Weekend den 25. september

Føljetons verden

Folkets Folkemøde

Den forgangne lørdag blev den anden udgave af Folkets Folkemøde afholdt i Stubbekøbing. Nu er der 362 dage til næste gang. Oliver Stilling, der er en af folkemødets arrangører, afrapporterer og evaluerer det netop overståede folkemøde, mens vi stadig har det præsent.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Ned med datacentrene

I Bramming udspiller der sig i disse måneder en vaskeægte David og Goliat-situation. Sidste år blev det offentliggjort, at techkonglomeraten Microsoft skal bygge et kæmpe såkaldt “datacentercampus” med tre datacentre, to i Varde og ét i Esbjerg Kommune. Sidstnævnte datacenter, det største af de tre, skal fylde 115 hektarer og ligge vest for Bramming op […]

Det bedste vi har set

De nye strammere

Skøn rubrik af Føljetons Lars Trier Mogensen i Dagbladet Information: ‘Gyllecowboys er de nye halalhippier‘. Det handler om reguleringen af landbruget, der har sendt Venstres popularitet helt ned i lavbundsjorden. “Stram, strammere, strammest. Kravet om hårdere regulering breder sig nu fra kvælstof og pesticider til også at omfatte dyrevelfærd og selve størrelsen på svineproduktionen … Den nye spejling af strammere og slappere er bestemt ikke sket tilfældigt. Tværtimod er det langt hen ad vejen de gamle tabere, som nu har lært af deres fejltagelser og skyder tilbage med de stærkere virkemidler, som udlændingestrammerne i sin tid brugte mod dem.”

Jeg hedder Finn, og jeg kommer ind

“Det var ikke let at sige hvorfor Maria var blevet kærester med Mark. Han havde spurgt om de skulle være det, og hun havde svaret ja. De havde været til fest hos Regitze, havde kysset i køkkenet, havde kysset dybt eller måske intenst yderligt, med stor styrke i hvert fald, og Maria, som hidtil kun havde kysset med sine veninder, havde syntes godt om hans skægstubbe som kradsede, følelsen af skade, en vis skadevirkning, svien der endda vedblev dagen efter, det interesserede hende, ja faktisk slog det hende som noget fænomenalt. Men det var ikke dér Mark spurgte, det var først flere måneder efter.” Lige om lidt udkommer Asta Olivia Nordenhof med tredje bind i fortællingen om Scandinavian Star. Maria, Atlantis hedder bogen, som er en “litterær romantasy”. Altid skønne Weak Press bringer et uddrag.

Jernhænder i fløjlshandsker

En “jernhånd i en fløjlshandske” beskriver måske meget godt kvinderne bag diktatorerne. I tilfældet den tidligere filippinske førstekvinde Imelda Marcos – hvis mand Ferdinand Marcos’ 30-årige regime begik utallige menneskerettighedskrænkelser med statsansatte torturbødler – var det dog ikke handsker, men derimod dyre sko, hun foretrak. 3.000 styks. Fashionpodcasten Nymphet Alumni snakker i denne om diktatorfruernes stil, den franske kong Louis XV’s moderigtige elsker Madame de Pompadours historiske eftermæle og den særligt ‘damede’ æstetik. “Husk nu, at mange af dem var krigsforbrydere,” bliver man påmindet.

Ikke opad, kun tilbage

“Hvis der havde fandtes en dating-app i 1950’erne, ville man nok forvente, at den lignede Upward. Med funktionen ‘chivalry mode’ kan brugerne indstille det sådan, at manden i et heteroseksuelt match sender den første besked til kvinden. Med ‘marriage timeline’ kan de angive, hvor hurtigt de ønsker at blive gift … Der er ikke tale om en fejl i rum-tid-kontinuummet, hvor det 20. århundrede folder sig ind i det 21. århundrede. Det er derimod det nyeste store projekt fra Match Group – virksomheden, der ejer en lang række datingapps, herunder Hinge og Tinder.” The Atlantic om datingappen Upward, der før var målrettet kristne, men som i denne uge er blevet lanceret til “den næste generation af traditionalister”.

To uger i Nouakchott og Nouadhibou

“Vi står der stadig, da tre biler holder ind. En medtaget rød Mercedes, efterfulgt af to gendarmer i grønne uniformer, der nikker til den kommunale repræsentant. På en orange båre ligger en hvid plastikligpose, der er let åben. Et lig er netop ankommet. Mændene, der kom i bilerne, er fra lokalsamfundet – de er her for at forsøge at identificere det. Sådan ser EU’s migrationspartnerskaber ud set fra virkeligheden.” De to danske forskere Ahlam Chemlali og Signe Marie Cold-Ravnkilde skriver fra Marutianien, som EU-Kommissionen for to år siden underskrev en 210 mio. euro dyr migrationsaftale med. Hos mediet Africa Is a Country.

Det er for dit eget bedste, skat

“Vidste du godt, min skole var så dårlig, da du besluttede, at jeg skulle gå her?” Den Pulitzerprisvindende journalist Nikole Hannah-Jones, der stod bag det fænomenale 1619-projekt om slavegjorte afroamerikanere, tog for et årti siden en beslutning på vegne af sin datter: Hun sendte hende i en lavindkomstskole og den slags skole, som mange sorte amerikanere – selv dem fra middelklassen – ender med at gå på i en kombination af boligmæssig segregation og “akademisk” udvælgelse. Ti år senere er hendes datter skuffet over de dårligere muligheder, hendes mor har givet hende. Hannah-Jones skriver om datterens vrede og New Yorks fortsatte problem med racesegregerede skoler i The New York Times (meget blød betalingsmur).

Spisesedlen

Regeringen, Danske Regioner og KL præsenterer ny akutplan for børne- og ungepsykiatrien.

