Weekend den 24. juli
Ugens sommerskole
Føljeton er gået på sommerskole
Derfor opdaterer vi kun forsiden en gang om ugen. Vil du med på sommerskole?
10 uger for 10 kr.Kære læser
Har integrationen virkelig slået fejl? En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 73 pct. af 25-årige med “ikke-vestlig” baggrund enten har eller er i gang med at gennemføre en uddannelse. Det er en fremgang på 22 procentpoint over 20 år, som næsten lukker kløften til de 77 pct. af 25-årige med dansk oprindelse, der har […]
Det bedste vi har set
“Vi har fået flere døde amerikanere og en politisk umulig situation.” Sådan opsummerer en anonym kilde fra Det Hvide Hus situationen, efter at Trump-administrationen har genoptaget den moralsk og strategisk katastrofale krig i Iran. The Politico gransker krigens stigende upopularitet blandt amerikanske vælgere – inklusive dem med MAGA-kasketter – op til midtvejsvalget.
Har chatbots lukket porten til selverkendelse? The New York Review of Books har talt med forfatteren Meghan O’ Giebhlyn om, hvordan hun brød med sin fundamentalistiske opvækst ved at skrive dagbog – uden hjælp fra sprogmodeller: “Ved at skrive fandt jeg min vej ud af den meget snævre trosretning. Jeg tror ikke, jeg havde kunne gøre det, hvis jeg havde haft et institutionelt abonnement på ChatGPT, som mange universitetsstuderende har i dag.”
I midten af juli blev et skelet af en tyrannosaurus rex solgt til et rekordbeløb på 50 mio. dollars ved en auktion i New York. Bloomberg ser nærmere på skeletpriserne, der rager op i højde med en brachiosaurus: “Dinosaurer er blevet et værdifuldt aktiv for milliardærer. Og markedet er omtrent lige så ordentligt og dannet som en udhungret T. rex.”
Savner du en fremskridtsfortælling? Techmediet Wired leverer en bogstavelig en af slagsen, der handler om at unge amerikanere er begyndt at løbe ekstremt hurtigt. Relativt almindelige teenagere løber nu et mil (1,6 km) på tider, der for få år siden ville slå rekorder. “Trackflation,” døber de fænomenet.
“Man går ikke i biografen for at finde ud af, hvorvidt kong Odysseus formår at vende hjem til sit ørige, Ithaka, efter at have været i krig i Troja. Man går i biografen for at se, hvad der sker med en af den vestlige kulturs mest slidstærke fortællinger, når den bliver fortolket af Christopher Nolan. For at opleve den nyeste version af Homers heltedigt, der trækker tråde helt tilbage til det ottende århundrede f.Kr.” I anledning af Nolans nye omfortolkning af Odysseen har Dagbladet Information talt med assyriologen Sophus Helle om værdien af myter.
“Den Demokratiske Republik Congo er et af verdens rigeste lande på naturressourcer, men også et af de fattigste.” Den tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) er på pletten i POV International med en veloplagt historisk analyse af Ebola-udbruddet i DR Congo
Spisesedlen
Den Europæiske Centralbank præsenterer forslag til nyt design af Euro-sedler
Google modtager bøde fra EU på 890 mio. euro for at bryde forordningen om digitale markeder
Trump-administrationen indfører nye tariffer mod 60 handelspartnere – herunder EU og Kina
Dubai vil tilbyde indbyggere 3000 dirham (ca. 5200 kr.) for at trække besøgende til delstaten
Frankrig anmoder EU om hjælp til at inddæmme omfattende skovbrande
Odense Kommune indsætter 20 “specialhold” til at bekæmpe egeprocessionsspinderen
Antallet af amerikansk ejede virksomheder i Danmark er steget med 33 pct. fra 2019 til 2024
Et sidste ord
Pas på med at anskaffe dig for mange bøger – du risikerer at blive smidt på gaden. På gensyn i næste uge!







