The New York Times har spurgt en række amerikanske 10-årige børn, hvordan de tror, verden kommer til at se ud i 2050 (blød betalingsmur). Der er få lysglimt i krystalkuglen, som ellers er fyldt med kunstig intelligens, færre venner, 3. Verdenskrig og Donald Trumps ansigt på 200 dollarseddelen.

“Ventetiden blev sværere at acceptere. I takt med at tiden gik, blev noget, der tidligere blot havde været teoretisk, pludselig påtrængende. Jeg studerede ultralydsbillederne som en spøgelsesjæger på udkig efter tegn – på hvem hun mon var, og hvad hun måske allerede vidste.” Millennialgenerationens stemme Lena Dunham er blevet mor. Det har hun skrevet et essay om i Vogue, der handler om mødre og den svære kunst at købe babytøj. Hvorfor bliver alle småpiger klædt ud som malkepiger?

“Endetidsfascisme er en fascisme, som er i dialog med eksistentielle kriser i planetisk målestoksforhold; en fascisme, der tager denne verdens undergang for givet,” forklarer forfatter Naomi Klein. I anledning af den nye bog End Times Facism and the Fight for the Living World har hun og medforfatter Astra Taylor været forbi The New York Times’ podcaststudie og talt med David Marchese om endetidsfascisme, uhellige alliancer på højrefløjen og techgiganter, der arbejder mod verdens undergang.

Byen Predappio, hvor Benito Mussolini blev født og begravet, har længe været afhængig af den henrettede diktator. Han tiltrækker nemlig besøgende, der bidrager til den lokale økonomi. Før 1957 var Mussolinis krop gemt væk i et skab i et kloster, men den kristendemokratiske premierminister Adone Zoli gav diktatorens familie lov til at få de jordiske rester hjem til familiegraven. Siden har op mod 100.000 mennesker besøgt graven hvert år. Det er dog ikke kun nysgerrige turister, men også en del neo-fascister, der kommer på besøg. Journalist Dani Garavelli har besøgt den italienske by dagen før Il Duces fødselsdag. I London Review of Books beretter hun om at befinde sig blandt folk iført nazi-bind og et museums ucensurerede gæstebog: “Den var også fuld af beundrede, racistiske budskaber. Jeg bladrede om til bagsiden, hvor nogen havde tegnet en tegneseriefigur, der smed et hagekors og en økse i en skraldespand. ‘Denne bog er skrald,’ havde vedkommende skrevet. ‘Fuck Benito og fascisterne.’ Nederst, med mindre skrift, havde vedkommende tilføjet: ‘Men det er da et fint museum!’”

Palæstinas Oscar-bud Citizen Osama havde premiere på dette års filmfestival i Venedig, men instruktøren bag filmen, Ahmed Hassouna kunne ikke rejse fra Gaza til Italien. Filmmagasinet Ekko har interviewet Hassouna over skrift: “I løbet af et år ser vi Osama forsøge at være journalist, far og ægtemand på samme tid, mens han lever gennem frygt, fordrivelse og mangel på de mest grundlæggende fornødenheder. Osama er selvfølgelig bare ét eksempel blandt tusinder af palæstinensere, der leder efter mad og sikkerhed, og som forsøger at beskytte deres familie og overleve. Men for mig kan disse små, menneskelige detaljer sige mere om krigen end et bredere portræt. Det er også en vigtig del af det palæstinensiske billede, jeg ønsker at præsentere: et menneske, som elsker livet og holder fast i håbet selv under de mest vanskelige omstændigheder.”

“Nu vidste hun, at hun elskede ham. Hun elskede ham så voldsomt, at resten af verden var forvandlet til en stram, meningsløs knude, bortset fra landskabet, der stadig befandt sig uden for dem, neutralt, med sit orgasmiske sommervejr. Når der ikke var motorbåde, svømmede hun nu sammen med bjørnen, svømmede i timevis, plaskede og fiskede smukke sten til ham, som han med alvorstung mine tog imod og holdt op til sine nærsynede øjne.” En kvinde forelsker sig lidenskabeligt i en bjørn. Weak Press bringer et uddrag af Marian Engels Bjørnen fra 1976, der udkommer på dansk i næste uge.