Mens regeringen også vil styrke politiet og PET med 800 mio. kr.

Novo (nu ikke længere Nordisk) indgår aftale med den svenske medicinalvirksomhed Nanexa til en værdi af 8,7 mia. kr.

USA vil hjælpe Elon Musk med at bekæmpe EU-bøde til X på 140 mio. dollars.

Oscar-vinder Susan Sarandon og Emmy-vinder Hannah Einbinder blandt berømtheder anholdt under protester i New York mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu.

Frankrig vil sende militær til Saudi-Arabien for at beskytte vigtig olierute.

Kinas præsident Xi Jinping afslutter bombastisk statsbesøg i USA.

Et sidste ord

Måske er det bare ikke meningen, at køleskabe skal have firmware-updates.

Føljeton holder dig opdateret igen på mandag – rigtig god weekend!

Torsdag den 24. september

Falsterske forbindelser

Omar Hasan fra Gaza Grill åbner døre på Falster.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

For tomme sale

“Er det første gang, du møder en borgmester?” spørger Zohran Mamdani en vel seks-syv-årig pige på den internationale skole P.S. 59 Beekman Hill i New York. Straks leder han opmærksomheden væk fra sig selv: “Har du nogensinde mødt en statsminister?” Ved sin side har Mamdani Norges statsminister Jonas Gahr Støre. Besøget på skolen, der fandt […]

Det bedste vi har set

Upålidelig kollega

Det er vist stadig en åben diskussion, hvor meget mere effektive arbejdspladser bliver med kunstig intelligens. Ifølge en ny medlemsundersøgelse lavet af Dansk Magisterforening gælder det i hvert fald om at holde maskinen i ørerne, hvis ikke de ansatte skal have ørerne i maskinen: “41 procent af DM’s medlemmer svarer i en ny undersøgelse, at de bruger meget tid på at kvalitetssikre og rette det, AI kommer med. Og 32 procent har oplevet AI-fejl, som havde eller kunne have haft alvorlige konsekvenser.”

Skoletaske-fortællinger

Har du nogensinde undret dig over, hvad børn mon har i deres skoletasker? Nej? Det er nok meget godt, men Yahoo! Life er altså alligevel på sagen med en skør lille feature om præcis det. De har set ned i 11 amerikanske børns skoletasker og kan nu gøre status over alt det, Gen Alpha tilsyneladende finder essentielt: “Ud over notesbøger, bærbare computere og skole-ID-kort finder du Laneige-lipgloss, Touchland-hånddesinfektionsmiddel og Hero-bumseplastre. Der er masser af LoveShackFancy, for ikke at nævne Squishmallows, Pokémon, Roblox-brainrot og squishies.”

Bogen kan ikke dræbes

“I sidste ende kan bogen meget vel vise sig at være for sejlivet til, ja, at man bare kan afskrive den. Og den bedste måde, man kan bevise det på, er selvfølgelig at købe et par stykker.” Folk læser mindre og dårligere, hvilket har fået The Times-klummeskriver James Marriott til at råbe vagt i gevær og skrive – ironisk nok – den nyligt udkomne bog The New Dark Ages – The End of Reading and the Dawn of a Post-Literate Society. Men er læsekrisen virkelig så slem, som alle går og siger? Det forsøger boghandler Tom Rowley at nuancere i sit Substack-nyhedsbrev. Ligesom han smart nok opfordrer til, at vi altså bliver ved med at købe dem.

Spisesedlen

Føderal dommer afgør, at CNN, MS Now og Politico skal have adgang til Det Hvide Hus.

Israels valgkomité har vedtaget at udelukke de arabiske valgalliancer Ra’am og Fælleslisten fra det kommende valg.

Harvey Weinstein idømmes 15 års fængsel for seksuelt overgreb mod en kvindelig produktionsassistent i 2006.

Mindst 61 ulvehvalpe er blevet født i Danmark i år, vurderer forskere.

Otte sømænd ombord på det amerikanske flådeskib USS Abraham Lincoln udstationeret i Iran har forsøgt at begå selvmord.

Unge mellem 16-29 år, der er uden for beskæftigelse og uddannelse, har oftere psykiske lidelser.

KI-agent fra OpenAI har hacket en portal med data fra Australiens offentlige sundhedsforsikring Medicare, siger landets premierminister Anthony Albanese.

Nærsynet

Intet for mig her

Partiet for Autenticitet og Modernitet (PAM), der blev stiftet i 2008 af en af kong Mohammad VI’s rådgivere, har fået flest stemmer ved det marokkanske valg og ifølge de foreløbige resultater sikret sig 97 af parlamentets 395 pladser. 38 pct. af de stemmeberettigede marokkanere var onsdag forbi stemmeurnerne i et valg præget af økonomisk ulighed […]

Et sidste ord

Øhm… ny sport?

Onsdag den 23. september

Ild og sindsbevægelse

Danh Vo havde sagt, han var bortrejst på Folkets Folkemøde. Men pludselig var han der alligevel – for at lave bål.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Trump-fred i vor tid

Frygten er vel altid at lave en Neville Chamberlain. At gentage den britiske premierministers berygtede bommert, hvor han efter at have underskrevet Münchenaftalen med Adolf Hitler natten til den 30. september 1938 – en aftale, der formelt tillod Nazityskland at overtage Sudeterlandet, som ellers var en del af Tjekkoslovakiet – stillede sig op ved 10 […]

Det bedste vi har set

Mental sundhed i middelalderen

“Ligesom vi i dag bekymrer os om stress, var man i middelalderen klar over, at for stort ansvar kunne gøre en person syg, og man mente, at mænd med høj status var særligt udsatte,” skriver historikeren Katherine Harvey i Aeon. Selvom de ikke havde diagnoserne, som vi kender i dag, viser gamle dagbøger, at folk var stressede, ængstelige – fx omkring den sorte død – og deprimerede. Mens noget af middelalderens medicin, herunder strudselever eller saffron, nok ikke er kuren til et godt mentalt helbred, var der også mange forebyggende remedier, som vi bruger i dag – og måske burde benytte os af i højere grad: Motion, hænge ud i haver, samvær, kunst og musik.

