‘Torskekrigene’ er et fængende navn til den konflikt om fiskeriterritorium i Nordsøen, som flere gange blussede op mellem Island og Storbritannien fra slutningen af 1950’erne og op gennem 1970’erne. I sidste ende blev det lille – men trodsige – Island, som kunne erklære sig sejrrig i kampen mod overmagten. Undervejs havde Island da også taget alle midler i brug, fra at afskære de diplomatiske forbindelser til “angreb” på britiske fiskeskibe med et våben kaldet “trawlsaksen”. POV genfortæller historien og spørger, om Danmark mon kunne lære noget i konflikten med USA om Grønland.

Og apropos potentiel Grønlands-invasion: Den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations – som også udgiver magasinet Foreign Affairs – har forsøgt at rangordne USA’s bedste og værste udenrigspolitiske beslutninger nogensinde. Jøsses for en opgave. I øvrigt tog Danmark del i den absolut værste, som altså ifølge tænketanken var invasionen af Irak: “USA blev indblandet i en blodig besættelseskrig, der varede i otte år og kostede landet dyrt, skadede dets globale omdømme og styrkede antiamerikanske kræfter i hele Mellemøsten og resten af verden.”

Stadig flere lande, herunder Danmark, Frankrig og Storbritannien, planlægger at gå i Australiens fodspor og forbyde sociale medier for børn og unge. Som journalist Taylor Lorenz skitserer (meget passende i en video på YouTube), bygger SoMe-forbuddene dog mere på mavefornemmelser og frygt end på reel viden. I hvert fald har nyere peer-reviewed videnskabelige undersøgelser ikke kunnet finde nogen entydig sammenhæng mellem børns negative trivsel og brugen af sociale medier – snarere tyder det på, at børn, som totalt afskærmes, faktisk har det dårligere. Så er ramaskriget over børns skærmforbrug egentlig en ny form for ‘Satanic Panic’?

Så altså… Hvad sker der med demokratiet herfra? Kan det stadig påstå, at det er den bedste af alle styreformer; den oplagte vej til velfungerende og velstående samfund? Kan demokratiet overleve her i verdens aktuelle kaos? Det taler altid gode Kasper Colling Nielsen med tilsvarende gode Mikkel Thorup om i DR-podcasten Udsyn. Meget passende udkom Thorup – som er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet – sidste år med bogen Ustyrligt demokrati, som også bakser med netop de spørgsmål.

Bigfoot findes ikke, udover i fantasien og Fedtmule og Søn. Til gengæld findes Bigfoot-industrien i stor stil, næret af folk, som faktisk tror på eksistensen af det antropomorfe behårede monster. Så hvad går det lige ud på? Det sætter forfatter Jeff VanderMeer sig for at undersøge i en reportage i Orion Magazine, som mest bare bliver et kærlighedsbrev til bjørne – skovens “ægte” Bigfoots: “Selv i det svage sollys var deres pels pletfri og skinnende. De lignede på alle måder prototypen på en perfekt bjørn. Det var et privilegium at se dem. […] Det var dem, der havde brug for at blive reddet, havde brug for opmærksomhed, havde brug for vores kærlighed og omtanke.”

Manosfære-influencere som Andrew Tate er ikke bare nogle ensomme og pinlige røvhuller. Nej, de er også en form for nutidige (og hvide) udgaver af alfonserne fra 1970’ernes blaxploitation-film. Sjov analyse af “internet-etnograf” Katherine Dee: “Den moderne manosfære arver denne æstetik og overtager symbolerne, som om de var universelle tegn på succes snarere end kompenserende handlinger, der er skabt under eksklusion. Det, der begyndte som en reaktion på at være udelukket fra legitim magt, bliver genbrugt, abstraheret og ompakket, denne gang som en tidløs maskulin sandhed. For det moderne publikum fremstår det derfor som umodent.”