I sidste uge blev rapperen Macklemore afskediget som opvarmer for popstjernen Ed Sheeran efter at have udtalt sig pro-palæstinensisk ved en koncert. Nu har fire andre opvarmere, herunder Lukas Graham, sagt op på turnéen i solidaritet, og selvom det kan lyde som ligegyldigt kendissladder, er der ifølge Soundvenue mere på spil: “Spørgsmålet er, om den neutrale position stadig er mulig at indtage for en stor popstjerne. Uanset hvor modvilligt, han garanteret har gjort det, er Ed Sheeran jo endt med at vælge side. Eller som Macklemore formulerer det: Der findes ingen neutral position mellem undertrykkeren og den undertrykte.”

Skribenten Adesola Oni-Doings har på sin ‘Yes, it is that deep’-blog taget fat i Lindsey Clancy-sagen – en igangværende retssag om hvorvidt Clancy kan holdes til ansvar for at have slået sine børn ihjel, efter hun blev afvist behandling for en dyb fødselspsykose. Desværre bruger antifeministerne også Clancy som et eksempel på kvinders ‘hormonelle uforudsigelighed’ og dermed en grund til at betvivle kvinders ret til fx at stemme eller besidde lederposter. Oni-Doings giver ikke en døjt for idéen om rettigheder som noget, man gør sig fortjent til: “Det burde være muligt for kvinder at have meninger, som du ikke nødvendigvis er enig i, at begå fejl eller være dårlige mennesker, uden at vores menneskelighed pludselig er til forhandling.”

Kærlighedserklæringer kan fås i mange former – lige fra sonetter til buketter. En mere diskret måde er at sætte et billede af den, man elsker, som baggrunden på sin mobiltelefon. Altså et memento i lommestørrelsesformat meget lig den famøse fotomedaljon eller det klassiske tegnebogsbillede. Konceptet er faktisk en del ældre, end man lige skulle tro. Victoria and Albert-museet i London har lavet en YouTube-video om en smykketrend, som tog 1700-tallets romantikere med storm: øjenminiaturen.

Vi kender vel allesammen den person, der føler sig nedslået over at gå på arbejde, fordi deres indsats kunne erstattes af kunstig intelligens. “Hvad sker der med et samfund og dets erhverv, hvis en hel gruppe af arbejdstagere fra den ene dag til den anden mister troen på deres karriere?” spørger magasinet Noema i et essay om den nedslåethed, der synes at præge folk, der arbejder med teknologi: ‘Hvorfor er alle i tech så triste?’

Tirsdag udkom Naomi Klein og Astra Taylors nye bog End Times Fascism, som vi har pippet om et par gange. Magasinet Cultured har et uddrag fra bogen, hvor de to forfattere beskriver, hvordan Donald Trump har gjort sin politiske eksistens afhængig af Silicon Valley: “Siden han vendte tilbage til Det Hvide Hus, har Trump brudt mange valgkampsløfter, der var vigtige for hans vælgerbase blandt arbejderklassen … Men når det gælder de løfter, han afgav over for Silicon Valley, har han holdt sit ord.”

“Der udbredes i øjeblikket en bestemt fortælling om folkeretten. I sin enkleste form lyder den, at den internationale retsorden er ved at smuldre … Der er noget om den historie. Men der er også en parallel historie, der ikke får samme opmærksomhed, og som peger i næsten den modsatte retning. For faktum er, at internationale domstole aldrig har haft mere travlt.” Essay af de to kriminologiforskere Kyra Wigard og Mikkel Jarle Christensen i Dagbladet Information (gavelink).