Udødelige Annie Dillard

For en uge siden døde den amerikanske forfatter Annie Dillard, som vandt Pulitzerprisen for bogen Pilgrim at Tinker Creek, 81 år gammel. Men hendes stemme lever videre, skriver The New York Times Magazine: “Ingen skrev sætninger som hende: tætte, musikalske, slagkraftige, mærkelige. ‘De gamle brosten var blege, pukkelryggede ovaler som brød,’ skriver hun om gaderne i Pittsburgh. Hun elskede at trække ord ud af deres normale sammenhæng og sætte dem ind, hvor de ikke hører hjemme, hvilket skabte små overraskelser: ‘Himlen kvæles af træer.’ Hun var fremragende til sammenligninger, og hun anvendte dem, ligesom hun gjorde alt andet, uden den mindste tilbageholdenhed: ‘At se en delvis solformørkelse har samme forhold til at se en total solformørkelse, som at kysse en mand har til at gifte sig med ham, eller som at flyve i et fly har til at falde ud af et fly. Selvom den ene oplevelse går forud for den anden, forbereder den dig på ingen måde på den.’”

Sygdom eller vilkår?

Til den rutinemæssige nakkefoldsscanning fandt journalist på Zetland Helle Fuusager ud af, at hendes fosters hjerte ikke længere bankede og blev efterladt med række spørgsmål: “Er det et tab? Eller bare naturens gang? Og hvad er det overhovedet, jeg har mistet? Har jeg mistet et barn, en fremtidsdrøm eller ingenting?” Det viser sig, at disse spørgsmål er en del af et større opgør i den danske sundhedsverden. “For mig er det at udskille syge fostre ikke en sygdom,” siger overlæge og chef på Rigshospitalet Øjvind Lidegaard til Fuusager. “Det er et vilkår, og den anden skole vil med djævlens vold og magt kalde det en sygdom.”

Spisesedlen

Mere end 450.000 mennesker forventes ifølge klimaforskere at miste livet af El Niño i løbet af de kommende seks måneder.

Nationalbanken spår, at Danmarks BNP vil vokse med 4,0 pct. i 2026.

CNN, Politico og MS NOW sagsøger Donald Trump, efter han har nægtet medierne adgang til Det Hvide Hus.

Regeringen indfører midlertidigt stop for ny svineproduktion.

Canadas premierminister Mark Carney lover 100 mio. dollars i nødhjælp til Palæstina.

Antallet af internt fordrevne personer i Yemen som følge af fornyede kampe i landet kan risikere at overstige 230.000, advarer FN.

Anklagemyndigheden i Paris har igangsat strafferetlig undersøgelse af mistanke om seksuel chikane i offentligheden med brug af “smartbriller”.

Nærsynet

Auf wiedersehen, Friedrich?

“Problemet med Friedrich Merz er, at når tingene bliver svære, så gør han dem endnu sværere,” lyder det i Politico om den tyske kansler, hvis uge (og år) bliver ved med at gå fra ondt til værre. Efter endnu en sejr til Alternative für Deutschland og et nederlag til Merz’ CDU ved weekendens valg i […]

Et sidste ord

Har du et yndlingspas?

Uanset hvad, så à demain !

Tirsdag den 22. september

Vi er her alle sammen

Poul Nyrup Rasmussen fik alle med, da han åbnede Folkets Folkemøde.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Politivold på tapetet

På det britiske museum i London er der sket noget besynderligt. Blandt de mere end otte millioner genstande, som stort set alle sammen er plyndret andetsteds, har museet efter næsten et årtusinde – og omkring ét århundredes kamp – fået et stykke reelt britisk historie udstillet. Bayeux-tapetet er kommet til byen. Efter at have ignoreret […]

Det bedste vi har set

Sult, lyst og moderskab

“Inden for ‘moderskabsinstitutionen’ – en patriarkalsk ramme af underkastelse og kontrol adskilt fra den levede oplevelse af moderskabet … – bliver en kvinde sekundær til sit ufødte barns overlevelse. Mine madlyster er selviske, og jeg bliver spurgt, hvorfor jeg ikke bare kan vente ni måneder med at tilfredsstille min cravings.” Madskribenten Allison Tan – alias Sapphire Ketchup – har skrevet et essay til onlinemagasinet O.cult om skam, graviditetscravings og selvoptagethed.

Den amerikanske sygeforsikringsmafia

Nyhedssatireshowet Last Week Tonight med John Oliver er tilbage efter en måneds ferie. Som sædvanlig ligger afsnittet gratis tilgængeligt på YouTube dagen efter, det er blevet sendt på HBO. I søndagens afsnit zoomer han ind på den private sygeforsikring UnitedHealth Group, USA’s tredjestørste virksomhed. I ‘the land of the free’ er der nemlig ingen mere fri end et monopolistisk, profitsøgende firma. Det er svært ikke at tilslutte sig John Olivers forhåbninger om at UnitedHealth Group “[får] eksplosiv diarré. Ikke kun for én nat, men hver evig eneste nat”.

Abstrakt kunst eller abestreger

Videnskab.dk har udgivet et nyt afsnit af podcasten ‘Brainstorm’. Her undersøger værterne Anne Sophie Thingsted og Nana Elving Hansen 100.000 år gamle streger på sten og æggeskaller fundet i to grotter i Sydafrika. Og selvom lidt grus og køkkenaffald kan lyde ligegyldigt, viser fundene noget helt specielt. Nemlig selve menneskehjernens udvikling: “De streger, som vores forfædre lavede på sten og æggeskaller, kan man se som […] en forlænget del af deres sind, eller mere præcist, deres kognition.”

