“Jeg har aldrig følt mig så fremmedgjort, som jeg har gjort de seneste 20 måneder. Det er gået op for mig, at jeg før men især efter udgivelsen af bogen Palæstinenseren ubevidst har påtaget mig en rolle til oplæg og oplæsninger, jeg har det svært med, og som jeg oplever som nedværdigende. Og på det seneste har jeg tænkt meget over, hvor det kommer fra. Det mest smertefulde de seneste 20 måneder har været det, som den franske professor Didier Fassin kalder synliggørelsen af ‘uligheden mellem liv’. At visse liv er mere værd end andre. At palæstinensiske liv er mindre værd. Jeg har derfor gang på gang taget mig selv i at forsøge at humanisere Gaza, at humanisere palæstinenserne.” Dansk-palæstinensiske Tarek Omar i et stærkt opslag.

“Den israelske kampagnes omfang ville ikke være mulig uden den konstante forsyning af amerikanske våben … Biden-administrationen beskyttede også konsekvent Israel ved at nedlægge veto mod fire resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd, der krævede våbenhvile. Mere generelt har de to lande lagt det juridiske grundlag for det, vi ser i Gaza.” New York Magazine om, hvordan Israel ‘ødelagde … grundlaget for folkeretten‘.

“Hun ville være blevet forarget over, at de her noter er blevet til en ‘bog’, og det er fordi, de ikke er en bog, ikke engang tilnærmelsesvist. Det er intime notater, som hun skrev for at holde sin mand orienteret om en medicinsk situation, der var under udvikling. Selv en gennemsnitlig kvalitetskontrolfreak (og Didion var over gennemsnittet her) ville ikke ønske, at splinterne af deres spredte bekymringer og tanker blev udstillet på den her måde. Ideen om, at forfattere skal gå rundt og ødelægge noter og manuskripter, som de ikke har tænkt sig at udgive, bliver kun fremført af folk, som ikke er forfattere.” Lidt mere kritik af den posthume Notes to John-udgivelse af Didions private skriverier hos London Review of Books.