Biotech-virksomheden Colossal Bioscience fik virkelig vind i PR-sejlene tidligere på måneden, da det ene nyhedsmedie efter det andet viderebragte historien om den mammut-lignende mus, som Colossal havde genmanipuleret sig frem til. Den uldne mus blev solgt som første skridt på vejen mod at genoplive mammutten og andre forhistoriske dyr, til stor fanfare og investeringshype. Men som Defector beskriver, udstiller musen ikke bare det problematiske i at ville genoplive uddøde dyr i en tid, hvor så mange nulevende dyr er udrydningstruede. Nej, den viser også, at nuttede dyr giver et naturligt fortrin, når man vil blæse en fortælling op.

Klimamodstand er efterhånden et halvgammelt fænomen, og det samme er olieselskabernes benægtelsesmaskine – at fx ExxonMobil mod bedre vidende påstår, at frygten for klimaforandringer forårsaget af fossile brændstoffer er overdreven. Alligevel er der noget ret opsigtsvækkende i, at benægtelsen og bortforklaringerne fortsætter med at være så ublu i en stadig varmere tid. Hvorfor egentlig? Og hvad gør det ved vores forståelse af klimamodstand som fænomen? Netop det har Information undersøgt i avisens igangværende klimaserie – med hjælp fra forsker Kristoffer Ekberg fra Lund Universitet.

Det er jo egentlig et klassisk problem: KI-forskere har for travlt med at tale om, hvad deres chatbots kan, til at spørge sig selv, om de burde. Eller som journalist Elizabeth Lopatto mere spidst formulerer det i The Verge: “Chatbots kan ikke tænke, og jeg er i stigende grad begyndt at overveje, om deres skabere selv er i stand til at gøre det.” Når forventningen er, at KI’en skal kunne agere etisk ekspert, begynder tingene i hvert fald at køre af sporet: “ChatGPT kan, bare så vi har det på det rene, ikke svare pålideligt på et faktuelt historisk spørgsmål. Forestillingen om, at brugerne skal kunne stole på dens sofistikerede, abstrakte moralske ræsonnementer, er objektivt set vanvittig.“