“Vi lever ikke i dumme tider, men i onde tider,” skriver redaktør på magasinet Current Affairs Nathan Robinson i en meditation over samtidens USA. Teksten kredser om komedien Idiocracy (2006), som forestiller fremtidens Amerika som et analfabetisk samfund med en wrestler som præsident. Robinson konkluderer, at virkeligheden har overgået dystopien: “Vi regeres ikke af velmenende mennesker, der ikke ved, hvad de gør, men af folk, som udmærket ved, hvad de gør, men gør det alligevel, fordi de nyder at se mennesker blive smidt i bure af maskerede ICE-agenter.”

Der er rigeligt med billeder af bål og brand fra protesterne i Paris. Man må for alt i verden ikke glemme, at det hele begyndte med unge mennesker, der udøvede deres demokratiske ret til at demonstrere. Journalisten Sarah Wilson skriver veloplagt på Substack: “Unge franskmænd har bemærket, at især de engelsksprogede har fokuseret på volden frem for budskabet. De er forbløffede over, at turister og folk online ikke forstår pointen med at protestere og at “ikke-fredelig” aktivitet ofte er påkrævet i kampen for retfærdighed.”

Verdens lande er, som vi skrev i går, disse dage samlet i Armeniens hovedstad for at finde løsninger på den globale biodiversitetskrise. Dagbladet Informations Jørgen Steen Nielsen forsøger at se positivt på tingene: “Man kan håbe på det bedste for de næste to ugers forhandlinger i Jerevan, men frygte, at verdens lande i den anspændte geopolitiske situation vælger at gøre som suppeskildpadderne: trække hovedet ind i skjoldet i forestillingen om at kunne vægre sig mod lidt for faretruende udfordringer derude.”