“At en dansk soldat dukker op, fordi Amerika bliver angrebet, og bliver skudt, såret og endda mister livet – ikke fordi Danmark bliver angrebet direkte, men igennem alliancens forpligtelse – er i mine øjne det ultimative tegn på en god allieret.” Relæ – det anbefalelsesværdige nyhedsbrev om forsvars- og sikkerhedspolitik – har et fint lille interview med den amerikanske veteran Wes O’Donnell, som er mildest talt chokeret over Trump-regeringens kritik af Danmarks Nato-bidrag (for slet ikke at tale om truslerne mod Grønland).

Vil man forstå Japan, må man også forholde sig til japanernes syn på spiritualitet og ikke mindst kami: en enorm samling guder, som fungerer som en slags avatarer for forskellige dele af den “naturlige” verden. Det er i hvert fald tesen i forfatter Hiroko Yodas nye bog Eight Million Ways to Happiness: Wisdom From the Heart of Japan, som The New Statesman har en længere omtale af (blød betalingsmur). Kami er “en forkortelse for det ukendte og uforudsigelige”, skriver Yoda. Passende navn.

Magasinet n+1 havde i sidste uge – før ICE’s henrettelse af Alex Pretti – et ret godt essay om den voksende folkelige modstand mod føderale agenter i Minneapolis under rubrikken “ICE vs. Everyone”. Det er kun blevet mere relevant her henover weekenden: “En af fascismens taktikker er at ændre på balancen i de politiske alliancer: centristiske politikere bliver til radikale venstrefløjspolitikere, mødre bliver til ‘indenlandske terrorister’. Alle med en fløjte bliver til antifa. Og faktisk er det sidste korrekt – eller i det mindste burde det være det.”

Grønland er meget, meget mere end en stor blok is. Trods sin befolkning på omkring 56.000 mennesker er landet fx rig på interessant (pop)kultur, og netop det stillede mediet Tedium tidligere på året skarpt på – bl.a. med et kig på rockbandet Sumé og deres indflydelsesrige uafhængighedsplade Sumut fra 1973, som på symbolsk vis havde sagnhelten Qasapi på sit blærede cover.

+ Lyt også til 90’er-hiphopgruppen Nuuk Posse (som Tedium tilsvarende anbefaler).

“Uanset hvad var balancen før Trump uholdbar, fordi den tillod USA ensidigt at bedømme andre regeringers legitimitet og handle imod dem. Trump har presset denne virkelighed til det yderste.” Information bringer en kort USA-var-allerede-dårlig-men-hvad-gør-vi-nu-analyse fra den tidligere nobelpristager i økonomi Daron Acemoglu.

Hvis man vil forstå Iran, kan det være en god idé at læse den iranske forfatter Sâdeq Hedâyats modernistiske mesterværk Den blinde ugle fra 1936. For som den nutidige iranske forfatter Amir Ahmadi Arian skriver i The Dial, har “[i]ngen anden tekst haft en så utrolig tiltrækning på den iranske fantasi” – ligesom det er en roman, adskillige iranske regeringer har forsøgt at bandlyse. Faktisk er det Irans ultimative forbudte bog. Og heldigvis blev den for få år siden nyoversat til dansk fra farsi af digter og oversætter Shadi Angelina Bazeghi.

Det er ikke ofte, vi tænker på udstoppede dyr i musesumsudstillinger, og da slet ikke på, hvordan de bedst kan præsenteres i dioramaer. Men så er det heldigt, at andre gør sig den slags overvejelser. Eksempelvis Tim Bovard, udstopper ved Natural History Museum of Los Angeles County, som i en PBS-produceret video begejstret fortæller om sin livslange fascination for dyr i dioramaer – og undervejs viser, hvordan han udstopper en fugl. Det er sært meditativt at se på.

Føljetons redaktionslokaler ligger lige under en violinbygger, hvilket (alene ud fra lyden) har givet os en ret god idé om, hvor meget kærlighed og håndværk det kræver at udfærdige et klassisk instrument. Det bekræfter artiklen her fra The New York Times – også selvom den handler om oboer og træblæsere snarere end strygere: “Det langt længste trin i fremstillingsprocessen er forvitringen af rå træklodser i et skur, der ikke er beskyttet mod varme, kulde og fugt. Den første forvitring varer mindst otte år. Derefter borer Stephen Gara, ‘træfyren’, et hul gennem klodsen og sender den tilbage til skuret i yderligere to år.”

“Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist”, begynder et berømt antinazistisk digt af den tyske præst og modstandsmand Martin Niemöller, som i 1937 blev anholdt af Gestapo og sendt i koncentrationslejr. Digtet hives gerne frem fra gemmerne, når fascismen atter banker på døren, men som The Nation fortæller i en interessant feature, er dets historie mere broget end som så. I hvert fald var Niemöller en kompleks karakter med nogle kontroversielle (og til tider antisemtiske) overbevisninger, og digtet derfor også en kuriøs mea culpa.

I disse dage mødes verdens økonomiske og politiske elite for at sludre om verdens problemer i Davos. Men som den rigdomskritiske filosof Ingrid Robeyns – som vi også engang har sludret med – fortæller i The Guardian, vil de ikke tale om det vigtigste: “Alt tyder endnu engang på, at det, som ikke bliver adresseret på mødet, er den største trussel mod menneskeheden og planeten: Neoliberal kapitalisme.”

Som vi også skrev i et afsnit af sidste års sommerskole ‘Oplyst om mørket’, må man for at forstå Trump ofte vende blikket mod de autoritære techfyrster, der står bag ham. Måske gælder samme princip for polemikken om Grønland. I Jacobin kan man læse om, hvordan techoligarker som Peter Thiel og Marc Andreessen for længst har investeret i grønlandsk minedrift og virksomheder, der vil bruge landet til at etablere en privatejet ‘kryptostat’ for verdens ultrarige. Uhyggelig, lærerig læsning.

Kærlighedssangen “Jag vet, du är inte min” af kunstneren Jacub topper i øjeblikket hitlisterne i Sverige. Det havde næppe vakt opsigt, hvis ikke, det var for den afgørende detalje, at sangen er genereret af kunstig intelligens. I en kort, men ganske spændende samtale, tager DR-programmet K-Live fat på KI’s faldgruber inden for musikverdenen med musiker Annika Aakjær samt jazzmusiker og hjerneforsker Peter Vuust.

I går kunne vi “fejre” præsident Donald J. Trump første årsdag i sin anden præsidentperiode. Det markerede de bl.a. inde ved The New York Times’ podcast The Daily ved at lave en særudgave om præsidenten. I et måske lidt overdrevet tilfælde er de tre journalister, der gæster programmet, alle i færd med at skrive hver deres bog om den amerikanske præsident, så et eller andet ved de i hvert fald. Du kan læse og lytte til det lige her.

Og mens vi venter på, at tiden går, kan man så undre sig: Er den egentlig lineær eller cyklisk? Og leves livet forfra og forstås baglæns? Vores forståelse af tid – og historie – har ændret sig igennem, ja, tiden, og ovre hos Aeon har de skrevet historisk, filosofisk og omfattende om, hvordan tiden har ændret sig.

+ Læs eller genlæs David Dragsted og Astrid Plums sommerskole om tid og tabet af den.

Hvis der er én ting, som virksomheder bare skal bede om, så er det altså storrumskontorer. Kan du mærke kapitalismens summen i den konstante støj fra dine kollegers smasken og slubren, samtalerne over skrivebordene, dine øjne, der ude af kontrol flakker hver gang din kollega rejser sig for at gå ud for at tisse, mens din høresans langsomt korrumperes af dine noice cancelling høretelefoner, som du har været nødsaget til at tage på? Ej, måske ikke. Uanset har Djøfbladet undersøgt storrumskontoret, og hvad djøfferne synes om det. Ikke så overraskende er stemningen rimelig negativ.

