Internettet flyder med populære ‘girl’-idiomer som girlboss, girl dinner, girl math. Og nu har forfatteren Stacey Yu introduceret ‘girlbaby’ i et lige dele inspirerende og skræmmende essay hos mediet Marie Claire. Girlbaby er apatisk over for verdenssituationen, hun er hverken enig med feministerne eller fascisterne, og hun vil helst være fri for det ansvar, som følger med at være voksen i en uforudsigelig verden. Det kan måske være en fristende tilgang til livet, men som Yu påpeger: ”[Girlbaby] får os måske til at føle os sikre og uskyldige, men hun snyder os også til at kaste hænderne i vejret, acceptere det værste og give slip på den smule kontrol, vi faktisk har.”

Verden er bygget på skrøner og myter. Én af dem er, at man i middelalderen havde mindst ét dusin børn, og at båndet mellem barn og forældre derfor ikke var lige så tæt som i dag, fordi man havde flere børn. Men det er ifølge historikeren Nicholas Orme ikke rigtigt. Idé-magasinet Works in Progress spørger: “Er det overhovedet plausibelt, at børn overlevede de hårde vilkår i middelalderen uden hengivne forældre?”

Hvem tjener på at udgive videnskabelige artikler? I Dagbladet Information dissekerer de to professorer Michael Kjær og Peter Magnusson den bizarre forretningsmodel bag akademisk publicering. Forskerne tjener stort set intet, mens de videnskabelige forlag skummer forskningsfløden: “Den udtalte profitering på forskernes gratis arbejde, som skaffer de akademiske forlag ufortjente overskud, bør samfundet have en interesse i at lave om på.”

Københavns Rådhus udklækker dagligt det ene udenlandske nygifte par efter det andet. Danmark er nemlig et af de mindst bureaukratiske lande i Europa at lade sig gifte i. Den franske journalist Jule Darmamin skriver kært i The Guardian om at blive viet med sin britisk-polske kone i en for dem ukendt hovedstad: “Under hele vores danske eventyr stødte vi hele tiden på andre par, der vandrede rundt i og omkring rådhuset … De var elskende, der søgte at nedbryde de grænser, der var opstillet mellem dem, for at bevise deres mest inderlige hengivenhed over for ansigtsløse bureaukrater.”

“Historien om internettets fald [er] forløbet parallelt med historien om Silicon Valley og den neoliberale globaliserings ‘nye økonomi’, som den repræsenterede. Sociale medier, engang et redskab for ‘deltagelseskultur’ og ‘netværksbaseret protest’, er blevet til et lortested … Opmærksomhedshandlerne låser os fast i doomscrolling, mens platformkapitalisme, rygraden i nutidens nationale sikkerhedsstat, ekstraherer, overvåger og dræber.” Boston Review holder gravøl for det gamle internet med essays af Joanna Walsh, Cory Doctorow, Chad Wellmon m.fl.

Briten Kevin Anderson var ingeniør på en boreplatform, inden han besluttede sig for at blive klimaforsker i stedet. Godt interview hos Novara Media: “Det at have en ingeniørbaggrund er virkelig en hjælp til at skille fårene fra bukkene, når det gælder de tekniske utopier, som mange akademikere og andre fremsætter for at komme uden om, at vi bliver nødt til at gøre noget. Business as usual. Ingeniører – eller i min optik pseudoingeniører – som aldrig har bygget noget, fremsætter alle mulige mirakelteknologier. Mirakler, når det gælder den tidsplan, de skal levere på, og [som betyder, at vi ikke] gør noget seriøst ved klimaforandringerne.”