US Open er ovre efter kontroverser om irriterende influencere, et slidt stadion og distraherende hashlugt. I sidste ende løb Alexander Zverev med sejren hos herrerne, mens alletiders mest Grand Slam-vindende mandlige tennisspiller Novak Djokovic måtte se sig slået allerede i første runde. Tiden er altså ved at løbe fra Djokeren. Så meget desto bedre grund er der dog til at mindes hans storhed – og hele måden, hvorpå han inkarnerer serbisk trodsighed, også kaldet inat. New Lines Magazine har et godt portræt med fokus på, hvordan Novak Djokovic i høj grad er formet af borgerkrigen og Nato-bombningerne under hans barndom i Beograd.

“Det er et gennemgående tema blandt kvinderne på FOSPA, at naturen ikke er en adskilt størrelse, som kan beskyttes gennem et naturreservat eller en klimamålsætning. En flod er samtidig drikkevand, mad, økonomi, kultur og spiritualitet. De oprindelige folk opfatter sig ikke som opdelte fra naturen, men som en del af et større hele. Vi er alle sammen forbundet, og vores levemåde og handlinger påvirker og er påvirket af hinanden og alle andre.” POV International har en reportage fra det 12. Panamazoniske Sociale Forum (FOSPA) i Ecuador, hvor godt 2.500 deltagere diskuterede bevarelsen af Amazonas – og retten til at blive hørt.

Børn bliver øjensynligt dårligere og dårligere til at læse og regne, og pilen peger for mange bekymrede voksne på forbruget af såkaldt ‘brain rot’-indhold på sociale medier: Meningsløse sjaskevideoer af syngende toiletter og antropomorfe frugter, der ikke leverer meget andet end tom visuel stimuli. Men altså, hvor meget skade gør de egentlig? I et essay i New York Times fortæller forsker i digital kultur Maxi Heitmayer om sin undersøgelse af netop det: “Da vi talte med generation Z’ere om ‘brain rot’, hørte vi velovervejede — om end ubehagelige — udtalelser, der skitserede en generations reaktion på de kulturelle forhold og det overvældende informationsmiljø, den har arvet.”

Det virker åbenlyst, men det er ikke sundt at bruge de fleste af sine dage på at snakke med en computer. Ugentligt viser mere end én million mennesker, der bruger ChatGPT, tegn på mani og mental ustabilitet. I gamle dage troede man, at folk, der blev lidt skøre, havde vokset en sten i hovedet, som gjorde dem vanvittige, og som man kunne tage ud. I dag kan folk få en psykose af ChatGPT. I en ny sæson af podcastserien Black Box møder The Guardian flere personer, der ryger længere og længere ned i et vanvidshul, chatten har skabt, og som tror, de har løst alle verdens hemmeligheder. Man kan tage manden ud af chatten, men det er sværere at få chatten ud af manden.

Han er grundlægger af det tidligere lejesoldatsfirma Blackwater, ville privatisere krigen i Afghanistan og udvikler dronesværme for Ukraine. “Han er kontroversiel selv for amerikanske standarder. Han støttede aktivt Trump og Maga-bevægelsen, men både hans kontrakter og skandalerne … med Blackwater har gjort, at demokrater og progressive ser ham som en utroligt problematisk aktør.” Lektor i krigsstudier Martin Lemberg-Pedersen tegner et farligt medrivende portræt af våbenmilliardær Erik Prince, der har kontrakter og kontakter over hele verden. I Globalnyts podcast Højtryk forklarer han, hvad Prince fortæller os om en verden, hvor private selskaber spiller en større rolle i krig og ikke længere kun byder ind med lejesoldater, men også et “netværk på tværs af forsyningskæder og finansieringsmodeller”.

Den italienske politiker og tidligere EU-kommissær Emma Bonino, der var med til at lovliggøre abort i 1970’ernes Italien, døde i fredags. “Hun var voldsomt stædig — hun røg under hele sin behandling for lungekræft — og gik i sultestrejke, mens hun kæmpede for, at abortpillen skulle gøres tilgængelig i Italien (hvilket skete) og blev anholdt i New York City under AIDS-epidemien i et forsøg på at tvinge byen til at udlevere rene sprøjter til stofmisbrugere,” skriver The New York Times i en nyhed, der fungerer som en udmærket nekrolog over, hvad Bonino var for en:  ‘Jeg hører ikke til på venstrefløjen,’ sagde hun … i 2018, ‘jeg er en ra-di-kal li-be-ral,’ og holdt pause mellem de fleste af stavelserne.” Tirsdag er der statsbegravelse i Rom.

