Information har i løbet af sommeren lanceret en veloplagt serie om den tysk-amerikanske tænker Hannah Arendt i anledning af 50-året for hendes død. “Hun kunne stå midt i den grusomste verdenshistorie med sit eget liv og tænke fundamentalt over verdens indretning på samme tid. Helt inde i centrum af samtidens ildebrand og alligevel også helt udenfor, hvorfra hun tegnede det store billede,” skrev chefredaktør Rune Lykkeberg i første artikel i serien. Filosof Anna Cornelia Ploug undersøger i det seneste afsnit, hvordan Arendt lykkedes med at tænke krystalklart i en ellers mudret tid. Det inkluderer en skøn metafor i skikkelsen af en perledykker.

Vold mod kvinder er strukturelt, ikke blot enkeltsager såsom Jeffrey Epstein, Harvey Weinstein og Sean Combs. “En af grundene til, at epidemien af vold mod kvinder er så lidt anerkendt, er, at sager som disse bliver diskuteret individuelt og ofte behandlet som chokerende afvigelser snarere end som en del af et udbredt mønster, der findes på alle niveauer i samfundet. En anden grund er, at det i bogstavelig forstand ikke er nyheder – der er bølger af had og vold mod andre grupper, der kommer og går, men vold mod kvinder er global og vedvarende, en konstant snarere end en begivenhed,” skriver feminist og forfatter Rebecca Solnit skarpt i The Guardian.

Den danske sociolog Nikolaj Schultz, der har skrevet klogt om klima i bøgerne Notat om den nye økologiske klasse (sammen med afdøde stjernefilosof Bruno Latour) og Landsyge, forestiller sig, hvordan Vincent van Gogh ville forholde sig til vores hastigt forandrende verden. Ville malerens yndlingsfarve, gul, for eksempel få en anden – og mere dyster – betydning efter endnu en sommer med hedebølger, skovbrande og farligt tørt græs?