Mandag den 23. juni
På Føljeton-redaktionen kan man ikke have undgået at høre om vores chefredaktør David Dragsteds litterære eskapader. I en tid, hvor færre og færre læser bøger, har han tygget sig igennem 104 af slagsen på et enkelt år. På gentagne opfordringer og i den snarlige sommerferies ånd har han indvilliget i at fortælle om projektet. Dette er første afsnit.
Kære læser
I en leder, som Børsens abonnenter kan læse i papirudgaven i dag mandag, skriver avisens chefredaktør, at “dette er den sidste leder i Børsen” – og derefter kommer han med en lang, forudsigelig forklaring. På den ene side kan man sige, at det sørme gik hurtigt med at træffe en så omkalfatrende redaktionel beslutning som […]
Det bedste vi har set
Den britiske kunstner Jenny Saville maler store malerier af kvinder, som “de fleste kvinder ser sig selv”, siger hun til The New Yorker. “Jeg prøver at indfange deres identitet, deres hud, deres hår, deres varme, deres utæthed”. Magasinet har talt med Saville i anledning af hendes nye udstilling på Albertina-museet i Wien. Hun kommer vidt omkring i interviewet, og hvis man absolut ikke har tid til at læse et longread, bør man ikke snyde sig selv for at kigge på billederne og lade dem tale for sig selv.
“To tilståelser. For det første, ja, jeg taler med sten, privat og uden omsvøb. Og for det andet har jeg favoritter – men det har jeg det skidt med.” Geologen Marcia Bjornerud skriver begejstret og medrivende om alskens sten, allermest om den mørkerøde pyrop, “et af de vigtigste mineraler på jorden”.
Vi er vel ikke farvede, hvis vi siger, at Føljetons stifter og journalist Lars Trier Mogensen er et af Danmarks skarpeste hoveder, hvilket vi jævnligt har glæde af både i nyhedsbrev og ved frokostbordet. Det kommer derfor heller ikke som nogen overraskelse for os, at det var helt tilfældigt, at han trak ordet ‘klovnebus’ om Moderaterne op af hatten – og at det skulle ramme så præcist, at selv Lars Løkke Rasmussen er endt med at bruge det om sit parti i et freudian slip. Sjovt lille interview med Lars i Journalisten.
Spisesedlen
Regeringen og et flertal i Folketinget er enige om ny udviklingspolitisk strategi.
Socialdemokratiets hovedbestyrelse har smidt Henrik Sass Larsen ud af partiet.
Den belarusiske oppositionsleder Sjarhej Tsіkhanouskі, Svetlana Tsikhanouskajas mand, er løsladt fra fængsel.
Minkavl bliver forbudt i hele EU fra 2027. Danmark vil søge om en særordning.
EU-Kommissionen trækker anti-greenwashing-direktiv tilbage.
Under halvdelen af lærerstuderende i Danmark har folkeskolen som førsteprioritet, når de skal søge job.
Genève får hjælpepakker på over 300 mio. schweizerfranc for at styrke et ‘multilateralt knudepunkt, der bløder økonomisk.’
Nærsynet
USA har natten til søndag sendt 75 præcisionsvåben, herunder 14 bomber, ned over de tre iranske atomanlæg Fordow, Natanz og Isfahan. Donald Trump, der tidligere var tilbageholdende med at sige, om han ville gå militært ind i Iran (‘Jeg gør det måske. Måske gør jeg det ikke’), har endnu engang vist, at han ikke er […]
Et sidste ord
I anledning af ugens føljeton udlodder vi hele ugen nogle af de 104 bøger, som Føljetons chefredaktør David Dragsted læste sig igennem sidste år. Den første er Karl Ove Knausgårds Natskolen.
Vær med i lodtrækningen ved at sende os en mail her: Hvilke bøger vil du anbefale at læse til sommer?
Vi udtrækker vinderne fredag, hvor vi også samler jeres anbefalinger i en stor liste, som vi alle kan få glæde af. To fluer med ét smæk.