“Så … hvad er dit take?” Den evigt solbrillede komiker Kareem Rahma har forladt metroen og de utallige holdningers helle og er rejst til Damaskus for at tage en taxatur i Syriens hovedstad efter krigens afslutning. Han prajer den tidligere FedEx-chauffør og nuværende turistguide Bashars taxa: “Lad meteret køre, og kør mig hen til dit yndlingssted.” De to mænd og det lille filmhold starter ved en kaffebar fuld af minder og cigaretter og kører rundt i byen, hvor gaderne så smalle, at “katten har mistet sin sol”, som en syrisk talemåde lyder. Det er helt fortryllende godt selskab, især når Bashar dvæler ved de sidste 15 års krig og beslutningen om at tage tilbage til landet for at se sin døende mor og kobler det til ‘Chiqitita’ og hans kærlighed til ABBA.

Sommerens hedebølge fik vandstanden til at falde i Europas næstlængste flod Donau, og op ad mudderet dukkede der en masse vragrester frem fra Anden Verdenskrig. Synet af naziskraldet, der genopstår af det ulækre dynd, har fået Naomi Klein og Astra Taylor til at drage paralleller til nutidens politiske klima: “Det, vi står over for, er ikke en gentagelse af tidligere tiders autoritarisme. I stedet er det dens efterfølger … Vi kalder denne skræmmende nye udvikling for endetidsfascisme.” Vil man forstå deres begreb, skal man vente til næste uge, hvor Klein og Taylors nye bog udkommer.

Det amerikanske retssystem er allerede i gang med at forholde sig til, om en chatbot kan dømmes for retten. Bloomberg undersøger problematikken: “Vi ved, at disse agenter er i stand til at medvirke og tilskynde til skade. Det, vi kæmper med nu – ligesom så mange dommere i middelalderen, der grublede over grisens indre liv – er, hvordan vi skal fordele ansvaret, når de gør det.”

“’Pas på dig selv. Det er der ikke andre, som gør,’ sagde min morfar, når han ansatte nye medarbejdere, for han kendte udmærket de forgiftningssymptomer, som man fik af arbejdet på fabrikken.” Mindeord om Cheminova fra Johanne Mygind, forfatter til bogen Giftig og barnebarn af Aksel Mygind, der i syv år var driftsdirektør på den nu lukkede fabrik, der forurenede grundvandet, ødelagde dyrelivet og øgede kræftforekomsten.

De überrige har ikke tid eller tålmodighed til at lægge et frø i jorden og vente på, at det bliver til et fuldvoksent træ. Hvorfor ikke bare købe et afrikansk baobabtræ for 500.000 dollars? Som Tom Cox, medstifter i et firma, der køber og omplanter nogle af verdens største og tungeste træer, siger til The New York Times: “Folk, der har råd til det, vil have det største, og de vil have det bedste af alt, og de vil have det nu.” Selvom vi godt kan lide, at træer betragtes som værdifulde, føles denne overklassetendens en smule dystopisk.

“Et af de reneste udtryk for vores afmagt over for modernitetens patologier er, at vi altid deponerer dem hos børnene. Forbud mod sociale medier for børn under 15. Kollektiv alarm over elevernes læseevne. Som om vi ikke alle sammen bruger for meget tid på vores telefoner, som om metroen og køen i Netto ikke er fuld af voksne mennesker med nakken bøjet ned over små videoer, hvor der ‘sker noget nyt’. Hele tiden noget nyt. Som om det ikke også rammer forældrenes opmærksomhedevne, som om Netflix ikke er nødt til at lave serier med stadig mere primitive plot, som om børnenes problemer ikke også er vores problemer.” Midt i snakken om Pisa-undersøgelsen, der konkluderede, at danske børn er historisk dårlige til at læse, minder Dagbladet Informations Mathias Sindberg om, at det ikke kun gælder dem.

