Afkoloniseringens filosofi

Kolonitiden er ikke forbi — eller formelt er den. De fleste europæiske kolonier blev selvstændige i midten af det 20. århundrede, og da Sydafrikas apartheidregime officielt blev afskaffet i 1994, sagde landets præsident Nelson Mandela, at “den totale frigørelse af Afrika fra fremmed og hvidt minoritetsstyre er blevet opnået”. Ikke desto mindre har de kolonialistiske strukturer overlevet. Ikke kun i den globale økonomiske ulighed mellem lande i Det Globale Nord og Det Globale Syd, men også i psyken hos de mennesker, hvis forfædre blev koloniseret.

I dagens lektion besøger vi den fransk-martinikanske filosof og psykiater Frantz Fanon, som i værket Sort Hud, Hvide Masker (1952) beskrev koloniseringens eksistentielle konsekvenser.

Hvis du har læst de tidligere afsnit i denne sommerskole om afkoloniseringens filosoffer, så ved du allerede lidt om den martinikanske forfatter Aimé Césaire (1913-2008) og hans elev, psykiateren, filosoffen og frihedskæmperen Frantz Fanon (1925-1961). I dag dykker vi ned i en anden væsentlig tænker, som endnu tidligere gik ad dekoloniale tankespor, den amerikanske sociolog og forfatter W.E.B. Du Bois (1868-1963), som i øvrigt var den første sorte person til at få en ph.d. fra Harvard University i 1895.

Feministiske bevægelser har ændret sig en hel del fra 1900-tallet, hvor suffragetterne i England kæmpede for kvinders stemmeret, til girl boss-feministernes kamp for at få flere kvindelige topchefer 2010’erne. Ifølge den jamaicanske dekoloniale filosof og forfatter Sylvia Wynter (f. 1928 og i dag 98 år gammel) lider alle feminismerne dog under det samme problem: De hviler på en for snæver – og mandet – definition af, hvad det vil sige at være menneske.