Spisesedlen

Donald Trump har historisk lav vælgeropbakning forud for midtvejsvalget i november.

Syv ud af ni planetære grænser er mere overskredne end nogensinde før, advarer forskere.

El Niño slår temperaturrekord flere måneder før dens forventede højdepunkt.

Langeland Kommune, en af Danmarks fattigste, indgår budgetaftale med store besparelser. Det betyder bl.a. færre voksne i SFO’erne og sjældnere rengøring hos ældre.

Metroselskabet vil føre den nye metrolinje M5 gennem et område, hvor den truede og beskyttede grønbrogede tudse potentielt lever.

Tusindvis af mennesker fra regionen Extrême-Nord i Cameroun er flygtet efter et angreb, der tilskrives Nigerias militante islamistiske gruppe Boko Haram.

Den canadiske provins British Columbia sagsøger OpenAI for ikke at indberette en gerningsmands bekymrende interaktioner med ChatGPT forud for skoleskyderi.

Nærsynet

Krig, kunstig intelligens og klimaforandringer

Tirsdag kl. 10:40 New York-tid skal USA’s præsident Donald Trump, landsstyreformand Jens-Frederik Nielsen og statsminister Mette Frederiksen (S) underskrive en ny aftale om Grønland. Det sker i FN-bygningen, hvor verdens ledere frem til fredag skal diskutere nogle af de største udfordringer, som verden står overfor i forbindelse med FN’s generalforsamlings 81. samling. + Krig: “De, […]

Et sidste ord

Stem på den brune bjørn i Alaska, som har taget mest på forud for vinterdvalen.

Mandag den 21. september

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Bare et stykke papir

Kan Donald Trump overholde en aftale? “Det går jeg da ud fra, at alle vil gøre,” siger statsminister Mette Frederiksen (S) til DR. Søndag rejste Frederiksen og Grønlands regeringschef Jens-Frederik Nielsen til New York, hvor de i forbindelse med FN’s generalforsamlings 81. samling skal underskrive en endnu hemmeligholdt aftale om Grønland. Ifølge Trump vil aftalen […]

Det bedste vi har set

Ingen spoilere

Wired interviewer forfatter Emily St. John Mandel, som står bag bestsellerbogen Station Eleven om tiden efter en influenzapandemi, der har hærget verden. Bogen udkom i 2014, og efter corona blev hun kendt som en pandemiprofet. Mandel er aktuel med en ny roman, og denne gang forestiller hun sig to mulige fremtider for USA: En totalitær stat og kaos efter en borgerkrig. Hun begyndte at skrive i 2022 – før Trump 2.0 – og undervejs har hendes kone været nervøs for, om virkeligheden ville spoile fiktionen.

Roadtrip på Trumps motorvej

Marokko har navngivet en 1.055 km lang motorvej efter Donald Trump, nok fordi han i 2020 anerkendte Marokkos suverænitet over det omstridte område Vestsahara. Ifølge Politico, der har roadtrippet langs motorvejen, siger den en del om Vestsaharas fremtid. Det ser ikke godt ud.

En Sontag til alt

Forlaget A Mock Books podcast Det planetariske bibliotek har fået besøg af Informations Bodil Skovgaard Nielsen til en snak om den amerikanske kritiker Susan Sontag og værket Om sygdom (1978). Bogen udkom i sommer i dansk udgave med forord skrevet af Skovgaard Nielsen. Som forlægger Karsten Wind Meyhoff pointerer i podcasten: Der findes et Sontag-essay til stort set alt. Det lever vi også efter her på kontoret:

+ Genlæs Anders Rod Thomsens essay om Snapchat og Susan Sontags Om fotografi. 

++ Eller Emilie Ewalds anmeldelse af filmen The Substance og Sontags geniale essay On the Double Standard of Aging. Essayet dukker også op i Astrid Plums anmeldelse af Yorgos Lanthimos film Poor Things.

+++ Og her Sontags essay ‘Fascinating Fascism’ fra 1975 om fascistisk æstetik, KI-slop og kropspolitik i nutidens USA.

Spisesedlen

Alternative für Deutschland får 38,2 pct. af stemmerne ved søndagens delstatsvalg i Mecklenburg-Vorpommern. Venstrefløjspartiet Die Linke får 25,7 pct. i Berlin.

DR Congo påbegynder vaccinationer af landets sundhedsarbejdere for at bekæmpe ebolavarianten Bundibugyo.

England og Wales vil oprette specialretssale for sager om voldtægt og seksuelle overgreb.

New York Citys klimauge begynder. Blandt deltagerne er Københavns overborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Regeringen, Venstre, Liberal Alliance og De Konservative afsætter 1.922 mio. kr. til at kompensere landbruget for den nye kvælstofreguleringsmodel i 2027.

Dyrenes Beskyttelses internater har over sommeren set en stigning i antallet af indleverede katte sammenlignet med sidste år.

Haiti har udleveret 18 fanger til USA, hvor de skal stilles for retten for deres påståede medvirken til mordet på Haitis præsident Jovenel Moise i 2021.

Nærsynet

Lys- og skyggesymbolik

Den amerikanske skofabrikant Converse har udstedt en undskyldning og trukket en kampagne tilbage efter beskyldninger om både lynching- og Ku Klux Klan-symbolik i et reklamebillede postet på Converses internationale Instagram-profil. På billedet ses en model i en lang, hvid nederdel, som holder et par Converse-sneakers i den ene hånd. Et stjerneformet spotlight former et trekantet lys […]

Et sidste ord

Kan du lave et skateboard – eller hvad end dagens prompt er – ud af sten?

