Sagnomspundne tider

I slutningen af det 19. århundrede er folketroen allerede ved at forsvinde ud af de danske lokalsamfund.

Den almindelige dansker, almuen, bliver mere oplyst; landboreformerne, der bliver indført mellem 1750-1814, ophæver stavnsbåndet, og flere bønder begynder små småt at kunne eje sine egne gårde. Imens bliver skolelovene indført i 1814, og alle børn kan nu få lov til at gå i skole. Folk bliver klogere, de ved mere og bedre. De bliver mere “folkelige”, men folkesagnene forsvinder.

Den danske folkelighed kommer på tapetet, og langsomt, i løbet ét århundrede, forsvinder de fortællinger, som den danske almue har fortalt hinanden gennem tiden. Men hvor blev de af? Og hvad kom i deres sted?

I dag ser vi nærmere på, hvordan “historien” om Danmark blev til, og hvordan folkloren er politisk.

Det sker så sjældent, at det næsten kan tage pusten fra én, når man pludselig hopper op på cyklen en morgen og intet kan se frem for sig. Når hele byen indhylles i nebuløs grå, og alting pludselig er ude af syne.

Som byboer er tågen noget af det eneste mystiske natur, der kan sive ind i den ellers enormt affortryllede by. Og i et land, der er sparsom på vild natur, er det én af de få hændelser, der stadig kan få verden til at synes fortryllet for en stund. Pludselig befinder man sig uden for tid og sted, landskabet bliver tidløst, og man kunne befinde sig århundreder tilbage i tiden. Det hele føles både gammelt og fremmed, uanset hvor velbevandret man er, der hvor man befinder sig.

Maleren Claude Monet (1840-1926), der malede næsten 100 malerier af forskelligartet tåge i London, har engang sagt, at “uden sin tåge ville [byen] ikke være smuk”. Men tågen forsvinder, både herhjemme og på verdensplan. Og med den forsvinder en af de fineste og mest mystiske naturfænomener, vi har.

I dag skal det handle om tåge, mystisk natur og tabet af den.

For 150 år siden kom en A.E. Jakobsen fra Nordfyn med en forudsigelse, som folkemindesamleren Evald Tang Kristensen skrev ned:

“Nisser, trolde, bjærgmænd, ellefolk, underjordiske, havfruer, havmænd, åmænd o. fl. ligger i dvale, men vil vågne året 1900 og gjøre et farligt spektakel og ståhej i landet. De vil lave storm af ‘ingen ting’ og uvejr af endnu mindre.”

Af hvad vi ved af, var der dog intet troldtøj, som vågnede i år 1900 og skabte spektakel. Til gengæld var de i stedet ved at uddø og forsvinde i oplysningstidens “informationstsunami”. Og dog. Nu – et helt århundrede efter Jakobsens spådom – gør de mystiske væsener væsen af sig i den danske samtidslitteratur.

I dette sidste afsnit af sommerskolen om folklore og sagnomspundne tider skal det handle om at genfortrylle verden.