En lille føljeton er ved at udspille sig i Altingets debatspalter mellem klimaaktivist Esther Kjeldahl og klimaminister Lars Aagaard. Først beskrev Kjeldahl i en kommentar, hvordan propaganda fra fossilindustriens drejebog havde sneget sig ind i klimaministerens omtale af gas. Det fik Aagaard til i et indlæg at bebude, “at der i øjeblikket breder sig en mere radikal tilgang til klimapolitik på venstrefløjen. Der er behov for at trække en streg i sandet.” Den streg i sandet prøver Kjeldahl nu at udviske med endnu et indlæg i Altinget: “At diskvalificere klimapolitiske krav, der er et direkte ekko af mainstream-videnskab og respekterede tænketankes arbejde, som ‘radikalt’ og som noget, der særligt tilhører ‘venstrefløjen’, er en klassisk strategi til at affeje alvoren i klimakrisen.” Mon klimaministeren fortsætter føljetonen?

Imens grisene mishandles i staldene, grundvandet forurenes og livet i de danske farvande forsvinder, er en flok pengestærke erhvervsfolk gået sammen om at gøre tingene en smule anderledes i dansk landbrug. Den nystiftede Planetary Soil Fund vil opkøbe konventionel landbrugsjord og omlægge den til enten regenerativt landbrug eller natur. Børsen fortæller om projektet, der indtil videre har skaffet 80 mio. kr. fra investorer som biotech-milliardæren Jacob Jelsing. Gennem sit selskab Earthbreak opkøber han også selv landbrugsjord, og lægger man det sammen med Lego-familien og Bestseller-ejerens storstilede opkøb af landbrugsjord, har man måske konturerne af en landbrugsrevolution.

I den moderne verden er vi notorisk dårlige til at værdsætte den levende natur. Træet har først værdi for os, når det er fældet, ligesom fisken først er noget værd, når den er fanget. I magasinet Atmos beskriver biolog og fotograf Christina Mittermeier et alternativ til dette moderne problem. Idéen er at gøre det muligt for virksomheder at investere i naturen som en klimakompensation. Økosystemer binder CO2, CO2 har en pris og dermed får økosystemer også en pris alt efter, hvor meget CO2 de binder. At trække en økonomisk tankegang ned over naturen er kontroversielt, men som Mittermeier skriver: “Uddannelse og kærlighed til naturen er ikke altid nok til at drive systemiske forandringer. Vi er nødt til at tale det sprog, som hele verden forstår: pengenes sprog.”