Ses i morgen!

Weekend den 18. september

Føljetons verden

Alt er fanfiction

Engang var fanfiction en hemmelighed på det dunkle internet. Nu er det efterhånden så normalt, at selv kendisser indrømmer, at de skriver fanfiction. Men hvad sker der, når fiktionen kommer ud i virkeligheden?

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Indenlandsk indblanding

Der er noget creepy ved dukker med deres påmalede øjne, som ikke blinker, men alligevel kigger på én. Selv EU er bange for dukker, eller i hvert fald russiske Matrjosjka, bedre kendt som Babushka-dukker. Den russiske informationsmanipulationskampagne Matrjosjka tilskrives desinformation rettet mod tyske delstatsvalg, Frankrigs centristiske præsidentkandidater og midtvejsvalget i USA. Matrjosjka går også under […]

Det bedste vi har set

Pigepræsident, undervandshuse, 3D-pasta

The New York Times har spurgt en række amerikanske 10-årige børn, hvordan de tror, verden kommer til at se ud i 2050 (blød betalingsmur). Der er få lysglimt i krystalkuglen, som ellers er fyldt med kunstig intelligens, færre venner, 3. Verdenskrig og Donald Trumps ansigt på 200 dollarseddelen.

Et barn klædt i Sonia Rykiel

“Ventetiden blev sværere at acceptere. I takt med at tiden gik, blev noget, der tidligere blot havde været teoretisk, pludselig påtrængende. Jeg studerede ultralydsbillederne som en spøgelsesjæger på udkig efter tegn – på hvem hun mon var, og hvad hun måske allerede vidste.” Millennialgenerationens stemme Lena Dunham er blevet mor. Det har hun skrevet et essay om i Vogue, der handler om mødre og den svære kunst at købe babytøj. Hvorfor bliver alle småpiger klædt ud som malkepiger?

Hvilken fascisme er det nu?

“Endetidsfascisme er en fascisme, som er i dialog med eksistentielle kriser i planetisk målestoksforhold; en fascisme, der tager denne verdens undergang for givet,” forklarer forfatter Naomi Klein. I anledning af den nye bog End Times Facism and the Fight for the Living World har hun og medforfatter Astra Taylor været forbi The New York Times’ podcaststudie og talt med David Marchese om endetidsfascisme, uhellige alliancer på højrefløjen og techgiganter, der arbejder mod verdens undergang.

Det er da et fint museum!

Byen Predappio, hvor Benito Mussolini blev født og begravet, har længe været afhængig af den henrettede diktator. Han tiltrækker nemlig besøgende, der bidrager til den lokale økonomi. Før 1957 var Mussolinis krop gemt væk i et skab i et kloster, men den kristendemokratiske premierminister Adone Zoli gav diktatorens familie lov til at få de jordiske rester hjem til familiegraven. Siden har op mod 100.000 mennesker besøgt graven hvert år. Det er dog ikke kun nysgerrige turister, men også en del neo-fascister, der kommer på besøg. Journalist Dani Garavelli har besøgt den italienske by dagen før Il Duces fødselsdag. I London Review of Books beretter hun om at befinde sig blandt folk iført nazi-bind og et museums ucensurerede gæstebog: “Den var også fuld af beundrede, racistiske budskaber. Jeg bladrede om til bagsiden, hvor nogen havde tegnet en tegneseriefigur, der smed et hagekors og en økse i en skraldespand. ‘Denne bog er skrald,’ havde vedkommende skrevet. ‘Fuck Benito og fascisterne.’ Nederst, med mindre skrift, havde vedkommende tilføjet: ‘Men det er da et fint museum!’”

Menneskelige detaljer

Palæstinas Oscar-bud Citizen Osama havde premiere på dette års filmfestival i Venedig, men instruktøren bag filmen, Ahmed Hassouna kunne ikke rejse fra Gaza til Italien. Filmmagasinet Ekko har interviewet Hassouna over skrift: “I løbet af et år ser vi Osama forsøge at være journalist, far og ægtemand på samme tid, mens han lever gennem frygt, fordrivelse og mangel på de mest grundlæggende fornødenheder. Osama er selvfølgelig bare ét eksempel blandt tusinder af palæstinensere, der leder efter mad og sikkerhed, og som forsøger at beskytte deres familie og overleve. Men for mig kan disse små, menneskelige detaljer sige mere om krigen end et bredere portræt. Det er også en vigtig del af det palæstinensiske billede, jeg ønsker at præsentere: et menneske, som elsker livet og holder fast i håbet selv under de mest vanskelige omstændigheder.”

Kvinden der ville gøre det umulige

“Nu vidste hun, at hun elskede ham. Hun elskede ham så voldsomt, at resten af verden var forvandlet til en stram, meningsløs knude, bortset fra landskabet, der stadig befandt sig uden for dem, neutralt, med sit orgasmiske sommervejr. Når der ikke var motorbåde, svømmede hun nu sammen med bjørnen, svømmede i timevis, plaskede og fiskede smukke sten til ham, som han med alvorstung mine tog imod og holdt op til sine nærsynede øjne.” En kvinde forelsker sig lidenskabeligt i en bjørn. Weak Press bringer et uddrag af Marian Engels Bjørnen fra 1976, der udkommer på dansk i næste uge.

Spisesedlen

Endelig stemmeoptælling ved det svenske valg giver sejren til rød-grøn blok.

Pisa-testen vil fremover kun blive lavet hvert fjerde år.

71.080 borgere er ifølge Motorstyrelsen blevet ramt af af sikkerhedsbrud i Motorregistret.

Bus- og letbanebilletter vil fra næste år koste 15 kroner i Aarhus.

Forskere har opdaget en ny katteart i Bolivia.

Indonesien har fået sit første hangarskib.

