“Det var en meget direkte måde, hun brugte mundbindet på som en form for protest,” siger KU-forsker Kristin Anabel Eggeling om den japanske tennisspiller Naomi Osaka, der under hele US Open bar mundbind med navne på sorte amerikanere, der var blevet dræbt af politiet i USA. Som Videnskab.dk påpeger, er det ikke nyt at sige, at sport og politik er forbundne, men Eggeling forklarer, at tennisdiplomatiet faktisk adskiller sig markant fra det i eksempelvis fodbold. “Tennis er internationalt hele tiden … De er jo ikke nationale atleter, men de ser på mange måder sig selv som at være det.”

“Intelligens er stadig, for det meste, stramt defineret som en menneskelig egenskab. De strenge regler er blevet lempet noget i de sidste par årtier, takket være forskere i dyreadfærd fra primatologer til insektologer, der har kæmpet for at få deres forskningsobjekter med i den kloge klub. Krager kan bruge værktøjer, delfiner og bier bruger sprog, hvaler ser ud til at kommunikere over hundredvis af kilometer, blæksprutter er ekstraordinære udbryderkonger – listen bliver længere hvert år. Planter er dog stadig udelukket af de fleste forskere. Tanken om, at de kunne være intelligente, truer med at strække definitionen af nogle begreber, som er grundlæggende for menneskers opfattelse af sig selv … ud i meningsløshed.” Vi mennesker har mange gode grunde til at hive os ned fra den piedestal, vi har sat os på.

Kunstnere som Derek Jarman og Wassily Kandinsky fordyber sig i nuancer af blå, Joan Didion og Rebecca Solnit skriver om farven som lys der forsvinder og om melankolske nætter, og Miles Davis og Bob Dylan synger om den. Hvorfor? “Fordi det er den mest metaforiske af alle,” siger en kunstkritiker til The New York Times, der har aktiveret radaren og ser blåt alle steder.