Fascisme er efterhånden blevet et så vagt og udvandet begreb, at det kan være svært at smide diktatorkortet med helt samme pondus, som man kunne dengang, autokrater hed ting som “Mussolini” snarere end “Trump”. Og måske er det, vi ser i dag, faktisk slet ikke fascisme – men postfascisme? Journal of the History of Ideas undersøger sagen: “Nutidens postfascisme er en rhizomatisk konstruktion. Den har ingen organiserede paramilitære styrker, opbygger ingen velfærdsstat for de undersåtter, der anses for etnisk ønskelige, og er mere kommerciel end sine forgængere.”

+ London Review of Books: Er det her fascisme?

EnergyTown er et uskyldigt udseende undervisningsspil, hvor man skal forsøge at bygge en by, der vil være bæredygtig frem mod 2050. Opsigtsvækkende nok promoverer spillet imidlertid fossile brændstoffer som en fremtidens energiløsning. Og endnu mere opsigtsvækkende er EnergyTown finansieret af det norske olieselskab Equinor. Man kunne kalde det en hyggeligt-kikset PR-manøvre. Men man kunne også kalde det indirekte lobbyisme rettet mod børn. Danwatch har den spegede historie.

“Problemet for historikere er dobbelt: På den ene side genererer berømtheder, kunstnere, direktører og ledere af sociale bevægelser flere personlige optegnelser end nogensinde før, hvilket betyder, at en heldig forsker måske har adgang til en offentlig persons fulde harddisk, men vil have svært ved at fortolke indholdet. På den anden side risikerer historikere at miste adgangen til den type intime materiale, der afslører mest – en mulighed, der har fået nogle prognosemagere til at forudsige en kommende ‘digital mørkealder’.” The Atlantic skriver om arkivkunst i vores digitale tidsalder.