Silkeborg, Vordingborg, Haderslev og Thisted bliver nye værtsbyer for Royal Run.

Et sidste ord

Skraldet.

God weekend!

Torsdag den 17. september

Fanfictions Panama-papirer

Fanfiction var begyndelsen på kunstig intelligens, men bliver kunstig intelligens enden på fanfiction?

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Kunstig dommedagstænkning

Allerede i Antikken forstod man, at alt må gøres med måde. Der må være en balance mellem at drikke sig så stangvissen i honningsødet vin, at man ikke kan få sin toga ordentligt på, og omvendt at være så afholdende, at man helt undlader at holde skåltaler om kærlighedens natur i et venskabeligt symposie. På […]

Det bedste vi har set

Kunsten at vælge side

I sidste uge blev rapperen Macklemore afskediget som opvarmer for popstjernen Ed Sheeran efter at have udtalt sig pro-palæstinensisk ved en koncert. Nu har fire andre opvarmere, herunder Lukas Graham, sagt op på turnéen i solidaritet, og selvom det kan lyde som ligegyldigt kendissladder, er der ifølge Soundvenue mere på spil: “Spørgsmålet er, om den neutrale position stadig er mulig at indtage for en stor popstjerne. Uanset hvor modvilligt, han garanteret har gjort det, er Ed Sheeran jo endt med at vælge side. Eller som Macklemore formulerer det: Der findes ingen neutral position mellem undertrykkeren og den undertrykte.”

Rettigheder til forhandling

Skribenten Adesola Oni-Doings har på sin ‘Yes, it is that deep’-blog taget fat i Lindsey Clancy-sagen – en igangværende retssag om hvorvidt Clancy kan holdes til ansvar for at have slået sine børn ihjel, efter hun blev afvist behandling for en dyb fødselspsykose. Desværre bruger antifeministerne også Clancy som et eksempel på kvinders ‘hormonelle uforudsigelighed’ og dermed en grund til at betvivle kvinders ret til fx at stemme eller besidde lederposter. Oni-Doings giver ikke en døjt for idéen om rettigheder som noget, man gør sig fortjent til: “Det burde være muligt for kvinder at have meninger, som du ikke nødvendigvis er enig i, at begå fejl eller være dårlige mennesker, uden at vores menneskelighed pludselig er til forhandling.”

Sovekammerøjne

Kærlighedserklæringer kan fås i mange former – lige fra sonetter til buketter. En mere diskret måde er at sætte et billede af den, man elsker, som baggrunden på sin mobiltelefon. Altså et memento i lommestørrelsesformat meget lig den famøse fotomedaljon eller det klassiske tegnebogsbillede. Konceptet er faktisk en del ældre, end man lige skulle tro. Victoria and Albert-museet i London har lavet en YouTube-video om en smykketrend, som tog 1700-tallets romantikere med storm: øjenminiaturen.

 

Spisesedlen

De dødelige oversvømmelser i Nepal og Tibet skyldtes bl.a. menneskeskabte klimaforandringer, konkluderer forskere i et nyt studie.

Ifølge FN’s Meteorologiske Verdensorganisation er det globale vandkredsløb blevet mere og mere ustabilt og uforudsigeligt.

Forebyggelsestiltag mod HIV i Danmark har haft gavnlig effekt, viser nye tal fra Statens Serum Institut. Halvdelen af alle tilfælde diagnosticeres dog fortsat for sent.

Fiji erklærer national krise efter kraftig stigning i antallet af HIV-smittede. Ifølge UNAIDS er smitteantallet 12-doblet siden 2010.

Amerikanske soldater har lavet “tekniske undersøgelser” af landingsbanen og andre mulige militære basefaciliteter ved Narsarsuaq i Grønland, viser DR-optagelser.

Københavns Kommune genopliver ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til at reducere eksponeringen for luftforurening.

Den amerikanske centralbank hæver renten for første gang i tre år.

Nærsynet

En indøvet sejrssang

Fra fredag til søndag skal det russiske folk stemme om, hvem der skal sidde i det russiske parlament, Dumaen. I virkeligheden er der dog kun ét rigtig emne på stemmesedlen: Krigen i Ukraine. Over de seneste par måneder har Putin nemlig brugt en del ressourcer på at forhindre kandidater fra partiet Yabloko – det parti, […]

Et sidste ord

Ellers en god forretningsidé: En håndsæbe med bakterier, så du kan vaske hænder for evigt.

Onsdag den 16. september

“Folk forstår det ikke”

Man kan ikke snakke fanfiction uden at snakke om fans og fankultur. Både den gode og den knap så gode.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

En unik alliance

Onsdag morgen sad der en ny skikkelse på tilskuerrækkerne i Strasbourg. “Jeg har min kuglepen med, så jeg kan tage noter,” sagde Canadas premierminister Mark Carney som en begejstret skoledreng. Det er første gang, han er blevet inviteret til plenarsamling i den østfranske by af EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen. Hendes årlige State of […]

Det bedste vi har set

Kollektiv desillusion

Vi kender vel allesammen den person, der føler sig nedslået over at gå på arbejde, fordi deres indsats kunne erstattes af kunstig intelligens. “Hvad sker der med et samfund og dets erhverv, hvis en hel gruppe af arbejdstagere fra den ene dag til den anden mister troen på deres karriere?” spørger magasinet Noema i et essay om den nedslåethed, der synes at præge folk, der arbejder med teknologi: ‘Hvorfor er alle i tech så triste?’

Trumps korthus

Tirsdag udkom Naomi Klein og Astra Taylors nye bog End Times Fascism, som vi har pippet om et par gange. Magasinet Cultured har et uddrag fra bogen, hvor de to forfattere beskriver, hvordan Donald Trump har gjort sin politiske eksistens afhængig af Silicon Valley: “Siden han vendte tilbage til Det Hvide Hus, har Trump brudt mange valgkampsløfter, der var vigtige for hans vælgerbase blandt arbejderklassen … Men når det gælder de løfter, han afgav over for Silicon Valley, har han holdt sit ord.”