Københavns Universitet vil bruge 110 mio. kr. på at integrere kunstig intelligens i bl.a. undervisningen. Det har fået tyskstuderende Nina Leonora Himmerslev til at tage det uperfekte sprog i forsvar: “Jeg vil langt hellere læse e-mails, romaner og akademiske opgaver med sproglige fejl og særpræg, end jeg vil læse en død tekst, som er skabt som det mest sandsynlige svar på en prompt. Hver eneste gang, jeg ved et tilfælde snubler ind i en [KI]-produceret tekst, får jeg omgående lyst til at lave hovedspring ned i en pool fyldt med dårlig kommatering, manglende nutids-r og flere sammenblandede ordsprog end i samtlige sæsoner af Paradise Hotel tilsammen.”

Det spøger i Vestbalkan. Mandag blev den dømte krigsforbryder Ratko Mladic begravet i Beograd med en ceremoni, som nogle – bl.a. flere EU-ledere – har pointeret var lige lovligt hyldende med tanke på, at mandens øgenavn var ‘Slagteren fra Bosnien’. Journalisten Anders Stubkjær har været i Sarajevo til sikkerhedskonference, hvor stemningen er presset. “En kvinde, der som barn levede i Sarajevo under belejringen, viste mig og andre rundt i den indre by efter konferencen. ‘Min optimisme har forladt mig’, sagde hun opgivende.”

Jurassic Park-filmtrilogien gjorde måske dinosaurussen til et kulturelt fænomen, men den opfandt ikke dinosaur-filmgenren. Den ære går til ‘Prehistoric Peeps’-stumfilmen fra 1905. Det er dog de færreste, der har set den 121 år gamle film, og det skyldes mest af alt, at filmen hverken er tilgængelig online eller på dvd. Det eneste sted, man kan se den, er på computerne i Det Britiske Filminstituts Ruben-bibliotek i London. Eller sådan var det i hvert fald indtil for nylig. Dinosaur-connaisseur Sergej Bodnartjuk har fået lov til at vise filmen på sin YouTube-kanal – for evigt. Glædelig lillefredag og husk popkorn!

Det siger meget om Donald Trump og MAGA-bevægelsen, at den er så besat af at omdøbe ting. Senest har Trump beordret, at Lake Ontario fremover skal kaldes Lake America – og det er præcis så dumt, at det måske alligevel skal tages seriøst, argumenterer The Ringer: “At kontrollere folks sprog er at kontrollere deres tanker. At Trump-administrationen er ret klodset og dårlig til det, er et kæmpe held; at den er fast besluttet på at annektere ordbogen ét præsidentielt dekret ad gangen, er det stik modsatte.”

“’Ser du på det rent økonomisk, så er Danmark ikke et landbrugsland i dag. Landbruget beskæftiger under 3 procent, og eksporten er under 10 procent, så man kan ikke rent økonomisk sige, at Danmark er et landbrugsland,’ svarer [professor emeritus på Institut for Fødevare-og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet] Niels Kærgård.” Videnskab.dk har gravet lidt gammelt arkivguld frem fra 2021 om landbrugets rolle i Danmark. Mon ikke det nok skal gå med den gødskningslov.

Flere og flere restauranter – i hvert fald i USA – er begyndt at bruge KI-genererede billeder af mad i deres menukort. Resultatet er alt for perfekte burgere og pizzaer, som bizart nok bliver helt uappetitlige at se på. Hvad går det lige ud på? Det forsøger TechCrunch kort at forklare. Eksempelvis spiller det en rolle, at KI-modellerne er trænede på burgerbilleder, som i forvejen pynter på virkeligheden (sådan har jeres Bic Macs jo aldrig set ud, McDonald’s).

