tidsskrifter. Vi begyndte at forestille os et nyt kulturelt projekt, der afviser den nihilistiske idé om, at de magtfulde gør, hvad de vil, og at succes er det eneste mål for moralsk dyd. Folkemordet i Gaza har ødelagt det, der var tilbage af illusionen om, at Vesten skulle bestemme fremtiden for resten af verden.”

“De siger, han var racist som teenager. Han siger, det var drengestreger.” Historiker David Runciman (ham der går ind for stemmeret til unge) anmelder den nye bog Between the Waves af Tom Tague om Storbritanniens turbulente forhold til EU. Citatet handler om den højreorienterede Reform-leder Nigel Farage, der som ung knøs stemte grønt.

Trump vandt ikke Nobels fredspris, og gudskelov for det, men hans desperate drømme har alligevel vist sig brugbare, skriver The Atlantic. “Det er klart, at Trumps desperate tørst efter at vinde den her pris hænger sammen med hans generelle umættelige behov for at blive smigret og rost – et ønske, der fører til mange dårlige valg … Men i dette tilfælde kan det tilskrives at have inspireret hans mest konstruktive, prosociale impulser som præsident.” Det kan man så være enig eller uenig i.

Hvis man har oplevet Lasse Lavrsen, Dagbladet Informations største stilist, ved semi- eller kvasifestlige lejligheder, hvor musikken ikke er så høj, at man ikke kan føre en samtale, har man muligvis set ham konversere endeløst med folk på tomandshånd. Han berører morsomt problematikken i denne klumme, som er en del af serien ‘Sådan begår man sig i moderne tider’.

Begge bogaktuelle Kristina Stoltz og Liv Helm er fremragende gæster i Nanna Mogensens program Skønlitteratur på P1. Om at se den unge pige i sig selv udefra og mange år senere.

‘Great works, in focus’ hedder et tilbagevendende redaktionelt element i Washington Post, og værket, der er i fokus her, er Pierre Bonnards maleri Jeune femme écrivant fra 1908. Og som en af avisens læsere skriver i kommentarfeltet: “Jeg ved ikke meget om kunst eller kunsthistorie. Men hvad jeg ved er, at Sebastian Smee er en lysets engel i denne mørke, dystopiske verden. Han skriverier skaber glæde, inspiration og nye ideer!”

Føljetons eget fremragende økonomi-nyhedsbrev Ude af kurs er på gaden igen. Det er skrevet af Marie Hedegaard og Jonas Lodahl, og hvis vi ellers skal nævne de navne, som omtales i denne udgave, må det blive Naomi Klein, Philip Grant, David Harvey, Poyâ Pâkzâd, Jeffrey M. Chwieroth, Ismail Pasha, John Maynard Keynes, Harry Dexter White, Ed Yarden, Dani Rodrik, Friedrich Hayek, Margaret Thatcher, Joseph Stieglitz og Nathan Rothschild. Tryk og læs (og doner, hvis du er i det humør).

“Til sammenligning ved vi vist alle godt, at hver eneste stol i Det Kongelige Teater nok koster samfundet 3.000 kroner, hver gang der kører en forestilling, så pengene til mig er bare afregning for noget, jeg har skabt, og som har sat noget på landkortet. Jeg har selv fået en dyr uddannelse og været på hospitalet, og mine to børn har også fået en lang uddannelse, så jeg er da glad for på den måde at have kunnet give noget tilbage til samfundet. Jeg synes jo ikke, at jeg på den måde har scoret kassen eller fået betaling for noget, jeg ikke har lavet.” Kunstner Jens Haaning har stævnet Ritzau Scanpix for at sælge deres fotos af to tomme billedrammer fra hans værk Take the Money and Run.

Magasinet Rest of World har altid nogle gode og oversete techhistorier fra ja, resten af verden, eller med andre ord steder, vi ellers ikke hører så meget om. Her om de kinesiske migrantarbejdere, der betaler prisen for din grønne elbil.

“Seksårige Omar fumler med plasten med den ene hånd, og hans kinder rødmer af forlegenhed. Uden tøven rækker Ali ud, åbner den og lægger notesbogen tilbage i Omars skød. Snart får Omar en protese som Ali, og de små ritualer fra barndommen, som det at åbne en gave, bliver igen mulige. Drengene er ikke brødre, men de lever, som om de var det.” Rørende tekst hos Al Jazeera om to drenge, der begge har mistet deres arme og familie under murbrokkerne i Gaza, men har fundet hinanden og nu bor sammen i Beirut.

“Vi får at vide omkring 10.000 eller 12.000 gange om dagen, hvad vi bør kunne lide, hvad andre mennesker kan lide, hvad nogle mennesker helst vil have, at vi kan lide. Det får vi at vide i form af reklamer, i form af politiske budskaber, i form af alle de ting, der forsøger at overbevise os om at tænke eller tro det ene frem for det andet. Overbevisning er faktisk den største industri i den vestlige verden. Og det er meget let – i den strøm, den tsunami af forslag om, hvad vi bør kunne lide – at glemme, hvad vi faktisk kan lide.” En utroligt veloplagt Brian Eno hos Ezra Klein. Også en veloplagt duo.