En ufuldstændig fortælling

“Der udbredes i øjeblikket en bestemt fortælling om folkeretten. I sin enkleste form lyder den, at den internationale retsorden er ved at smuldre … Der er noget om den historie. Men der er også en parallel historie, der ikke får samme opmærksomhed, og som peger i næsten den modsatte retning. For faktum er, at internationale domstole aldrig har haft mere travlt.” Essay af de to kriminologiforskere Kyra Wigard og Mikkel Jarle Christensen i Dagbladet Information (gavelink).

Spisesedlen

Luftforurening er forbundet med en øget risiko for selvmord og selvmordstanker, viser international forskning.

Knap 100.000 mennesker i Yemen er for nylig blevet fordrevet på grund af den militære eskalering i landet.

USA’s krig i Iran har indtil videre kostet landet over 38 mia. dollars, altså omkring 246 mia. kr.

59 pct. af danske virksomheder med over 10 ansatte benytter kunstig intelligens, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Og virksomheder, der gør brug af kunstig intelligens, ansætter færre nye medarbejdere, viser en analyse fra Nationalbanken.

Kosovos tidligere præsident Hashim Thaçi idømmes 25 års fængsel for krigsforbrydelser.

Tyrkiets politi anholder mindst 150 demonstranter, der var samlet foran en retsbygning i Istanbul for at kræve løsladelsen af LGBTQ+-aktivister.

Nærsynet

Sam siger, stol på os!

Disse dage sludrer Silicon Valleys techchefer endnu en gang om, hvorvidt teknologien, som de poster milliardvis af dollar i at udvikle – kunstig intelligens – kommer til at destruere menneskeheden. Flere refererer til cyberangrebet mod virksomheden Hugging Face i sommer, som OpenAI tog ansvaret for. Eller det vil sige, OpenAI skød skylden på deres KI-model. […]

Et sidste ord

100.000 mennesker i Japan er over 100 år gamle.

Tirsdag den 15. september

En fanfiction er en fanfiction er en fanfiction

Fanfiction bliver notorisk set som noget ufint og usejt. Men hele litteraturhistorien er propfuld af den.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Kongen af Lillebritannien

“Jeg tror, at [Storbritanniens premierminister Andy Burnham] bliver den sidste premierminister af ‘Det Forenede Kongerige’”, lød spådommen mandag fra Skotlands førsteminister John Swinney. Den kom efter, at han og førsteministrene fra Nordirland og Wales – Michelle O’Neill og Rhun ap Iorwerth – havde mødtes i Cardiff for at diskutere de tre nationers fremtidige samarbejde uden […]

Det bedste vi har set

Hvordan fik Djokeren sine ar?

US Open er ovre efter kontroverser om irriterende influencere, et slidt stadion og distraherende hashlugt. I sidste ende løb Alexander Zverev med sejren hos herrerne, mens alletiders mest Grand Slam-vindende mandlige tennisspiller Novak Djokovic måtte se sig slået allerede i første runde. Tiden er altså ved at løbe fra Djokeren. Så meget desto bedre grund er der dog til at mindes hans storhed – og hele måden, hvorpå han inkarnerer serbisk trodsighed, også kaldet inat. New Lines Magazine har et godt portræt med fokus på, hvordan Novak Djokovic i høj grad er formet af borgerkrigen og Nato-bombningerne under hans barndom i Beograd.

Skovens talerør

“Det er et gennemgående tema blandt kvinderne på FOSPA, at naturen ikke er en adskilt størrelse, som kan beskyttes gennem et naturreservat eller en klimamålsætning. En flod er samtidig drikkevand, mad, økonomi, kultur og spiritualitet. De oprindelige folk opfatter sig ikke som opdelte fra naturen, men som en del af et større hele. Vi er alle sammen forbundet, og vores levemåde og handlinger påvirker og er påvirket af hinanden og alle andre.” POV International har en reportage fra det 12. Panamazoniske Sociale Forum (FOSPA) i Ecuador, hvor godt 2.500 deltagere diskuterede bevarelsen af Amazonas – og retten til at blive hørt.

Skibidi eksistentiel angst

Børn bliver øjensynligt dårligere og dårligere til at læse og regne, og pilen peger for mange bekymrede voksne på forbruget af såkaldt ‘brain rot’-indhold på sociale medier: Meningsløse sjaskevideoer af syngende toiletter og antropomorfe frugter, der ikke leverer meget andet end tom visuel stimuli. Men altså, hvor meget skade gør de egentlig? I et essay i New York Times fortæller forsker i digital kultur Maxi Heitmayer om sin undersøgelse af netop det: “Da vi talte med generation Z’ere om ‘brain rot’, hørte vi velovervejede — om end ubehagelige — udtalelser, der skitserede en generations reaktion på de kulturelle forhold og det overvældende informationsmiljø, den har arvet.”

Spisesedlen

Nato-kampfly skyder drone ned over Litauen.

Og en russisk fregat affyrede mandag to nødblus mod en helikopter fra Forsvaret.

USA har våben i rummet, bekræfter landets rumstyrke som de første nogensinde.

Den nigerianske forretningsmand Aliko Dangote – Afrikas rigeste person – åbner sit olieraffinaderi for offentligt ejerskab i kontinentets hidtil største børsnotering.

Genta Koja vinder posten som guvernør i Okinawa, Japans sydligste præfektur.

En række indikatorer for demokrati, herunder ytringsfrihed, pressefrihed og retsvæsenets uafhængighed, er over hele verden på det laveste niveau i mere end 30 år.