Det forbistrede ved klimakrisen er, at det kan virke enormt svært at dække den uden også at gøre den til et abstrakt diplomatisk spørgsmål, der er fedtet ind i mislykkede COP’er på stribe. Så hvordan kommer vi tættere på de mennesker, som faktisk påvirkes af katastrofen? Det grubler journalist Buster Kirchner over i en reportage fra Mozambique: “Efter mødet samles medieteamet på fortovet foran bygningen. For hvad er det for et sprog, vi bruger, når vi adresserer klimaforandringerne? Der er langt fra Climate Adaption og Loss and Damages til kvinden i forstaden, der hverken har formel uddannelse eller job, og hvis hus nu pludselig spises af kystens bølger.”

Følger man med i, hvad der rører sig i KI-land, har det været overordentligt svært at overse den oprørte diskussion om hackerangrebet på KI-platformen Hugging Face. Kort fortalt er det kommet frem, hvordan en række KI-bots fra OpenAI har samarbejdet om at udføre et hackerangreb for at kunne snyde i en træningsopgave, de var blevet stillet – helt uden at OpenAI havde været opmærksomme på komplottet. Så betyder det her, at kunstig intelligens allerede er på vej til at gøre oprør mod menneskeheden? Nok ikke – men mindre kan også gøre det, som den til tider lidt for KI-optimistiske techjournalist Kevin Roose argumenterer. Det vilde er i hvert fald, at botterne øjensynligt er begyndt at organisere sig.

+ Lyt også til podcasten Search Engines gennemgang af Hugging Face-hændelsen.

“Selv hvis han naivt og usandsynligt havde troet, at alt dette foregik lovligt og med samtykke, står vi stadig tilbage med det faktum, at en mand, der gennem hele sit liv havde opbygget et ry som et følsomt forbillede på en moralsk samvittighed, der fordømte rovdyrkapitalismens ondskab, i virkeligheden havde opbygget et årelangt personligt venskab – ikke blot et forretningsforhold eller en professionel kontakt – med en person, der ikke kunne have været en mere åbenlys og bogstavelig legemliggørelse af netop denne kapitalisme.” Magasinet Strange Matters skriver brutalt om, hvordan vi skal betragte Noam Chomsky efter afsløringerne af, at han omgikkes Jeffrey Epstein.

Journalisten Cille Høgh har lavet en reel-reportage fra sidste uges traktordemo til TV 2 Echo, og det har sat gyllen i kog hos de selvudnævnte landbrugseksperter. Mens forskerforagten er dyb foran Christiansborg, giver Høgh demonstranterne igen med fakta – fx da en kvinde siger, at havforureningen ikke kun er landbrugets skyld, og Høgh pointerer, at landbruget står for størstedelen af forureningen. Facebook-kommentarsporet flyder over med mistro, men heldigvis kan man også finde forfatter Mathilde Walter Clarks bedømmelse af indslaget: “Supergod journalist! Bravo!”

“De druknede migranter blev en prop, der gik af en flaske af frustrationer over de udsigtsløse økonomiske og sociale leveforhold, der i årevis har været i byen. Sikkerhedsstyrker sendte store mængder tåregas, eksplosiver og et væld af gummikugler mod demonstranterne. Der er dog meget mere på spil end den migrationsvinkel, der fyldte i medierne. For det synes, som om landet er ved at brænde eller brase sammen, både bogstaveligt og overført.” Oplysende analyse fra Tunesien-eksperterne Rikke Hostrup Haugbølle og Ahlam Chemlali af de protester, der i august bredte sig i grænsebyen Ben Guerdane.

Hvem er Gustavo Dudamel, hvordan vil han gøre klassisk musik til en del af populærkulturen igen, og har det overhovedet nogensinde været elitært? The New York Times’ nyhedspodcast The Daily tegner et portræt af den hypede venezuelanske dirigent og violinist, der har haft sin første uge som musikalsk og kunstnerisk leder for New York Filharmonikerne. “Han udjævner på en måde musikken som kultur og siger, at der ikke findes god og dårlig kunst … Der er to ting, man skal holde øje med. Den ene er, om man, når man tager til en koncert med New York Filharmonikerne, begynder at se færre grå hår.”