2. juni 2017

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Det talte ord gælder

Drømmen om et papirløst samfund har vist sig at være en illusion – alle andre steder end ét sted: I den danske centraladministration. Her bliver de vigtigste beslutninger ikke længere skrevet ned, kun videregivet mundtligt og uformelt. Intet dokumenteres tilsyneladende, helt officielt, så snart det rummer potentialet til at kunne blive kontroversielt. Sådan var det […]

Kære læser

Alderstesten kan tolkes på mange måder

Når Udlændingestyrelsen skal fastlægge en ung asylansøgers alder, vælger de – for at lade usikkerheden komme barnet til gode – altid den lavest mulige alder ud fra Retsmedicinsk Instituts undersøgelser. Næsten da. For selv om de som udgangspunkt vælger den laveste af den mest sandsynlige alder, omfatter det kun 68 procent af usikkerheden.

Det bedste vi har set

I denne måned viser DR’s børne- og ungdomskanal Ultra tv-dokumentaren Hassan, som følger den 11-årige Hassan før og under hans første ramadan sidste år. Føljeton har set serien – og den er god.

Spisesedlen

Blasfemiparagraffen er afskaffet. Kun Socialdemokratiet stemte imod, da et bredt flertal i Folketinget her til formiddag valgte at afskaffe blasfemiparagraffen i straffeloven. Afskaffelsen af paragraffen sker til trods for, at PET advarer om, at det kan få sikkerhedsmæssige konsekvenser.

Rekordmange tvangsmedicineres i psykiatrien. I 2016 blev 760 personer tvangsmedicineret i psykiatrien. Det viser nye tal fra Sundhedstyrelsen. I 2001 lå tallet på 673, og det er steget støt siden. Det på trods af, at regeringen og regionerne i 2014 satte et mål om at halvere tvang i psykiatrien frem mod 2020.

Ingen privatisering af fjernvarmen. Alliancen mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har fået presset VLAK-regeringen til et nyt forlig om fjernvarmen, der ikke som ellers foreslået vil gøre fjernvarme til et forretningsområde. Nu får forbrugerne i stedet lavere varmepriser.

Børnedødelighed på grund af diarré falder markant. Over 500.000 børn dør fortsat før deres 5-års fødselsdag som følge af diarré, men udviklingen går lykkeligvis den rigtige vej: Fra 2005 til 2015 er det globale antal af diarré-dødsofre blandt børn faldet med en tredjedel.

Bornholms Hospital i alvorlig lægemangel. Fra næste måned råder Bornholms Hospital kun over en én fastansat mave-tarmkirurg. Det er ikke lykkedes at tiltrække flere kandidater, selv om hospitalet er normeret til fem med det speciale. ”Det er utroligt svært at skaffe læger uden for de store hospitaler, og det gælder en lang række andre sygehuse i Danmark,” siger hospitalsdirektør Niels Reichstein Larsen.

 

Et sidste ord

Gennem to år har den amerikanske filminstruktør Oliver Stone interviewet Ruslands præsident Vladimir Putin. I det her klip sidder de i en bil med Putin bag rattet og snakker om Edward Snowden (”Han er en forræder”). The Putin Interviews har premiere på Showtime 12. juni i USA.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12