Danske privatbilers CO2-udledning er faldet med 30 pct. på seks år. Ifølge Danmarks Statistik, der årligt fører emissionsregnskab, skyldes det bl.a. stigningen i antallet af elbiler.

Nærsynet

Socialdemokraterna uden Sverigedemokraterna

Socialdemokraterna har indledt koalitionsforhandlinger i Sverige, efter 95 pct. af stemmerne fra søndagens Riksdagsvalg er talt op. Sammen med den øvrige rød-grønne venstreblok har partiet sikret sig 176 mod de borgerlige partiers 173 mandater, og således står det klart, at Jimmie Åkessons Sverigedemokraterna umiddelbart er uden for indflydelse. I hvert fald i klassisk forstand: For […]

Et sidste ord

Skål?

Og på gensyn i morgen!

Mandag den 14. september

Hvad nu, hvis ærkefjenderne blev forelskede?

Fanfiction har længe haft et lidt dubiøst ry som opdigtede sexede historier om velkendte karakterer. Men uanset hvor kinky og klichéfyldte de måtte være, har historierne gjort deres indtog i mainstreamkulturen, hvor bøgerne flyver af hylderne og bliver filmatiseret for ubegribelige beløb.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Mamma Mia, Sverige

Situationen kunne til forveksling ligne den danske tilbage i foråret: Et uklart valgresultat, som byder op til ugelange – hvis ikke månedslange – regeringsforhandlinger. Det svenske folk har talt, og budskabet kunne ikke være sværere at tyde. Efter søndagens riksdagsvalg i Sverige kan hverken Socialdemokraternas Magdalena Andersson eller Moderaternas Ulf Kristersson med ro i maven […]

Det bedste vi har set

Vanvidsmaskinen

Det virker åbenlyst, men det er ikke sundt at bruge de fleste af sine dage på at snakke med en computer. Ugentligt viser mere end én million mennesker, der bruger ChatGPT, tegn på mani og mental ustabilitet. I gamle dage troede man, at folk, der blev lidt skøre, havde vokset en sten i hovedet, som gjorde dem vanvittige, og som man kunne tage ud. I dag kan folk få en psykose af ChatGPT. I en ny sæson af podcastserien Black Box møder The Guardian flere personer, der ryger længere og længere ned i et vanvidshul, chatten har skabt, og som tror, de har løst alle verdens hemmeligheder. Man kan tage manden ud af chatten, men det er sværere at få chatten ud af manden.

Dit netværk er din formue

Han er grundlægger af det tidligere lejesoldatsfirma Blackwater, ville privatisere krigen i Afghanistan og udvikler dronesværme for Ukraine. “Han er kontroversiel selv for amerikanske standarder. Han støttede aktivt Trump og Maga-bevægelsen, men både hans kontrakter og skandalerne … med Blackwater har gjort, at demokrater og progressive ser ham som en utroligt problematisk aktør.” Lektor i krigsstudier Martin Lemberg-Pedersen tegner et farligt medrivende portræt af våbenmilliardær Erik Prince, der har kontrakter og kontakter over hele verden. I Globalnyts podcast Højtryk forklarer han, hvad Prince fortæller os om en verden, hvor private selskaber spiller en større rolle i krig og ikke længere kun byder ind med lejesoldater, men også et “netværk på tværs af forsyningskæder og finansieringsmodeller”.

Ra-dikal li-be-ral

Den italienske politiker og tidligere EU-kommissær Emma Bonino, der var med til at lovliggøre abort i 1970’ernes Italien, døde i fredags. “Hun var voldsomt stædig — hun røg under hele sin behandling for lungekræft — og gik i sultestrejke, mens hun kæmpede for, at abortpillen skulle gøres tilgængelig i Italien (hvilket skete) og blev anholdt i New York City under AIDS-epidemien i et forsøg på at tvinge byen til at udlevere rene sprøjter til stofmisbrugere,” skriver The New York Times i en nyhed, der fungerer som en udmærket nekrolog over, hvad Bonino var for en:  ‘Jeg hører ikke til på venstrefløjen,’ sagde hun … i 2018, ‘jeg er en ra-di-kal li-be-ral,’ og holdt pause mellem de fleste af stavelserne.” Tirsdag er der statsbegravelse i Rom.

Spisesedlen

Christina Krzyrosiak Hansen er valgt som ny næstformand i Socialdemokratiet.

Nigel Farages parti Reform UK får to donationer på samlet 72 mio. pund fra milliardærerne Christopher Harborne og Ben Delo.

Den filippinske region med det lange engelske navn Bangsamoro Autonomous Region in Muslim Mindanao går til parlamentsvalg for første gang siden 2019.

Yemens houthibevægelse har erobret yderligere to øer i Bab el-Mandeb-strædet. Strædet fungerer som alternativ rute for skibe, der før har sejlet gennem Hormuzstrædet.

EU-ledere er samlet til topmøde om Arktis i Rovaniemi, Finland.

Det tyrkiske politi har tilbageholdt 47 personer i forbindelse med adskillige razziaer mod LGBTQ+-aktivister, -organisationer og -barer.

Omfanget af overdiagnosticeringer, når der screenes for brystkræft, er mindre end hidtil antaget, viser nyt studie fra Syddansk Universitet.

Nærsynet

Militærøvelser mellem venner

I weekenden testede Nordkorea endnu en gang artilleri i luftrummet nær Sydkorea. Militærøvelsen, der af regeringen i Pyongyang beskrives som en demonstration af landets “store destruktive magt”, kommer lige efter afslutningen på USA’s, Sydkoreas og Japans såkaldte ‘Freedom Edge’-militærøvelse fredag. At Donald Trump forkortede en anden planlagt militærøvelse i august med begrundelsen, at han har […]

Et sidste ord

Milliardærer har slet ingen blinde vinkler.

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12