Advarsel i Asymptote: Læs ikke Jon Fosse i 9 kilometers højde. “På min flyvetur havde jeg kun ti sider tilbage, da piloten meddelte, at vi havde kredset om Golfen i de sidste 40 minutter. Flyet kunne ikke lande, fordi et tordenvejr rasede over Houston og oplyste de høje skyer under os i klare glimt. Vi fløj højt over uvejret og kunne ikke høre tordenen, men mit hjerte bankede alligevel, da jeg læste A Shining og blev overbevist om, at enhver almindelig dag, ethvert almindeligt valg, kunne føre en mod døden. Alle de letsindige tanker om det usandsynlige i et flystyrt var væk. Romanen opfordrede sine læsere til at forstå den skrøbelige grænse mellem de levende og de døde, og i kølvandet på den følte jeg en reel frygt i hele kroppen.”

Da Chiles tidligere præsident Ricardo Lagos blev valgt ind i 2000, bejlede han til sine vælgere ved at uddele betydelige ressourcer til det fattige udkants-Santiago. I 2006, da det næste valg blev holdt, stemte de selvsamme vælgere på oppositionen. Ifølge Lagos var det et uforståeligt resultat. Men det viste sig, at manglen på de flyttede stemmer var manglende parkeringspladser – ellers noget, der aldrig er inkluderet i almene boliger i Venezuela. The Atlantic beskriver paradokset (blød betalingsmur), hvor magthaverne på den ene side er sikker på, at deres politik tilbyder mere end nogensinde før, og vælgere på den ande side mener, at lige præcis den siddende regering svigter dem uagtet ledelsestil.

“Tidligere i dag var jeg til oplæsning på Nørrebro, jeg var kommet for at høre Andrea Fjordside Pontoppidan og Emmy Laura Pérez Fjalland tale om landskaber og litteratur. De talte om den have, der i Andreas bog Kartoffeløje (2023) binder bogens jeg og hendes farmor sammen. Jeg lagde mærke til, at de også betegnede en have som landbrug. Emmy sagde, at æblerne vi på dansk har givet særligt søde pigenavne, Ingrid Marie, Filippa, Astrid, skaber bestemte forbindelser mellem æble og menneske. Jeg tænkte på udtrykket ‘æblekindet’, på unge piger med fyldige ansigter, mere end jeg tænkte på ‘landbrug’. Jeg gik gennem Møllegade og overvejede, hvor grænserne for landbrug mon kan trækkes.” Føljetons Jordbo-redaktør Emmy Laura Pérez Fjalland spiller en fornem rolle i den her skandinaviske brevudveksling i Vagant.

Newyorkeren Leonard ‘Len’ Riggio er kendt som ham, der grundlagde boghandlerkæden Barnes & Noble. For de mange rare penge, som han nåede at tjene (han døde sidste år), købte han blandt andet kunst, og nu er hans og hustruens kunstsamling sat til salg. Det er ikke for at lave reklame for Christie’s, men auktionshuset præsenterer parrets “formidable collection of 20th-century art” ret godt, må man sige. Mondrian, Picasso, Serra, Magritte, Warhol – slurp. Pænt dyrt, men det koster ikke noget at kigge.

‘Jeg er den tyrkiske præsidents hovedmodstander. Jeg blev arresteret.’ Når overskriften på en kommentar i The New York Times ser sådan ud, er det ikke så svært at gætte skribentens navn. Ekrem İmamoğlu, Istanbuls fængslede borgmester, forklarer, hvorfor Erdoğans dage som præsident bør være talte. “Det, der sker i Tyrkiet og mange andre steder i verden, viser, at demokrati, retsstatsprincipper og grundlæggende frihedsrettigheder ikke kan overleve i tavshed eller ofres for diplomatisk bekvemmelighed forklædt som ‘realpolitik’” (sådan nogenlunde oversat).

Tja, hvis du skal læse om Gazas børn, og hvad der skal blive af dem, så er der ikke så meget at komme efter i danske aviser. Men The Guardian, som fx et dagblad som Politiken normalt forsøger at spejle sig i, er på pletten. “Titusindvis af børn er blevet såret i Gaza, som har verdens højeste antal børneamputeringer pr. indbygger. Selv de, der er blevet evakueret, har en umulig vej for sig.”

+ Hvad siger man til folk, som siger, at det er Hamas’ skyld, fordi de bruger børn som menneskeskjold? Den amerikanske komiker har svaret: ”Well, work around it!”