Weekend den 4. september
Føljetons verden
Kære læser
Gloria Steinem, andenbølgefeminismens ikon i pilotbriller, er død. Da hun og en række andre feministiske aktivister lancerede magasinet Ms i 1971, mødte de kritik, blandt andet fra en amerikansk nyhedsvært, der mente, at de ville løbe tør for ting at sige inden for seks måneder. Magasinet findes stadig, og Steinem havde noget på hjerte til […]
Det bedste vi har set
Bryd Kæden er en protestkampagne, der målrettet går efter danske virksomheder, som indgår i destruktive internationale forsyningskæder. Det kunne være FMC Rønland, der står bag den nu lukkede kemikaliefabrik Cheminova, eller FLSmidth, der eksporterer til den globale mineindustri. I en kronik i Information forklarer forskerne Frederik Appel Olsen, Frida Hviid Broberg og Sebastian Lundsteen Nielsen, hvorfor det er værd at holde øje med: “For det første anvender Bryd Kæden en radikaldemokratisk udgave af civil ulydighed på en skala, som vi ikke har set i den danske klimakamp hidtil. For det andet udvider Bryd Kædens fokus på globale forsyningskæder det nationale nærsyn, der styrer vores forhold til, hvem der skal bære omkostningerne ved vores udledninger, og hvem der skal blive rige af dem.”
“Der er noget smukt ved stammen som musikalsk virkemiddel. Den kan udtrykke en meget menneskelig og grundlæggende følelse, som når en person, der er helt ude af sig selv af kærlighedssorg, kæmper for at få ordene frem. I hænderne på dygtige producere bruges stammen til at skabe et mini-hook ud af en enkelt stavelse, hvilket forlænger et højdepunkt til en bølgende øregasme.” Pithfork leverer en mini-musikhistorie over musikalsk stammeri – som fx David Bowies “Ch-ch-ch-changes” fra 1971.
Datacentrene bliver ved med at knopskyde som en slags kapitalistisk kræftknude, der fysisk manifesterer, hvordan techgiganterne tilsidesætter alle andre hensyn end deres egen profit. Er det sådan her, fremtiden ser ud, spørger The Verge retorisk: Med enorme, sterile hvide lagerbygninger, som opsluger hele nabolags grønne åndehuller og generelle energi? Det kunne meget vel se sådan ud – og så er det ikke engang noget helt nyt.
Når kunstner Anna Munk maler med øjenskygge, sidestiller hun kosmetik og kunst. Men det handler også om at gøre kunst og haute couture til et kropsligt allemandseje: “De færreste af os bliver som renæssancens Medicier, der var mæcener for alle de store malere, ligesom de færreste af os bliver Kim Kardashian, der har råd til at gå klædt i Balenciaga fra top til tå. Men vi kan måske få råd til en foundation eller en museumsbillet.” Informations Bodil Skovgaard Nielsen har besøgt kunstneren i hendes Amager-atelier.
Med udgangspunkt i H.C. Andersens sammenbrud i Charles Dickens’ have har forskerne Siobhan Unwin og Kathryne Ford skrevet et essay om neuroqueer-teori og socialt acceptable udtryksformer. Da Andersen under et besøg i 1857 modtog en dårlig anmeldelse, lagde han sig grædende på Dickensgodsets græsplæne. Som andre nok også ville have gjort, forsøgte Dickens instinktivt at kontrollere den akavede situation, men Unwin og Ford opfordrer til en anden tilgang: “Vi skal ned på plænen med Andersen. Være rummelige uden at kræve, at det skal være pænt. Acceptere, at vi måske må finde os til rette i det ubehagelige.”
Dåsekonserves og køleskabe er relativt nye opfindelser, men det er restemad ikke. Så hvordan præserverede man gårsdagens lasagne før elektricitet og sylteglas? Det svarer historienørd og amatørkok Max Miller på, når han med en opskrift fra 1747 tilbereder såkaldt ‘potted meat’. Skulle man undervejs få lyst til at give opskriften et skud, oversætter Miller løbende de amerikanske måleenheder til det metriske system. Det er i sandhed edutainment.
Spisesedlen
Fra januar 2027 vil udgifterne til grønlandske patienters behandling i Danmark blive betalt af den danske stat.
Danske Netcompany indgår femårigt partnerskab med det britiske sundhedsvæsen.
New Zealand godkender brugen af MDMA mod svær PTSD og depression.
Rigspolitiet opdager “alvorlige” slettefejl i Kriminalregisteret. Siden 2021 er mindst 48 afgørelser uretmæssigt blevet slettet.
Volkswagens bestyrelse godkender plan om at fyre 50.000 medarbejdere.
Tunesiens kassationsdomstol stadfæster fængselsstraffe på op til 45 år i masseretssag mod oppositionsfigurer.
OpenAI er begyndt at udrulle den nye sprogmodel GPT-6 trods kritik af sikkerhedshuller.
Nærsynet
Det er helt normalt for forbrugere at smide brugbart tøj ud, men ny EU-lov om tøjaffald rammer producenterne. Det er den rigtige vej at gå, mener forsker i bæredygtigt forbrug.
Et sidste ord
KFC er lidt noget andet i Kina.
Hav en lækker weekend!








