Mandag den 8. juni
I 1950’erne lærte en computer at skrive kærlighedsbreve.
Kære læser
I Albanien har flamingoen forvandlet sig til et alletiders modstandssymbol. I over en uge er demonstranter gået på gaden i Tirana med flamingoskilte i protest mod Donald Trumps svigersøn, forretningsmanden Jared Kushners plan om at bygge et mastodontisk luksusresort på øen Sazan og langs den sydvestlige kyst. Miljøaktivister advarer om, at projektet vil smadre biodiversiteten […]
Det bedste vi har set
“Jeg kan ikke sige, at den danske advokat brugte kunstig intelligens til at producere et tilfældigt tal og kalde det en dom. Men jeg kan sige, at der kommer flere og flere af den slags sager i forhold til for fem år siden,” siger den franske forsker og jurist Damien Charlotin til Djøfbladet om den nylige danske sag om en dansk advokat, der brugte opdigtede sagsnumre på domme i Vestre Landsret og Højesteret. “Men den type hændelse er så usandsynlig. Hvis der ikke er tale om bevidst bedrageri fra advokatens side, er sandsynligheden for, at der er brugt kunstig intelligens, meget høj”.
“Da han brød igennem i midten af 2000’erne, var tennistraditionalisterne – især fans af den schweiziske mester Roger Federer, der dengang var på toppen af sin karriere – forfærdede over synet af den unge Nadal i sine ærmeløse trøjer og capribukser eller ‘clamdiggers’. Det spanske udtryk ‘piratas’ (piratbukser) understreger pointen: Nadal så ud som det stik modsatte af de herrer, der spillede ‘tennis i en engelsk have’, som Wimbledons motto lyder. Sportens gatekeepere betragtede ham som en slange i den have, en leopard i tennistemplet.” Portræt af Rafael Nadal i New Lines Magazine.
Magasinet Equator, der sidste år blev grundlagt i en frustration over dækningen af Gaza og det amerikanske mediebillede i det hele taget, er ret godt. I øjeblikket er de ved at trykke deres første printudgave, og i sidste uge udgav de et hidtil upubliceret essay af Thomas Mann fra 1949. Det kører.
Spisesedlen
Forskere på DTU finder “tusindvis” af kemikalier i drikkevandet, heriblandt PFAS. Kemikalierne var til stede i samtlige af 81 undersøgte drikkevandsboringer.
Nikol Pasjinjan, premierminister og leder af det EU-venlige parti Civil kontrakt, erklærer sejr ved armensk parlamentsvalg. Det endelige resultat forventes offentliggjort mandag.
Og socialdemokratiske Selvbestemmelse får flest stemmer ved parlamentsvalg i Kosovo. Det er tredje valg på blot et år.
Nato-fly nedskyder drone i lettisk luftrum.
Ungarns antikorruptionsvagthund opfordrer til retsforfølgelse af Viktor Orbán og andre Fidesz-politikere for snyd med EU-midler.
Norges forsvarsudgifter blev øget med 50 pct. fra 2024 til 2025, viser analyse fra Statistisk sentralbyrå.
Kinas præsident Xi Jingping besøger Nordkorea for første gang siden 2019.
Nærsynet
Krigen mellem Iran og Israel er eskaleret igen. Israels fortsatte bomber i Libanon og et missilangreb mod Beirut søndag – på trods af en betinget våbenhvile – blev dråben for Iran. Søndag sendte Iran en missilregn mod Israel, som mandag svarede igen med missiler mod blandt andet Teheran. I skrivende stund fortsætter missiludvekslingen, og houthierne […]
Et sidste ord
Der findes et DM for mullets, altså svenskerhår, som det hedder på godt gammeldags dansk.