Hospitalsfødsler kan være en voldsom oplevelse. Læger, der pludselig medicinerer, eller laver indgreb, man ikke har samtykket til. Det stressede hospitalsmiljø og de mange skiftende hænder på fødegangen. Det fik den amerikanske kvinde Emilee Saldaya til at starte “The Free Birth Society”. At “freebirthe” er at føde uden en autoriseret sundhedsprofessionel – ingen scanninger, ingen jordemødre, ingen konsultation overhovedet. Nogle af kvinderne føder under åben himmel bevæbnet kun med guidede meditationer og Emilees råd: “You got this, momma!”. The Guardian har en ny, undersøgende podcastserie om fødselskulten og de babyer, der døde som følge af den.

Den 15. januar 2001 skrev Jimmy Wales hej til verden på en tom hjemmeside døbt Wikipedia. I dag har siden over 65 mio. artikler og 15 mia. visninger om måneden. Det er mange. I anledning af 25-året har Wikipedia og Wales lavet en visuelt lækker gennemgang af hjemmesidens historie.

+ Keder du dig? Spild tiden med WikiRoulette, der finder tilfældige artikler til dig.

++ I november blev Jimmy Wales interviewet af The New York Times om Wikipedias status som “det sidste bedste sted på internettet” og Elon Musks kamp mod siden.

“Fra scenen i det forgyldte Salle de l’Horloge i det franske udenrigsministerium, hvor temperaturen denne augustdag i 1928 havde nået et ulideligt niveau, annoncerede han begyndelsen på en ny æra: Nu skulle selve ondskaben rives op med rode. Fra i dag ville krig blive afskaffet som legitimt politisk middel, sagde Briand og fik tårerne til at trille ned ad kinderne på sin amerikanske udenrigsministerkollega Frank B. Kellogg.” Information fortæller historien om Kellogg-Briand Pagten, som på banebrydende vis erklærede krig ulovligt. God timing.

I midten af det 17. århundrede introducerede Kong Charles II en ny buks: den stramme, lyse knæbuks. Det var et markant skift væk fra de ellers overpyntede mandeben, der nu blev vist frem næsten nøgne i bukser, som gav dem et pænt, hårløst og hvidt udseende. Det brød aristokratiet sig særligt om, da benene nu både lidt lignende de klassiske skulpturer samtidig med, at de adskilte dem fra de barbariske skotters behårede ben. Den mandlige virilitet, forstås det, sad nemlig i benene. JSTOR Daily opridser det bare mandebens historie, et skridt ad gangen.

“WhatsApp leverer hundrede milliarder beskeder om dagen, hvilket svarer til antallet af stjerner i Mælkevejen. Platformen har mere end tre milliarder aktive brugere hver måned – stort set det samme antal som Facebook, flere end YouTube og cirka dobbelt så mange som Apples iMessage. Hvis man ser bort fra Kina, hvor WhatsApp er forbudt, betjener appen cirka halvdelen af alle mennesker over fjorten år.” The New Yorker undersøger, hvad vi taler og skriver om, på den Meta-ejede beskedtjeneste WhatsApp.

Zetlands Line Sand har betalt ni kroner for en kinesisk app, som hver dag beder hende om at fortælle, om hun stadig er i live. Såfremt hun ikke checker ind, bliver der sendt en mail til hendes kontaktperson – hendes chef. Hun undersøger, hvad det siger om tiden, at der efterhånden findes en app til alt.

Sidste år udgav den amerikanske journalist og forsker Liz Pelly bogen Mood Machine – en krads kritik af streaminggiganten Spotify. I et interview med mediet Hearing Things efterlyser hun et oprør mod musiktjenesten, og forklarer, at det ikke er nok bare at skifte til Apple Music: “Pointen er at opmuntre folk til at blive mere aktive deltagere i lokale musikfællesskaber, støtte DIY-kulturproduktion, støtte uafhængige musikmedier, købe musik direkte fra kunstnere, og afvise idéen om at det er en ‘one-click solution’.”

