Er du omkring de 30, har du sandsynligvis mange gode minder om Sonys PlayStation 2, om SSX, Tony Hawk, GTA: San Andreas, Fifa, Need for Speed, Sly Cooper og alle de tidsrøvere, som du og dine venner spillede på skift i fritteren, så øjnene til sidst blev lige så firkantede som den ene knap på controlleren. Ser man på Sonys gamle markedsføring for spillekonsollen, var det dog ikke just fordi børn var den primære målgruppe (fyldt som PlayStation 2-reklamerne var med sex, stoffer og kondomer). Netop det undersøger nyhedsbrevet The Chow i en interessant lille artikel – med den konklusion, at Sony faktisk fik fremtiden til at fremstå sjov og løfterig.

“Engang, da jeg sad og spiste middag på min veranda, kom mine to elskede hunde hen til mig. Min hyrdehund, Nemo, forsøgte at stjæle brød fra min tallerken. ‘Nej,’ sagde jeg vredt og vendte mig om. Jeg genkendte min egen ressourcebeskyttende adfærd, som en glorificeret hund, der knurrede over en skål mad. Jeg måtte grine. […] Hvorfor er vi så uvillige til at anerkende vores egen dyriske natur? Måske fordi det ville ændre næsten alle de måder, vi menneskelige dyr bevæger os på i vores liv. Det ville true hele vores selvopfattelse.” Journalist Megan Mayhew Bergman skriver i The Guardian om, hvorfor vi (stadig) nægter at se det dyriske i os selv.

“Størstedelen af de valgtilforordnede i Danmark er mellem 55 og 74 år. Knap 95 procent er etnisk danske. […] Næsten halvdelen rekrutteres stadig fra de politiske partier, der selv kæmper med vigende medlemstal og en mindre folkelig forankring. Der er brug for frivillige borgere, når partierne taber kræfter. Så tanken slog mig: Selv om jeg har travlt, kunne jeg måske nok afsætte en aften og lidt af en nat som stemmeoptæller, når børnene alligevel er puttet?” Mandag Morgens chefredaktør Andreas Baumann rapporterer fra en af demokratiets frontlinjer – valgstedet ved Tingbjerg Skole.