“Et groft, konservativt skøn anslår produktionen af plast fra de Labubuer, der blev solgt fra januar til september 2025, til 11.000 ton, hvoraf 1.000 ton kun var emballage. Men når der ses med økonomiske briller på Pop Mart, producenten af dette utroligt giftige slam af plast og misundelse, er det med næsten åndeløs beundring af den værdi, virksomheden skaber. Vi har et meget rigt ordforråd til dette: aktiekurs (steget mere end 200 pct. på årsbasis), bidrag til bnp (cirka 0,01 pct. af Kinas samlede bnp), nettoresultat (anslået 659 millioner dollar), vækst (steget 400 pct. siden sidste år). Men det, som Labubu ødelægger: havene, hjerner, skoleklasser oversvømmet af følelser af værdiløshed, og det arbejde, det vil kræve at rydde op efter det, figurerer ingen steder.” Emma Holten er begyndt at skrive for Dagbladet Information.

“Fra begyndelsen af 1990’erne var der global begejstring for fredsforhandlingerne. Men hvad der i sidste ende skete, var, at endeløse opfordringer til en ‘tostatsløsning’, der undgik en eksplicit realisering af palæstinensisk selvbestemmelse og frihed, erstattede opfordringerne til en afslutning på Israels militære besættelse. ‘Fredsprocessen’ blev en magisk pille, der gjorde besættelsen usynlig for Vesten og skjulte dens metastaserende, allestedsnærværende og stadig mere voldelige form. Palæstina blev nu reduceret til et emne for ‘forhandlinger’, der krævede indrømmelser, mens den etniske udrensning af Palæstina i 1948 blev fejet under gulvtæppet for at blive glemt.” Husk advokaten Diana Buttus indlæg i The Guardian, næste gang du hører Løkke tale om en tostatsløsning.

“Al intern opposition og fritænkning i Socialdemokratiet er kvalt. Mette Frederiksen er blevet en socialdemokratisk profet og rockstjerne. Det har været partiets opskrift på succes. Men hun er også blevet sit eget partis ’Dolph’, denne køllesvingende satirefigur, der forsøger at løse de fleste problemer med bøllebank.” Ny for Føljetons læsere er denne indsigt ikke, men det er rart at se den udfoldet i en anden avis. Debatindlæg af Lawand Hiwa Namo i Politiken. Tjek også kommentarfeltet, hvor Namo svarer på læsernes spørgsmål.

DR’s mellemøstkorrespondent Puk Damsgaard har lavet et interview med Israels viceudenrigsminister, Sharren Haskel, der afviser, at den israelske hær skulle have begået en eneste krigsforbrydelse i Gaza. Den 41-årige Haskel er vel et godt eksempel på den indoktrinering og hjernevask, der har fundet sted i det israelske undervisningssystem i årtier.

+ Tjek også disse bidder (her og her) fra den norske journalist Yama Wolasmals interview med viceudenrigsministeren fra foråret. Blæst.

“Joshua, en nogle-og-tredive-årig forfatter i Brooklyn stod over for sin generations måske mest normale New York-jødiske dilemma: Han følte sig konstant stresset, fanget mellem konservative zionistiske ældre familiemedlemmer og progressive anti-zionistiske venner. Hans terapeut – ældre, jødisk – var ikke i stand til at lytte neutralt, når Joshua talte om sine venners overbevisning; i stedet begyndte hun åbent at tale imod den.” Ret skæg artikel i New York Magazine om skellet mellem unge jødiske newyorkere og deres ældre pro-zionistiske terapeuter (halvblød betalingsmur).

“Det burde sige sig selv, men jeg siger det alligevel: Havet er meget vigtigt,” konstaterer marinebiolog Ayana Elizabeth Johnson. Hos Atmos stiller hun spørgsmålet: ‘Er du forelsket i havet?‘ og inviterer læseren til at læne sig ind i følelserne. “Det lyder måske lidt tyndt i denne tid, hvor vi er besat af teknologi og penge, men forskning viser, at kærlighed – til fremtidige generationer, til naturen – er den absolut stærkeste motivation for folk til at engagere sig i klimaindsatsen.” I et land med 8.750 km kystlinje og et havmiljø på randen af kollaps burde vi måske dyrke kærligheden til det blå en smule mere.

Nyhedsartikler, Messenger-beskeder, opskrifter, måske endda en bog. Man får høvlet sig igennem en del tekst i løbet af en uge, og alene af den grund er det befriende at se på nogle billeder. The Atlantic har samlet en pulje af flotte fotos fra den forudgående uge, så læn dig tilbage og nyd synet af sæbekassevæddeløb i Colombia, rappellende vinduesviskere på kæmpebygninger i Kina, deltagere i gør-ingenting-konkurrencen i Korea eller noget så simpelt som et får på en græsplæne i Tyskland.

‘Ifølge statsministeren er fred farligere end krig‘. Rubrikken er æggende, men demokratihistoriker og professor emeritus Tim Knudsen fortsætter lige så godt i Altinget: “Småstaten Danmark kan ikke kun satse på hård magt og slet ikke på offensive våben. Siden briterne i 1807 tog den danske flåde, har diplomati været det vigtigste middel til at sikre Danmarks overlevelse. At glemme det er historieløst.”