I årenes løb har Kinas massive investeringer i Afrika fået visse vestlige medier og politikere til at anklage kineserne for kolonialisme. Anklagen er noget vrøvl, skriver den økonomiske antropolog Jason Hickel i et indlæg på sin Substack – et udmærket lille kursus i samtidens globale magtstrukturer: “[Påstanden om] at Kina udøver kolonial magt på kontinentet – og sammenligningen med vestlig kolonialisme og imperialisme – er empirisk forkert. Det gør begreberne meningsløse og fornægter volden i den kolonialisme, der faktisk eksisterer.”

For et år siden gav vi de danske medier dumpekarakter i deres dækning af Elon Musks nazihilsen ved et vælgermøde efter den republikansk valgsejr. Det samme gjorde medieforskeren Morten Stinus Kristensen, som nu er pletten igen – denne gang med en veloplagt undersøgelse af mediernes generelle fortielse af Musks racisme: “Ud af de 2000 artikler hvor danske landsdækkende aviser nævner Musk, fandt jeg kun et par håndfulde der beskriver Musks racistiske verdenssyn.”

Forfatter og journalist Inger Christine Løwe har skrevet en smuk bog om at miste sin far, forfatteren Knud Erik Pedersen, til alzheimers, og om den sorg, der kan følge med at have gamle forældre. Her taler hun med Nanna Mogensen om den på P1.

Den britiske forsker David Runciman anmelder Kamala Harris’ bog 107 Days om den amerikanske præsidentvalgkamp i 2024, der som bekendt endte med et nederlag: “Problemet er, at Harris fremstår som den samme på scenen og uden for scenen, hvor hendes offentlige og private personaer er meget ens: forsigtig, afbalanceret, selvbevidst, undertiden irritabel, lidt for tilbøjelig til at være formel, når hun ikke kan finde de rigtige ord,” skriver han om den tidligere vicepræsident. Det er hos London Review of Books.

Interview Magazine har fået nys om, at de to kender hinanden ret godt – og så endda fra danske omgivelser. Forrige sommer havde de en talk ved Noma, men inden da havde de spist is på vej til Sverige og stødt ind i hinanden på Louisiana Literature. “Du læste op, og jeg formåede på en eller anden måde at sige hej til dig. Det var dagen før mit bryllup.” Strong lyder næsten starstruck, når han interviewer Knausgård, og man fornemmer hurtigt, hvorfor de er en så god duo.

Da Odysseus og hans mænd skal sejle fra troldkvinden Kirkes ø, skal de forbi en gruppe kvinder, hvis stemmer har lokket mangt en mand i døden. Selvom vi efterhånden kender sirenerne, står der dog faktisk intet i Odysséen om deres udseende, eller om at de var meget smukke, og lokkede med sex. “Men altså, Odysseus kommer jo lige fra Kirke, som han har haft sex med, og er på vej hen til Kalypso, som han også har sex med, så det siger jo noget om hans måde at se verden på,” siger oversætter og “historisk skralder” Sophus Helle i podcasten Mythos. Det er et lyt værd.

“Da jeg så disse tilfælde, begyndte jeg at forstå, at hjemløshed i USA i mindst lige så høj grad handlede om isolation som om materiel fattigdom. […] Der var en følelse af isolation og skam blandt dem, der ikke længere havde et hjem; de følte, at de selv var ansvarlige for deres situation, i stedet for at se sig selv som ofre for et ødelagt system.” Journalist Saumya Roy skriver i The Dial om hjemløshed i USA – og sammenligner situationen i San Francisco med slumkvarterne i Mumbai (som hun tidligere har skrevet en bog om).

Er du også blevet træt af Netflix og nyere masseleflende filmhåndværk, som lidt for ofte er skrevet med tanke på, at folk nok indtager det med spredt opmærksomhed og en smartphone i hånden? Så kan du jo passende gå nostalgisk til værks og hoppe ind på “streamingtjenesten” WikiFlix. Her finder du et hav af gamle film, som er blevet public domain – og derfor lovligt kan ses kvit og frit. Det gælder eksempelvis Fritz Langs mesterværk Metropolis (1927) eller Charlie Chaplins The Gold Rush (1925). Smart nok er det også noget sværere at second screene til en stumfilm.